Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Så råbte han, med funklende Øjne og udbredte Arme: "Husk, for hans Fødders Tronskammel skal du lægge dem, hver Fjende og Forhåner, den ganske Verden i Kødet; hvert det naturlige Menneske, hver der glædes og ler; hver Syndens Tanke i dig selv, hver Drøm, hvert Håb, hvert Ønske og Begær, du skal drukne dem i Blod og Tårer, om du vil, han skal kendes ved dig på den yderste Dag! Barn, nu kan jeg ikke mere! Herre, nu er min Kraft brudt, nedbrudt for din Fod! Nu er jeg din, kun din! Men Gud, fuldbring du dit Værk med denne, i hvem du og din Søn har Velbehag, før ham op til Golgata Banke! For ham frygter jeg ikke, ikke hans Liv og ikke hans Død. Han hører jo til dine Elskede!" 114 Han sank tilbage med lukkede Øjne, med et Smil om sin Mund. Og jeg, som næsten aldrig havde set Eberhard smile, jeg gruede mer for dette Smil end for hans rystende, iskolde Hænder, hans blånende Kinder, hans Øjne, der stirrede afgrundshult under de strittende Bryn, hans vilde og stammende Stemme.