Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Ja, jeg måtte derned og bede Adam hjælpe mig. Havde han ikke, af og til, stundum, kastet et flygtigt Ord til mig - ja, havde jeg ikke midt i Timerne kunnet træffes af hans store, koldt strålende Blik, der iagttog mig på en egen besynderlig Måde, næsten - ja næsten som regnede han mig for mere lig sig selv end nogen af de andre, som et unicum, det samme i Dybet som han var i Toppen? Jeg forstod det og bluedes, men gav ham Ret og skælvede ved dette Bånd imellem os.