Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Jeg krøb sammen ved Tanken om, at jeg skulde derned, og vidste dog, at jeg måtte det. Adam Colbj ørnsen, og så Augustinus Halm, var jo de eneste blandt Skolekammeraterne, jeg havde kendt det mindste til - udover Næver og Spot. De to havde aldrig gjort mig Fortræd, vel heller aldrig godt. Men Adam var dog Skyld i, at jeg havde kunnet udholde de fire Års Martyrium. Uden ham véd jeg ikke, hvor jeg skulde have båret det. Og dog havde han knap talt to Ord til mig om Dagen og aldrig rørt en Finger for at redde mig 132 fra Kammeraternes Mishandling. Men det behøvedes heller ikke. Han havde blot, sidste Gang de rev mine Bøger fra mig og slog mit Ansigt til Blods, trukket lidt på den smalle Mund og løftet lidt på de skrå Skuldre og sagt, med Blikket halvt til Siden: "At I gider" -