Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Jeg søgte forgæves at mande mig op ved Tanken om, at det jo dog var ham, der havde budsendt mig, ja sendt den fine Prokurator ud i mit usle Kammer for at hente mig til denne store, sølvlysende og 153 krystalglimrende Sal - det lykkedes mig ikke. Palæets søjlesmykkede Facade, dets buede Portal, imod hvilken selv Erasmus Colbjørnsens var som en lille Dør, de blå, sølvtressede Tjenere med de døde, kolde Øjne, med de underligt mekaniske Ganestemmer; den statueprydede Marmortrappe og denne Sal med Loftets basunblæsende Engle og Væggenes legemsstore, nøgne Nymfer og Satyrer, Herakles og Omfale, eller Ariadne på den øde Sten i Havet; med de kirkestore Vinduer bag de dunkle Gardiner med Guldkvasterne - ja Marmorkirkens højtragende, vedbendslyngede Kæmperuin og Landkadet-Akademiets solblinkende Mansardtag derude; den lette Brise af Eau-de-Cologne, mit eget Billede, hvor jeg vendte mig, i de loftshøje Spejle - alt smuldrede mig Støv på dette Parketgulv.