↩ Og den var kendt af Søfarende, selv fra f jærne Have, der med lange Års Mellemrum sejlede forbi derude og bestandig så den brænde. Man vidste at fortælle om en utro Søn, en glemsom Søn, en af Havets levende 303 Døde, der havde givet sig dets Bedøvelse i Vold, og som en Nat under de umærkeligt, de uimodståeligt bærende Sejl mødte dens Lys, utrætteligt vågende i Mørket, og erindrede det fra År tilbage og med Et så et Vindue, en Lampe, et Ansigt i en fjærn By, under Bjærge . . .