Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Og nu turde jeg vove at komme til ham, jeg vidste det, at han forstod det som jeg: han havde jo efter Examen rakt. mig Hånden dernede i Skolens Forhal som en Undskyldning for hans Overlegenhed, som et Løfte om Afbigt for den Nødvendighed, der halvt mod hans egen Vilje, havde tvunget ham til at tage Skolens Ærespræmie fra mig, Præmien for Årets bedste Studenterexamen, den jeg, efter at Eberhard havde vist mig den, havde haft for Øje hele Skoletiden, gennem alle de fire År slidt mig frem mod og været så vis på, som holdt jeg den alt i min Hånd - visselig ikke af Hovmod, men fordi jeg følte mig mer inde i Lektierne end nogen anden, jeg, som havde gennempløj et dem Dag og Nat, til jeg kunde remse dem udenad i Søvne - og fordi jeg måtte have den, om jeg skulde kunne klare mig selv i Fremtiden. Alle de andre havde også regnet denne Præmie for min og talt om den i halvt hånlige, halvt ligegyldigt-venlige Ord - efter at vi nu var blevet voxne, behandlede de mig altid på denne Vis ...