Kidde, Harald Uddrag fra Helten

"Godt," nikkede den Gamle, "jeg lå længe vågen, for Gigten sled hårdt i mig, men jeg lå og hørte Blæsten om Huset og det gamle Urs Gang derhenne, og jeg lænkte på, hvor mange Efterårs og Forårs Blæst, jeg 129 havde hørt over denne Ø, og at nu var det jo nok den sidste - at nu var det min Tur til at flyve herfra - til mildere Egne." Han smilte. "Jeg lå og tænkte på mit hele Liv, Doktor Lange, på alt det, jeg har at takke for: at jeg, omend klein, dog altid har været så tålelig rask, i al Fald aldrig har behøvet at falde andre Mennesker til Byrde, undtagen det År, da jeg mistede min ene Lunge og var til Huse hos Doktor Ørebro. Altid har jeg jo haft Tag over Hovedet og Brød på mit Bord, har det Tag end været her på Øen og det Brød end ofte hårdt. Kun to Gange i mit Liv har jeg stået under åben Himmel og intet haft at dække eller mætte mig med. Men jeg så til Markens Liljer og Himlens Fugle, og det gik mig efter Ordene, at Herren klædte og mættede mig. Og jeg tænkte på de kærlige og fromme Mennesker, jeg har lært at kende, og som har forvisset mig om, at er end Gud fjærn, så er hans Sejr vis. Men mest af alt takkede jeg for, at han gav mig et Sind, der kunde glædes, et lykkeligt smilende Sind. Tænk, jeg, det uægte Barn af en svagt begavet, letsindig og hysterisk Fader af en ældgammel, hovmodig og fordærvet Slægt, og af en Moder, om hvem jeg knap véd . andet, end at hun var en ond og hård Mands Datter - hvor tror De vel, mit Sind kan stamme fra, om ikke fra al Glædes Kilde? I min Fødsels mørke Øjeblik dryppede Gud en Dråbe i mit Hjærte, der har fyldt mig med en ufornuftig, en uimodståelig og ubesejrlig Glæde."