Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Jeg havde i hine trende solglødende og himmelblå Måneder under den store Pest's Tordensky siddet end strængere end ellers indelukket på Skolens Kvist, åndet en Lugt af Amoniakvand og Kalmusrod, hørt Møbelvogne rumle, tunge af Kister og set et Glimt af Baraklejren på Glaciser e og på Østre Fælled - mens Eberhard, i Skoleferien, næsten altid var ude i Byen, i 143 "Lille København", i Almindeligt Hospital, i Adelgade og Borgergade, overalt hvor Rædslen var størst og Hjælpen mindst Sent på Natten, når han kom hjem, faldt han i en dødlignende Søvn af Udmattelse, ja glemte til Tider endog sin Aftenbøn. Deraf forstod jeg, hvor stor Gruen var derude i den solbeskinnede, hedeog røgånden de By. Ti som sagt, jeg selv fik kun sjældent Lov at slippe udenfor Skolegårdens Mur, og kun gennem de Ord, der undslap Eberhard i Drømme, blev jeg vidende om den Mare, der red ham og Byen, ja, hele det midsommerligt blomstrende Land derude bag Gravenes duftende Kirsebærtræer og Linde og Voldenes viftende Møller. Udelagtig som jeg altid havde været -i Livet, var jeg det nu i Døden. Jeg skimtede bægge, men vagt, som gennem en Rude, der sløredes af min egen ensomme, længselsfulde og sky Ånde.