Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Under Vejs gennem Gaderne, hvor Solen flammede som gyldne Luer, som Sommerens sidste Farvel, mødte jeg mange Studenter. Om den stærke Sol, der tindrede i alle blanke Ruder og Øjne og bragte alle de røde Blomster bag Madam Mørchs Vindue på det skæve Hjørne ved Nyhavn til at lue, viste mig dem, eller jeg selv så dem med særligt stærke Blikke, véd jeg ikke - men aldrig havde jeg mødt så mange af mine Lige, så mange huløjede og lurvet klædte Studenter, hvis gustne Hud fortalte om Æbleskivekælderen, hvis trætte Trin om den stenede Vandring mod Examen.