↩ I Åndedrættet og Urets Takt, i den rosenrødmende Himmel bag den blånende Klitørken og det hvide, f jærne Tårn lyttede de tre Unge til en uhørlig og evig Sang. Og i den dybe Aftenstilhed fortalte nu Kirkeklokken jævnt og trygt, at denne Jordens Sol gik ned til de utallige andre. Og lidt efter udmålte, langsomt og dvælende, de tre Gange tre Bedeslag den sidste, store Stilhed for de tre Højhelliges Fødder. Og aldrig syntes de at have set Jorden blive så hjemlig dunkel og Himlen så æterklar. Og dog aldrig Himmel og Jord hinanden så nær. Lyttede de selv ved Krystalhavets Bred?