↩ Og Steffen sank brat, men forunderligt lydløst og let, hyllet i sit Lagen, om på Gulvet, og lå dér ubevægelig under den hvide Dug, mens Børnene sang efter Agnete, som hastigt gribende om sig vaklede fremad med udrakt Hånd og stirrende Øjne som i Søgen: