Kidde, Harald Uddrag fra Helten

- men for den, der husker hende, fra da hun kom herover, de første År, og som har set hendes Faders, Konsul Bernhard Camraths Gård med de høje Vinduer mellem Søjlerne og Pilastrene, for ham må det vel lyde helt underligt at høre hende sige, at Gud har været hende god. Og dog - det lyder jo kun så. Ti den, 118 der har levet med hende her på Øen, og hvis Liv i mangt og meget blev hendes ligt, kan vidne, at Gud var os god - først ved at føre os hid. Verden er farlig, kanhænde hun havde klaret sig derude, jeg véd, jeg havde næppe. Og gjorde Årene herovre hende til en lille, grå Fugl, de gav hende også Vinger. De ser dem måske ikke, men jeg har set dem og véd, at de kan bære, både i denne Verden - og over til den næste. Der tales så meget om forspildte Liv, om ikke at nå over alt det, hvortil vor Frist kunde strække, om ikke at have set den store Jord, da vi jo dog fik to Ben at vandre på, og ikke beriget vort Sind med de mange Oplevelsers Erfaring - ak tro, jeg husker Jacobus Uz's Klage her på Øen! Men tænker jeg på Lucie Camrath, hvad hendes Vugge bød hende, og hvad hun bringer til sin Grav - tror jeg så vist, Gud Herren kræver hende ikke for de mange Talenter, men kalder hende sin tro Tjener, der ågrede vel med det betroede Pund. Ti er det Hjærtet, der fylder Blodet i vore Årer, da er det vel og' Hjærtet, der fylder Livet med Rigdom. Og da tør jeg sige, at hendes og mit Liv var rigt."