Kidde, Harald AAGE OG ELSE - LIVET -

I.

Natteregnen prikkede og prikkede på Ruden sin ensformige, tungsindige Sang, den eneste Lyd i den dybe Stilhed.

Tue Tavsen sad og lyttede til denne utrættelige Prikken, i Sofaen foran Bordet, med Hænderne foldet på dets falmede Tæppe foran det ensomme, brændende Stearinlys i det høje, tomme Værelse.

Det var i den store Lydløshed, som regnede alt omkring ham, regnede og prikkede, som regnede det på Bordet, på Gulvet, imod Væggene, som regnede det over hans Hoved og Nakke, over Stearinlysets gule, sitrende Flamme.

Som indspundet i Regn sad han, sløvet, hentryllet; der var tomt i hans Indre, hvor det kun regnede, hans Tanker var gået i Stå, som et Ur, der standser på Grund af megen Væde, han sansede intet andet end Regn, Prikken og Regn.

Og Regnen blev ved at regne og prikke, og Lyset blev ved at sitre i Værelsets kolde, tomme Mørke -

Et mægtigt Bulder drønede gennem Stilheden, hastendé fra Etage til Etage i det store Hotel, stigende fra Trappe til Trappe, til det væltede ind til ham og jog ham op fra Sofaen, midt ud på Gulvet

Men alt var atter stille, selv Regnen var standset, 2 som skræmt ved det pludselige Brag, kun enkelte tøvende Dråber slog endnu mod den tilhyllede Rude. Det var Hotelporten, der slog i efter fremmede, rejsende, Nattetogene måtte altså være komne, han havde ikke hørt dem pibe, å nej, hvad hørte han vel, her oppe i sin Ensomhed?

Han lagde sig tilbage i Sofaen, i det snævre, stride Leje, med opmærksomt lyttende Øjne; Staden her var den sidste Station på Vejen til Italien, og her var en evig Kommen og Gåen. Nu begyndte travle Lyde at lade sig høre, først svage og få, efterhånden talrige og stærkere, voxende til de fyldte hele det døde Hotel med livlig Larmen - elektriske Klokker, der kimede, Trin, der kom løbende op ad Trapperne, Døre, der smældede i med Knald som Pistolskud, Stemmer, der snakkede og lo langt borte.

Tue lå fremadbøjet med Foden udstrakt som rede til at springe ned - nu kom der Skridt lige hen forbi hans Dør - han stirrede på den - men nu lød de op ad den anden Trappe, en Dør slog i, og de blev borte.

Længere nede i Hotellet larmede det endnu, men svagere og svagere - Lydene spredte sig oppe og nede, tabende sig i det Fjærne, stundum brydende pludselig frem i samlet Trop, til de blev ganske borte, og den fuldkomne Tavshed voxede frem fra alle Kamre og Gange og bredte sig som en stor og stille Plante i den høje Bygning.

Tue drejede sig om mod Lyset og så på det. Det brændte endnu der midt paa Bordet, spillende som en lille, gul Tunge i ivrig, indtrængende Tale, en Præken til ham, der nu vendte sig til det som til sin eneste Ven og Fortrolige, vant til gennem mange lignende skuffede Aftner at forstå, hvad det var, det fortalte ham.

Også i Aften forstod han det, det var den gamle Lektie. Han lagde sit Hoved ned på Sofapuden og 3 lyttede efter. Om al den Hygge, der ellers alle Vegne smilede det i Møde, når det oplod sin Tunge på det bonede Familiebord i en lun og hjemlig Stue, men som det her forgæves søgte at fremtrylle.

Tue fulgte dets svage Skær, som det legede over de skumle, tapetgrå Vægge og det kolde, gibsede Loft, som det gnistrede lig en enkelt Varmedråbe i Spejlets dunkle, vandkolde Dyb og spillede over Servantestellets hvide, døde Porcelæn, og han så, hvor Værelset kun blev mere mørkt og stumt, mere fjendtligt og hjemløst om ham, og han forstod hvorfor.

Dette Værelse, hvori fremmed efter fremmed var trådt ind, kommende fra alle Verdens Kanter, havde kastet et ligegyldigt Blik omkring sig og sovet en urolig Søvn i den klamme, gule Seng der henne under Gardinerne, for næste Morgen at haste videre på sin Færd gennem Europa, hvor kunde det blive som de Stuer, hvor et Menneske daglig lever? På disse Vægge havde et Øje aldrig hvilet i stille Taknemlighed for det Ly, de byggede om ens Liv, til dem var aldrig en Hemmelighed blevet hvisket, hvorom ingen anden i Verden vidste - derfor var de kun golde Mure og Sten, ikke levende Kød og Blod, som hvert af de Rum bliver, hvori et Menneske stadig sidder.

Derfor var den lille Lues Kamp forgæves, her var intet i denne Luft, som kunde fænge.

Men han, som en Gang havde ejet alt dette, Lyset fortalte om, og som havde mistet det til sidste Hvid, blev ubevægelig liggende i den slidte Plyssofa og. stirre hen for sig, mens han så sin Ånde som en hvid Damp fylde det mørke Rum og følte sine Fødder blive kolde.

Han trak dem til sig - ja, så bitterligt koldt det kunde være her mellem Bjærgene, ved Floden, endda det nu var langt henne mod Sommeren - hjemme i 4 Slettelandet Danmark var der sikkert allerede varmt og lunt af Sol - ja hjemme i Danmark - - -

Han rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage på Gulvet, men Tæppet stumpede under Bordbenene, han trådte på de bare Brædder, og hans Skridt gav rungende Genlyd fra andre, tomme Værelser ovenpå og nedenunder og fra de lange, endeløse Korridorer.

Han stansede og lyttede med bøjet Hoved - nu hans Skridt hørte op, slog Nattestilheden i Hotellet sammen om ham. Hans Hjærte bankede hæftigt; ved denne Tomhedens Genlyd var der vakt angstfulde Minder i hans Sjæl. Han blev stående og stirre hen for sig, fasttryllet af det Syn, han så, til han pludselig mødte sin egen Skikkelse, som stod ubevægelig der inde i Spejlets Dunkelhed. En Gysen rystede ham - han vendte sig hastigt og begyndte atter at gå, men Skridtene rungede for pinagtigt høje, det var, som en Hærskare forladte Væsner fulgte ham, oppe og nede, og han standsede igen ved Bordet.

Og nu steg Synet atter frem for hans Øjne - en lang Række Værelser, tomme, mørke og kolde, i øde Perspektiv, uhyggeligt skræmmende som de Rum, man vandrer igennem i Søvne og dog så virkeligt sande - Værelserne i alle de Storstæders Hoteller, han havde beboet i dette År på sin Rejse gennem Tyskland. Frem steg de, ét efter ét, åndende deres isnende Kulde i hans Hjærte.

Og han så sig selv, som han sad dér de ubevægelige Aftner alene, i de svimlende høje Huse oppe under Stjærnerne og Skyerne i sin Ligkistestilhed, på Sofaen ved Bordet - en Sofa og et Bord som det, han nu stod ved - samme Sofa, samme Bord i alle Værelser, i alle Byer - indadvendt lyttende til sig selv i tavs og tankeløs Grubien, mens alting tav, tilsidst endog hans egen indre, ørkesløse Tale - seende på Stoleryggens sorte, tremmede Skygge på 5 det matte, grå Tapet, tilslut ej en Gang seende den, blot stirrende dumpt og blindt.

Nede i Dybet under hans Ruder levede den store Stad, dens Larmen nåede herop som et Havs fjærne Brus, men det kom ham ikke ved, han kendte jo ikke ét af de Mennesker, som travlede dernede, og ligegyldig lå han, hvem alt var uvedkommende, som en Fange indemuret i sin Celle, dømt til langsomt at omkomme i sin Ensomheds Nød.

Sådanne Aftner kunde han til Tider føle sig som døvstum, forstenet, så han måtte rejse sig op, hvor stiv han end var, og hvor hårdt det end kneb, puffe til Stolen, så han hørte dens Bulder i Gulvet og fornam, at han var levende og hørte, udtale nogle Ord med hæs Stemme, hurtigt mumlende, ængstelig, som kunde han vække en truende Fare, som kunde han såre nogen eller noget ved den pludselige Lyd.

Hans Tunge var vissen af lange Timers Stumhed, hans Hjærne hentørret og stiv, ikke rummende én Tanke - - -

Tue så op, Lyset brændte højt og sygeligt gult inde bag sit Gitter af smæltet Stearin.

Ensomheden, den store Frelser og Opretholder, Diamantfjældet, hvorpå han skulde bygge sin Lykkes uforgængelige Borg, Ensomheden, der skulde fryse hans Hjærte til, så det aldrig mer kunde bløde -

Jovist - at han nogensinde havde kunnet tro på det, en Tro som den dødsdømtes på det umulige Håb - hvor længe havde han vel været om at opdage, hvor fejl han havde faret, at han havde kunnet tiltro sig Ensomhedens Styrke og Trods, han det forvænte, yngste Barn, som alle de, der nu var døde, havde værnet om, han ene - kains-ene - han -

Ja, den første Tid, de første Par Måneder hernede, da Mindet om, hvad det vilde sige at elske det forgængelige, der kunde dø, endnu var blødende friskt i hans Hjærte, da havde han været «lykkelig», 6 da havde han vandret om i Berlins Menneskevrimmel som hin Dag paa Københavns Østergade, da han kom fra sin Formynder og havde brudt det sidste Slægtskabsbånd, og i stivnende Fryd følt, hvor han var ene og ligegyldig, hvor han var fri for at elske og frygte, for at tage Hensyn til andre og læmpe sig efter andre - men siden -

Naturen, ja netop Naturen - herlige Syner havde han set, så stolte som intet af dem, Regitze og han havde drømt om der hjemme i Kakkelovnskrogen Vinteraftnerne, når Skibene kryssede på Fjorden med de klagende Tågehorn, og Sneen føg over de vinterøde Marker - Bjærge i evig Sne, grønne, smilende Dale med snoede Sølvfloder og skyggende Træklynger, omslyngede af storbladede Vinløvsranker, Byer på Sletter og Stæder ved Havne - men hver Gang Jublen var brudt frem på hans Læber, og hans Øjne havde søgt ind i et andet forstående Øje, havde han kun haft den tomme Luft omkring sig. Og alt som denne evige Stumhed havde udtørret hans Hjærte og visnet alt frodigt og blomstrende derinde, havde han mødt de skønneste Åbenbaringer med samme sløve Kulde, som den hvormed han så på Dagens ligegyldige Gænge.

Og Bøgerne - ja, han havde fået meget læst hernede, al det han havde slæbt med sig i sine Kufferter og mere til, men midt under den mest ophøjede Ånds Visdomstale kunde han gribes af en fortærende Længsel efter det mest hverdagslige Ord fra en levende, elskende Læbe.

Men var det da muligt, at han virkelig længtes efter Mennesker påny, efter påny at elske og miste? vilde han påny ud på det forlokkende, det bundløse Dyb, han fordum så grundigt havde befaret, og hvori han havde set sine elskede forsvinde, én efter én - Livets, Kærlighedens troløse, omskiftelige Dyb?

Nej, nej, Gudskelov det var ovre, og før alt andet 7 end det påny, før fryse ihjel i sin Ensomheds Nød, som en Sælhund indefrosset mellem Isfjælde, end påny lide det, han havde lidt, fordi han havde elsket Mennesker, der kunde dø - - - -

Han greb med rystende Hånd om Karaflen og skænkede det lunkne, oljede Vand op i et Glas, stod med det i Hånden og stirrede på det, påny fortabt; Vandet skinnede i Lyset, gyldent som Konjak, og gennem sin Hjærne fornam han fordærvede Drømme gå om at beruse sig i stærke, hede Væsker, om at ligge dér på Ryggen i Sofaen og lade Flaske efter Flaske glide klirrende ned under Bordet, mens Rusen steg øredøvende i ham og kvalte Erindringens sidste Stemme - han, på hvis altid spændte Nerver den mindste Dråbe Spiritus virkede som Gift -

Så, nu kunde det være nok - han satte hæftigt Glasset fra sig og pustede Lyset ud, han rev Tøjet af sig i Mørket, nu vilde han have Fred for i Dag, nu vilde han sove.

- - Men længe lå han og drejede sig urolig hid og did, forgæves søgende Søvnen i et Hjørne af Puden, og som han lige skulde til at blunde ind, foer han atter op, lysvågen påny. På Søvnens gyngende Grænse havde Rædslen grebet ham, Drømmen om at han lå og var syg herude, hvor ikke én vilde pleje ham, at han stredes med Døden, uden nogen agtede på ham, og skulde graves ned ukendt og forglemt i det fremmede Lands Jord - den Drøm, der ej alene overfaldt ham om Natten, men ogsaa kunde komme over ham om Dagen midt på Gaden, i Vrimlen, eller oppe i de store Musæers og Bibliotekers lydløse Tomhed - - - - Hør, hvad var det? - frem af Mørket kom der en Lyd, en eneste en, dirrende spinkel - en Prikken travl og flittig.

Tue drejede Hovedet og så op mod Væggen, det var hans Ur, som hang dér, det tunge, gamle Sølvur, 8 som havde været hans Faders - dik - dik - dik - dik - -

Han lukkede Øjnene og lyttede efter, sugende Lyden til sig som den vansmægtende, i Jorden indemurede Kildeårens sparsomt dryppende Dråber. Det Ur og Lyset før, de var hans Venner i Ensomheden, men Uret var den bedste, den mest trofaste. Lyset gik ud, og dets Tunge forstummede, men Uret tav ingensinde, Dag og Nat talte det til ham, blot han vilde være stille og lytte. Hvor tit havde han ikke i den højeste Nød bøjet sit Øre ned mod dets kolde, buede Glas og havde da ikke længere været ene, ikke mere ude i det fremmede, ligegyldige, men hjemme hvor han havde levet som Barn, hvor han hørte til og havde sin Rod - derhjemme var de alle døde, men i Urets Tikken talte deres Stemmer endnu til ham, sørgmodigt trøstende og ledende med al den gamle Kærlighed og den Visdom, de havde høstet hinsides Graven, talte til ham, der endnu færdedes i det farlige Liv og kunde det så dårligt - - -

Hvor var her dog koldt herinde - blot han strakte Hånden ud over Tæppet, koldt og stumt. Mon der nogensteds var så koldt som på et Hotel om Natten? nej, og var det vel så underligt?

Her lå han nu på sit Værelse, og rundt om ham lå mange andre Mennesker, måske søvnløse som han, men fremmede for hverandre, usete, ukendte. Ingen venlige Drømme gik fra Værelse til Værelse til de kære, som sov derinde. Nej, drømtes der overhovedet her, da gik alle Drømmene bort, ud i Verden for at søge hen, hvor de hørte til, for at finde den Rude, hvorpå de kunde banke, og som vilde åbne sig for dem til Velkomst - Ruder i andre Byer, store og små, liggende på Sletter med Korn eller Sletter af det bare Sand, i ensomme Huse ved åbne, skyllende Havstrande eller dybt inde i skovbegravne Bjærgdale - bort, bort gik de - - men han, hvorhen 9 skulde han vel sende sine Drømme, hvor var den Rude, der vilde åbne sig for ham og lade ham ind? Kun Grave havde han at søge til, lukkede, stumme Grave, under hvis Muld der ikke drømtes flere Drømme, og mod hvis tunge Stene hans forgæves tørnede med Bøn om Modtagelse og Svar - - - Det var en forunderlig Gru at ligge således ved Nattetide og tænke sig, hvor forsvindende i Verden man var - en Gru som den forladte Sømands på den øde Ø, Maroonens altgennemtrængende Skræk, når han ser sig ene på den kolde Granitklippe, hvorom de stumme, grå Bølger plasker, og de kolde, tankeløse Vinde stryger - - Derhjemme, derhjemme, men hvad var det dog med ham i Nat? var da alle onde Ånder løs? Hvad var det vel, der havde manet dem frem så mandsstærke just i denne Nat? å, han vidste det jo vel, det var jo Fødselsdagen, Moders Fødselsdag - - nok, nok, nu måtte de lade ham i Ro, nu kunde han ikke mere - - - - han åndede dybt ud, med lukkede Øjne, han følte sine sidste Kræfter tømt og Søvnens Sløvhed liste sig ind over hans slappede Hjærne, nu var Striden omme for i Dag - -

- - - - Hvad var det for Farver, der tændtes for ham i Mørket, hvad var det for Syner, der legede for ham i den kolde Nat?

En Drøm om at være hjemme, om de elskede, gamle Stuer, om Moders lille, polstrede Kabinet med den vide Udsigt over Engenes flade, grønne Stilhed, om den lyse Spisestue, bag hvis Ruder Fjorden blånede, frisk som en dugget Drue, om Faders stille, højtidsfulde Kontorer - en Drøm om en Vandring en fugtig Høstskumring, da de standsede dybt nede i Mølholm Dalen og hørte langt borte bag den sorte, tågede Skov Vinding Aftenklokker ringe - om Hjemkomsten, når Bordet var dækket, med Lampelys over Dug og Tallerkner, over Tekedlens snoede Damp og 10 dens snurrende Sang, over de tre kære Ansigter om det runde Bord, Faders kække, muntre Åsyn med det krøllede, hvide Hår om Skallepanden og det strømmende, hvide Skæg, Moders blege, strænge Profil under det sorte Hår og Regitzes unge, drømmende Hebeansigt i de røde Lokkers Glorie - en Drøm om Liv og Lykke og salig Stilhed, som gyldent Sollys i Mørket - - og en Drøm, som pludselig pustede Lampens Lue ud, som mørknede Mørket og snærede Hjærtet sammen mellem Knokkelfingre, en Drøm om Sygdoms Indbrud, om Død og Undergang, om Hammerslag på Kister og tunge Tramp af Folk, som bar dem bort, om Jordens Haglen på Kistelåg - en Tumlen fra Dag til Nat, fra rosenrød Morgen til uvejrsfuld Aften med Solnedgange så glødende vilde som en Verdensbrand - Jubel, der kvaltes på halv, og Skrig, der skreges ud - - -

Tue vågnede i et Sæt, badet i Sved, satte sig fortumlet over Ende og glippede med Øjnene.

Et tindrende rødt Lys blændede ham i Møde, eventyrligt rosenblussende - hele Hotelværelset steg imod ham, belyst som af et Rosenbål, badet som af en purpurfarvet Dugg - hvad var dog det? var han vågen, eller drømte han endnu.

Han lukkede Øjnene og slog dem atter op - nej, Skæret dvælede der endnu, kun stærkere, varmere, mer glødende rødt -

Det var Morgen, det var Morgenrøden, der skinnede ind til ham gennem de hvide Gardiner.

Han lå støttet på Albuen og så ind i det røde Skær med et undrende Blik - hvor var det dog purt og varmt - Genskin fra Englenes Paradis, hvor nu Morgensalmen blev sunget.

Og hvad var det nu, han så, hvad var det for et Syn, der tændtes for ham i det røde - et Atlantis dukkende op af de rødmende Rosers Bølger - Byen der hjemme omkring Fjordens blånende Vande, krøbet 11 sammen om Kirketårnet med den blinkende Vejrhane under de grønne Højdeskoves Krans, Gaderne, hvor han kendte hver Sten og hvert Hus, Alleen, hvor hvert Træ var ham kendt og kært, Byen med hele hans Liv, med alle hans Minder, med Kirkegården, med Gravene. - Hvor underligt, så ofte han før havde tryglet om at leve sin tabte Lykke om i en Nats Drømmesyn, aldrig før var det blevet ham forundt, aldrig siden hin Efterårsdag, da han rejste over sit Lands Grænse ud i det fremmede, aldrig før nu -

- å de Drømme, de Drømme - han lukkede Øjnene og stred imod, han vilde ikke, vilde ikke ind i det igen - men så kom den over ham, uhinderlig som en pludselig frembrydende Strøm, som et Vandfald kom den over ham - Gråden, den ubændige Gråd, kastende ham ned i Puderne og vridende ham rundt, rystende ham fra Top til Tå, til Hjærtets inderste Celle - den Gråd, han så længe havde været skyldig, som han havde nægtet at græde hin Nat ved Faders, den sidstes, Dødsleje, som var bundfrosset i hans Hjærte og havde stivnet det til Is, nu kom den, smæltet af Drømmen om Hjemmet, af Morgentimens vårlige Røde.

Hvor længe han græd, vidste han ikke, han overgav sig ganske til denne Brænding, men midt mens Bølgerne tumlede ham højest omkring, dæmrede det for ham, klarere og klarere, en lys og fremstrålende Stjærne over Bølgegangen - at han vilde hjem, hjem!

Og da standsede Gråden med Et, da ebbede den ud og faldt til Ro. Det Sår i hans Indre, hvorfra den var strømmet, lukkedes sagte.

Hjem - ja, nu havde det lydt, det dragende, elskede, frygtede Ord, Ordet, der for ham rummede mer Sjæl end al Verdens andre Ord, der blussede ham i Møde som en Vinterovns Skær, der tog ham i et Favntag af Tryghed og Ømhed. - Gravene, ja 12 til dem vilde han hjem, hjem til Minderne, hjem til Sorgen. Dér vilde alt blive godt igen. Dér vilde han kunne leve det Liv, han altid havde drømt, ene, ikke ensom, rig, men på Skatte, der aldrig forgå. Dér vilde han gå ad de gamle Veje, pleje sine Grave, luge og vande, leve med de døde inderligt, tyst som hin sidste Aften, før Huset skulde sælges, og han skulde rejse.

Hvorfor var han rejst? ja, hvorfor ? - nu så han det, det var det evige, gamle - af Fejhed var det, af Fejhed for den overvældende Sorg - omnia mea mecum porto havde han fablet om, drømt at føre de døde med sig i sit Hjærte - men nej, det var netop Ulykken, fra det Øjeblik, han havde sat sin Fod over Landets Grænse, havde de forladt ham, de havde ikke kunnet følge ham i det fremmede, og derfor var han blevet ene, hans Hjærte tomt. Derfra stammede al hans lange Kval. Kun i Hjemmet var de døde, og kun dér vilde han atter kunne møde dem, de var blevet der hjemme på den Plet, hvor de havde levet og var døde, og kom han dertil, vilde de atter stige op for hans Syn, vilde han atter kunne tage dem i Hånden og atter se deres Ansigter, dem han forgæves havde anstrængt sig for at kalde frem herude. Der vågnede næsten et Smil om hans Mund, som han lå dér og så ind i Morgenrøden, der blev mer og mer gyldengul - den Fremtid, der nylig lå for ham så truende mørk, syntes ham med Et at være lysnet op til Dag. -

Han stod ved det åbne Vindue, lænet mod Karmen og så ned over den lille By, ned over en Stimmel af røde Tage, med svajede Rygge og høje, stejle Gavle, kryssende hverandre i alle Retninger mellem Havernes grønne Løv og med blå Røgvimpler vajende fra de lange Skorstene, ned til Flodens solglitrende Poppelalleer og videre ud over Sletten, som lå derude uendelig frodig og flad og tom, kun hist og her 13 spættet af græssende Fåreflokkes hvide, uldne Prikker, blinkende med Flodens Sølvstræng, med Grænsebjærgene som luftige, hvilende Skyer i det morgenrødmende Fjærne.

Flodens Brusen steg op til ham, Gal af Haner skingrede fra de dybe Gårde, Vogne rumlede nede i de snævre Gader, og fra det af de røde Tårne skjulte Torv summede lystige Stemmer og munter Latter. En Sværm af hvide Duer flagrede over den solbeskinnede Stad.

Den duggede Blæst legede med Tues Hår og kølede hans af Nattens Ophidselse hede Kinder, langt ind i Hjærtet fornam han Morgenstundens kvægende Kølning. Længe stod han mellem de bølgende Gardiner og så ned over Tagene med et taknemligt Blik - over en Måned havde han nu boet her, Dag efter Dag bestemmende sin Rejse og Dag efter Dag skydende den ud, angst for at slippe det Tag i Livet han dog syntes, han havde fået her i denne lille, venlige Stad, der i så meget mindede ham om Byen derhjemme, angst for påny at skulle ud og flakke i det tomme, fremmede, det endnu mer fremmede hinsides Bjærgene

- Italien.

Italien - nej, han rystede på Hovedet, han vilde ikke derned, ikke ned til den hvide, svidende Sol, til det gule, blændende Marmor, de brogede, prunkende Dragter, det farveblussende, sansesvulmende Liv, det han altid havde frygtet, helt fra Regitze fortalte ham sine Tropedrømme om Aftnerne derhjemme.

Nej, nej, nu var han også fri for den Bekymring, nu vilde han hjem, det var det eneste, han vilde, hjem til sit Hjærtes Rede.

Så snart bare Pengene kom fra Formynderen, rejste han, før kunde han ikke, ti så billigt her end var at leve, så havde dog denne Måned tømt hans Pung.

- Han fik i en Fart Brevet skrevet, puttede det i Lommen og greb sin Hue og Stok, han vilde gå en 14 sidste Runde gennem de stejle, krogede Gader, ned til Floden og for sidste Gang se over den morgentågede Slette ud til de fjærne Bjærge, der gemte det Italien, hvortil han, Gudskelov, ikke skulde.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Kirkegårdslågen smækkede i efter Tue - hvor erindrede han den Lyd, og de lange Lindealleers grønne Sus lukkede sig om ham. Han gik op ad den solplettede, grusknasende Gang, Kors og Marmortavler blinkede mellem Stammerne, Roserne duftede stærkt og sødt, Fuglene kvidrede i de tætte Akaciebuske, og Solen skinnede. Alt var fredsælt og blidt på den stille, varme Søndagformiddag.

Af og til standsede han og læste på Gravtavlerne, Navne han kendte fra fordum, Navne, han havde læst allerede som Barn i vemodig Undren over de Mennesker, som lå begravne her, og som han aldrig havde kendt, og nye Navne, Navne på Mennesker, han havde set raske og muntre, da han forlod Byen.

«Grave - lutter Grave» - lød det i hans Øren med Præstens brustne Stemme hin Dag, da de begravede Alf, den første - de Ord, der siden var blevet Omkvædet på hele hans Liv.

Om forbi det lille, blinkende og sprøjtende Springvand drejede han, ned ad Alleen mod sine egne Grave - et Øjeblik standsede han midt i de varme, grønne Lindeskygger og lukkede Øjnene, smilende, lyksaligt betaget - nu kom det, nu skulde han ikke længere være ene, nu skulde han se dem igen - -

- så slog han Øjnene op og gik ned gennem Solflimret, og der nede foran ham lå Graven bag den høje Tujahæk, under den stille, solblinkende Birk, Graven i sit Vedbendsskrud, med sin Sten, tung og grå, inde i den solplettede Dæmring.

Ja, nu stod han her - det var Graven - hans kæres Grav - - -

Jærnbanelinjen løb forbi neden under Hækken, og 15 derovre stod Nørreskovens høje, grønne Mur, den lille Sti gik op imod den og forsvandt derind som i en Port. - Han satte sig pludselig på den gamle, grå Naturbænk under den mægtige Kastanies brune Stamme, hastigt, næsten som svimlede han omkuld - han klemte Stokken fast mellem Hænderne og stirrede målløs på Graven.

Vinden suste sagte i de tætte Hække, Sommerfugle sværmede over Vedbenden. En Engelsødbregne gyngede foran Stenen, dens kniplingslette Skygge legede over den slebne Plade, som vilde den dølge eller udviske de sorte Bogstavers uudslettelige Skrift. Om det ranke, hvide Kors hang en tung, rød Rosenkrans og duftede sødt og varmt, Gruset var revet i sirlige Stjærner.

Ovre fra det lille, gulmalede Sommerteater under Nørreskoven klang Musik og Sang, lystigt og overmodigt skingrende i den solstille Luft - der holdtes Prøve til Aftnens Forestilling.

Tue hørte det vel og tænkte ved sig selv: Nå, de morer sig da endnu her i Byen. Han hørte ogsaa vel de tunge Skridt, der knasede i Gruset og så et Par store, blanke Støvler spejle Solen, et Par stribede Benklæder og det nederste af en slæbende Kjole - han mærkede nysgærrige Øjne på sig, men rørte sig ikke.

Han så og hørte det altsammen - Fuglenes sorgløse Kvidren, Springvandets Susen oppe i Alleens Slutning og den glade Dansemusik ovre fra Sommerteatret, men det vedrørte ham ikke, det var altsammen ligegyldigt og ringe mod det ene, han tænkte på, det ene, han sad og sugede ind i sig her ved Forældrenes Grav, det ene: - At de var ham fremmede, at han havde mistet dem, de sidste, de eneste.

Koldblodigt og roligt gjorde han sig det klart - han kendte dem ikke, de var borte, de var forsvundne for ham. Han så ikke deres Ansigter, han hørte ikke 16 deres Stemmer. De var døde. Og han vidste, de var døde. Det var forbi mellem ham og dem. Han havde fablet om at leve med dem som hin Aften, den sidste, ude i det gamle Hjem, han havde bildt sig ind, at stod han blot ved deres Grave, vilde de leve op for ham, varme og lysende - at han skulde gå og pleje deres Grave og hviske med dem i lune Sommeraftner, ene ikke ensom.

Det havde han bildt sig ind, det havde han troet på, ti det var hans eneste Frelse fra den slugende Tomhed - horror vacui. - Og nu havde han set, at det var Løgn. At de var ham fremmede, at de var døde for ham, for Alvor døde. Og han vidste, hvorfor det var blevet således. Han havde villet redde sig for Sorgen, han var rejst bort og havde ladet sit Hjærte fryse til af Europas Kulde. Nu havde han mistet Evnen til at elske og mindes. Med ham var det forbi.

Han rejste sig og forlod Kirkegården.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Tue stod med Ryggen til Vinduet og stirrede ind i det Værelse, som nu skulde være hans Hjem. Det var en solrød Aften i Slutningen af August, Skolen var lige begyndt.

Hans Kufferter med de mange, fremmede Poststempler gabede imellem hverandre, halvudpakkede, kun Bøgerne havde han fået frem og stillet i Række på de høje Reoler eller lagt i Bunker omkring sig på Stole og Borde i det lange, smalle Rum.

Han stod og så hjælpeløs på den vilde Uorden - hvad skulde det blive til? Hvor var den Hånd, som vilde hjælpe ham at bringe dette i Orden og hygge inden disse fire Vægge, som nu altså skulde rumme hans Liv i de nærmest kommende År - til han blev Student?

Hans Øjne gled langsomt hen over Væggene, hvor de gamle Kobberstik glødede med deres forgyldte 17 Rammer i Aftensolen lig de sidste Emmer fra hans Hjems slukte Arne.

Tue faldt i Tanker ved Vinduet, med Nakken lænet mod Karmen - for sine lukkede Øjne så han den Måned, han havde levet her i Byen - han mindedes den første Aften, han kom, og den Følelse, som da ganske havde fyldt hans Hjærte, lige fra han satte Foden i Land der nede ved Havnen - så underlig lykkelig-vemodig en Stemning, smilende gennem Tårer, halvt forlegen, halvt glad bevæget som den voxnc Yngling, der kommer til sin Barndoms Legestue, hvorinde hans Barnepige sidder og strikker som for År tilbage - det var, som gik en Dør op, og så han en Skumringsild blusse derinde, som hørte han sin Barndoms Vugge gå - og Menneskene, han mødte, mens han gik op gennem Havnealleen, med hvilke Øjne så han ikke på dem, dem han for et År siden havde svoret evigt Had og Vrede for deres Troløshed mod hans Hjem, da Døden kom over det. dem hilste han nu som Brødre og Søstre, alle de, som boede i den lille, røde By under de grønne Skove. - Jo vist - Brødre og Søstre - ikke én var der, som havde villet ofre ham blot et Velkommen; her i denne By, hvor han en Gang havde haft sit Hjem, her fandt han nu alle Døre lukkede.

Men han havde smilet deraf - det fik jo være ham det samme, han havde jo det, der bedre var, i Vente, det dybe Velkommen, der aldrig kunde blive til Farvel, den Modtagelse, der aldrig kunde vendes til Afsked. Og så da han var kommet derud til det Sted, han havde rejst efter, som Pilegrimmen rejser efter Frelserens Grav bag Oliebjærget, og havde set - - -

Han rettede sig hæftigt og løftede Hovedet - nuvel, Ensomheden var ham ikke ny, han skulde vel vide at bære den, denne Måned havde lært ham meget, den havde været hans sidste, store Prøvelse, nu var 18 der ikke mere det tilbage, som han kunde stole på, og altså kunde han heller ikke mere skuffes - - -

Han gik over Gulvet hen og åbnede Døren ind til det andet Værelse. Aftensolen fulgte med herind, fyldende Rummet med sin Rosenånde, over Bordets runde Mahogniplade, Stolenes Plys og Sengens hvide Tæppe.

Han blev stående hensunken på Tærsklen og stirrede derind, det var som en Aften for længe siden

- i det gamle Hjem. Her havde han jo bjærget hen de Møbler, som var ham dyrebarest, som han ikke kunde efterlade i fremmedes Eje, alle dem, han havde valgt hin Aften, før han rejste, før Huset skulde sælges - Moders røde Plysstol og det lille Sybord fra hendes Kabinet, hvorved han så ofte havde leget Morian og Farian med de sorte og hvide Knapper i lange, lyse Vinterformiddage, Søster Regitzes hvide Jomfruseng og hendes venezianske Spejl og hendes klingerske og bøcklinske Raderinger, Faders brede Armstol, hvori han havde siddet sine flittige, lykkelige Arbejdsdage og hans store, sorte Lænestol, hvori han havde hensovet sit sidste, ulykkelige Vanvidsår -

Tue slog hårdt Døren i. Det ringede ude i Entreen.

Så rystede han undrende på Hovedet - at han dog aldrig blev færdig, at han dog aldrig blev klog

- som om han behøvede at være bange for, at der skulde komme nogen til ham og uforvarende få hans Skat at se - nej, heldigvis, heldigvis - - -

Solen var gået bag en Sky, og der bredte sig en stille, grå Aftenskumring i Stuen. Pludselig hørte han Stemmer derude og trådte et Skridt frem -

- det var Lulls Stemme, Lulls - det var ikke til at tage fejl af, det bløde, syngende Mæle, hvori hendes tyske Fødsel vedblev at tone - - nå ja, det var jo sandt, han havde jo lige set hende henne på Skolen i Dag, hun var altså alligevel blevet ved at 19 studere. Nå, hende om det, ham kom det ikke ved, men hvad vilde hun nu her, hvorfor kunde hun ikke lade ham i Fred? var det ikke forbi mellem dem - han skulde - - han lod Hånden falde tungt i Bordet.

Døren gik op og Lull Wedén stod på Tærsklen.

I samme Nu brød Aftensolen atter frem og luede ind i Værelset lige imod hende, så hun måtte knibe Øjnene sammen - som i Glansen af et rødt Bål stod hun, slank og let, med det store, lyse Hår tindrende og flimrende. Så gik Solen atter bag en Sky. Kun oppe under det hvide Loft hang endnu dens Skær som et Silkeslør.

«God Aften, Tue,» hilste hun og kom langsomt frem

«God Aften,» svarede han og sænkede forskende sit Blik i hendes store, blå Øjne, der nu fuldtåbne lyste ham i Møde.

Hun standsede lidt, forvirret, og så ned for sig. Så smilte hun og trak en Bog frem fra Jakettens Bryst.

«Å Tue - du vilde vel ikke sige mig, hvor langt det var, vi fik for her i Græsk?»

Nu stod hun henne ved Bordet og skubbede varsomt en Bogstabel til Side.

Tue svarede ikke, han stirrede tavs på hende.

«Ja så, Frøken Wedén, De blev dog altså ved med at læse?» sagde han endelig, langsomt, dvælende hånligt på hvert enkelt Ord.

Lull så op:

«Ja, Tue, alligevel for - hvorfor kalder du mig Frøken Wedén?» udbrød hun hæftig, rød i Kinderne.

«Jeg glemte, vi var Dus,» svarede Tue koldt.

Hun stod og så på ham, så bøjede hun Hovedet.

«Tue, vil du så vise mig det?»

Tue bøjede sig over den opslagne Bog - det var første Bind af Herodot - og ledte mellem de tætte, 20 græske Linier, han mærkede Lulls Ånde mod sin Kind, og pludselig kom hans Hånd til at dirre.

«Dertil,» pegede han og slog Bogen i.

«Tak,» Lull stak Bogen ind paa Jakettens Bryst.

Tue gik tilbage til Døren, men Lull blev stående og så sig om. Hendes Øjne gled ud ad Vinduet.

«Å Tue, hvor smukt du bor,» hun gik hen og så ud.

Så vendte hun sig atter om.

«Men hvor her ser ud!» smilte hun og slog Hæn derne sammen, «Tue, lad mig dog hjælpe dig lidt at gøre i Orden.»

Hurtigt bøjede hun sig og greb Bogstablerne, løftede dem op og begyndte at ordne dem på Hylderne, omhyggeligt efter Størrelse og Bind.

Tue stod tavs og så til, hvorledes hendes lette, faste Hånd med bestemte Smæk pressede Bog ind ved Bog - hun havde så travlt, at Kinderne rødmede under Hårets løse Brus, og Munden pustede halvåben.

Der brændte ham en Spot på Læben, et vredt Spørgsmål om, hvad hun havde at gøre her, men han formåede ikke at tale, hans Hjærte hamrede, så Blodet steg ham kvælende i Struben.

Lull blev uforstyrret ved.

«Gud, Tue, hvor du har fået slæbt mange Bøger med hjem fra din Rejse - å de Bøger, de dumme Bøger!» hun slap en hel Favnfuld ind i et tomt Rum på Reolen.

«Dumme Bøger - hvorfor vil du så gøre dem den Ære stadig at beskæftige dig med dem?» Tonen skulde være spotsk, men den blev det ikke.

Lull standsede forpustet og så på ham, så udbrød hun hæftigt og med Øjnene fulde af Tårer.

«Og det spørger du mig om?»

Tue kom forundret et Skridt nærmere.

«Hvad mener du med det?» 21 «Å» - hun smilte og snappede mod Gråden, hurtigt bøjede hun sig, og idet hun fik en ny Stabel op i Favnen, mumlede hun, «du er ikke meget venlig mod mig, Tue.»

Tue stirrede skarpt på hende, men pludselig begyndte det at dirre om hans Mund - var det muligt, var det derfor at hun - nej, nej, det vilde han ikke - hun skulde ikke - - -

I det samme kom hun hen til ham, og inden han kunde undvige, havde han hendes Arme om sin Hals.

«Tue, hvorfor sagde du mig ikke, at du var kommet hjem? så var jeg kommet strax - jeg ventede dig jo ikke endnu.»

Tue svarede ikke, hun så ham ind i Øjnene.

«Tue,» hviskede hun, «må jeg komme og læse med dig - hver Dag - Lektierne til Skolen, vi to sammen?»

Tue rykkede hæftigt Hovedet til sig, men hun holdt fast.

«Nej,» sagde han.

«Tue, bare Latin og Græsk,» bad hun.

Han dukkede Hovedet og slap fra hende. Han gik hen til Vinduet.

«Lull, hvad mener du med det?» han søgte at gøre sin Stemme fast.

«Vi er jo ene bægge to, Tue - og så går det også lettere,» lagde hun hviskende til. Hun var gået hen til ham og stod og så på ham.

Han fortrak Ansigtet og drejede Hovedet bort.

«Lull, hvorfor gør du det?» spurgte han lavt.

«Fordi det kan ikke være andet,» sagde hun sagte og bredte Hænderne ud.

Han vendte sig om, store og rolige mødte hendes Øjne hans, langt så han ind i disse klare og dog så dunkle Øjne - dybt inde vældede som en lønlig Gråd, sitrede som en sagte Angst, men fast og besluttet lyste Viljen ham i Møde.

22

«Tue, jeg har tænkt over det, og det må være sådan.»

Der kom et Stik i Tues Hjærte.

«Og Sigurd?» spurgte han giftigt.

Der gik et Slør over Lulls Øjne.

«Tue,» hviskede hun bønfaldende.

Hans Hjærte tog atter til at hamre - hvor var hun dog sød og køn, men - den Aften i Grejsdalen, da hun vilde favne ham - og da hun bagefter blev hos Sigurd - og -

«Nej,» udbrød han og slog Næven i Karmen.

«Jo,» sagde Lull, hun gik ham lige ind på Livet og stirrede ham ind i Øjnene.

«Ja,» mumlede han slapt og bøjede Hovedet.

Lull vendte sig hurtigt om og lod sit lille, lette Lommetørklæde fare hen over Øjnene.

«Så kommer jeg i Morgen,» smilte hun, hun stod henne ved Døren, atter rolig og mild, «og så læser vi ikke alene Latin og Græsk, men alle de dumme Lektier sammen. Farvel, liden Tue.»

Han svarede ikke, nikkede blot - hun stod lidt, så hviskede hun dæmpet:

«Tue, du skal nok blive glad ved mig.»

Tue så op, og pludselig så han med al den gamle Varme på hendes dybe, klare Øjne, hendes kække Pande og faste, blide Mund, og han så, at Øjnene var blevet dybere, Læberne rødere og hendes Holdning mere rank

Et År var gået - et År så goldt for ham, så rigt for hende.

«Farvel, Lull,» hviskede han.

«Farvel, Tue.»

- Tue sank om i den store Stol ved Vinduet, så snart Døren havde lukket sig efter hende, overvældet, med Hånden for Panden, rystende af en lydløs Gråd, der strømmede fra alle hans Hjærtes dybe Sår - å, du min Gud - å, du min Gud - det var ovre, det var forbi, han var ikke mere ene, ikke mere ene i 23 den vide, tomme Verden, han havde hende ved sin Side, hende han havde kendt fra Barn, fra de lykkelige Tider, hans unge, lyse Veninde med det muntre Sind og den faste Hånd, hun, som kunde værne og lede, hjælpe og støtte - og le, le i den frygtelige Tomhed - hun - hun - hun - -

- og hvad var det, hvad var det nu - de døde, deres Grave - i et brusende Væld brød det frem fra hans Hjærte - Savnet af dem, Længslen efter dem, den han forgæves havde anråbt om den lange, frygtelige Tid herhjemme - dér var de atter, dukkende frem af hans Blods varme Strømme, én for én, nyfødte, nyskabte af hans atter vågnede Hjærte - o, også dem havde han fået påny, også dem, de dyrebareste af alle - over til dem, over til dem - nu kunde han komme til dem som deres rette Søn -

Hastigt, fortumlet greb han sin Hue og løb ned ad Trapperne.

24

II.

Det var en Aften i September.

Tue og Lull sad sammen i hans Værelse ved det store Skrivebord, der lå fuldt af Bøger og Papirer. De havde læst flittigt hele Eftermiddagen og hvilte nu i Skumringen.

Tue lå tilbagelænet i Stolen og så gennem Vinduet ud mod Højdeskoven derovre, hvis Løv begyndte at spragles i mangfoldige Farver. Tunge Skyer drev hen over de ludende Kroner.

Lull sad med Albuerne støttet på Bordet og så på sine spillende Fingre. Af og til skottede hun til ham.

Der var ganske stille i det smalle Værelse mellem de høje Bogreoler, inde fra Stuen ved Siden af hørte de den gamle Bornholmer gå. Stundum skreg en Krage derude og baskede op over Skovkammen. Lulls Fingre spillede ivrigere og ivrigere, hun skottede stedse uroligere til ham.

Hvad var det, han tænkte på, når han således sad og stirrede ubevægelig uden at sige det allermindste Ord til hende? Hvor var han vel henne med sine Tanker sådanne Øjeblikke? Hun vidste nok, at så holdt han ikke af at forstyrres, det havde hun allerede fået at mærke før, når hun ikke vilde sidde pænt stille og vente, til han atter vågnede. Men hun 25 holdt ikke af, at han sad således, han blev så underlig borte for hende, ligesom toges fra hende - langt, langt bort, og når han omsider vendte tilbage, kunde han se på hende med så koldt og fremmed et Blik, og så varede det altid længe, inden hun kunde få ham igen, sådan som hun helst vilde. Og nu havde hun det her at foreslå ham, som -

«Tue.»

«Nå?» han rørte sig ikke, men han havde dog hørt.

«Synes du ikke, det er kedeligt med det, at vi aldrig kan blive færdig med vore Sager, før jeg må køre hjem?»

«Nå-å jo, men derved er jo ingenting at gøre,» han sad stadig og så ud ad Vinduet.

Lull så på ham. «Jo, det var der da endelig nok,» smilte hun, idet det blinkede i hendes Øjne.

Tue blev pludselig opmærksom og så om på hende.

«Så, hvad da?»

«Jo - for blev jeg nu herinde og kørte ikke først ud på Kølholt at spise, så vandt vi jo næsten to Timer.»

«Hvor skulde du så få noget at spise fra?»

«Nå - jeg kunde jo spise sammen med dig ude i Skovhuset.»

Tue sad et Øjeblik tavs, så rejste han sig i et Ryk.

«Nej,» han begyndte at gå frem og tilbage i Stuen.

«Hvorfor ikke?» Lull vendte sig forundret efter ham.

Tue svarede ikke, men blev ved at gå frem og tilbage.

Lull fulgte ham med Øjnene.

«Hvorfor ikke, Tue?» spurgte hun sagtere. Hun bøjede sig ned over Stolearmen og så på ham med Hagen hvilende på de foldede Hænder.

«Hvorfor - nå - synes du måske ikke, de allerede har nok at snakke om os angående?« 26 Lulls Pande rødmede let, hendes Øjne glimtede.

«Å Tue,» udbrød hun hæftigt, «det er jo slet ikke derfor - noget så ringe - det mener du jo aldeles ikke.»

Tue så usikkert på hende.

«Mener jeg det ikke - men hvad så da?»

Lull rystede langsomt på Hovedet og stirrede på ham med sine klare Øjne.

Han smilte forlegent til hende: «Du ligner en Løveunge, Lull, som du ligger der med al det krøllede Hår.»

Lull trak på Næsen: «Å du - men hvorfor må jeg ikke?»

Tue rynkede Brynene: «Nå, jeg holder nu én Gang ikke af det,» mumlede han kort, «lad os ikke tale mere om det.»

Lull sukkede og rettede sig langsomt, hun trak Ærmerne ned over sine Håndled og foldede Hænderne på Bordet, hun blev siddende og så ned for sig.

Der blev en lang Pavse, de hørte den gamle Kone, Tue boede hos, gå inde i sin Stue og hente Tekopperne frem til Aftensmad. Det skumrede mere og mere.

Tue stod med Ryggen mod Væggen og så hen på hende.

«Lull.»

«Ja.»

«Det er så underligt, du sidder nu her hos mig - men før har du været så vidt omkring - og boet så mange Steder - længes du aldrig efter noget af dem?»

Hun så op - hvor vilde han nu hen?

«Længes - hvordan mener du, Tue?»

«Nå - nu din Fa'r og Mo'r,» kom det sagte «- Lull, dem har du jo aldrig fortalt mig noget om.»

Lull svarede ikke strax, så sagde hun: 27 «Tue, du underlige Fyr - har du nogensinde fortalt mig om dine døde?»

«Nej,» svarede han kort.

Lull foldede Hænderne om Nakken og så op i Mørket, op mod Claude Lorrains dansende Hyrder.

«Men hvis du vil have det, Tue, vil jeg godt fortælle dig om Fa'r og - Mo'r,» hviskede hun.

Der blev en Pavse, det var nu så mørkt, at Tue lige kunde skimte hendes lyshårede Hoved. Så begyndte Lull at fortælle.

«Ja, Tue, Mo'r hun døde jo først - å stakkels Mo'r - hun kunde ikke tåle at komme fra sit store Fødeland, men Fa'r vilde hjem til Sverige, og så måtte hun følge med - og så døde hun deroppe - det var i Luleå, dér boede vi den Gang» - hun holdt lidt inde.

«Men det var Synd med Mo'r,» hviskede hun igen, og hendes Stemme blev hæftigere, men derfor ikke mere høj, «- for hun kunde ikke leve dér så højt mod Nord - og så døde hun, så sørgeligt ene, helt alene - å, det var skrækkeligt - helt alene, Tue, i det fremmede Land - da vi kom hjem, lå Mo'r død.»

Tue gjorde en Bevægelse i Mørket.

«Ti hellere stille, Lull.»

«Nej, Tue, du skal høre det altsammen, du skal høre om Mo'r, hun var så god, så god - men altid så bedrøvet - tænk: både Fa'r og jeg var ude - jeg var til Børnebal hos Länsmannen deroppe, jeg var løbet derhen, endda Mo'r var syg og så så langt efter mig, da jeg gik i al min hvide Stas og min lodne Pels - å Tue, det Blik glemmer jeg aldrig - men Mo'r bad mig ikke blive hjemme, det gjorde hun aldrig, og da jeg så kom på Ballet, glemte jeg det Hele, indtil jeg sent på Aftnen kom hjem, og da var Mo'r død.»

Hun tav atter og stirrede på Hyrdernes lydløse Dans. Så vedblev hun næsten som i Drømme: 28 «Og jeg kom først hjem, og der var ingen i hele Huset, Pigen var naturligvis løbet sin Vej som altid - efter sin Kæreste - og der var koldt og mørkt i alle Stuerne, og jeg famlede mig rundt og kaldte på Mo'r, og ingen svarede. Men helt inde i Mo'rs Soveværelse, dér lå hun på sin Seng - og, Tue, da jeg så sagde God Aften og tog hendes Hånd, svarede hun ikke, men var så kold, så kold. Og jeg sagde God Aften Mo'r! igen og igen, men stadig sagtere, til jeg begyndte at råbe og råbte hende lige ind i Ansigtet, så det rungede i hele Huset, men Mo'r svarede ikke og så - så forstod jeg jo, hun var død.»

«Lull, var du helt ene med din Mo'r?»

«Ja, Tue,» hun så hen på ham med tårefyldte Øjne.

«Lull, det var jo -»

«Ja, Tue, det var ligesom med dig, og derfor var det så forfærdeligt, da jeg hørte, din Fa'r lå død, da du kom hjem den Aften, og derfor var det, jeg løb ud til dig og -»

«Nå - men din Fa'r?»

«Ja - så i det samme kom Fa'r, og jeg foer ud til ham, helt vild, Tue, helt vild og bare skreg og skreg - og Fa'r, han sagde ingenting, men rystede kun, og så kom jeg til at ryste med, og endelig fik han Lyset tændt, og vi kom derind - men, Tue, da jeg så os stå dér hver i sin Pynt og Stas, Fa'r i Kjole og med hvidt Skjortebryst, å, da skammede jeg mig så frygtelig.«

«Lull,» spurgte Tue pludselig, «hvor havde din Fa'r været henne?»

«Å Fa'r -» Lull undveg hans Blik, «det véd jeg ikke - jo,» udbrød hun pludselig, «han havde været, hvor han altid var - hos Donna Isabella.»

«Hvor?»

«Ja det - det var hans Elskerinde, Tue, hun hed sådan, det vil sige, de kaldte hende sådan, hun var 29 egentlig fra Spanien, hendes Mand, han havde været Kaptejn, men han var så gammel og så - ja, og Mo'r var jo altid syg,» lagde hun hastig til.

Tue vendte sig bort.

«Jamen sådan var det nu,» sagde Lull og søgte hans Blik, «og den Gang Fa'r kom hjem og så, at Mo'r var død, så gik han lige hen til Donna Isabella og slog hende og lavede Skandale.»

Tue kunde ikke betvinge et Smil.

«Ligger din Mo'r begravet deroppe?» spurgte han lidt efter, han så med sænkede Blikke ud for sig i den trange Stues Mørke. Man kunde slet ikke mere skimte Skoven der ovre bag Ruden.

«Nej, Mo'r er begravet nede i Immerstadt, dér hvor vi boede før, da jeg var ganske lille, den Gang vi alle var glade - det var hos Mormo'r. Der nede vilde Fa'r have, hun skulde begraves - hun skal ligge mellem sine Bjærge og Skove, sagde han - det var, ligesom han vilde bøde på, at han ikke havde givet hende Lov til at leve dér. Og så kom Mo'r til at ligge ved Siden af sin Fa'r. Og ikke længe efter var det, at Mormo'r døde.»

«Din Morfa'r, det var ham -»

«Ja, Tue, det var ham, der døde som sindssyg, han var Professor i Filosofi.»

«Ja,» Tue strøg Hånden hen over Reolen, «se her.»

Han trak en lille, tyk Bog frem bag Bogrækkerne: «Her er hans Bog.»

«Å ja - «Die Zukunft» - jeg kan kende den på Tykkelsen - men Tue, har du den? Det har du aldrig sagt mig.»

Tue svarede ikke.

«Ja, det er en underlig Bog,» sagde Lull tankefuld, idet hun sagte strøg hen over den, «men Synd er det, når Folk siger, at det er en ryggesløs og grusom Bog, for - å sådan som Mo'r fortalte mig om ham, Tue, han var det bedste og fineste Menneske - men 30 så svag, ligesom Mo'r - og da de så afsatte ham fra Universitetet og skrev al det imod ham, så gik det helt rundt for ham, og så var det, han blev angst for, at han havde haft Uret i sin Bog - men Tue, det var sandt, hvad han skrev foran «Zur Beförderung des Menschenglückes», det havde han jo sådan fra Lavater, men det var det, han vilde og ikke Selvkærlighed og Grusomhed, som de sagde - han så nu ingen anden Vej - og der er heller ingen anden - - - og det var så sørgeligt, at han skulde tage det tilbage - å, Tue, hvorfor skal der fødes Mennesker som han og Mo'r, der ikke kan leve!» udbrød hun hæftigt.

De sad bægge tavse i Mørket, indtil Lull pludselig rejste sig.

«Men Tue - hvad tænker vi på - jeg må hjem.»

Tue så forvirret op.

«Tue da,» lo hun og bøjede sig frem imod ham, «hvor var du henne?»

Hun halede hurtigt sin Jaket på og fik Bøgerne under Armen.

Tue snappede sin Hue og låste dem ud.

- - -

Da de kom ned i Alleen, slog Luften dem kold og frisk i Møde, der faldt enkelte tunge Dråber, Byen blinkede med svage Lys inde i Mørket, Alleen drejede ind imod den.

Men dér, lige i Svinget, lå et enligt Hus, højtaget og sammensunket mellem Stammerne, med Ruderne helt nede ved Jorden. Dér holdt Lulls Vogn.

De gik ind under den lave, kalkede Port og kom ud i Gården.

«Ib! Ib!» kaldte Lull højt og løb over de fugtige Brosten hen imod Staldbygningen, hvor der brændte et rødt Lys under Tagskægget, bag en støvet Rude, «spænd for! jeg skal hjem.» 31 Hun forsvandt ind i Vognskuret, Tue blev stående i Gården.

Det rumlede derinde, gammel og krogrygget i islandsk Trøje og Tophue, kom Ib baglæns trækkende med den lille, lette Ponyvogn, Lull kom bagefter, pustende og leende, tumlende den lille, grå Nordbag, som sank ned i Bagbenene og rykkede iltert med Hovedet. Hun havde ikke mere sin gamle Hest, Knægt Ruprecht, det sorte, dansende Dyr, den havde brækket sit Ben og måttet skydes.

«Tue, Tue, kom dog og hjælp mig!» råbte hun.

Tue kom derhen og fik Tag i Nordbaggens stride, grå Mankekam.

«Tak, Tak,» lo Lull, «å dit dumme Dyr!» hun slog den om Ørene, «hvordan bærer du dig ad?»

Ib begyndte at spænde for, Lull slap Bidslet og børstede sine Kørehandsker fri for Hestens Hår.

De stod lidt og så til. Det blæste råt ind til dem gennem den åbne Port, ned over de lave Længer begyndte Dråberne at falde tættere, det lugtede muggent af Halm og Kalk. Alleens Træstammer gik forbi der ude i Efterårs-Mørket.

Lull så op med Øjnene tindrende af Skælmeri.

«Tue, så kommer jeg altså ind til dig og spiser med dig i Morgen.»

Tue rynkede uroligt Brynene.

«Ikke sandt?» hun rakte med et pludselig Smil Hånden ud.

«Jo,» svarede han uvilkårlig, han stirrede ind i hendes rødmende, smilende Ansigt, hvorom de lyse Lokker stod i Brus under den sorte Pelshue.

«Spændt for!» skingrede Ib og sjokkede med lange Skridt og krogede Knæ ind til sit Kammer, hvor han sad ubevægelig hele Dagen og lagde Kabaler og drak røde Snapse.

«Så Farvel, Tue - og Tak for i Dag.»

«Farvel, Lull.» 32 Hun sad i Vognen og pakkede Tæpperne sammen om sig. Tue knappede Forlæderet, Hesten prustede, kastede med Hovedet og skrabede mod Stenene Fast og hændigt tumlede hun de lange, gule Tømmer.

«Du kører vel ikke med? lidt om ad Vejen - til Rødebro?»

«Ikke i Aften, Lull.»

«Så Farvel da!» hun hilste smilende med Pisken, slog et vældigt Knald og slap Hesten løs. I Trav satte den ud gennem Porten, så det dundrede . . . Han fulgte langsomt bagefter. Pludselig standsede hun henne i Alleen, så brat at Hesten stejlede til Vejrs.

«Tue, Tue!» kaldte hun bagud.

«Ja,» han kom hen til hende.

I det samme bøjede hun sig hastigt, slog Armene om hans Hals, og inden han vidste det, brændte hendes Kys hans Mund.

Så foer Hesten atter frem, og i strygende Fart rullede Vognen bort gennem Skumringen. Tue stod fortumlet tilbage i Blæsten og stirrede efter hende. Uvilkårlig greb han sig op til Panden. Så rettede han sig i et Sæt og gik tilbage gennem Alleen.

Da han kom op på sit Værelse, standsede han på Tærsklen og så ind i det mørke Rum. Kobberstikkenes Glas fangede Himlens svage Lys, og opdynget over Bordet lyste Bøgernes opslagne Blade.

I et Ryk kastede han Huen fra sig og satte sig i Lænestolen. Han knyttede Hænderne og sparkede til Skamlen.

Hvad var nu det for noget? Hvad var det nu dog for noget, hun havde hittet på, hvad skulde de Kunster til? Var hun da ikke voxet fra det endnu? Det var jo som i Grejsdalen den Gang - - men hvad var der ikke sket med dem siden? - - - Og dér havde de nu siddet og talt om Livets dybeste Alvor og Dødens altbesejrende Gang - han havde set 33 hendes Øjne blinke af Tårer og hørt hendes Stemme dirre af Gråd og følt sig hende så søskendenær, smæltet sammen med hende til Et i den samme Menneskehedens store, fælles Sorg - Sorgen over de kære, der døde, over alle de rige og skønne Liv, der sluktes og kvaltes under Mulde, det var, som havde han fornummet selve Livets Hjærte slå i Takt med hendes og sit - og så pludselig, så var de to almindelige, pjattende - «Forlovede» - - - hvor havde hun dog kunnet finde på det nu lige på én Gang - uden han vidste det og vilde det - havde han nogensinde opfordret hende dertil, givet hende Anledning til at tro, at det var det, han vilde af hende?

Han så hen på Bøgernes mange opslagne Blade - dér havde de siddet og arbejdet Dag efter Dag, forenede i den fælles Møje og den fælles Tilfredsstillelse, den ædleste Tilfredsstillelse, der gives - Kløgtens sejrrige Kamp mod Vanskelighederne, snart betagne af disse århundredgamle Værkers evigunge Skønhedsfylde, snart løftede op i de Sfærer, hvor kun Tanker og Ideer lever, befriet for al Kød og Forgængelighed. Hvor havde hun da ikke været ham kær, som hun sad der ved hans Side med Øjnene strålende af Iver, slående op i de tykke Lexika og skrivende ind i Glosebøgerne, hvor veltalende havde hun ikke hævdet sin Opfattelse og hvor gærne forligtes med ham om den bedste, mens Arbejdet veg Linje for Linje, til de kunde skyde Bøgerne tilbage med Bevidsthed om velgjort Gærning - hvor skønt var ikke det, som havde forenet dem i disse Timer og de mange, der var gået forud for denne Dag, hele den sidste, lykkelige Måned! Skulde det nu være forbi? være forbi og ombyttet med - å, at hun havde kunnet nænne det!

Og nu, netop nu i Aften, da de havde talt således sammen, da hun havde fortalt om sin Moders Død i det ensomme Hus i den fremmede Nordlandsby, 34 forladt i sin Nød af den Mand, hun stolede på - var det da ikke Lull et Bevis på, hvad Elskov førte til - hvad skulde han dog tro om hende, var hun da en - Flane?

Tue lænede Hovedet tilbage - han så Lulls Øjne for sig - nej, nej, ikke Flane, nej - men tankeløs og forfløjen var hun, han kendte det jo, fra de var Børn, fra Sigurd - men han tålte det ikke, det kunde hun få Lov at bruge andre til, ikke ham - vovede hun det én Gang til, så var det forbi mellem dem, på Timen forbi - nå, og nu ikke én Tanke mer på det!

Han tændte hurtigt sin Voxstabel og fik Skrivebordsskuffen trukket ud. Gemt under Dynger af Papir fandt han frem en lille, flad Æske. Deri lå hans Forældres og Søskendes Portrætter.

Stille sad han og slog dem ud i Hånden som en Vifte, mens hans Øjne gled hen over de kære, skønne Ansigter, smilende og levende, således som han havde kendt dem i hine Dage, da hans Hjem var lykkeligt og stærkt, og dog i hans Øjne med en så forunderlig Ophøjethed og utilnærmelig Fjærnhed over sig - de så jo på ham fra hinsides hin dybe Kløft, hvor det urolige og forvirrende Liv holdt op, de ejede den uforstyrrelige Ro.

Hver Aften tog han dem frem for at samles i Ensomheden med dem, som i en stille Andagt, for, omend blot i Drømme og i en flygtig Stund, dog atter at kunne leve det Liv, der var hans eneste rette, det han havde levet som Barn imellem dem.

Men i Aften - hans Hånd sank ned med Viften - han stirrede ind i Voxkærten.

Hvad havde Lull dog ment med det Kys, hvor vilde hun dog, de nu skulde hen? var det da ikke en stiltiende Overenskomst, at de skulde være Venner, gode Venner og Kammerater i disse tvende År, hvor de levede her i denne lille Provins, bægge lige ene, 35 bægge lige fremmede for det, der var Livet for de andre Byens Folk - og så - ja, forrådt ham havde hun, bitterlig forrådt ham - - - - -

Portrætterne fløj ned i Skuffen, og den sloges i.

Sad han ikke her og fantaserede om hende, den fremmede, mens han skulde samles med sine egne, trængte hun sig ikke ind mellem dem og forstyrrede deres tyste Samliv og - ja, hvad ondt var der egentlig i det? var det dog ikke hende, der havde givet ham de døde tilbage, da han i sin Rædsel havde troet dem evig tabte - var det ikke -

Ja, var det?

Han blev med Et kold af Skræk og rejste sig fra Stolen, så brat at den tumlede tilbage ind i Stuen.

Du min Gud, hvad var det dog, der gryede for ham, dæmrede frem - rædselsfuldt, uhinderligt som det dulgte Sår, der vældende bryder op - han vaklede et Skridt frem som for at undfly, snurrede sig rundt på Hælen, pustede Voxstablen ud og søgte imod Sovekamret - men så kom det over ham så stærkt, at han segnede om i Armstolen igen, som ramt af en Næve af Sten. Som bundet med Jærnbånd til Sædet sad han, med Hænderne krampagtig klamret til Armlænene og stirrede stift ud i Mørket.

Han så det. Var det hende, der havde givet ham de døde tilbage, så var det også hende, der havde taget dem fra ham.

Da han længtes der ude i Ensomheden, var det da efter de døde, han længtes? da han kom rejsende her til Byen, var det da til dem, han rejste? da han stod der ude ved Gravene, var det da dem, han tænkte på? Nej, nej og atter nej - hende, hende var det, han havde længtes efter, hende, han var rejst til, hende, han havde tænkt på - hende - ja, ja, eller de levende, de levende blot, og hun var den eneste levende, han kendte, den eneste levende, der var blevet tilbage efter hint frygtelige Dødens Skibbrud 36 - derfor, derfor havde han mistet de døde, og ikke fordi hans Hjærte var blevet koldt der ude i den Ensomhed, han havde søgt for at bevare det kun for dem, nej, men fordi det skælvede af Begær efter Liv og Lykke, nyt Liv, ny Lykke, efter at den gamle var bristet for ham.

Hende havde han haft i sine Tanker eller bag sine Tanker, under sine Tanker hver Dag og hver Time derude, hende var det, der havde draget ham tilbage, hende, Livet, og ikke Døden. Livet var det, han begærede, ikke Døden.

Hun havde jo sagt dem, de Ord: «Farvel så længe

- jeg venter på dig» - han kendte dem, han stolede på dem - og da Livsbegæret påny kom op i ham, klamrede han sig til dem. - Og han havde ikke betænkt sig på at smykke sit fornyede Livsbegær med de dødes Navne, at misbruge dem, deres omkomne Liv til Ophidselse af sit eget velbevarede - - - betænkt sig på? å, han vidste det jo ikke - nej, ved Gud, han vidste det ikke, før nu!

Nej, nej, men det var jo netop det grufulde - således havde han øvet sig i at hykle for sig selv, at han nu ikke mere vidste hverken ud eller ind i det Væv af Løgn, som han havde indspundet sig i, at han ikke mere kunde finde den faste Bund under al det gyngende, svigende - hvis der da fandtes nogen fast Bund, hvis han da ikke havde trævlet hele sit Væsen op i Hykleri og Løgn - af Fejhed, af ynkelig, ynkelig Fejhed over for den ubarmhjærtige Sandhed, den han havde hadet og frygtet fra Barn, den han stedse havde søgt at rømme fra, men

som han bar i sig som en ulægelig Sot, der bestandig mindede ham om, at den var der, når han allermindst tænkte på den, når han allerbedst bredte sig ved Løgnens fede Taffel - som nu, da han ret havde fået sig bildt ind, at det han ønskede, ogsaa var det eneste rette - 37 - givet ham dem tilbage - ja, ja da han havde fundet hende , da hun havde lagt sin Hånd varm og levende i hans og svoret ham Troskab og Følgeskab, da hans Hjærte havde nået sit Begær og var faldet mættet til Ro, da blev der også Plads for de andre, de døde - da kunde også de få Lov at være med - om de smukt vilde nøjes med de Smuler, der blev tilbage til dem - de Rester, der falder til de små Hunde fra de riges Bord, og det havde jo alle Tider været de dødes Kost.

Så, så - nu ikke mere - men i Morgen -

Han rejste sig i et Sæt og knyttede Næverne hårdt -

Ja, bi til i Morgen, Jomfru Lull, da skal vi få at se, hvem der dog er den stærkeste - du eller de døde, hvem der dog ejer lødigst og varigst Magt over mig, du fra det fremmede Land og af den fremmede, ligegyldige Slægt, eller de af min egen Rod, dem jeg har elsket og kendt, fra jeg kunde sanse, dem med hvem jeg er ét Kød og Blod, til hvem jeg er bundet med uløselige Bånd - vi skal få at se, hvad der er stærkest i mig: Trofasthed og Ære eller Livsgøgl og Lyst! bi, bi - du med dine Kys!

Han slog Døren i efter sig og famlede sig ind i det mørke Sovekammer. Et Øjeblik efter lå han i sin Seng med fastlukkede Øjne, nu vilde han sove for at samle Kræfter til i Morgen.

Kræfter - behøvede han da at samle Kræfter for at gøre det, der var hans Pligt, ja, det der var hans Sjæls inderste Drift - ak ja, hvad nyttede det at fable og hykle - han gøs for det, der skulde ske i Morgen, gøs af Angst midt i sin Harme og faste Vilje - gøs, så han mærkede Hjærtet skælve - - Slippe hende, slippe hende, nu da han lige havde fået Tag i hendes Hånd og så - atter ud i Ensomheden, den forfærdelige Sjæl og Legeme lammende Ensomhed, Ensomheden, han havde lært så frygtelig 38 at kende - ja, ja, ud i Ensomheden, der var ikke andet for, han måtte det, han måtte derud, om han ikke vilde forråde det bedste i sig, svigte sin dyreste Pligt, Kærligheden, den udelukkende, til de døde - ja, den udelukkende , ti hvad hjalp ham vel de Fraser om, at han ikke tog fra dem, hvis han gav til hende? Som om det var muligt at tjene tvende Herrer - ja, levede de, så måske, men var den ene død - ak, da var det ikke vanskeligt at gætte, hvem den blev, hvis Tjeneste forsømtes - - nej, nej, han måtte ud i Ensomheden, det var dog ene dér, han kunde leve, hvor hårdt det så kneb - ene dér han hørte hjemme, og det var jo selvfølgeligt - efter at Naturen havde berøvet ham dem, den én Gang havde knyttet ham til, måtte han jo være ene, ene som den afhugne Gren, der aldrig kunde voxe ind i en ny Stamme, men måtte trives eller visne som den bedst kunde, på den bare Jord, ja, han måtte fra hende, men - - - - Å det var ulideligt, utåleligt - han holdt dem ikke ud, disse oprivende Kampe, han var for træt dertil, hans Hjærte for opslidt til påny at kaste sig ind i dem - og da mindst for sligt unyttigt noget, han selv havde pådraget sig, som ingen Skæbne, men kun han selv havde fort over ham - nej, var det Meningen, at hans Liv med hende skulde bringe ham Splid og Kamp i Steden for den Fred og Hvile, han ene havde søgt, så var han færdig med hende - hun var selv kommet løbende til ham, og vilde hun ikke som han, så kunde hun gå - ja, om han så skulde forlade de døde, rejse til København og tage Examen derovre, han gjorde det, hellere end at blive her, så nær ved de døde og dog så milefjærnt fra dem og deres Liv.

Vinden strøg forbi der ude langs Muren, og i den dybe Lydløshed hørte han Højdeskoven suse derovre, Regnen dryssede tæt på Ruden. Og pludselig greb han sig i at tænke ængsteligt på, om Lull var kommet 39 godt hjem, inden Regnen blev altfor stærk, og det blev altfor mørkt. -

Med en ærgerlig Mumlen drejede han sig om på Siden - hvad kom hun ham ved - hvad havde han med hende at gøre - for Pokker! Omsider faldt han da i Søvn, træt og fortumlet.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Da Tue næste Dag gik fra Skolen, kom Lull løbende efter ham.

«Men Tue da, vent dog! husker du ikke, at jeg skulde med dig ud til den gamle Madam Benjamin?»

Tue så koldt på hende og svarede ikke.

Lull skottede forundret til ham, men begyndte så ivrig at fortælle ham noget om Formiddagens Hændelser. De gik ud ad Alleen mod Tues Bolig, det høje, nøgne Hus, som lå dér gult og to-etages bag den falmede Allé, ganske alene mellem de flade Enge og de udyrkede Haver, i Hjørnet ved Strandvejen, med sine Ruders Front ud imod Kirkegårdens mørke, langstrakte Park og den uroligt brusende Fjord.

Tue så ned for sig med rynkede Bryn og bed sig i Læberne, mens Lull blev ved at fortælle, åndeløst snappende efter Vejret som et Barn, der er ivrigt, hun strøg forpustet det blonde Hår fra de røde Kinder og pressede en altfor stor Stabel Bøger mod sit Bryst.

Dér havde han nu så fast besluttet at sige hende Besked, at hun skulde gå fra ham, at han vilde være ene igen og ikke mere se hende, og nu - ikke ét Ord kunde han få over sine Læber, og som hun gik dér, tæt ved ham, snakkende så travlt og sorgløst om al Verdens lette, lyse Ting, hvor kunde han så undvære hende? Det var, som så han alt Ensomheden ligge for sig, hin mørke Række øde, tomme Værelser, og han bøjede Hovedet.

«Men Tue - skal vi dog ikke op med Bøgerne først?» 40 «Jo,» mumlede han, «kom med dem, så løber jeg derop.»

«Nej Tue dog -» men han var allerede borte.

Da han kom ned, gik de videre i det klare, høstlige Solskin, ud af Alleen, over Strandvejen og op imod Nørreskovens Indgang. Høj og mørk stod Skoven for dem med Kronernes brogede Løvværk mod den dybblå Himmel.

«Jeg kender dig slet ikke igen, Tue,» smilte Lull, «jeg tror, du begynder at blive galant Kavaler.«

Tue standsede brat.

«Er det måske det, du vil bruge mig til?» spurgte han truende.

«Herregud, Tue - forstår du da ikke Spøg?» spurgte hun forundret, «- nej,» lagde hun lidt efter til, «det bliver såmænd aldrig dig Tue, der kommer til at opvarte mig - det bliver nok snarest omvendt,» hun ligesom sukkede lidt og pressede Hænderne fastere ned i de sejlformede Jaketlommer.

Tue hørte intet, han gik og trådte i det Lag af visne Blade, der allerede lå over Stien. Luften var frisk efter den lange Natteregn, men kolde, klare Dråber tindrede i Stammernes grønne Mos og dryppede fra det brune, hængende Løv, enkelte Blade svirrede langsomt ned over deres Hoveder. Inde fra Skoven lød Øxeslag, Bølgerne plaskede mod Bredden.

«Tue, har du glemt, hvor Mo'r Benjamin bor?»

Lull trak ham leende i Ærmet. Han havde været ved at gå forbi den lille, stejle Sti, der oppe fra Spadserevejen førte ned til Kørebanen. Nede bag den sumpige, opkørte Vej så de Husets brede, grønne Tag, det lå helt nede ved Fjorden.

«Men Madam Benjamin véd jo ikke, at du kommer med.»

«Jo, hun gør, det har jeg givet hende Besked om.»

«Når?»

«Å - i Forgårs.» 41 «I Forgårs - og det var først i Går, du spurgte mig - -»

«Ja-a,» Lull nikkede smilende, «for Mo'r Benjamin var da den vigtigste, dig kunde jeg siden komme ud af det med - og desuden, når jeg nu én Gang havde afgjort det, så gav du nok lettere efter - for ikke at få al det Vrøvl og den Forundring, når jeg alligevel ikke kom - det havde jeg virkelig overladt dig at klare - og det holder du ikke af -» hun lo, «men, Tue, se nu ikke så muggen ud - så tror Mo'r Benjamin slet ikke, vi er Kærestefolk.»

«Det er vi heller ikke!» foer Tue op.

«Tue da -»

«Og det bliver vi aldrig.»

Lull svarede ikke, men skottede atter forundret til ham. De stod på Tærsklen til det lille, gedebladsgrønne Hus med de blanke Ruder og de røde Kappegardiner, Vinduerne var fulde af blomstrende Potteplanter - Pelargonier og Levkøjer og Heliotroper - ligesom hjemme, ude ved Sønderbro, for længe siden.

Lidt efter sad de om det runde Bord inde i den lavloftede Stue ud mod Fjorden.

Suppeterrinen dampede på Dugen, Mo'r Benjamin travede om og satte Tallerkner til dem. Hun var en lille, tyk Kone med det hvide Hår sat op i svære Bukler under Blondeka'ppen med de lilla Silkebånd, i grå, ulden Kjole med blanke Perlemorsknapper og hvidt Forklæde, med grønne, blomstrede Tøfler på Fødderne. Hendes klare, blå Øjne gled let iagttagende hen over de to - Tue vendte Hovedet bort, men Lull lod Munden løbe, hendes lyse Stemme kvidrede i den stille, rene Stue med det blå, ringsmykkede Tapet på Væggene og det skinnende, hvide Gulv - hvor kunde hun dog snakke med Mo'r Benjamin om alt muligt - om Vejret og om Køkkensager og Gud véd hvad - havde hun også Forstand på det ?

42

«Ja, så kalder Frøknen nok, når de ønsker Eftermaden?»

- Tue havde rejst sig og stod henne ved Vinduet, hvor der hang hvide Gardiner både Sommer og Vinter, og så ud over Fjorden.

En Fiskerjolle tumlede og vippede derude, Skummet skvættede op om den, og Blæsten tog i dens røde Sejl. Sejlløbets Bøjer rokkede og svajede med deres lange Koste i Søgangen. Den anden Kyst lå mørk og lav over det urolige Vand, et forvirret Spejlbillede af dens Skoves brogede Farver dansede nede i Fjorden.

«Tue - øst op!» råbte Lull.

Han drejede sig og gik langsomt hen til Bordet, Lull rakte ham den fyldte Tallerken med skælmsk Værdighed.

En Stund spiste de i Tavshed, af og til skottede Lull over til ham.

«Tue,» smilte hun, «du sagde ude i Gården, at vi blev aldrig Kærestefolk, og nu sidder vi jo dog her som Ægtepar ved Middagsbordet.»

Da Tue ikke svarede, udbrød hun hæftigt:

«Du er sjælden elskværdig mod mig i Dag.»

Tue lagde Skeen hårdt fra sig. Nu skulde det komme.

«Jeg vil sige dig én Ting, Lull,» han så stift over i hendes Øjne, «jeg vil ikke høre dig snakke om de Ting, forstår du - og jeg vil ikke tåle, at du kysser mig, ellers er det forbi imellem os.»

Lull sænkede Skeen.

«Tue da -» hviskede hun, hun blev blussende rød helt ud i Ørene.

Tues Blik blev uroligt.

«Hvad skulde det til?» spurgte han mere lavmælt, «hvorfor gjorde du det?»

«Det forstår du vel nok, Tue?» hun bøjede sig frem og stirrede ham ind i Øjnene.

43

Han stirrede tilbage - sig nej, sig nej, hviskede det i ham, spørg hvorfor - men han kneb Læberne sammen - nej, han vilde ikke spørge, for svarede hun, at - svarede hun det, han frygtede, så måtte de skilles.

Lull sad og så ned på sine Hænder, hun havde flættet Fingrene sammen og strøg dem sagte hen over Munden, ligesom ængstelig.

«Nej, Tue,» hviskede hun, stammende og standsende, «det var bare - jeg blev så glad over dig, fordi du gav mig Lov til at komme - og jeg vilde

- men jeg véd jo nok, at du ikke kan lide det - fra den Gang i Grejs - men jeg troede ikke mere

- men jeg skal nok vente, Tue - til vi en Gang bliver færdig - - - så vi kan blive rigtige Ægtefolk,» hun så op med frembrydende Smil gennem Tårerne.

Tue så uroligt på hende - vente til vi bliver færdige - som hun troede .... han måtte - men nej - lad hende nu kun om det, når bare - ja, når bare han kunde beholde hende, beholde hende, som hun sad der lige over for ham, så rank og ung, med Hovedet sænket og Hånden knuget om sin Ske - og hvorfor skulde han ikke kunne beholde hende? han havde tænkt over det siden i Nat, og - var det egentlig hendes Skyld? hvad kunde hun for det? hvad vidste hun om, at det var til hende og ej til de døde, han var rejst? var det ikke hos ham, Fejlen lå? og nu - var nu egentlig ikke Faren ovre, da han var bleven advaret, advaret mod hende og sig selv - og det Kys - Herregud - han kendte hende jo, og hun havde jo lovet, det skulde blive det sidste, og - egentlig - burde han ikke være hende taknemlig for det? Det var jo det, der havde åbnet Øjnene på ham - hvorfor skulde han så pine hende og sig selv mere - å Gud, han skulde ikke atter være ene, han kunde få Lov at beholde hende, 44 beholde hende som sin gode Ven og Kammerat, sin Trøst og Hjælp, sin lille Sanglærke, ja -

Han åndede langt op og strøg sig over Panden.

«Ja, ja Lull, nu lader vi det hvile, og så er vi atter Venner, gode Venner, ikke sandt?»

«Jo -» hun løftede ikke Hovedet, hendes Stemme kom mat og skælvende.

Men Tue lænede sig tilbage i Stolen og så smilende over på hende - nu var det godt igen.

Der blev en lille Pavse. Bølgerne hørtes plaske nede under Vinduet, ude i Gården galede Mo'r Benjamins Hane skingert.

Lull sprang op.

«Så kalder jeg,» hun løb hen til den forgyldte Klokkestræng, der snoede sig op ad Væggen som en storbladet Vinløvsranke.

Mo'r Benjamins små, travende Skridt lød ude i Gangen, og hun kom sejlende ind med Smil om Munden. Men idet hun greb om Suppeterrinen med de buttede, hvide Hænder, havde hun allerede fået udspejdet, at nu smilte han, mens der hang Tårer i hendes Øjenvipper.

«Mm, mm,» mumlede hun, idet hun vimsede ud af Døren. - -

- «Tak for Mad, Tue,» Lull rakte ham Hånden over Bordet, nu var hendes Ansigt atter åbent og kækt.

Tue rystede på Hovedet: «Ingenting at takke for, Lull - det får du virkelig selv betale.»

Lull lo, og lidt efter så Mo'r Benjamin dem ivrigt snakkende forsvinde op ad Skovstien.

«Mm, mm,» mumlede hun og låsede Døren i Lås, «hvem af dem mon det bliver?»

Hun faldt i Tanker inde på den gule Sivmåtte, hun tænkte på salig Benjamin og rystede på sit hvide Kappehoved.

- - - - - - - - - - - - - - - - - 45 Dagen efter - Tue og Lull havde ikke spist sammen, der havde været fremmede ude på Kølholt, og hun havde ikke kunnet slippe bort - kom hun stormende ind i hans Stue:

«God Dag, Tue, god Dag - nu er jeg her endelig!»

Han sad og bladede i en stor Bog ved Bordet.

«God Dag, Lull,» sagde han og så op.

Hun standsede, hun syntes, hans Stemme med Et lød så mildt, og der var en Varme i hans Blik - - Hendes Hjærte tog til at banke.

«Hvad er det, du læser i, Tue?»

«Ja, kom her hen at se.»

«Strax, strax - jeg skal blot lige have hængt Tøjet ud -»

Hun løb ud i Gangen, slog Døren i efter sig og kastede et hurtigt Blik i Spejlet, hendes Hænder fløj ordnende over det store, brusende Hår, som den hurtige Kørsel havde forvirret. Hendes Øjne strålede, hun nynnede og nikkede fornøjet til sit eget Spejlbillede.

«Hvad var det så, Tue?» hun bøjede sig over hans Skulder og så ned i den store, flade Bog, der lå opslået foran ham på Bordet.

«Å - Frölich »

«Ja.»

Det var hans Barndoms Bog, Frölichs Tegninger til «Åge og Else», det første Blad; Lull læste sagte, halvt nynnende som altid, når hun læste Vers:

«Det var Ridder Hr. Åge,
red sig under Ø,
fæste han Jomfru Elselille,
så væn en Mø -

Fæste han Jomfru Elselille
så væn en Mø,
alt om deres Bryllupsaften
han måtte dø -»

46

Lull læste sagte videre, og Tue bladede for hende, Billede efter Billede, til de kom til det, hvor Ridder Hr. Åge lakker tilbage gennem Skoven til sin Grav. Lull læste:

«Op stander Ridder Hr. Åge,
tager Kiste på Bag
så lakker han sig til Kirkegård,
med megen Umag.

Det gjorde stolten Elselille
så mod i Hov:
så fulgte hun sin Fæstemand
gennem mørken Skov.»

«Se, Tue,» afbrød hun, «se, hvor hun hjælper ham at bære Kisten.»

Tue greb om hendes Hånd.

«Lull, vil du også hjælpe mig at bære Kisten gennem den mørke Skov?»

Lulls Hjærte slog, så hun følte det i Halsen, men et Smil krusede hendes Læber og glimtede i hendes Øjne. Hun lagde sin Arm om hans Hals.

«Ja, Tue - hvis den ikke er altfor tung.»

Tue så usikkert på hende.

«Jamen den er tung,» han slap hendes Hånd.

Hun bøjede sig hurtigt over ham og kyssede hans lange, blonde Hår.

«Ja, ja, ja - Ridder Hr. Åge,» hviskede hun sagte og skælvende.

Tue så hurtigt op, rejste sig og lukkede Frolich i.

«Skal vi så læse?» spurgte han kort.

«Ja -» Lull foer sammen, hun strøg Armen hen over Øjnene og blev et Øjeblik stående, så gav hun sig til at søge i Bøgerne, «her, Tue, Antifon - vi kom dertil, hvor de piner den stakkels Sømand - tror du, han tilstår?»

«Det véd jeg ikke - det gør han vel nok - Slaven har jo tilstået.» 47 «Ja, falsk, Tue, falsk - Sømanden tilstår ikke.»

«Hvorfra véd du det?»

«Jo, for han er en fri Mand.»

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Tue og Lull sad en Oktoberskumring sammen i den store Lænestol ved Vinduet og stirrede ud, Tue sunket træt ned i Sædet, Lull krøbet op på dens Armlæn med Albuen støttet på hans Skulder. Udenfor mørknede den korte, sludfulde Dag i Regn og Rusk, de nøgne Haver dernede lå våde hen med de snoede Gange blinkende om de forpjuskede Plæner, bag det lave Stakitværk lå Landevejen øde og tom med sine Vandplasker og Skærvedynger - kun en enkelt Gang lød et tungt Bulder inde fra Byen, og en fuldtpakket Bondevogn kom hastigt rullende forbi der ovre under de stejle Skrænter med de kavajklædte Mænd og Koner ludende imod den stride Blæst og den tæt strømmende Regn, forsvindende ind i Hulvejen med Bjærgfyrrene, hvor Lyden slugtes som af Jorden. Og atter lå Vejen øde. Højdeskoven stod der oppe på sin Banke, mørk mod den hvide Himmel med de sorte, drivende Skylaser.

Regnen flød ned ad Ruden og trommede i de bulede Tagrender, Blæsten hylte om Husets nøgne Hjørner, ruskede i Vinduet og klaprede med Stormkrogen, af og til luftede det koldt ind til dem gennem den utætte Karm. Men des bedre følte de det ovnlune Mørke her inde imellem de tætte Reoler og de tykke Tæpper, og deres egen varme Ånde.

Tue så op: «Nå, Lull - begynd så.»

Lull smilte, rettede sig, lænede sig tungere på Tues Skulder, stirrede ud for sig med klare, fjærne Øjne og begyndte så at nynne, så sagte, at Tue knap kunde skælne hendes Stemme fra Mørkel, så tæt ved sit Øre, og dog så dvælende langsomt, at han hørte hvert eneste Ord.

Det var Tysk, hun sang, sin Barndoms eget Tungemål, 48 Vers efter Vers, af sit uudtømmelige Fond af Lieder - Folkeviser og Minnesange, Bondeviser og Kunstlyrik, vexlende i broget Strøm, glidende den ene efter den anden, uden nogen Overgang, med næppe mærkelig Vexlen i Stemmen og dog hver med sin egen Klangfarve, sin egen Duft.

Han stirrede ud for sig og lyttede, halvt bevidstløs, hentryllet - hans Øjne duggedes af Tårer, hans Hjærte svulmede sig så stort, fuldt af grådtung og dog så salig sød en Sorg, Stuen duftede af store, mørkerøde Valmuer, tungsindige Solsorter slog, al Tysklands Vemod drog sukkende ind i hans Sjæl.

«- Ich weisz nicht, was soll es bedeuten,
dasz ich so traurig bin - - -
- - ich weisz nicht, was soll es bedeuten - -»

- Dunkle Minder svævede forbi hans Øjne, Minder fra al det fordums, fra hans Hjem i svundne Aftner, når Moder sang ved Klaveret, fra det fremmede derude, fra Lulls og hans eget Liv - vage Følelser, der ikke fik Form, svævende som Tåger forbi i Stuens Mørke, bestandigt skiftende med nye, mens Lulls sagte Stemme blev ved at nynne, Vers på Vers, Sange fra Walter von der Vogelweide og des Knaben Wunderhorn, fra Bürger og Goethe, fra Novalis og Chamisso, fra Lenau og Heine, fra håndskrevne Liederbücher, som dem hun havde læst der nede i Immerstadts lave Huse, en uendelig Række, der aldrig brødes og aldrig hørte op - - -

Til hun med Et sprang midt ud på Gulvet.

«Så, Tue - Lys! Lys! Nu skal vi ikke sidde længere dér og mule!»

Han så forvirret op, og dér stod hun på Tæppet, leende med Hovedet på Siden og Hænderne på Hofterne :

«Vågn op, Tue! - sover du?»

Nej. nej, han sov ikke, men langt borte havde han 49 været, i en forunderlig, fremmed Verden, en Verden, der dog syntes ham så fortrolig og nær, den Verden, der boede dybest inde i hans Hjærte, uset, ukendt, kun vagt og dunkelt anet, hans eget inderste Væsen, det dybeste Gem i hans Sjæl - did ind han ellers aldrig kom - did ind var han gledet på disse Visers tyste Bølger - - -

«Nå, Tue, bliver det til noget?»

Hun stod bøjet over Lampen med Glasset løftet, nu strøg hun en Svovlstik, den gule Lue gnistrede brat op i Mørket og kastede sin Ildglans over hendes smilende Ansigt og blanke Øjne. Det gav et Ryk i Tue, han kneb Øjnene til, så så han op, rystede sig som for en tung Drøm og begyndte at rulle Gardinet ned.

Lidt efter sad de ved Skrivebordet, atter fordybet i deres Læsning, under Lampen.

Men det kneb for Tue at komme op af den Brønd, han var faldet i, hans eget Hjærtes dybe, bundløse Brønd, det kneb at dukke ud af Germaniens Tannenwälder, ud på Hellas's åbne Klippestrand med de solhvide, knejsende Tinder, hvor de drueblå Bølger rullede i lange, syngende Dønninger, strøende Skummets Liljeblomster i det perlegnistrende Sand - men så let som en Fugl smuttede Lull fra det ene Rige over i det andet, og så ivrig og munter var hun, at han snart blev revet med, og så stævnede de da fra Mørket og Dunkelheden på hurtigt sejlende Snækker ud over det vinkende, vinblå Hav til lystige Eventyrfarter mod Faiakernes Myteør, fjærnt i den nylig tændte Morgenrøde - -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Det var en Søndag Eftermiddag hen i December. Det var nu rigtig blevet Vinter, der var faldet Sne i mange Nætter og Dage, og nu stod Skoven hvid.

Tue kom gående ad den ensomme Fiskersti ude langs Fjorden. Han plejede ellers alle Søndage at 50 gå ovre i de søndre Skove, ad de Veje, han som Barn havde løbet med Moder og Søster på deres lange, raske Spadsereture, og hvor Erindringerne sov, men i Dag, da han havde fået Frakken på og var kommet ned i Alleen, havde Vinden blæst så frisk, og Himlen skinnet så blå over de hvide Snekroner, at Blodet tog til at banke i hans Pulse, og angst havde hans Hjærte krympet sig for at skulle såres til Blods for hvert Skridt, han tog ad de minderige Stier.

Så var han da hurtig vendt om og gået her ud i Nørreskoven, og nu var han snart helt ude ved dens Grænse.

Han var ganske ene i den store, tyste Skov, kun hans Skridt knirkede jævnt mod den hårde, frosne Sne, og når han skød de snetunge Buske til Side, der hang sammen over Stien, raslede deres Byrder ned. Men standsede han og lyttede, hørte han kun sit eget Andedrag og stundum ude fra Fjorden en tonende Syngen, når Isen slog Bevner. Videre gik han, langsomt og med klare Øjne, Kulden havde rødmet hans Ansigt, og der hang Rim i hans Hår og i Kappens lodne Opslag. Han satte Stokken fast i Sneen og følte, hvor Blodet sang i hans Årer, stille og trøst. Af og til kunde der pludselig drage som en mørk Sky forbi hans Blik, når han huskede på, at han i Dag slet ikke skulde have været ad denne Vej, men ude i de søndre Skove, på de dødes Stier, men han skød det hastigt bort. I Dag vilde han have Lov at være i Fred, have Lov at leve sit eget Liv - han vidste, at det vilde nage ham siden, men det fik nu være. Han kneb Munden hårdt sammen og så op i Himlens Blå over de hvide Kvistes Virvar og åndede den kuldefriske Luft i så dybe Drag, at han følte dens Styrke helt ind i sit Hjærte og helt ud i sin Fod.

Han arbejdede sig op ad en stejl Banke, hvor 51 Stien krøb mellem tætte, mørkegrønne Bjærgfyr, til han nåede det åbne Bakkedrag.

Dér stod en enlig Bænk og knejsede. Sneen lå ad dens Bræt som en lang, smal Mågevinge. Han nænnede ikke at røre den og blev stående støttet til sin Stok og så ud over Fjorden.

Den lå der under de snehvide Skrænter, en sølvgrå Isflade, kun Sejlløbet var åbent og uroligt, med bølgende Vand. Histovre løb den anden Kyst med sine Skove, begravede under Sne. Solen skinnede derovre og lynede i en enlig Rude, lange, blå Skygger lå hen over de lavere Skovstrøg og de mange, dybtgående Dale, men øverst stod den hvide Skovkam som en Mur af skær Alabast.

Ude i den åbne Vandstribe dukkede noget mørkt op og ned - som Hovedet af en svømmende Sælhund - Flokke af skrigende Måger sloges og baskedes langs Løbet.

Længst ude strakte sig de fjærne Odder, hvis ensomme Træer prikkede sig mod den blege Himmel. Over Fynslands lave Stribe stod den nytændte Måne hvid og rund som en Snebold. Vinterlige Skyer svævede langsomt gennem Himmelrummet, sart røde som tabte Rosenblade og blegt blå som frysende Søer.

Længe blev han stående og så udover i den sagte, kolde Blæst.

Stien gik atter ned mellem tætte Graner, de buskede Nålegrene fejede ham i Ansigtet Her var så mørkegrønt og harpixduftende og en egen stille Fred af Jul - ja, snart var det Jul - Jul i gamle Dage, for længe siden, i de gamle, kendte Stuer - den høje, svulmende Gran med alle de strålende Lys og alle de overraskende Gaver, og den seje Lugt af Nålene, der langsomt svedes - og Salmernes sagte Nynnen om hin arme Krybbe i Betlehem Efrata i 52 Juda fjærne Land - det var det andet År, han skulde fejre Julen ensom - -

Foran sig, langt nede mellem de hængende Grangrene, så han det hvide Drejeled. Blanke og brune løb Skinnerne forbi, drejede længere henne og svingede ind mellem Bankerne. Han stødte Ledet op og kom ud på Banedæmningen.

Her bredte Fjorden sig ud i en Bue og blev som en stor Sø, stejle og nøgne steg Bankerne om den, overføgne af Sne og med hårdt forblæste Fyrrer hist og her på de højeste Toppe, ludende ud mod Havet, stejle Stier snoede sig op derimod. Skovene histovre blev fjærne som hvide Skyer. Nede ved Kysten lå en Række tilsneede Fiskerhytter i søndagsstille Hvile. Det begyndte småt at skumre.

Blæsten kom strygende ude fra det vide Rum, foer hen over ham og ind i Bybæks Skove bagved - - - - -

Pludselig drejede han Hovedet, gennem Blæsten havde han hørt Stemmer nede i Skoven - ja, nu igen - en lystig Latter og knirkende Fodtrin - - -

Han rynkede angst og uvilligt Brynene - hvad kom der nu for fremmede Mennesker? - og gik hurtigt til. I det samme smækkede Ledet rundt, og en ung, mørkklædt Pige kom ud på Banen.

Tue studsede - det var en af Lulls Kusiner ude fra Kølholt, Nanna Søtoft - hun vendte sig om og råbte ned i Skoven, nogen svarede dernede, og nu dukkede Tyra Berg fra Branderupgård frem fra Stien, og lige efter hende Lull i sin sorte Pelshue, den violette Kjole og den korte, lodne Pels.

«Tue!» udbrød hun og kom hurtigt over Skinnerne.

Tue hilste og gik over Dæmningen - idet han strøg forbi Lull, smilte han, han så i hendes varme, blå Øjne, at hun forstod ham.

53

«Tue,» hviskede hun atter, så svagt, at kun han hørte det.

Så snurrede Ledet rundt, og han gik ned ad den tætte Gransti mod Bybæk Sø. Han hørte deres Stemmer tabe sig i Skoven derovre.

Nede ved Søen blev han stående og så hen for sig. Han rynkede Brynene og bed sig i Læberne. Der var kommet noget i hans Sind, som gjorde det uroligt, og som ikke ret vilde forlade det. Dér gik nu Lull med de to andre unge Piger, med de to, hvis ældre Søstre, Vibeke og Hedvig, bægge havde været Regitzes Veninder - et nyt Slægtled Ungdom - gennem den friske Sneskov, rødkindede og glade, mens Regitze på denne høje Vinterdag - nå, nå - han slog hurtigt ud for sig med Stokken - lad nu det fare.

Og han gav sig atter til at tænke på Lull, hendes uvilkårlige Udbrud: «Tue!» og hendes Løb hen til ham, som den hun hørte til. - - Og som de var gået forbi hinanden, stille, med en Hilsen, mens de fremmede så på det - han nikkede tilfreds - således var det, det skulde være. - - -

Søen lå rund og blank som et Øjeglas her nede mellem de stejle, snedækkede Banker, midt ude svømmede en lille Ø med et rimgnistrende Træ og en højrygget Bænk. Ovre under Bankerne, hvor Vejen gik op i det åbne Land, lå et lille, grøntaget Hus bag sin Køkkenhaves gule Bistader og halmsvøbte Buske og røg blåt op i den klare Luft.

Hen over Isens matgrå Flade drog der sig lange Strøg, en tæt forgrenet Skov af Buske og Træer - det så ud, som havde Vildgæssenes Fødder strøget hen derover, i Angst for at Vandene skulde lukkes. Henne i Hjørnet under Skoven sprudlede det mørke Vand, brusende ud fra Jorden og brydende mod Isens Rand.

Tue gik langsomt op over Bankerne og var snart 54 atter inde i Skov. Her blev Stien til en Kørevej, bred og hvid løb den mellem de høje, stumme Stammer i den begyndende Skumring.

Tue kom til at smile, han gik og fulgte Sporene af to små Sko - så lette at kende mellem de andre, så urolige som de var, snart midt oppe på Vejen, snart ude ved Grøften og så i et Spring ovre i Skoven - ud og ind måtte han krysse, om han vilde følge dem - så snurrige de var med alle deres legende Luner her midt i den store, tunge Højtid.

Men snart blev det altfor mørkt, han kunde ikke mere se dem, og Kulden tog til. Han slog Kraven op om Ørene, fik Stokken under Armen og skridtede rask ud. Hans Ånde drev foran ham i Mørket, Stammerne stod tæt omkring ham, men Vejen lyste for hans Fod. Ikke en Lyd hørtes, kun Sneen knirkede svagt for hans Skridt, hans Øjne stirrede hen for sig. Hurtigere og hurtigere gik han, tilsidst så hastigt, at Vinden strøg ham om Ørene, hans Hjærte slog kvælende hæftigt - hin Ængstelse nede fra Søen havde dog ikke ret villet forlade ham - der svævede Skikkelser foran ham gennem Mørket, tågede, dunkle Skikkelser, der en Gang havde været ham dyrebare, der en Gang havde levet som han, og som nu var stegne fra deres tilsneede Grave på den Kirkegård, han ikke kom og besøgte, Skikkelser, der kaldte og truede, der drog ham fremad, ad den hvide Stribe gennem den endeløse Skov, fremad gennem Mørket, gennem Ødet, til Hævn, til Straf for Troløshed, for Bolen med fremmede Guder -

- - Da pludselig - midt i den dybe Tavshed - langt borte fra - en svag, klingende Tone, der ramte hans Øre - han standsede brat og lyttede - hvad var det?

Dybt inde i Skoven, helt ovre fra den anden Side Banen, ude ved Fjorden - fine Klange - Stemmer og Latter - - - 55 Det var dem! Lull og Veninderne - - -

Han holdt sin Ånde tilbage -

- og fra det lydløse Fjærne bar den sagte, kolde Vind med sig disse skælvende Klange, klingende som klare, små Klokker af Krystal langt borte i Skoven og Mørket, som muntre, små Kildespring, frie for Is - - -

Hans Hjærte holdt op at hamre, stod stille i den stille Skov - til det pludselig faldt ind med hæftige, hurtige Slag - en Hymne, en Takkehymne til disse fjærne, unge Stemmer - til Lull, til Lull, til hende med den lyse Latter og det varme Hjærte, en Hymne, en Glædeshymne over Sejr og Befrielse, Angsten var borte, Skikkelserne forsvundne - han havde intet ondt eller troløst gjort - - -

Stemmerne forsvandt pludselig som tindrende Lys, der går ud - vidt og bredt kun Mørke og Tavshed, dobbelt dyb Tavshed - de måtte være drejet om bag de svære Banker, der hvor Fjorden kom helt ind under Stien - -

Tue rettede sig i et Sæt og gik langsomt videre ad Vejen. Han smilte hen for sig, Stokken slog sagte i Sneen - frem af Mørket steg hans Stue derhjemme, det høje, smalle Rum i stille Lampelys - de sad der ved Bordet og læste, Lull slog op i Lexika for ham, skrev ind i Glosebøger, sang og blev aldrig træt, så ham ind i Øjnene og lo - - - ingen Jul, fejre Julen ensom - ja, han måtte vel det. men hvad betød så det? Han havde fået et Hjem påny, et Hjem påny - han, som havde troet sig for evigt forladt, en Stue, hvor han og hun havde hjemme, hvor hans Hjærte kunde finde Ro, og han i Fred kunde tænke paa de døde - - Lull, Lull, derfor siger jeg dig evig Tak, Lull - -

Han vågnede ved, at han gik på Gangstien over Fjorden og så Byens Lys tindre der inde mellem de ranke Stammer i lysende Halvkres om den spejlende Isflade.

56

Han standsede og drog Vejret langt, han tog Huen af og strøg sig gennem Håret, trods Vinteraftnens Kulde havde han gået sig varm -

Han lyttede - han hørte Stemmer for ude på Stien, han gik ilsomt videre.

Det var dem, dér gik de foran ham, Tyra Berg og Nanna Søtoft forrest med Armene om hinandens Liv i fortrolig Snakken, Lull ene bagefter, tavs med Hænderne i Sidelommerne, hendes store Hår lyste.

Varsomt fulgte han bagefter, vogtende sig for at Sneen knirkede under hans Fødder - dér gik hun, så rank og så tavs, Lull, på hvem Munden ellers aldrig stod stille - hvor morsomt at være hende så nær, uden hun vidste det, at kunne se hende, uden hun så ham -

Der skinnede en oplyst Rude ud imellem Grenene nede ved Fjorden, ud over den snedækte Gård - Lull standsede og så derned - Tue veg om bag en Stamme - det var Skovhuset.

Veninderne blev ved at gå, Tue var nu så nær ved Lull, at han hørte hendes Ånde - men stod ubevægelig i sit Skjul. Lyset skinnede der nede i Gården, så stille og mildt i det vinterlige Mørke. Og da troede han at høre hende hviske, næsten uhørligt: «Tue - Tue» - -

Syv tunge Slag rungede gennem den frostfyldte Luft, det var Kirkeuret, der slog inde i Byen.

«Lull! Lull!»

Det kaldte forude.

«Ja-a!»

Lull løftede Armen og løb hurtigt til. Men Tue blev stående og så ned mod det venlige, gule Lys og dets Dug over de snehvide Brosten - derinde sad nu Mo'r Benjamin og hæklede sine lange, hvide Gardinborter. Lull var standset og havde set derned - på deres fælles Rede og havde hvisket - - Lull var standset - 57 - Da Tue nåede ind til sin Bolig, så han hende og de andre dreje ind ad Porten til Ibs Gård, til Køretøjet til Kølholt.

Han lukkede Døren efter sig og gik op ad Trappen, famlende for sig i Mørket, det var, som faldt der Fløjiskappe på Fløjiskappe ned over hans Skuldre.

Inde i Stuen luede Ovnilden ham rødt i Møde gennem den åbne Kaminrist, uden for Ruden skinnede det store Sneland.

Han fik Frakken af og satte sig hen i Armstolen ved Vinduet; længe blev han siddende, støttet på sin Albue og så ud i Mørket. Store og klare Stjærner begyndte at tindre frem over Højdeskovens utydelige Kronerand.

Han var så stille, så lykkelig rolig.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Næste Dag sad Tue og Lull og arbejdede sig gennem Ars poetica. Ned til Vers 270 skulde de, så var de færdig for i Dag. Lampen brændte med sagte Nynnen, udenfor blæste det, Sneen kogte mod Ruden.

«- - Vos exemplaria Graeca
nocturna versate manu, versate diurna - -»

læste Lull og oversatte:

«Men I, hav I de græske Mønstre for Øje, både ved Dag og ved Nat!»

«Så!» hun slog Bogen i, «det var nu det.»

Tue mumlede: «Det var det.»

Så faldt de hen i Tanker, Tue så ind i Lampens bævende, gyldne Lue - han tænkte på Lulls Stemme i Går, i de døde Vinterskove -

«Tue.»

«Nå?»

Han følte hendes Hænder på sin Arm, men så ikke op.

«Tue, synes du ikke også - nu i Går - det var så underligt, at vi to dér skulde mødes og så lige gå forbi og hilse - hver sin Vej - ikke?

58

Underligt, det han netop havde fundet så smukt - han rynkede Brynene, forstod hun ikke det?

«Du gik jo med dine Veninder,« sagde han kort.

«Mine Veninder, å du, hvad tror du, jeg bryder mig om at gå med dem

Tue smilte, han følte sig hemmelig veltilfreds, han kunde jo ikke nægte, at det havde naget ham en Smule i Går, at Lull var sammen med dem.

«Jeg vilde meget hellere gå med dig.»

Tue så hurtigt op, hvad var nu det?

«Hvad mener du?»

»Å, Tue - må jeg ikke komme til dig også om Søndagen? - for tænk så,» kom det ilfærdigt, da hun så, han vilde svare, »så kunde vi være fri for alle de Bøger og tale sammen hele Tiden og gøre Ture sammen og -»

Der jog et Sting gennem Tue - så, nu kom det, nu var det forbi med Freden og Lykken - nu kom det, det frygtede, Hævnen for i Går - tænkte han det ikke nok -

«Nej, Lull, nej, det vil jeg ikke.»

Han rejste sig hæftigt.

«Å -» kom det klagende som fra et skuffet Barn.

Tue stod henne ved Kakkelovnen og puffede med Foden til Kulstykkerne. Nu gjaldt det at stride imod, hun måtte ikke komme - der var ikke Tale om det - nu skulde det ses, om han havde fortjent den Gave, han havde givet sig selv hin Gang i Skovhuset, da han beholdt hende hos sig, eller om han var som de uartige Børn, umættelig i sit Begær, ja, umættelig som hun. At hun ikke begreb, hvor hårdt det havde kostet ham at give efter den ene Gang, men nu stedse fordrede mere - han følte med Et hin ømme Følelse fra i Går forsvinde fra sit Hjærte og så næsten koldt på hende, hun skulde ikke vove sig for langt ud, at det ikke brast.

I Går havde han forbrudt sig mod de døde, svigtet 59 dem for at nyde sit eget Liv - det var galt nok, men skulde deraf følge, at han i Fremtiden alle Dage skulde svige dem, da - hende var det, som havde lokket ham til Frafald, hun var den, der påny havde vakt Livslysten i ham og gjort hans Hjærte kælent og slapt mod Sorgen, skulde hun nu oven i Købet nyde godt deraf, mens de døde - - nej, nej, aldrig i Evighed.

Lull sad med dukket Hoved og tegnede med Fingren på Bordpladen, han syntes at skimte Tårer i hendes Øjne. Det gjorde ham urolig - kunde hun dog ikke indse, hun måtte lade sig nøje? var det noget at tage sig så nær?

«Tue,» spurgte hun sagte.

«Ja.»

«Må jeg sige, hvorfor jeg tror, jeg ikke må komme?»

Det gav et Sæt i ham - han så spørgende på hende - havde hun virkelig opdaget - - nej, nej, det kunde hun ikke -

«Må jeg?»

«Ja.»

«Jo - ser du,» hun bøjede sig frem og fæstede sit Blik i hans, «jeg tror, det er - for de dødes Skyld.»

«For - de dødes Skyld?»

»Ja, Tue, jeg tror, du mener, at når du holder af mig, så kan du ikke holde af dine døde.»

Tue stirrede forbavset på hende - hvor i al Verden - - - men så gnistrede det for hans Øjne, Vreden skød op i ham - han var opdaget - og de døde - blot at hun nævnede dem, hvor krænkede det dem ikke - hun, som stedse levede og som - som sad i deres Sted -

«Ja, jeg forstår det ikke,« vedblev Lull, »men sådan er dét nu alligevel - men Tue, jeg vil virkelig ikke tage din Kærlighed fra dem og forlange den for mig, det er noget, jeg slet ingen Del har haft i og ikke heller kan få. Jeg vil bare være sammen med dig nu, dele det, du nu lever, med dig.» 60 Der gik et Stik gennem Tue ved de sidste Ord - ikke, at han nogensinde blot kunde løfte den mindste Flig for hende af det Liv - nej aldrig - men alligevel - - han, som altid havde holdt så meget af at høre hende fortælle om sin Barndom - som syntes, at først da fik han hende ret nær -

«Tue,» sagde Lull blødt, «vi er jo lige ene bægge to, uden Forældre, og uden Søskende, skal vi så ikke holde sammen? Vi har bægge to mistet dem, vi holdt af - så søger vi Erstatning hos hinanden.«

Tue foer sammen som for et Bid, dér var det, det frygtelige Ord, det hæsligste Ord af alle - som i et Lyns grelle Belysning stod hin Scene fra hans Barndom for ham, da Ane den Aften i Sovekamret havde sagt, at det var jo godt, han havde fået Anton, den lille Legekammerat, til Erstatning for Broder Alf, der døde.

Han vilde bruse op, men mødte hendes klare Øjnes Undren, og de var så oprigtigt forbavsede, at hans Vrede gik af Kog.

Han bøjede sig sagte over hende og lagde sine Hænder på hendes - å nej, hvad vidste vel hun?

«Ser du da ikke, Lull, hvor frygteligt det er, du siger? erstatte - erstatte et Menneske, vi har elsket - Lull, kan nogensinde noget erstattes - endsige et Menneske?

Hun så op på ham med et sørgmodigt Smil.

»Jamen Tue - sådan må det nu være - Kongen er død, Kongen leve - sådan er Livet, Tue - Livet og Døden.»

«Nå sådan -« han stirrede på hende, så slap han brat hendes Hånd.

«Du har aldrig elsket dine døde.»

Det gav et Sæt i Lull: «Det har du ikke Lov at sige!« foer hun op.

«Jamen Lull -»

«Du skulde vide, hvor jeg har elsket Fa'r.» 61 «Din Fa'r?»

«Ja, hvorfor ikke det?»

Tue tav lidt.

«Lull, kan du virkelig tilgive din Fa'r det - det han gjorde mod din Mo'r?»

«Tilgive - å Tue, hvad nytter nu al det - - - og jeg forgudede ham jo, ja, og gør det da endnu i Mindet - jeg holdt meget mere af ham end af Mo'r, for han var altid så munter og glad, mens Mo'r næsten altid var bedrøvet og stille - jeg forstod det jo ikke den Gang som nu, Tue, - og helt fra vi boede nede i Immerstadt, da Mo'r dog endnu af og til var glad og sang - det er jo hende og så gamle Traugott, jeg kan alle de Sange fra, som du holder så meget af - hvor henrykt var jeg da ikke, når Fa'r en sjælden Gang kom - han var jo vidt omkring på Rejser i hele Tyskland, og allerede den Gang var det dårligt mellem ham og Mo'r - det var derfor, hun boede hos Mormo'r - men jeg syntes altid, at Fa'r var som en Prins, der kom der ude fra den vide Verden bag alle de høje Bjærge og de store Skove, dér ude fra, hvor alle Eventyrene havde hjemme - han bragte sådan en Støj og Latter ind i vore små, lave Stuer, hvor ellers alle var stille - ja, sådan som han kunde le og tumle og lege med mig og tage Mo'r om Livet og kysse hende på Munden og på Øjnene, og Mormo'r kyssede han på Hånden, og gamle Traugott gjorde han Løjer med - men når han så var rejst, blev der dobbelt stille, og da græd Mo'r længe, og Mormo'r strikkede endnu ivrigere, men gamle Traugott skældte - og jeg, jeg bare længtes efter, at Fa'r skulde komme igen, og fandt det så trangt i den lille Landsby.»

Lull sad med Hånden under Kinden og stirrede hen for sig. Nu så hun op.

«Men du kan heller ikke tro, hvor Fa'r var smuk; han var så høj og smidig, med lyst, krøllet Hår og 62 et Ansigt, så solbrunt med klare, blå Øjne og kruset, lyst Skæg om den røde Mund - å, han var den kønneste Mand, jeg har set - men jeg tror nu rigtignok ikke, han var sådan dygtig som Ingeniør,» Lull smilte, «han kunde egentlig ikke andet end rejse rundt vidt og bredt og more sig og bruge mange Penge og elske alle de kønne Kvinder, han så - og Mo'r, hun var jo så stræng ligesom sin Fa'r, med alle de høje Ideer - hun kunde slet ikke forstå ham - og aldrig give efter for ham - å, hvor var det Synd, at de to skulde komme til at elske hinanden.»

Lull tav længe, Lampen brændte, og Sneen sydede mod Ruden, Tue stod ubevægelig i sin Krog - nu var han tilfreds, han havde fået hende til at fortælle om sine Barndomsår, al det af hendes Skæbne, han ikke kendte til, men som rørte ham så underligt, så vemodigt - - hun var ham aldrig så kær som da - og så glemte hun ham, og at hun ikke måtte komme om Søndagen.

»Men så der oppe i Luleå,» begyndte hun igen, «da Mo'r var død, og Fa'r rejste ned til Immerstadt for at begrave hende, så kom jeg hen at bo hos Donna Isabella, ja Tue, for nu havde Fa'r igen forsonet sig med hende, og - Herregud - der var jo ingen andre Steder, jeg kunde være. Og aldrig havde jeg set noget så dejligt som Donna Isabella med hendes store, blåsorte Hår og hendes mandelformede Øjne i det blege Ansigt og hendes spraglede Påfugledragter. Og du kan ikke tro, hvor hun kunde synge og slå på Tamburin og danse på store, brogede Tæpper, hun bredte ud over Gulvet, du skulde have set hende i den lave, mørke Stue deroppe, når hun hvirvlede rundt - hun var som spillende Ild og Flammer - og hun lugtede af Moskus og alle underlige, vilde Parfumer - og jeg glemte helt Mo'r for hende - Du kan tro, vi morede os, hun fortalte mig om sit fjærne, skønne Fødeland og blev vild af Fortvivlelse over, at hendes Ungdom 63
og Skønhed skulde begraves her oppe i dette Mørke og denne Sne - og så legede vi alle mulige Lege og røg så stærke Cigaretter, at jeg blev dårlig; og vi stjal af hendes gamle Mands sorte Vine, så meget han end skældte og smældte - - Men så var det, Fa'r kom hjem, og jeg flyttede til de gamle Stuer igen, og da blev det rent galt, for nu huskede jeg pludselig på Mo'r og blev så fortvivlet over, at jeg sådan havde glemt hende, at jeg hverken vidste ud eller ind - og så på én Gang blev jeg desuden angst for Fa'r, så angst for, at han også skulde dø og blive borte for mig, og jeg blive helt alene der oppe i den fremmede Stad mellem alle de fremmede Mennesker, for til Donna Isabella måtte jeg aldrig mer komme, Fa'r vilde ikke have det. Men når han var ude og blev blot et Øjeblik længere borte, end han havde lovet, så blev jeg, som jeg var rent fra mig selv og løb gennem alle Stuerne og skreg og kastede mig ned på Gulvet og løb efter alle mørke Kroge for at gemme mig i, lige indtil han kom, så foer jeg ud imod ham og klamrede mig til ham. Men så blev han vred og skændte på mig og stødte mig fra sig og gik ind på sit Værelse og lukkede Døren efter sig, men jeg kunde nok mærke, hvor han havde været, for han lugtede så stærkt af Moskus, og så satte jeg mig ned på Gulvet og græd af Længsel efter Donna Isabella. - - Og om Nætterne, når jeg vågnede, og jeg ikke kunde høre Fa'r ånde inde i det andet Værelse, så sprang jeg ud af Sengen og løb derind og lagde mig ned over ham og lyttede og lyttede efter, om han åndede - ligesom den Gang med Mo'r - men jeg kunde ingenting høre, for mit Hjærte slog så voldsomt, og det var så koldt, at alle Bjælkerne i Huset knagede - henne på den lille Rude ud til Gaden skinnede Månen, og Iskrystallerne tindrede i den sorte Ramme - og ude fra Havnen tordnede det som lange Skud, når Isen tørnede sammen - og så skreg jeg op og kastede 64 mig over Fa'r og rev og ruskede i ham, til han vågnede og foer op - og så skældte han mig grundigt ud, men jeg brød mig slet ikke om det, jeg var så glad, at han bare levede, og så krøb jeg i min Seng, så kold jeg var, og sov ind. - - - Men andre Nætter kan jeg også nok huske, da var det Fa'r, der kom ind til mig og satte sig på min Seng og tog mig om Halsen og hulkede og skældte sig selv ud for al det værste og bad og besvor mig tilgive sig - aldeles ligesom jeg var Mo'r - - og med Donna Isabella blev han alligevel aldrig rigtig Venner mer, og tilsidst rev det helt ud imellem dem angående et orientalsk Sjal, der havde været Mo'rs, og så rejste vi - Men å, hvor jeg græd og klamrede mig til Donna Isabella, og hun græd også og knugede mig ind til sig og kaldte mig ved de særeste Navne, men så slap hun mig og skældte atter ud på Fa'r og fægtede med sine Hænder og rev sig i sit store Hår - men så sejlede vi da endelig derfra - og da besvimede Donna Isabella og måtte bæres bort - uh, al den gruelige Kulde og alle de sære Mennesker, som boede deroppe -» Lull trak gysende på de runde Skuldre og bøjede Hovedet, så så hun op, «nej, så var der rigtignok anderledes godt nede i Borås, for det var dér, vi havde fået Ansættelse, det var en meget større By, men tænk, Tue, næsten alle Husene var alligevel af Træ - og dér var alle så glade for os og syntes så godt om os - og så begyndte snart igen det gamle, lystige Liv -» hun smilte, men lidt efter sagde hun - ganske sagte:

«Men hvad jeg aldrig kan glemme, Tue - det er Mo'rs Øjne, sådan hun mange Gange så på mig, når hun sad der henne i sin Stol svøbt i de mange Tæpper for Kuldens Skyld, og jeg ikke kom hen til hende, men krøb op til Fa'r og gemte mig ind til ham - hun sad helt henne i den anden Ende af 65 den lange, lave Stue, hvor der altid var så mørkt, og de sagde ikke et Ord til hinanden.»

Lull tav, og Tue stod hensunken i Tanker - hvor så han ikke levende denne ensomme, hensunkne Kvindeskikkelse for sig - hun, som havde født Lull - -

«Tue.»

«Ja.»

«Må jeg komme om Søndagen?»

Det gav et Sæt i ham, han stirrede forbavset på hende - at hun kunde - nu lige efter at have talt sådan om sin dode Mo'r - så strax tænke på sig selv og sin egen Vilje -

«Ja, ja - kom så da og læs, Tue,» hun skjulte sit Ansigt bag Hånden.

Tue stod et Øjeblik og så på hende, så gik han hen og satte sig i Stolen ved Bordet.

Det var Oldnordisk nu, «Njáls Saga».

Men Tue agtede ikke stort på, hvad de læste - han så hele Tiden på Lull, hvad var det dog med hende: Håret hang løst ned om Kinderne, Øjenlågene sitrede, og det skælvede svagt ved hendes Mundvige.

Hun var bedrøvet, hun var lige ved at græde - nu ja, hende om det, agtede hun virkelig sin egen Lyst højere end Mindet om sin døde Mo'r, så kunde den Sorg vel heller ikke være synderlig dyb - men alligevel - nej, han kunde ikke lide at se hende sidde således - hun var jo ellers altid så overmodig og glad - det var ikke naturligt for hende at sidde dér og strides med Gråden - give efter, lade hende komme - ja, hvor kunde det være skønt, al det de kunde få talt om, og de Bøger, de kunde læse, som de nu måtte skyde til Side for Lektierne - men nej da, hvad var det dog, han tænkte på, hvad var det dog, han nu kom ind på igen - - -

- Pludselig kom han til at smile - Lull havde mumlet en vanskelig Sætning halvhøjt på Oldnordisk, 66 det tog hun sig ellers vel i Vare for, hun vidste, det klædte hendes Stemme så usigelig pudsigt at udtale disse knastede, fjældhårde Ord.

«Lull, nu skal jeg,» han lagde sin Hånd på hendes og sagde langsomt Sætningen efter med hendes ømme, syngende Tonefald.

«Å du -» Lull puffede til ham, og Smilet brød frem i hendes Øjne.

Tue så det og blev ved, til hun kastede sig leende bagover og rystede de lyse Lokker ned over Panden.

Han så smilende på hende - hvor var hun sød, når hun var glad.

«Tror du ikke, Lull, Skarphedin vilde være bleven glad ved at høre dig tale sådan?»

Lull bøjede sig hastig frem imod ham, hendes Øjne spillede, så Tues Blik fortabte sig i disse tindrende Regnbuefarver.

«Tue! nu kysser jeg dig!» råbte hun og kastede sig om hans Hals.

Deres Læber mødtes tæt og blødt.

«Så -» Tue skubbede hende tilbage, «lad os nu komme videre.»

Så oversatte han.

Lull skottede til ham, nej, han var ikke vred - han var endogså blevet lidt rød i Kinderne - - -

- - - -

Da Lull sad henne i sin lille Karet med Tømmerne samlet i Hånden, og Tue stod og knappede Overlæderet om hende, medens Halvdørene faldt i efter Ib, der skulde ind til sine Kabaler, bøjede hun sig ned over ham.

«Tak, Tue,» hviskede hun, «- selv om jeg ikke må komme om Søndagen,» hun så ham ind i Øjnene, langt og dvælende.

Han stirrede på hende, det var, som Ordene formedes på hans Læber: jo, du må komme, kom kun og bliv hos mig, jeg vil altid være sammen med dig - men 67 i det samme trak Nordbaggen til, Vognen ramlede ud gennem Porten, og da han kom ud på Vejen, kørte den allerede nede i Alleen. Lull vendte sig og hilste med Pisken.

Han så efter hende, så drog han Vejret langt og lettet - vendte sig og gik tilbage.

Oppe i sit eget Værelse lagde han sig på Sofaen og lukkede Øjnene - hun havde kysset ham igen, og han havde ladet det ske, ja, han havde kysset hende tilbage, men ikke ét Gran af den Vrede, som forrige Gang havde sydet i hans Blod, heller ikke Uro følte han - Han smilte - nej, for det var virkelig billigt sluppet - han havde fået hende glad igen, således som det var naturligt for hende, hun havde endda takket ham - og han havde ikke givet efter - hun havde ladet sig stille tilfreds med et Kys, det Barn, hun var - men alligevel, hun var farligere, end han havde troet, hvor nær havde han ikke været ved at give efter for hende - eller var det ham, der var svagere? - nu, det var en ulovlig og faretruende Svaghed, den måtte kunne udryddes - hvilke Slutninger havde hun ikke draget af hans Eftergivenhed forrige Gang - at nu havde hun Lov til at forlange alt, hvad hun lystede, til hun nåede helt ind på ham - men det var jo netop det, det gjaldt om at vare sig for - det måtte hun lære at indse - - som i Går skulde det være - da han hørte hendes Stemme dér langt borte i Skoven - en klar og venlig Stemme skulde hun være, en Stemme, der trøstende talte til ham i de døde, døde Skove - - -

68

III.

« Tue.»

«Nå?» han så op fra Seneca.

«Tue, jeg skal rejse i Julen.»

«Det skal du vel.»

«Jeg skal op til sådan en Tante - en Søster til Fa'rs Mo'r, hun er gift med en Proprietær, og de bor på en Gård i Hørdum.»

«Hørdum?»

«Ja - det er en Landsby nord for Århus.»

«Nå så.»

Lull så på ham.

«Det er kedeligt, Tue,» sagde hun sagte. Hun rettede sig lidt:

«Skal du rejse?»

«Hvor skulde jeg rejse hen?»

«Nej-ej - Tue, vil du have det, så rejser jeg slet ikke,» hun lagde bægge sine Hænder over hans og så ham frittende ind i Øjnene.

«Snak, Lull, rejs du kun, det er jo ikke så længe.»

«Ikke så længe - -» hun slap ham, et skuffet Blik strejfede ham - hun sad lidt og grublede.

«Tue,» kom det tøvende, «kunde du ikke komme lidt op og besøge mig?» 69 «Blandt de fremmede Mennesker? - nej, Lull.»

«Jamen der er en Kro.»

«Nej, Lull.»

«Nej - naturligvis nej,» hviskede hun.

Så læste de videre i Seneca.

«Det er Løgn altsammen,» sagde Lull.

«Hvad for noget?»

«Al det han skriver - han mener det jo slet ikke, den Ågerkarl.»

Tue smilte.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Lull var rejst, og Tue gik ene om derhjemme. Ene spiste han ude i Skovhuset hos Mo'r Benjamin, i det tomme Værelse ud mod Fjorden. Ene gik han Vejen frem og tilbage, og ene sad han i sin Stue de langsomme Dage og de lange Aftner.

Udenfor faldt der Sne, tæt og tyst. Landevejen der ovre under Skoven lå øde hen, der kom ingen Vogne i disse Juledage. Der hørtes ikke en Lyd i Huset, alle var bortrejste, kun Tue og Mo'r Engelbrekt, den lille, gamle Kone, han boede hos, var hjemme. Uret dikkede inde i Værelset ved Siden af, Ilden knitrede bag Ovnristen.

Han sad i Lænestolen ved Vinduet og læste. Det var en af det gamle Tysklands store Romaner, om skønne, romantiske Mennesker, der færdes i dybe, grønne Parker med Statuer, Pavilloner og Springvande eller i høje, billedsmykte Sale og afhandler kloge, dybsindige Spørgsmål, ser på Malerier og beundrer Tableauer, mens Årstiderne vexler over den omliggende Egn. Den gav sig god Tid og fortalte grundigt og gyldigt, den havde intet Jag med sine Personer, så lidt som Tue havde det med den.

Side efter Side vendte han, mens hans Øjne gled hen over de tæt trykte Linier, men nu skumrede det, og han måtte lægge Bogen fra sig i Karmen. Med Hovedet støttet i Hånden sad han og så ud - 70 Højdeskoven lyste derovre - han hørte endnu i sit Øre disse klare, velskolede Stemmer tale og tale.

Det knirkede ved Døren, Lampelys faldt ind i Stuens Mørke, og Mo'r Engelbrekt kom frem på Tærsklen, lille og krumbøjet, forsigtig balancerende den røde Bakke med hans Aftensmad og den tændte Læselampe. Lyset skinnede på hendes furede Pande mellem de hvide Kappestrimler.

«God Aften, Herre.»

«God Aften.»

«Værsågod,» hun skubbede varsomt Bakken ind på Skrivebordet mellem Bøger og Papirer, idet hun sank lidt i Knæene.

«Tak,» Tue nikkede.

Mo'r Engelbrekt løftede Hovedet og så på ham med sine trætte, tågede Øjne, Håret lå glat og tyndt om de hule Kinder.

«Måske jeg må gøre Sengen i Stand med det samme?»

«Ja Tak.»

Hun gled ind i Sovekamret, Tue ventede, til hun lydløs kom listende tilbage gennem Stuen, et hvidt, hæklet Sjal var svøbt om de bøjede Skuldre. Ved Døren vendte hun sig og så atter på ham - han fornam det, som krøb to tyste Edderkoppe i hans Ansigt.

«God Nat, Herre.»

«God Nat, Madam Engelbrekt.»

Døren lukkede sig efter hende, sagte Trin listede bort, en anden Dør gik filtet i, så blev alting tyst.

Denne Samtale førte de hver Aften, han og dette lille, skyggeagtige Væsen - det var forøvrigt de eneste Ord, han vexlede med et Menneske i denne Tid; han holdt sig gærne inde hele Dagen og så kun Mo'r Benjamin og hende. Han vidste - igennem Lull - at hun havde været gift, meget ulykkeligt, med en rå og brutal Mand, hvem hun havde født en ham ganske 71 værdig Søn, og hvad hun havde lidt med de to, til hun omsider var blevet befriet for dem bægge ved den enes Drab og den andens Rømning til Amerika. Men den sidste Begivenhed gjordes nok hårdt nødig på Grund af den første - hvad havde hun dog ikke alt oplevet, denne gamle Kvinde - det var underligt at tænke sig, så nær det voldsomme Liv var ind på én.

Tue satte sig hen til Bordet og spiste. Lampen lyste stille over Tallerknerne og Bordets grønne Multum, Teskeen klirrede mod Koppen, og Teen klukkede i hans Mund. Bogen lå opslået ved Siden af ham. Af og til kastede han et Blik i den og læste et Par Linier videre - i «Ottiliens Tagebuch.»

Så skubbede han Bakken fra sig og lænede sig tilbage i Stolen. Med Hænderne flættet bag Nakken så han op mod det tilrøgede Loft.

Det Liv, han nu levede, og som han havde levet, lige siden Lull rejste, var det ikke det, han havde drømt om der ude i det fremmede, ja, egentlig helt fra første Gang, han mødte den livsforødende Sorg

- ene, ikke ensom -?

Han mindedes sin Juleaften, som han havde fejret den her i denne Stue, hvor han havde samlet alle sit Hjems Minder, fejret den med dem og de døde

- han havde frygtet denne Jul - Familiefesten, som han måtte holde ganske ene, han havde ikke glemt sin forrige Jul på Hotellet nede i Frankfurt am Oder

- han havde ikke behøvet at frygte, ti - - -

Først havde han været ovre på Kirkegården, havde siddet på Bænken under den høje Kastanie, lænet på sin Stok og set på de granrisdækkede, sneplettede Høje. Et helt Grantræ havde han købt og ladet Ib, hvis eneste Beskæftigelse det var at være Kirkegårdsgartner, hugge dets Grene af til Juleskærm og Julehygge i denne kolde Vinternat. Han havde siddet dér hos de døde, til Ib ringede ud, og var så siden gået 72 herover og havde tændt Lamperne i bægge sine Stuer og var gået ud og ind mellem de gamle Møbler og havde mærket, hvorledes de døde flokkedes om ham, som hin sidste Aften i det gamle Hus ude ved Sønderbro, og han havde talt med dem som da. Han havde fejret sin Jul i alle sine kæres Kres, og sent på Natten, da han sov ind, havde han troet, at de vågede hos ham.

Jo, det havde været en god Juleaften - mon ikke den bedste, han havde levet?

Han lukkede Øjnene, og frem steg for ham andre Juleaftner, Aftner fra da han var Barn - den, da Alf just var død, den første de intet Juletræ fik, da Moder sad bleg og tavs, Fader vandrede rastløs omkring på Gulvet, og Regitze hulkede i sin Krog - hin mørke, stjærneløse Aften, da selv Betlehems Stjærnen var slukt, og siden, Juleaftnen efter at Regitze var død, da Moder, Fader og han sad ene i de mørke Stuer under de høje, kolde Spejle og grublede - og den sidste, da Fader og han var ene, da Fader sov sin dødstunge Søvn i den sorte Lænestol, og han sad frysende og stum og stirrede i Lampens sydende Lue - -

Han rystede på Hovedet - nej, nej, nej - godt at det var ovre, godt at det var forbi, godt at det aldrig mer skulde komme - - - Fjærntfra strålede hans første Barndoms Juleaftner ham i Møde, som gennem en lav og lille Dør, åbnet langt borte i Årenes Mørke, han hørte Salmers fjærne Syngen og Stemmer og Latter - - den Gang levede Fader og Moder, den Gang var de alle til - ja vist, ja vist - men hvad var det, de Juleaftner havde båret i deres Skød for ham, for dem alle? Hine tre sidste, uforglemmelige Aftner var jo voxet af deres frugtbare Muld som rivende Torne og Tisler af Agerjord - den Juleaften, han nu havde levet, dens Skød var goldt og bar ikke i sig nogen skæbnesvanger Spire, den gav ham kun 73 Løftet om en lang Række lignende, uforstyrrelige, lydløse Aftner, helliget de dødes, de frelstes Minde -

Men også hin Juleaften derude, da Ensomheden havde suget hans Hjærte som en Vampyr, da han havde følt sig som i lufttomt Rum og havde måttet kvæle sin Angsts og Nøds Skrig i Hotelsengens klamme Puder - også den var forbi - så forbi som havde han aldrig oplevet den uden i en tung og skræmmende Drøm.

Han var atter hjemme ved sin Arne, i det gamle Land, i den gamle Stad, hos sine Grave og sine Minder - ja, han havde genfundet sin Barndom, men uden dens Risiko og Angst -

Og hvem var det vel, der havde givet ham at leve dette Liv, det evigt drømte? Han havde aldrig følt det så stærkt og taknemligt som i disse Dage, at det var hende, Lull - hun, der var som den Skat, der lod ham leve uden smålig Bekymring, ganske optagen af sin ene store, hellige Gærning - Livet i Fortiden, Samlivet med de døde - - -

Lull, ja også hun var hos ham i hver Dagens Time og Tanke, den gyldne Baggrund for alt hans Liv - hvorhen han så i denne mildt belyste Stue, måtte han jo huske hende, Minderne lo til ham fra alle Kroge, ømme og skælmske, smilte fra alle Bogens Blade med tindrende Glæde - hun var ham så nær, ja, langt mer inderlig nær, end hun havde været nogen Gang, hun sad her ved hans Side. Da var det altsammen så forstyrrende virkeligt, da var der så meget at vogte på både hos sig selv og hende

- men nu i disse Dage var hun kommet helt ind til ham, helt ind i hans Hjærtes lønligste Helligdom, dér hvor han og de døde levede sammen, dér hvorind hun aldrig måtte kommet, om hun havde været her lyslevende, med sine spillende Øjne, sine rødmende Kinder og sin smilende, altid sladrende Mund.

- Did ind var hun kommet, i Fortrolighed med 74 ham og de døde, en af deres, og derfor erkendte han angerløst og uden Sky, at det var hende, den levende, han havde at takke for sit Samliv med de døde - det, som en Gang havde voldt ham så megen unyttig Anger og Kval.

Han rejste sig, gik et Par Gange frem og tilbage over Tæppet og standsede ved Vinduet. Han rullede Gardinet op og så ud i Natten.

Høj og snehvid stod Skovens Bue derovre dæmrende frem af Himlen, i hvis Dybder Stjærnerne tindrede og funklede, strøende deres gyldne Støv ud i den natteblå Evighed, Mælkevejen svang sit Sølvslør over dem.

Han lænede sig mod Karmen og så over på dem.

Nu stod hun vel i denne samme Stund i sit Vindue der oppe i den fremmede Gård og så op mod de samme Stjærner - og hvor var vel hendes Tanker? Han smilte, han vidste det nok.

Det var, som båres der Hilsen og Bud til ham gennem Nattemørkets Tomhed og Øde ad de lange, vinterhvide Veje, som mødtes deres Øjne højt der oppe i den tyste, gyldentflimrende Verden til et dybt og inderligt Blik.

Han lod Gardinet falde, gik en Vending over Gulvet, og så ind i sit Sovekammer. Men endnu langt ind i Søvnen var det ham, som hørte han hendes Stemme tale langt borte fra, stille og lykkelig - som hin Aften i de sorte, døde Skove - en klar og dæmpet Stræng, der klang i Vinternattens Ensomhed og Kulde - - -

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Hvoraf kom det, at det ikke mere ret vilde gå for ham nu som i de første Dage, hun var borte?

Når han sad og spiste ude hos Mo'r Benjamin, greb han sig ofte i at se over mod Lulls Stol, om hun ikke sad der? nej, den var tom - han lagde Skeen fra sig - hvad var nu det? aldrig før var 75 sligt faldet ham ind, hvad havde han brudt sig om, hvorvidt Stolen var tom eller ej - var det ikke netop den dyrebare Hemmelighed ved deres Samliv, som han havde opdaget i denne ensomme Tid, at hun just var ham nærmest, nu hun var ham fjærnest?

Uvilkårlig så han ud over den islagte Fjord og bort over de mørke Skove derovre, længere og længere ud, næsten som vilde han søge hende et Sted der ude i det store Vinterland - søge hende? var hun da blevet borte for ham, hun, som nylig var ham så nær? ja, ja, det var netop det, hun var blevet borte for ham, hun var ham ikke mere usynlig nær.

Han faldt i Tanker, mens Mo'r Benjamin smilende spejdede bag sin fyldte Suppeterrin - så rejste han sig i et Ryk, han vilde hjem til sine Stuer.

- Om Aftnen, da han sad og læste, hørte han pludselig hendes Stemme i sit Øre, han vendte sig brat, men kun de alvorsfulde Reoler stirrede ham i Møde med de svagt glimtende Bogrygge. Det var borte påny.

Han prøvede på at læse videre, men hans Øjne gled hele Siden ned, uden at han vidste, hvad han havde læst.

Hvad tog hun sig for i dette Øjeblik? hvad tænkte hun på? han vidste det ikke - men før, da havde han stedse været hende nær, levende hendes Liv med hende, nøjagtigt fra Morgen til Aften - han kendte jo så godt alle hendes Luner og Vaner, men nu - ingenting vidste han, ingenting kunde han se - ja, om det så var hendes Udtryk, hendes Ansigt, så begyndte det at svinde for ham - - -

Og hans eget Liv, det der før var så lykkeligt, og som han havde været så glad over - - hvad var det blevet til med det?

Det var, som det stod stille for ham, ubevægeligt og dødt. Ja vist, han havde de døde, men de og 76 han havde ikke den tredie med, deres muntre, lille Kammerat. Han var så vant til at have hende om sig i det daglige Liv, at det slet ikke mere vilde gå, nu hendes lille Fod ikke længere var der - - synlig eller usynlig - til at træde dets Gænge - tilmed i denne trøge Juletid. Sukkende lagde han Bogen fra sig, rullede Gardinet op og så ud mod Stjærnerne. Kolde og stumme blinkede de ham i Møde, øde og lukket stod Himmelrummet over Højdeskovens knap synlige Bue. Ingen Stemme talte til ham fra det Fjærne, Kulden peb i Karmen, han var ene i den store, kolde Nat.

Han slap Gardinet ned og blev stående fortabt og grublede på Tæppet - Tråden var bristet, hvad skulde han vel gøre for atter at få den bundet?

Pludselig hævede han Hovedet - han havde hørt det lige i sine Øren:

«Kommer du ikke op og besøger mig?» Ja - om han gjorde det! om han gjorde det - Han satte sig hen til Skrivebordet. Ja, hvorfor ikke? Den Bejse var ikke dyr, og når han blot fik se den Gård, hun boede i, og Landet ude omkring med Marker og Skove - da kunde han igen, da kunde han følge hende påny, Dag for Dag, indtil hun kom hjem, og deres Samliv atter begyndte. Han holdt ikke af, at hun levede noget, han ikke kendte, da blev det siden så vanskeligt at forstå så mangt og meget hos hende, og han var ikke mere vis på, at han kendte hendes Liv. - Der kom et lille, uroligt Glimt op i ham - hvad var det med de døde? var de ham ikke nok, her i hans Liv? selv om han ikke havde hende, kunde han så ikke nøjes med dem? - var det Ret, at han rejste til hende fra dem - - å Snak, han vendte jo tilbage til dem med hende, de hørte jo sammen, alle, han havde jo selv erkendt det, da han bad hende være den Else, der hjalp ham med at bære den tunge Kiste, og langt 77 dybere erkendt det nu i denne Tid, hun havde været borte fra ham. Jo, han rejste i Morgen den Dag

- Mo'r Engelbrekt måtte sige Besked ude i Skovhuset - - -

«Madam Engelbrekt,» han løb ud i Gangen og bankede på den uldlistede Dør ind til hende, «i Morgen rejser jeg og bliver borte et Par Dage, kan De finde mit Rejsetæppe frem?»

Indenfor lød små, forskrækkede Filtskotrin.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Et skingrende Hvin - en Hvæsen og Rysten gennem alle Vognene, og Toget satte sig i Gang. Tue mær kede Perronen gynge under sig, han stod med Rejsetaske og Stok i Hånden og så Vognrækken langsomt glide hen mellem de flade, hvide Marker som en sort, leddelt Slange med vajende Røghale bagud, mindre og mindre ud imod den tinderblå Himmel.

Han vendte sig om og gik ind i Stationsbygningen, ind gennem Ventesalens tomme, gultmalede Rum og ud på Landevejen bagved. Han standsede på det tilsneede Trappetrin og så ud.

Milevidt bredte Landet sig for hans Øjne, en øde Slette af Sne, grænseløs og tom - langt borte drog en Fyrreskov sin mørke Linie hen langs Horizonten. Spredte Gårdes Tage dukkede op af Sneen, lukkede og stumme. Toget klaprede endnu i det Fjærne, ellers var alt dødsstille.

Hvad var det for en Følelse, der greb ham og fyldte hans Bryst, en Følelse, der var ny og dog så gammel og kendt, som var det selve sit Væsens Grundkilde, han hørte rinde - - Følelsen af landlig Ensomhed og Ro, af ensformigt, uforstyrret Liv i lave Huse på vide Marker under Himlens æterblå Tavshed

- Landet, det han nu genså efter mange Ar, det uforglemmelige fra hans Barndoms Køreture med Fader, det hvis Øde bestandig lå dybest inde i hans Bryst som et Minde fra hans landboende Forfædre 78 Storbønderne på Tave Gård, de som ikke havde kendt til Byer eller Larm.

Han rettede sig - derovre lå Kroen, den lange, én-etages Bygning med den tomme Ruderække, det rødbrune Tag og den vældige Tøndestald - skulde han ikke kunne kende den ved første Øjekast? hvor mange rolige og lykkelige Timer havde han ikke levet bag slige grove, tunge Mure, mens Fader og Assistenterne var i Marken på Opmåling - hans Barndoms gode, gamle Barnepiger var de jyske Landsbykroer.

Tue gik op ad den høje Stentrappe med Jærngelænderet og trådte ind i Skænkestuen.

En let Tobakståge svævede over det lave, brede Rum. Henne ved Vinduet sad der nogle Bønder og spillede Kort, bag Disken med de blanke Glasrækker stod Værten, en duknakket Mandsling i Lærredskittel og målte Gryn.

Han så op, da Tue bestilte sig Brød og Øl - et furet, levergult Ansigt med små, sorte Øjne og et tørt, forpjusket Hår.

«Ja, Herre, ja,» han vimsede hurtigt ud.

Tue kom til at tænke på den lille Terkel Smit fra hans Barndom, Landhandleren derhjemme, han, som havde hilst dem det sidste Farvel fra Byen, når de i tidlige Timers Morgentage kørte op ad Urelandevej - Kromanden var tydelig nok fra Byen dumpet ned her midt i Bondelandet.

Lidt efter stod Brødet og Øllet på Bordet, og Tue spiste og drak, mens han lyttede til Bøndernes sindige Passiar. Det var Ord om Gødning og Stalde og Skovhugst.

Ilden glødede som gyldne Bjærglandskaber bag Ovnens Rist og spillede rød på alle de ophængte Leer og Skovle og blanke Seletøjer på Væggen. Et Ur dikkede Formiddagens langsomme, sollyse Timer. Ude 79 bag Vinduerne gik Landevejspoplerne hen, kullede og forblæste.

«Ligger der ikke en Gård her i Nærheden, som hedder Torup?» spurgte han Værten, da han kom listende hen for at skovle i Kakkelovnen.

«Torup - jo-o, jo, det gør der - det vil sige - i Nærheden -»

«Hvor langt er det?»

«Ja-a, det kan vel være sådan - halvanden Mil, skønt nej - ikke så meget - jo, jo - kan hænde nok et lille Stykke mer.»

«Og i hvilken Retning ligger Gården?»

«Lige ud, Herre, lige ud ad Vejen her forbi, til De kommer ind i Fyrreskoven, dér ligger den.»

«Tak - og det er sandt - kan jeg blive her i Nat?»

«Ja-a, det - det er der vist ingenting i Vejen for.«

Værten listede over Gulvet i sine blomstrede Tøfler og kom tilbage med en fedtet Protokol.

«Om Herren vil være så venlig at skrive deri?»

Han rakte ham et rustent Penneskaft og skubbede et bitte, blåt Blækhus frem. Tue fortrak Brynene - var de nu blevet så civiliserede i Kroerne? men da han lod Blikket glide ned over de få og sjældne Gæster, smilte han atter - det var Uldhandlere, Kvægdrivere, vandrende Urmagere og en enkelt Landskabsmaler, hvis Navn Tue kendte godt, og som lod en Række store, tunge Skov- og Hedebilleder dukke op for hans Øjne. Så skrev han sit Navn til de andres. - - -

- - - Tue gik hen ad Vejen midt i det store, flade Sneland - Snemarker og Snemarker, vidt og bredt - kun fjærnt forude Fyrreskovens takkede Linie lavt over Horizonten. Han følte sig selv som en lille, sort Plet, der flyttede sig hen over de uhyre Snefladers Tomhed.

Blændet af Sol og Sne gik han, omsust af den 80 friske Blæst, der kom syngende langt borte fra og skulde langvejs hen - han mærkede dens rene Tvæt over Panden og sugede dens Kulde ind i tørstige Drag - ak, hvor længe var det ikke siden, at han havde fornummet det frie Vejrs Ånde!

Gårdes tilsneede Tage gled forbi, langt borte stod en Mølles sorte Kors i Søndagshvile. - Han skred fremad, tryg og vel til Mode, hint svage Glimt af Tvivl om Rejsen, han havde haft derhjemme, var nu ganske forsvundet - hvert Skridt, han gik imod hende, var jo et Skridt ind i hans Barndoms Land.

Ja, nu fik han sin Løn for, at han havde stridt imod hendes urimelige Forlangender, da hun før Tiden vilde trænge sig ind til ham og hans - nu, da Stunden var moden, kom hun derind - langt inderligere end nogen af dem havde kunnet ane.

Der fødtes en spæd, klingende Lyd bag ved ham, det lød som en frossen Bæk, der sprænger sit Isspejl og bobler frem. Han vendte sig og så tilbage.

Der kom en Kane kørende hen ad Vejen, den sorte Hest travede, Bjælderne klingrede og klingrede i den gjalre Luft - Tue veg til Side - og den gled forbi ham.

En rødkindet Bondeknøs sad forrest på Sædet og dinglede med Benene ud over Mederne. Bagi sad en pelssvøbt Herre og røg. Hans grå Øjne spejdede på Tue under Brynbuskene.

Kanen sjanglede videre, Røgen bølgede bagefter som et blåt Silkebånd, og Klokkeringningen dirrede fjærnere og fjærnere, svandt og kom atter frem, til Kanen sank ned bag en Banke. Dens Spor lå efter den i Sneen som blanke Skinner.

Nu drejede han ind mod en Landsby, den kullede Gråstenskirke lå på sin Høj og skuede ud over den åbne Egn.

Tue gik gennem Gaden - der lå et lavt, lille Hus med Skilt over Døren: «Hansine Petersen - Trådhandel 81 m. m. - Damehatte.» Han var henne at kigge ind gennem Rudens Isflor - han smilte - hvad mon Lull vilde sige til Hansines Damehatte derinde med de skrigende røde og græsgrønne Bånd og de grelle Klaser af uægte Blomster og Fjer?

Han gik atter op på Vejen og videre. Landsbyen var som uddød, de blanke Ruder stirrede på ham med hvide Gardiner og Porcellænshunde og Urtepotter, kun ved Sprøjtehusets Port stod der en Flok Karle i Klynge og dampede og spyttede. De gloede langt efter ham.

Så var han atter ude i Ensomheden og Blæsten. Telegrafpælenes blå Skygger lå skrås hen over Vejen, Stængerne fulgte langs de snefyldte Grøfter, syngende i den frostkolde Stilhed som skarpe Harper. Tue gik fra det ene Lydrige ind i det andet. Forude voxede Fyrreskoven. Solen skinnede gult i gyldenfrisk Hestegødning midt i det hvide Snestøv.

Henne hvor Vejen bred og lige løb forbi, lå der et lille, enligt Hus med nyt Teglstenstag, langs Vejen strakte sig en Tjørnehæk med skinnende røde Hyben.

Hvem mon dér boede? det så så civiliseret ud - Tue fik pludselig en Følelse af årvågent Menneskeliv i sin Nærhed.

Han standsede ved Hækken og så ind. Vinduerne lyste ham klare og blanke i Møde over Havens sorte Tujaer og eskimoagtige, halmindsvøbte Buske - tobaksbrune Gardiner hang tæt bag Ruderne, og han syntes at se en blå Piberøg krcse derinde. En hvid Kaffekop stod fremme på Skrivebordet ved en op slået Bog og Dynger af Folianter. Bag i Stuens Mørke skimtede han Bogrygge, fuldtproppede Reoler og en Kakkelovns blanke Søjle.

Der var ingen derinde - kun Piberøgen sejlede rundt.

En sirlig skuffet Gangsti førte op til Stentrappen 82 - inde i Gården strittede Pumpen med sin Stang og stod en friskhugget Brændestabel.

Tue stirrede længe derind, så løftede han Hovedet og gik videre. Hvilket ensomt Menneske mon her levede med sin Viden midt i dette barbariske Vinterland?

Nu dukkede han ind i Fyrreskoven, Blæsten tav med Et, der blev blikstille i hans Øren. Vejen løb foran ham, ligesom smallere og hvidere mellem de tætte, grønne Mure. Ubevægelige stod de mastehøje Fyrrer, bredende de tunge Grene ud, Top ved Top. En syrlig Harpixduft svævede imellem dem. Alt var højtideligt og mørkegrønt

Tue åndede den krydrede Duft, kvægende sine Øjne ved denne grønne Hvile efter Sneens urolige Blinken. Grankoglerne rødmede i Solen, der i smalle Striber faldt ind mellem Grenene. Dybt inde i Skoven gik der et Sus, langsomt og stolt som en Ørns kongelige Flugt.

Pludselig skiltes Granmuren, et Havegærde løb langs Vejen, og en bred Allé gik ud mellem Granerne

- dér lå Gården!

Tue veg hastig til Side, angst, som kunde nogen få Øje på ham. Han stillede sig i Læ bag en bredgrenet Fyr og så ind. Vejen blev ved at løbe, smal og hvid, videre frem gennem den tætte, ubevægelige Skov.

Det var en høj, toetages Bygning, hvid, næsten skjult af Træerne, kun Kvistetagen steg op over de grønne Toppe med blanke Vinduesøjne, som måtte kunne se over Skoven langt ud i Landet. Der hang hvide Gardiner deroppe og stod et Vandstel i Karmen og et Spejl med Ryggen til. Det var Lulls Kammer, det vidste han så sikkert, som havde nogen sagt ham det - han så hele den lille Stue for sig, blåtapetseret med de hvide Håndklæder, den hvide Seng, Bordet med den rene Dug og Kakkelovnen - 83 kold og frisk, kraftig duftende af grønne Nåles Harpix.

- Deroppe fra var det altså, hun hilste de blinkende Stjærner over Fyrretoppene og bad dem bringe ham Bud, deroppe fra at hun spejdede ud mod Syd, mod Dalen og Skovene, hvor deres Hjem lå

Og der nede i de rummelige Stuer gik hun med sine lette Fjed og smilende Øjne, venlig og mild blandt alle disse fremmede, men ingen vidste, hvem det var, der levede i hendes vævre, små Tanker. - -

Nu kun et Par Skridt, og han vilde stå over for hende - men aldrig kunde det falde ham ind at gøre de Skridt. Han havde hende så nær, som han aldrig kunde få hende, om han så stod over for hende med hendes Øjne og hendes Hænder i sine. -

Langt inde skreg en Skovfugl, Gårdens Ruder blinkede, Skoven tav.

Og langsomt med lukkede Øjne og fuld af Vellyst fornam han, hvorledes hans Drøm derhjemme fra gik i Opfyldelse, hvorledes hun her i Landets kendte Stilhed smæltede sammen med hans Barndom og alle hans inderste Minder - hvorledes al Strid stilnede af i Fred.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Tue var atter hjemme og gik atter om på de gamle Steder, men nu var alt påny stille og godt. Han skøttede sine Grave, læste sine Bøger, spiste ude i Skovhuset og gik Vejen frem og tilbage, han førte sin Aftensamtale med Mo'r Engelbrekt og sad ved Bordet ved Lampen - levende i uforstyrret Ro med sine døde.

Han havde påny hentet sig en sådan Sum, at han ubekymret kunde leve dette sit Liv, drukket så dyb en Slurk af Livets Kilde, at han atter kunde færdes i sit Skyggerige.

Og sent om Aftnerne, når han havde læst så 84 længe, at hans Øjne sved, og Olien begyndte at mindske i Lampen, rejste han sig, rullede Gardinet op og hilste God Nat til Budbringerne, de høje, flimrende Stjærner. Og sov han ind, var det ham dobbelt stærkt, som både den levende og de døde vågede hos ham.

- Men så en Aften, da han sad og læste, det var stadig i «Wahlverwandtschaften», der var det velsignede ved den Bog, at man aldrig blev færdig med den, havde man læst den ud, var der altid noget, man gærne vilde se igen, og så var man påny midt i den - da greb det ham med Et - på Tirsdag, om to Dage, var Ferien forbi og så - så vilde Lull komme - - -

Han rettede sig i et Sæt og lagde Goethe fra sig

- at det var så nær - to Dage - kun to Dage - så kom Lull - - -

Men - hvad var dog det for noget? - var han

- var han da virkelig bange for, at hun skulde komme?

Hvad var dog det? - han sad foroverbøjet og stirrede ud for sig - forude gryede der noget for ham - noget, der gennembævede hans angstfyldte Væsen, som just nu troede at have overvundet al Ufred og Splid og ved sin Ild have ladet alt smælte sammen i Endrægtighed - der truede med at splitte al det indsamlede for alle Vinde og påny kaste ham ud i den Valgets Uro, han ikke formåede at tåle - var det da muligt at - - -

- Han foer sammen - det ringede, hæftigt og skingrende skarpt - - -

Hvad var det? hvem kom nu her midt i Natten og vilde ind til ham, nu han var helt ene i Huset?

- Mo'r Engelbrekt var forlængst gået til Sengs - og nu lige han havde opdaget al dette - -

Snak! han greb nervøs efter Lampen og gik ud

- han måtte se efter. Det var mørkt der ude mellem 85 al Tøjet, Lampelyset blændede på Rudens riflede Glas - han syntes, han skimtede dunkle Omrids i det tågede, blå Mørke derude, hvor Januarnattens Lys faldt ind fra det højtsiddende Trappevindue - han famlede ved den kolde Lås -

- i det samme sprang Døren op, Lampen klirrede i hans Hånd, han havde to lodne Arme om sin Hals og en frisk Mund ind til sin - han hvirvledes fra Gangen ind i Stuen, rundt på Tæppet, op og ned, så Kuplen sang, og Bøgerne fløj.

«Lampen! Lampen!«

«Lampen - å pyt! Tue, her har du mig igen!«

Svimmel fik han Lampen sat fra sig på Bordet og sig selv placeret i Armstolen.

«Men Lull da - det var jo først - -»

«Først - tror du da virkelig, jeg kunde vente så længe? - å Tue, hvor har jeg længtes efter dig! og nu er jeg her endelig - her -» hun strakte leende sine Hænder ud imod ham.

Ja, der stod hun midt på Tæppet, let og slank, skinnende lys i al sit sorte Pelsværk - hendes Kinder blussede, hendes Mund lo - Reolernes Skygger faldt hen over hende, Lampen futtede skræmt på Bordet og bragte hendes Øjne til dobbelt at glimre og gække.

«Tue - jeg er så glad! så glad!»

Hun kastede sig pludselig på Knæ og så ham op i Ansigtet med sine tindrende blå Øjne og sin hurtigt åndende, røde Mund, Håret stod hende forvirret og brusende om Ørene under den bælgmørke Zobelhue. Der åndede fra hende et berusende Pust af Vinterfriskhed, Ungdom og Rejsehast - han stirrede hende bedøvet ind i Øjnene.

«Tue! Tue!»

Hun greb hans Hånd og kyssede den.

Han mærkede hendes Munds Glød helt op i sine Årer - han bøjede sig hastigt frem, hun slog Armene 86 om hans Hals, og de kyssede hinanden, hurtigt og hæftigt.

«Tue! Tue!« jublede hun op, «Gudskelov!»

Så var hun på Benene igen.

«Tue, jeg må af Sted! Bjørn holder dernede, og det er koldt for ham - varer det for længe, render han med Køretøjet og det hele -« hun løb omkring for at finde sine Handsker, «Tue, i Morgen kommer jeg igen - og så - så Tue - så skal vi til at leve!» Hun sprang atter frem imod ham, han gjorde en afværgende Bevægelse, hun kastede et Fingerkys til ham, og ude af Døren var hun - smæk - smæk

- smæk - galopperede hendes Fødder ned ad Trappen

- han nåede akkurat tidsnok ud med Lampen til at se hende tage de sidste Trin der nede i Dybet.

Hun bøjede leende Hovedet tilbage og så op.

«God Nat, Tue! God Nat - godt endda at du var oppe, tænk, om jeg havde måttet ringe dig op af Sengen - ja, for det havde jeg gjort - jeg vilde se dig! se dig! - God Nat!»

Døren slog i, Hovslag skrabede dernede - så rullede Hjul ilsomt bort gennem Sneen.

- - - -

Tue vaklede ind til sig selv - han satte Lampen fra sig på Bordet og sank ned i Stolen - og pludselig var det, som om en Fjer brast sammen i ham

- han følte sig så afkræftet og mat som efter et hurtigt Løb. - Det var for meget, altfor meget, altfor voldsomt for ham - -

- Som en Storm var hun kommet over ham - der ude fra Vintren og den vide Nat - her ind i hans tyste, lampelyse Stue, i hans Livs daglige, stille Gænge - blank som en akerusisk Sø havde hans Liv ligget hen i disse Dage, spejlende det forgangnes Skyggebilleder i sørgmodig Fred - og nu - oprørt til Bunden var den - Bølgerne piskede hen, 87 Skyggebillederne vejrede bort, og han selv - ført hvorhen?

Ja, hvad var det for Følelser, der var luet op i ham, da han pludselig fik hendes Arme om sin Hals og hvirvlede omkring med hende dér på Gulvet, da hun lå på Knæ foran ham, og han fornam hendes Kys på sin Hånd?

Fra et ukendt Dyb i hans Sind var de luet op som en pludselig Ild og nu atter pludselig slukket ned - denne brusende Fart, denne Larm og Støj, den kunde beruse ham - et Øjeblik, så vågnede han op og følte sig dobbelt træt, ja dødsens træt - - nej, nej, bort med det, han kunde ikke have det, Fred vilde han have, Fred til at leve med sig selv og sit inderste Væsen og sine døde, som boede der inde i Stilheden, Fred til at leve som han havde gjort det i disse Dage.

Og dog, dette ene lille, ubeherskede Kys, hvis Glød han endnu mærkede på sin Hånd som en sviende Gnist - var det ikke mere værdt, ikke mere sandt og oprindeligt Liv end hele hans Sjælesitren i al denne Ensomhedens Tid? end alle disse Drømmerier om Sjælssammensmæltning og Samliv i det Fjærne? - ja, var det Liv, det han havde levet i disse Uger her i denne mørke Stue mellem alle disse forgangne Møbler og forgangne Bøger - ene, kun med den gamle, livsskræmte Kvinde der inde bag Panelet og Dørlisterne? -

Lull - Lull, som hun var fløjet ham om Halsen, vild af Længsel, som hun havde hvirvlet ham rundt på Gulvet, som hun stod dér og lo i al sin Ungdoms og Lykkes Svulmen - overmodig - sejrsstolt - var det ikke Livet? var hun ikke Livet?

Han foer sammen - hvad var det dog for Ord, han talte - hvad var det dog for Veje, han var inde på - Livet, hvad kom det ham ved - hvad 88 havde han med det at gøre, havde han ikke forlængst gjort op med det?

Han sank atter sammen, hans Hånd gled træt hen over Panden -

Ja, ja - var hun Livet, så var han Døden - og dér var det, dér, det han havde anet, før da han sad ene, det der nu kom og gik som en skærende Sav gennem hans sitrende Væsen: de havde intet med hinanden at gøre, de var hinanden fremmede, de stod - påny - hver på sin Side af den dybe Kløft.

Ja, var hun kommet som en Storm, så havde den Storm splittet al det løse Væv, han havde spundet her i Ensomheden, og hvormed han havde søgt at drage hende ind til sig og sine - et Pust, og det var borte -

Som et Slag havde han fået det i Ansigtet, at det var Indbildning og Dåres Drøm, at hun hørte til de døde, som han hørte til dem - hun, som var selve Livet -

Å, men hvorfor var hun dog kommet, hvorfor var hun ikke blevet deroppe så usynlig, som var hun død - hvorfor havde de ikke stedse kunnet fortsætte dette salige, søde Liv, der, hvad enten det nu var Liv eller ej, for ham var det eneste rette, det eneste mulige, det eneste i hvis stille Luft han kunde ånde?

Havde hun vidst, hvor kær hun havde været ham derinde - hun var aldrig kommet, hun var stedse blevet i det Fjærne - men nu, nu måtte de atter skilles, nødvendigt, han lukke sig inde i sin Ensomhed, og hun lege ene derudenfor - ubodeligt, skæbneforlangt - -

Det var som et Blodtab dette, et Tab af de inderste, ædle Deles Blod, dem, han ikke kunde undvære - han mattedes, han kom aldrig over det, han kom aldrig mere til at leve som nu.

89

Han havde stræbt mod Livet - Livet på hans Vis - og det havde tappet ham for hans håbefulde Blod - nu var det, som svækkedes Livet selv - han havde villet flætte Livet og Døden sammen til en fælles Krone, nu havde Livet slidt sig løs og stødt Døden tilbage i Mørket. Ja, ja, det var den retfærdige Straf, det var den nødvendige Følge af hans Frafald - ti hvad havde den vel været andet i sin inderste Rod, den Drøm, som havde syntes ham så skøn og rig, end det kendte gamle, det der klædte sig i tusinde Skikkelser og dog blev det samme - den evige Fejhed, det evige Forsøg på at liste sig fra det, på at lempe sig over det - liste sig uden om Dødens Tomhed ved at lempe hende med derind - - - Men o, hvor havde han kunnet gøre det, havde han da ikke tænkt på de døde - at pådutte dem hende, en fremmed, en levende, en, der aldrig havde siddet i deres Kres - drage hende med der ind i deres for al Verden skjulte Samliv, lade Livets og Lysets Stråler falde der ind i det hemmelighedsfulde Mørke - - - Nej, nej, han kunde aldrig mere føle for hende som nu - o, så ømt, så inderligt han havde følt - og det havde været Bedrag altsammen - ja, mere end det - Formastelse havde det været - -

- og han klagede, han vovede endda at klage, som om han ikke burde takke for nådig Straf - at han ikke havde mistet hende for stedse.

- mistet hende? så kunde han da altså ikke undvære hende alligevel, nej, han følte det - hvor skulde han kunne det? hendes travle, lille Tunge, der sang for ham som Davidsharpen for Saul, hendes utrættelige, faste Hånd, der så legende let fjærnede fra ham al det små Bekymmer i det daglige Liv her hjemme og på Skolen, der ellers vilde have voldt ham idelige Kvaler og grebet brutalt forstyrrende langt ind i hans Sjælelivs sitrende Spind - deres Skjold var hun, 90 hans og de dødes Skjold mod den ydre Verdens Vold og Larm - - -

Blot han vogtede sig for, at hun ikke blev til mere, at hun ikke trængte sig derind, hvor hun ikke måtte komme og ikke kunde komme, så fik han Lov at beholde hende.

Men én Ting var vis - Lull måtte intet mærke til hans skønne Drøm og dybe Vildfarelse - det var Synd, heri havde hun ingen Skyld, dette var ene hans Brøde, hun skulde ikke for anden Gang, som før i Skovhuset, lide for det, hvorfor Fejlen ene laa hos ham - i hans Mangel på Evne til at nøjes med den Skæbne, som nu én Gang var hans. Og desuden, erfarede hun noget om dette, hvor nær vilde det da ikke ligge hende at gøre sin Fordring gældende på at bevare den Plads, hun én Gang havde erholdt - og det - det kunde jo aldrig tilstedes - foruden at det havde vist sig, at det var umuligt - -

Men når nu blot i Morgen det vante Samliv begyndte, og de igen kom i Stilhed og Ro - det var jo kun i Aften, det gik så voldsomt til, det vilde svinde ved det daglige Samliv med ham, og måtte svinde, ti denne Larm gjorde ham ondt, den havde skræmt Tanker og Følelser op i ham, som han frygtede og aldrig turde lytte til - så vilde han vel snart glemme sine højtflyvende Drømme - ja, det vilde han, ti det måtte han - og nøjes med den gode Virkelighed - ak ja, den gode Virkelighed - - - nå ja, ja - så velkommen da, lille Lull.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

«Tue, er du ikke glad over, at jeg er kommet hjem?»

«Ikke glad -» han så overrasket på hende.

»Ja, du er så underlig imod mig.»

«Snak,» han så sky til Siden.

Hvad nu - havde hun da virkelig opdaget det - alligevel - havde han da ikke kunnet dølge det, betvinge 91 denne sin dybe Skuffelse, der var så utilladelig og tillige så farlig, om hun forstod den -

Det rørte ved hans Hånd, han så ind i Lulls prøvende Øjne.

«Og, Tue, jeg er endda så glad over at være kommet hjem.»

Tue så varmt på hende - dér lød det Ord i hendes Mund, det skønneste, han vidste - nu havde hun lært at nemme det - hun, den lille, landflygtige uden Hjem eller Land -. Og han så hende endnu, som hun i de første Dage støvede omkring i bægge Værelser, hilste nejende God Dag til sit eget Billede i alle Spejlene, prøvede at sidde på alle Stolene og lå på alle Fire foran Kakkelovnen og så dens røde Skær spille over Gulvtæppet og Reolerne, for så atter at springe op og løbe hen til ham og se ham ind i Ansigtet i jublende Glæde: »Tue, jeg er atter hjemme,» med disse klare Øjne, som aldrig havde den mindste Hemmelighed at dølge for ham, og da var det ham, som måtte han blusse af Skam over alle disse sine hemmelige Ønsker om, at hun aldrig var kommet, men bestandig var blevet borte fra denne lille Stue, der var hende så kær - og han følte dybt, at Virkeligheden var god - bedre end alle Drømme, der blot førte ud i det umulige og ulovlige.

»Jamen jeg er også glad for dig, Lull,« sagde han smilende.

«Er du?» hun så hurtigt spejdende på ham. «- ja,« sukkede hun lettet og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, «- det var jo da også umuligt andet.»

Tue strøg hende let hen over Håret; egentlig holdt han ikke af, at hun var så kælen, det forstyrrede ham i at tænke - og det var ligesom en Fordring på, at deres Forhold skulde være et nærmere, ømmere, end han vilde - heller ikke hendes Ord: «det var jo da også umuligt andet» behagede ham - der var noget ængstende i denne selvfølgelige Sikkerhed - 92 men just når hun således ganske gav sig hen til ham, følte han det, som havde han noget at gøre hende Bod for - ret som kunde hun vide, hvor dybt han havde lukket hende ind i sit Sind, og hvor langt han nu atter havde måttet lukke hende ud.

«Å Tue - men du véd heller ikke, hvor jeg har længtes efter dig der oppe i Torup - å mange Gange bedst som jeg gik, eller som jeg sad ved Bordet, kunde det skrige i mig så voldsomt: kunde jeg blot nu, nu få ham at se - nu! nu! - og så måtte jeg knuge Hænderne sammen og løbe gennem alle Stuerne for at blive fri - sådan længtes jeg efter dig, Tue» - hun så op.

Han mødte hendes Blik, usikkert, flimrende - han tænkte på, hvorledes hun blot hin høje Solskins- dag havde behøvet at gå uden for Havediget for at se ham og slutte ham i sine hæftige Arme - hvor let kunde han ikke være bleven grebet i sit Forræderi, hvor farlige Slutninger kunde hun ikke have draget af det - ja, hvor ansvarsløst havde han dog ikke handlet! - og ved Siden af - det var næsten, som bedrog han hende -

Han tog hendes Hånd.

«Lull, fortæl mig lidt om dine Slægtninge deroppe, du har slet ikke sagt mig noget om dem.»

Hun så fortørnet på ham: «Å du - du har jo ikke villet fortælle mig det mindste om, hvordan du har haft det, mens jeg var borte.»

«Har jeg ikke -»

«Å det - nej, men hvad du har tænkt på, det er dog det, jeg helst vilde vide.»

Han slap hendes Hånd - tænkt på - hvad? skulde hun have en Anelse? Nej, det var jo umuligt - men han måtte skyndsomst dække sig.

«Tanker er toldfri, Lull,» sagde han med et Smil.

«Så - nej, det er de slet ikke, jeg vil have Told af dem, af dine Tanker, Tue.» 93 «Jamen det får du ikke,» han rynkede Brynene - nu skulde hun ikke vove sig for vidt.

«Å -»

Der blev en lille Pavse.

«Fortæl så, Lull,» sagde han - det var bedst at komme fra det.

«Jamen hvad skal jeg fortælle dig, Tue - det var jo bare gamle Mennesker.«

Tue smilte: «Nå ja, derfor kunde der dog vel nok være noget at fortælle om dem.»

«Så - hvad skulde det være?» - Lull så forundret på ham - «Tante, det er sådan en stor, gammel Kone, å så tyk, at hun måtte gå sidelæns ind gennem en Dør, og så klappede hun mig på Hovedet med sine fede Hænder og gav mig Sukker, akkurat som jeg var et lille Barn - synes du, det er interessant? - og han, hendes Mand, havde et langt, gråt Mosskæg og et brunt Træansigt og lange, stive Støvler, der knirkede, så tørre var de - og snakkede bare om Kvægsyge og Skovhugst, og hans Stemme knirkede omkap med Støvlerne - synes du, det er interessant?»

Tue så ud for sig - nå således var altså de Mennesker, der levede i den hvide Gård i Skoven.

«Var der ikke andre Mennesker deroppe?»

«Nej, der var ikke - jo, der var en Dag en ung Assistent nede fra Stationen, han kom der op til Tante, han havde sådan et sort Skæg og hvide Tænder og lo så meget -» hun standsede lidt.

«Så?»

«Ja - han var for Resten pæn.»

«Nå, men ikke fler?»

«Jo, så var der Fallentin, men han var jo også gammel.»

«Hvem var det?»

«Å, det var bare en filologisk Kandidat - han boede der oppe på Landet helt alene og havde altid 94 boet der, lige siden han tog sin Eksamen, da han var ganske ung, og han bestilte aldrig andet end at læse i alle mulige, gamle Bøger - og andet tænkte han heller aldrig på - det må være skrækkeligt.»

«Fallentin -» Tue så søgende hen for sig, så så han pludselig op, «å - var det ham, der boede i det lille, røde Hus ved Indgangen til Fyrreskoven?»

«Hvad?» Lull stirrede forfærdet på ham.

Det gav et Sæt i ham - han havde nær bidt Tungen af sig - for Satan, hvad havde han nu gjort? røbet hele Hemmeligheden, just som han havde klaret den for hende -

«Å ingenting - jeg mente bare -» han slog ud med Hånden.

Lull sad og stirrede på ham, hendes Øjne blev større og større, hendes Hænder krammede om Livius, så Knoerne hvidnede - hvad gik der dog af hende?

«Tue - har du været deroppe?» et Tag i hans Arm, så han mærkede Neglene langt ind i Kødet.

«Nå da, Lull - hvad er der i Vejen?« han forsøgte at rive sig løs, men hun holdt ham krampagtig fast. Hendes Øjne stirrede stive og forfærdede i hans.

»Har du været deroppe? har du?»

«Om jeg har været deroppe?» han forsøgte at smile.

«Har du, Tue?» hun lå helt forover og stirrede ham ind i Øjnene. Hendes Fingre klemte hans Arm, så han nær havde skreget.

«Lull! er du tosset? - Ja vist har jeg, men -»

Hun slap ham og gjorde en pludselig Bevægelse forover, så greb hun sig op til Halsen, som skulde hun kvæles - hun sad bøjet over Bordet, hun så ikke længere på ham, krammede kun Livius fast.

«Tue, hvorfor kom du ikke ind?» hendes Stemme lød underlig hæs og tør.

«Hvorfor?»

»Ja, hvorfor ?» hun skjalv, så Blækhuset rystede.

95

Hendes Bevægelse opbragte ham - hvad i al Verden var der at lave sådan en Scene for? han følte den som en Brod i sit Indre - Hidsigheden drev på, og han brast ud: »Å så gid du aldrig var kommet - hvad vilde du her efter? mens du var borte, var alting godt!»

Der gik en Skælven gennem Lull, hele hendes Legeme bøjede sig sammen.

Hun sænkede sig dybere over Bordet - hendes Stemme var nu så hæs, som fik hun kun Ordene over sine Læber, fordi hun måtte, måtte vide Besked.

«Tue - hvorfor?»

«Hvorfor - fordi,» udbrød han blodrød i Hovedet, «fordi - hvad brød jeg mig om at se dig - hvad brød jeg mig om det - når -» han åndede uvilkårlig lettet op - nej, han havde ikke brudt sig om at se hende - så vidt havde han ikke drevet det -

«Hvad brød du dig om at se mig?» gentog hun dumpt.

Hun slap Livius og forsøgte at rejse sig, men faldt forover ned på Skrivebordet, krympede sig sammen - og brast så pludselig i Gråd - en Gråd, så voldsom, så løssluppen, at hendes Hoved kastedes fra den ene Side til den anden, og hendes Knæ slog imod Bordet - der rystede ham ind i hans Inderste og hvirvlede alle hans Tanker imellem hverandre.

«Men Lull - Lull da -!«

Men hun hulkede, så hun vred sig derunder.

«Lull dog - lille Lull,» han bøjede sig forskrækket over hende.

I et Nu var hun oppe, hendes Øjne tindrede gennem Tårerne, hendes Læber stammede og dirrede, Håret stod hende brusende om Panden.

«Rør mig ikke! hvor vover du det? rør mig ikke, siger jeg!»

Og atter faldt hun ned i sin Gråd - hun strakte Hænderne ud fra sig og græd ned i det bare Bord.

96

Det var, som hele hendes Væsen strømmede hen i Gråd.

«Men lille Lull da - hvad er der? jeg forstår dig slet ikke.»

«Nej, du forstår mig ikke, forstår mig ikke -» hulkede hun, «forstår mig ikke,« og hun hånlo midt i Gråden.

«Nej, så min Sandten om jeg gør!» udbrød han utålmodig og skubbede Livius fra sig, «hvad er det dog for en Scene?«

- Som om det ikke var ham, der havde Grund til Fortvivlelse - således som han nu var blevet trængt op i en Krog og følte Jorden gynge under sig - derimod hun - hvad Grund havde hun til at hulke?

«Nej, men jeg forstår dig! nu forstår jeg dig!» foer hun op, hun bøjede sig i et Kast lige ind imod ham, så han uvilkårlig rykkede tilbage - hendes Øjne flammede svovlblå i det dødblege Ansigt, Munden brændte blodigrød, »- nu forstår jeg dig - kun skal du sige mig, hvad mente du med at kysse mig? svar mig, hvorfor kyssede du mig den Gang, du nok véd - hvor turde du vove at kysse mig?»

«Vove? -» han stirrede forbavset på hende.

«Svar! vil du svare!» hun ruskede ham i Armen.

«Fordi - fordi - å Lull, du er jo tosset,» det manglede bare, skulde han nu også ud med det.

«Hvorfor kyssede du mig? hvorfor? svar! svar!»

«Fordi du er et Barn - for Pokker - for at stille dig tilfreds.»

«Et Barn - et Barn -» hun slap ham, «nå så det tror du, at jeg er et Barn - et Barn - å Herregud - og jeg som troede - har troet - troet -» jamrede hun og vred sig, »å, men nu véd jeg, hvad jeg har at gøre - nu skal du få at se!»

Hun sprang op så smidig som en Kat, løftede Hånden med det sammenknugede, våde Lommetørklæde og stirrede vildt på ham med sine tårefunklende 97 Øjne - «bi du nu - nu véd jeg, hvad jeg har at gøre!»

Tue sad aldeles målløs og stirrede på hende - hvor var hun skøn, som hun stod dér i den simple, grå Kjole, med det bølgende Bryst og den løftede Arm - - men hvad mente hun « - havde troet - nu véd jeg, hvad jeg vil gøre -» ikke et Ord begreb han - hvorledes var dog al dette kommet?

«Jeg begriber ikke et Ord af det hele, Lull,» sagde han lavt.

Hun sank pludselig sammen.

«Nej, du begriber ikke et Ord af det -» gentog hun langsomt - hun foer sig med Armen over Panden.

«Nej, du gør ikke -» mumlede hun som i Søvne, som indpræntende sig Ordene. Hun kastede det våde Lommetørklæde fra sig.

«Nej, du gør ikke - nej, men jeg véd, hvad jeg har at gøre -»

«Hvad mener du?» lød det inden i ham, men han vovede ikke at spørge. Aldrig havde han set Lull sådan - at det var hende - som hun dog havde grædt - han kom næsten selv til at ryste derved.

Lull tørrede sine Øjne i det våde Ærme og rettede på Hårbåndet. Så satte hun sig til Rette ved Bordet, halede Bøgerne frem, så stift på dem, sukkede og rettede sig atter.

«Tue, lad os se at blive færdig,» hviskede hun med Profilen gemt bag Hånden.

«Ja -» han åndede lettet op - Gudskelov, nu lod det til at stilne af - hvad det så havde været - og han var dog sluppet nogenlunde fra det med sin Hemmelighed - hun anede jo ikke - han flyttede sig nærmere til Bordet.

Lull begyndte at læse op, hurtigt og åndeløst, som gjaldt det at jage det færdigt - af og til gav det et Ryk igennem hende, hun flyttede uroligt Albuerne - 98 hendes Stemme havde atter denne tørre og sprukne Klang.

Tue kunde knap følge med i sin Bog, han rynkede utålmodig Brynene, men kunde ikke få sig selv til at irettesætte hende - hun havde grædt, som han aldrig før havde set hende græde, og han frygtede for at åbne de Sluser påny - de kunde jo derved nemt komme dybere ind i det, end han ønskede - desuden, han var halvt mod sin Vilje rørt - han kunde stadig ikke frigøre sig for en vis Følelse af Skyld imod hende. Lull standsede - han foer sammen - hun var færdig, det var hans Tur, og han begyndte at oversætte, langsomt, søgende, Ord for Ord - det var en brydefuld Sætning, og det gjaldt at tage sig sammen - Lull sad jo endnu og rystede ved hans Side - men lidt efter lidt fangede Vanskeligheden ham, han blev ivrig, hidsig på at sprænge den og trænge ind til Meningens Kærne, og han glemte helt det andet.

«Sådan Lull, sådan må det være -» han greb uvilkårlig efter hendes Hånd, glad, som altid, når han havde klaret et vanskeligt Spørgsmål.

Hun lod ham beholde den, den var iskold, og nu mødte han hendes Øjne, klare og kolde, forgrædte ved Øjenrandene, men faste og lysende langt inde, stirrende ham i Møde med et forunderligt fjærnt og fremmed Blik.

«Så,» han rejste sig op - nej, der var intet Udkomme med hende i Dag.

Hun blev siddende lidt, ubevægelig, og så ned for sig - så rejste hun sig i et Sæt og gik ud i Gangen - uden et Ord

Han hørte hende trække Tøjet på derude, og pludselig faldt der en Skræk i hans Hjærte, en meningsløs Angst, der brød ind over ham, han vidste ikke hvorfra - gik hun? forlod hun ham? for stedse -

Han gjorde et Skridt frem - i det samme kom 99 hun ind ad Døren, bleg og med sammenknebne Læber, hun så slet ikke på ham, gik hen over Gulvet og tog sine Bøger, vendte sig om og gik atter mod Døren, tavs.

Han stod forlegen i sin Krog og så efter hende.

Pludselig brød det frem over hans Læber:

«Kommer du så i Morgen, Lull?»

Hun så op på ham, hurtigt og med et hvast Blik.

«Ja, du kan tro, jeg kommer i Morgen.»

Hun slog Døren i efter sig, han hørte hendes ilsomme Skridt ned ad Trapperne.

Han rystede forundret på Hovedet - hvad i al

Verden var dog det for noget?

- - -

Han havde tænkt nøje over det siden i Går, efterat han var blevet ene og var kommet nogenlunde til Ro oven på den Historie, men han begreb det ikke. At hun kunde være bleven fornærmet over, at han ikke var kommet ind til hende på Torup - ja, det kunde han endda forstå - hun var jo nu en Gang et Pigebarn - men at hun kunde blive så fortvivlet - nej, det fattede han ikke.

Imidlertid - det var sikkert bedst at lade som ingenting og komme hende i Møde som sædvanlig - de kunde ellers let komme ind på nærmere at udrede hele denne Sag, og det måtte jo for enhver Pris undgås, desuden var hun vel også selv skamfuld over, sådan hun dog havde båret sig ad og ønskede det hele glemt.

Ja, han vilde for hendes Skyld - og for at få Fred - se at glemme denne personlige Krænkelse. Det kunde jo heller ikke nytte at tage sig det altfor nær, hun havde gjort i Går, hun havde jo været helt ude af sig selv.

Det eneste, han angrede, var hans meningsløse Spørgsmål: om hun kom igen? ja, naturligvis kom hun igen - hvorfor skulde hun ikke det? der var 100 noget ydmygende i det, næsten noget, som om han havde udleveret sig til hende. -

- Men det kom helt anderledes, end han havde tænkt sig. Da han henne på Skolen hilste hende God Morgen med et Smil, som om intet var hændt dem imellem, så hun ikke en Gang på ham, mumlede kun et kort God Dag, stod lidt foran ham, bleg, med nedslagne Øjne, vendte sig så og gik - ikke et Smil eller et gækkende Ord, ikke en Gang at hun tog hans Hånd, den hun ellers plejede at fange ind i sin i et hæftigt Tryk.

Han stirrede forbavset efter hende, så foer Blodet ham til Kinderne - nå således - hun vilde spille fornærmet, når han kom her og ydmygede sig således for hende, hun glemte nok, hvordan hun havde overfuset ham i Går, og hvem det var, der havde Grund til Vrede - men bi - nu kunde hun vente, til han skulde se venligt til hende igen - og han drejede sig forbitret om på Hælen.

Men det vilde ikke ret gå med den Vrede.

Lull lod jo slet ikke til at agte på den, hun så knap til ham og svarede ham knap, som hensunken i et eller andet altopslugende Problem, en Beslutning, hun havde fattet, og som hun nu grublede på, hvorledes hun skulde udføre - og hvordan var det dog med hende? Hun var jo blevet som en hel anden på den ene Nat - ligesom højere og større - hendes Ansigt var ligesom blevet smallere, det barnlige

og legende var forsvundet som med ét Slag - hun var blevet som voxen på én Gang, så afmålt og værdigt hun førte sig. Og hvad var det vel, som dér optog hende så ganske, at hun slet ikke lod til at ænse ham, hun, som før havde hængt over ham hvert Dagens Øjeblik? - noget hun tænkte på hen over hans Hoved, og som han dog instinktmæssig følte, angik ham - «nu véd jeg, hvad jeg vil gøre

- nu véd jeg - - -» 101 Han så nysgærrig på hende, men følte sig samtidig underlig utryg - næsten som da han var Barn, og de voxne sad sammen i Rådslagning, halvt sky, halvt glad til Mode over at være fri for at deltage i denne alvorlige Planlægning til Husets fælles Bedste - ret som hun var en, der var ældre og mere moden end han og måtte tage Bestemmelse for ham, hun, som han altid havde betragtet som et Barn imod sin egen Erfaring! Spørge hende, hvad det var? Nej mange Tak - han vilde overhovedet ikke indlade sig mere med hende - vilde hun beholde sine Hemmeligheder for sig selv, så værsågod - og - Der var noget farligt ved denne Sag, noget fordulgt, som han frygtede for at vække ved sine Ord, og risikere en sådan Scene som i Går - - - nej, han burde jo snarere være glad ved, at hun tav, jo mindre der blev talt om denne Scene, og hvad der havde givet Anledning til den, desbedre var det - des dybere fik det jo Tid til at synke, og var det én Gang gået til Bunds, så havde han nu draget sådan Erfaring, at han nok skulde sørge for, at det aldrig mere kom op.

Og dog - hvad om hun nu virkelig vidste Besked, og det just var dette , der gjorde hende så fortvivlet? ja da -

- du min Gud, hvad forlangte hun da? han havde forrådt de døde for hendes Skyld, havde ladet hende smælte sammen med dem til Et, havde ikke betænkt sig på at lukke hende dybest ind i sit Hjærte og - det var hende ikke nok! sandelig - og det var hende , han havde haft Medlidenhed med, fordi han syntes, han gav hende ikke fuldt tilbage, al det hun skænkede ham i så rigeligt Mål! - i Steden for at han ydmygt burde have vendt sig til de døde, med Bøn om Tilgivelse af dem, som her var de eneste forurettede, eneste krænkede - -

Å Snak - det var jo umuligt, ikke andet end en vild Idé, så ophidset han nu én Gang var blevet af 102 Angst for at stilles blot for hendes Øjne - hvor i al Verden skulde hun kunne vide noget om al det, han havde udgrundet her i sin Ensomhed - disse hans allerhemmeligste Tanker og Følelser? nej, kom hendes Fortvivlelse ikke tværtimod af, at hun så fuldstændig var ude af Stand til at forstå ham, til at fatte en Følelse som hans, og hvad den var værd? Var det ikke for hende en ubegribelig Ting, at man kunde være hinanden ret inderlig nær, just når man var hinanden fjærnt? - Var hun ikke et Barn i al sin Tankegang, impulsiv og hæftig? - når hun ikke stod lige over for ham og til enhver Tid kunde slå sine Arme om hans Hals og forsikre sig om, at han var hendes - var hun så ikke ulykkelig, var de så ikke skilt fra hinanden? og gjaldt det da ikke blot om hurtigst mulig at mødes igen?

Han åndede lettet op - jo, nu så han det - således måtte det være - det manglede da også bare, at hun skulde have set så dybt i ham - han gyste tilbage blot ved Tanken - men måtte han nu ikke være dobbelt tilfreds, nu han så, hvor ganske han havde reddet sin Hemmelighed for hende? hvor lidet hun anede af det rette Sammenhæng. Jo, og hvor svulmede hans Hjærte nu ikke af Medfølelse med hende - Herregud, det lille Skind, at hun havde taget sig det så nær - ikke, at han vilde indlade sig på at forklare hende vidtløftigere, hvorfor han ikke brød sig om at se hende, ikke behøvede at se hende - det kunde ikke falde ham ind - nej, men han vilde se at få lægt det Sår, han så uafvidende havde slået hendes Forfængelighed - om han så end atter skulde give lidt af sin Stolthed bort, ,det fik være, det var Synd, at hun skulde gå der og gruble sig bedrøvet over al det, hun ikke kunde magte.

- Og han forsøgte med små Drillerier at få hende til at le og spøge som det sorgløse Barn, hun var - 103 han havde virkelig heller aldrig før vidst, hvor meget alle disse hendes Skælmsstykker og Spilopper betød for ham i hans daglige Liv til Opmuntring og Adspredelse, men - han så det til sin Forbavselse - det slog fejl.

Lull lod aldeles ikke til at bemærke det - så snart de ikke lige skøttede deres Lektier, faldt hun hen i sin Grubien, bleg og med Furen imellem de rynkede Bryn - aldrig mere en Leg eller en Spøg, aldrig mere gemte hun hans Lexika for ham eller skrev uartige, svenske Viser i hans Kollegiehæfter - dem kunde hun ellers en utrolig Mængde af - end mindre tiggede hun ham om at følge hende et lille - et ganske lille Stykke på Vej i Kareten med Bjørn, når hun skulde hjem om Aftnerne - før kunde hun aldrig komme af Sted, men blev ved at vende tilbage for bare endnu en eneste Gang at se på ham - nu kørte hun strax, de var færdig.

Nej, nu kølnedes hans Hjærte igen - hvad kunde han vel for, at hun var for grov til at forstå hans Følelse for hende - derfor blev den vel ikke mindre god. Nu havde han rakt sin Hånd venlig ud imod hende, og hun havde forsmået den - nu kunde hun virkelig sejle sin egen Sø - hun var selv kommet løbende til ham, vilde hun ikke nøjes med, hvad han bød hende, så kunde hun gå igen. Nu trak han sig tilbage - han var dog for god til at gå og opvarte hende efter hendes Luner.

Og det hjalp! Snart mærkede han, at hun blev opmærksom, at hun vågnede op som af en Døs og atter begyndte at smile og sladre, at gække ham og drille ham, hæftigt og inderligt, som vilde hun bede om Forladelse, skynde sig at gøre noget godt, hun havde forsømt - og han stred, efter nogen Betænkning, ikke længe imod. - Herregud, han forstod hende jo så godt - og havde stadig lidt ondt af hende - og det gjaldt jo blot om at få det hele 104 dækket til i Fred - og så en Dag var da alt igen ved det gamle.

Og dog - denne hendes Tanke, hendes Plan, havde hun sluppet den? - og hvad havde den været? var der ikke stadig noget ligesom fordækt imellem dem? - af og til i hendes Øjne, når hun så på ham og troede, han ikke vidste det? - noget sørgmodigt spørgende - eller truende - og så forunderlig urolig hun var blevet i sit Væsen - nå ja, men hende om det - vilde han have Lov til at beholde sit for sig selv, måtte hun vel have samme Ret - når hun bare ellers vilde lade ham i Fred og opføre sig skikkelig som nu.

105

IV.

Tue og Lull sad ved Bordet under den tændte Lampe og læste Oldnordisk. Om Eftermiddagen havde de været en lang Tur gennem Nørreskoven, indtil det pludseligt udbrydende Snevejr havde drevet dem hjem; de var komne tilbage helt drivvåde og havde måttet skifte Strømper og Sko. Nu følte de sig varme og friske efter den hurtige Løbetur hjemad, det nye. tørre Tøj omsluttede dem tæt og fast.

Sneen sydede mod Ruden, og Ilden blussede højt i Ovnen. De læste om Høskulds Drab, om Flose og Njál, om deres Strid og Fejde, og de kom til hin vilde Nat, da Flose red med sine Mænd og Sigfussønnerne fra Trehyrningshals for at brænde Njål og hans Sønner inde på Bergthorshvol. De hørte Truslerne og Skrigene, Spydene fløj igennem Luften, og Stenene regnede - så blussede Ilden op, Øxerne funklede i dens røde Skær, og Sværdene klirrede, Bjælkerne bragede, og Røgen dampede i Vejret i hvide Søjler, men højt og skingrende genlød Skarphedins Dødssang midt igennem Bulderet og Skrækken, og inde på Skinfellen lå Njål og Bergthora tyst Side om Side, Hånd i Hånd, og biede Døden - så slog Røgen sammen over det hele, og det flød ud i Luer og Damp - men endnu hørtes den vilde Sang derinde - - -

106

Tue og Lull sad og stirrede på hinanden, betagne og med røde Kinder.

«Tue -» udbrød Lull og greb ham om Armen, «tror jeg ikke, vi bilder os ind, at det er på Island, vi sidder, og at vi er ved at omkomme i Ildsluer og kvæles i Røg -»

Hun så på ham med store Øjne.

Tue smilte.

«Hu ha,» hun trak på Skuldrene, «hu ha, det var fælt - men sådan et Vejr det dog også er,» hun sprang op og så hen mod Ruden.

Stormen var voxet hele Tiden, siden de kom hjem

- nu brølede den, så Ruderne klirrede, Sneen piskede, som var det Hagl, Ilden spyede lange, glimrende Tunger ud af Ovnens sorte Gab, Gardinerne raslede foran Ruden.

«Ja, Lull, sikket Vejr,» han vendte sig om, «hvordan skal du dog komme hjem?» Han gik hen til Vinduet, fik Gardinet til Side og Ruden tvunget op.

Stormen slog dem hylende i Møde med en Kulde, som klædtes de nøgne, Sneen hvirvlede ind over dem, Gardinerne fløj op under Loftet, Lampen blaffede forfærdet på Bordet, og Bøgernes Blade snurrede rundt.

Der stod et Kog af Sne derude, som kørte et Møllehjul omkring, sprøjtende Skum ind til dem, Skoven larmede bagved - Vinduet sled i sin Haspe, så Tue knap kunde holde det - i et Ryk smældede han det i.

«Lull, vi må se at få dig op på Hotellet,» han så forskrækket på hende. Hun stod halvt vendt mod den sorte Rude, bag hvilken Sneen vedblev at myldre ned, hendes slanke Skikkelse var bøjet lidt; nu så hun hen på ham, hendes Øjne funklede forunderligt under det purrede Hår, som hang fuldt af Snefnug

- han kom uvilkårlig til at tænke på Ofelia, Hamlets Ofelia - et af Regitzes Billeder.

107

«Hvad er der, Lull, vil du ikke?»

Hun kom et Skridt frem, hendes Øjne stirrede på ham under Snedråberne.

«Tue, må jeg blive her?»

«Her -» han åbnede forbavset Munden, de stirrede et Øjeblik på hinanden, så blev de bægge blussende røde, «jamen Lull - - ja vist må du -« afbrød han sig rask og med et fortrydelig Kast med Hovedet, «nu skal jeg -»

Han vendte sig hurtigt og gik ud af Stuen.

Lull blev stående tilbage på Gulvet, hun så ubevægelig ned for sig, Sneen hang endnu i hendes Hår - så drog hun et dybt Suk.

«Tue,« hviskede hun, «Tue,» og gemte Ansigtet i sine Hænder.

«Så skifter De nok Klæderne og reder inde i det andet Værelse,» lød Tues Stemme ude i Gangen - Mo'r Engelbrekt svarede, spinkelt og tyndt: «Ja, Herre, ja.«

Lull løftede Hovedet, så gik hun hen og rullede Gardinet ned.

Da Tue kom ind, sad hun ved Bordet og læste i en Bog. Han standsede på Tærsklen og så på hende, som hun sad dér med det lyse Hoved bøjet i Lampeskæret, i den uldne, grå Kjole, fyldig og slank.

«Du ligner jo rent en lille Frue,» spøgede han og bøjede sig over hende - han var i så lyst Humør, det var dog morsomt en Gang at kunne beholde Lull hos sig hele Aftnen.

«Gør jeg?» Lull så op med sine dybe Øjne.

«Ja - men nu kommer Mo'r Engelbrekt.»

Døren gik op, og ind vaklede et svulmende, hvidt Hav af Dyner og Puder, man skimtede lige Mo'r Engelbrekts små, grønne Tøfler forneden og hendes Arme, der forgæves søgte at spænde om al denne Yppighed.

Lull lo: 108 «Nej, nej da - lad mig dog hjælpe,» hun løb til.

- «Så, lad nu Madam Engelbrekt rede Sengen,» sagde Tue og åbnede Døren ind til det andet Værelse.

De gik derind - der var mørkt og koldt, men stille; mod Sædvane stod Stormen ikke på fra Fjorden, og denne pludselige Overgang fra Uvejrets Larmen standsede dem bægge på Tærsklen.

Kastanietræernes Kroner nede i Alleen tegnede sig dunkelt mod Rudernes matte Glas, et svagt, blegt Skær af Sneen lå over det lille Værelses mange polstrede Møbler og det høje, stumme Klaver.

Frem for Tue steg det gamle Hjem på Sønderbro, Vinteraftner, når de måtte lukke for den store Stue, og han skulde vove sig der ind i Mørket for at kalde Fader fra Kontorerne over at spise til Aften. Han stirrede hen for sig. De var som Isblomster på en Rude, de fjærne Minder.

«Tue.»

«Ja.»

«Hvad er det ?» Lull stod henne ved det ene Vindue mellem Gardinerne.

«Hvad for noget?»

«Hør.»

Tue gik hen til hende og lyttede. Sneen gled ned der udenfor, Træernes Kroner svajede, men lydløst - hist ovre, utydelig som en Mudderstreg i Mørket, strakte sig Kirkegården med sine Buske og Hegn - hans Tanker gled over til dem, som sov der ovre i den hårdtfrosne Jord i denne fredløse Nat.

Et langt, klagende Messingbrøl - søgende - kaldende -

«Hu - hvad er det, Tue?» hun klemte ham om Armen og så ham forskrækket ind i Øjnene.

«Det -» Tue rystede Drømmen af sig, «det er Skibene ude i Fjorden - de advarer hinanden i Snestormen.» 109 Atter et Metalbrøl - jamrende - vildfaren.

«Er det Tågehornene?»

«Ja.»

«Å - det kan jeg huske - der oppe i Luleå - der tudede de ligesådan.»

Tue nikkede - dér havde de altså fælles Minder.

«Nu er her ligesom dobbelt rart,» sagde Lull og strøg dvælende hen over Gardinernes ru Tøj.

Tue smilte svagt.

Mo'r Engelbrekt puslede derinde - som i gamle Dage, når han ventede på at komme i Seng, og Moder redte til ham.

«Tue.»

«Ja.»

«Må jeg tage Lampen herind?»

«Lampen - hvad vil du med den?»

«Jo - jeg vil se dit Værelse.»

«Det har du jo set så tit.»

«Jamen ikke ved Lys.»

«Tror du så, det ser anderledes ud?»

«Det skulde jeg mene,» mumlede hun.

Tue hentede den, og da dens milde Skær faldt hen over Møblerne, var det, som alle hans spredte Minder samlede sig til ét, som hele hans Hjem levede op, lysende og klart - en Aften, da Fader og Moder kom hjem fra Selskab, og han og Regitze gik dem i Møde med Lampen -

Lull spejdede ivrig omkring, næsten som samlede hun Materiale.

«Så - nu véd jeg det mere om dig,» mumlede hun.

Tue agtede ikke på hendes Ord - han var helt hensunken i sine Drømme.

- De havde spist til Aften. Madam Engelbrekt havde måttet sætte to Kopper Te og en dobbelt Portion Brød frem i Aften, skønt Lull for Resten, imod 110 Sædvane, næsten ingenting spiste - hun sagde, hun var ikke sulten.

- Nu sad de og læste sammen i Høffdings Etik.

Det var Tue, som havde foreslået det, og Lull havde intet sagt imod det, men det blev ikke til meget, ti Lull var så sørgelig sjælden enig med Professoren og afbrød Tue hvert Øjeblik med Indvendinger: »Morfa'r siger - - der står i Morfa'rs Bog -»

- Tue forsvarede varmt denne milde, varsomme Sædelære, men Lull fornægtede den rent ud, og tilsidst blev Morfaders hvasse Radikalisme og idealistiske Utopier hentet ned fra Hylden for at modbevise - og hun gav sig ikke, før Tue indrømmede det og det, men så blev hun også stille og sagde ikke mere, og han fik Lov at læse uforstyrret videre.

Men en Gang da han kom til at se op, studsede han og sænkede Bogen.

Hun sad med Hænderne under Kinden og stirrede på ham med store, stive Øjne - som sansede hun intet andet end det at stirre.

«Lull, er du søvnig?» han lod Bogen glide i.

«Søvnig?» Lull foer sammen og strøg sig med Hånden over Panden, «nej - jo, jo for Resten - sluk Lampen!»

«Sluk Lampen - ja Tak skal du have - skal vi da ikke først have os klædt af?»

«Jo - jo vel,» lo hun bag sit Ærme, hun så op, rød i Kinderne.

Tue rejste sig og ryddede op på Bordet, bar Bøgerne hen på deres Hylder og satte dem ind. Lull sad og så til.

«Gud, hvor du er ordentlig, Tue.»

«Ordentlig - ja, hvorfor skulde man ikke være det? og med Bøger -»

«Ja de Bøger -» sukkede hun, hun gav Etiken et Puf.

111

«Så, nu er jeg færdig, god Nat, Lull,» han bøjede sig over hende.

«God Nat,» hun trak hans Hånd ned til sig i et Ryk og så op på ham.

«Så - så -» han trak lidt utålmodigt i Hånden.

«Ja -» hun rejste sig og gik langsomt hen imod Døren, dér standsede hun. Og pludselig vendte hun sig om og strakte Armene ud mod ham - hendes Øjne funklede og flimrede som Ild under det uordentlige Hår - den usikre Belysning flakkede over hende.

«Tue - Tue -»

«Ja, ja da, Lull,» smilte han, han tog hendes Hænder, trak hende ind til sig og kyssede hende let på Panden, hun lukkede Øjnene, hendes Hænder skælvede i hans.

«Men Barn - du er jo ganske kold,» han slap hende forundret.

«Hvorfor kalder du mig Barn?» spurgte hun, hun slog langsomt Øjnene op.

«Å Snak, Lull - God Nat.»

«God Nat.»

Hun stod og så ned for sig, så gled hun ud af Døren - et Øjeblik stod den på Klem, så gik den helt i.

Tue så på den, så drejede han forsigtig Nøglen om, men lidt efter kaldte hendes Stemme derinde - han syntes, den lød så forunderlig klar.

«Tue.»

«Ja.»

«Jeg vil ikke have, du låser Døren.»

«Nej,» han blev rød og drejede hurtigt Nøglen tilbage.

- Lidt efter lå han på Sofaen imellem Dynerne og lyttede til Uvejrets Rasen der udenfor - Højdeskoven larmede og brølede i Strid og Dyst med Stormen, Sneen kogte på Ruden, og gennem hans 112 Hjærne drog Minderne fra den islandske Saga - om Bergthoras og Njáls Død, om Skarphedins frygtløse Trods og Sigfussønnernes feje List - han syntes atter, at Ilden slog sammen om ham, mens Bjælkerne bragede, og Sneen, vidunderlig nok, føg midt gennem Luerne - han kæmpede imellem de nedramlende Bjælker for at komme ud og slippe bort efter Kåre - - men midt under Virvarret og Tumlen, højt over Flammerne svævede som en hvid Due Bevidstheden om, at Lull lå der inde bag Døren og drog sin Ånde - - og hvorledes var det? - midt i Natten - en hvid Skikkelse bøjet over hans Leje - to Øjne, som stirrede og stirrede på ham - han blev urolig og drejede sig om på Siden - de Øjne stirrede så sært - to Fjed, der lydløst forsvandt imod Døren - han kæmpede for at vågne - - - men så slog Røgen kvælende og grå ned over ham, og han sank atter sammen i de lodne Skind under det ulmende Bjælkeloft - - - -

- Han vågnede i et Sæt og satte sig over Ende i Sengen - det var Morgen. - Koldt og gråt sivede Februardagens Lys ind under Gardinerne - som en vinterlig Rimfrostånde stod det hen i Værelset - der klæbede som en tynd, bleg Hinde over Væggene og alle Møblerne. Han foer sammen i Kulde, gabede og strakte sig. Så huskede han pludselig Lull, og et lyst Smil fløj over hans Ansigt. I et Hop var han ude af Sengen og henne ved Vinduet. Han løftede Gardinet.

Der var blevet stille. Alting var tyst, ubevægeligt. Højdeskoven stod derovre mod Morgnens ildrøde Skyer, hvælvet og grå, som en Bræm af Kniplinger frosset fast i et blodigt Bryst. Nedenunder lå Landevejen øde, Vinden fejede løse Snekorn bort over dens stivnede Flade. Haverne lå blålige og døde hen.

Et knugende Mismod greb ham, han stirrede uden at røre sig ud i den ihjelfrosne Ørk - det var som 113 frøs hans eget Hjærte fast, det som nylig havde slået så levende og varmt. Med et Suk lod han Gardinet falde og trak Tøjet på.

Så lyttede han ved Lulls Dør - alt var stille - han bankede på og kaldte - ikke en Lyd - han kaldte igen, højere - stadig stille - en pludselig, meningsløs Angst greb ham, og han rev Døren op

- mørkt lå Værelset bag sine tætte, blå Gardiner - nattetyst, en svag Parfume svævede ham i Møde

- han åndede lettet - å Tåbelighed - nu kunde han jo skimte hendes Hoved der henne i Puderne og høre hendes sagte Andedrag.

Han listede sig på Tæerne hen og så på hende.

Hun lå og sov med den ene Arm under Nakken, den anden strakt ud fra sig på Tæppet, det blonde Hår hang løst ned om hendes Kinder, og Øjenlågene sitrede, hun rødmede i Søvne.

Hvor var hendes Hånd dér på Tæppet dog lille og fast - og se, hvor Åndedrættet bevægede hendes Bryst - men allermorsomst var dog hendes Øjenlåg

- de var langt lysere end Ansigtets øvrige Hud, dem havde Vejret ikke kunnet komme til. - Han stod længe og så på hende, hans Hjærte slog stille og sagte - han følte sig forunderlig lykkelig-bevæget over, at hun var så smuk, og at hun var ham så nær, som stod han og vågede over hende og værnede hende mod ukendte Farer - det var en Følelse som på hin længst forsvundne Septemberdag i Kølholt Enge, da den lille Fugl sang for dem i Ellebusken, og han holdt hendes Hånd i sin - Han vendte sig og så smilende på hendes Tøj, som hun havde spredt rundt omkring. Alle disse lyse, lette Pigeklæder, hvor passede de lidet her inde i denne mørke, alvorlige Stue mellem alle de gamle Møbler og de store Bunker af Bøger - for Resten, Lull havde nu ikke vist Lærdommen megen Respekt, hendes store, hvide Halskrave hang over Böcklins Medusahoved, 114 og sine Kamme havde hun stukket ind mellem Snorres Blade. Det var, som der var strøet små Rosenblade, svagt duftende ud over hele Værelset.

Og af den halvmørke Stue fødtes der for Tues Øjne et Syn, dukkende op af Fortidens fjærne, blånende Tåger: Søster Regitzes lille Jomfrubur i Huset derhjemme - vel hans Barndoms skæreste og dyreste Minde - - -

Han vendte sig pludselig - hun lå lysvågen og stirrede på ham med store, mørke Øjne.

Han blev uvilkårlig forvirret ved dette Blik, han vidste ikke selv hvorfor - han trådte et Skridt frem. «God Morgen, Lull.»

«God - - -» hun gemte pludselig Ansigtet i Puden - han så kun hendes tykke, opløste Hår.

«Hvad er der, Lull, hvorfor siger du ikke God Morgen?»

«Jo - God Morgen,» hun så atter op, hun var blussende rød, «God Morgen, Tue,» hun gemte igen sit Ansigt i Puden.

Tue stod lidt og så på hende, så blev også han rød, men kunde ikke bare sig for at smile lidt.

«Ja, ja, Lull - så går jeg ind og beder Mo'r Engelbrekt lave Te til os.»

«Ja,» svarede det nede i Puden med en så underlig kvalt Stemme, at Tue standsede i Døren og så hen på hende - han så kun hendes lyse Hoved og hvide Linnedryg - Herregud - at hun tog sig det så nær, at han kiggede ind til hende - som de ikke var gode Venner nok til det - men hvor var hun en sød og god lille Pige - - -

- Lidt efter kom hun ind til ham ved Bordet, hvor han sad og ventede på hende med den dampende Te og de friske Boller.

«Nå, Lull,» han så op og lagde Bogen fra sig, «kom så og få dig noget at spise.»

«Tak,» hun satte sig på Stolen lige over for ham, 115 hun så ikke på ham, men lagde Hænderne i Skødet og stirrede ud gennem Vinduet. Hun var meget bleg, og Furen var fremme mellem Brynene.

«Lull, er du ikke rask?» han bøjede sig forundret frem imod hende.

Hun gjorde en virrende Bevægelse med Hovedet og så stadig ud ad Vinduet.

Så rejste hun sig.

«Nej Tue - jeg har det ikke - jeg tror - jeg tror, at jeg vil køre hjem nu - jeg vil ikke - ikke på Skolen i Dag.»

«Men Lull da -» Tue greb forskrækket om hendes Hånd, «du er jo også helt kold - og så bleg du er - da du lå og sov, var du blussende rød.»

Hun så sky på ham og trak Hånden til sig.

«Det er fra i Går, Lull - det Snevejr - kan du se, vi skulde alligevel ikke være gået så langt.»

«Nej Tue - måske - men lad mig nu bare gå,» udbrød hun utålmodig, hendes Stemme blev tyk.

«Ja, ja vist, Lull, vist skal du hjem - men lad mig da følge med dig.»

«Nej, Tue, nej, det vil jeg ikke have -» hun strakte hæftigt Hænderne ud og rynkede Brynene, «jeg vil køre alene.»

Han stirrede forbavset på hende.

«Ja, Tue,» hun smilte tvungent, «du skal da ikke forsømme Skolen, fordi jeg er - fordi jeg er syg.»

«Å pyt - men Lull, kan du køre ene hjem?»

«Ja, ja, ja, Tue - å lad mig nu blot komme af Sted,» hun var allerede ude ved sit Tøj.

Han fulgte efter hende.

«Men så kommer jeg ud til dig i Eftermiddag.»

«Nej, nej, Tue, det må du ikke - jeg kommer jo i Morgen.»

«Gør du?»

«Ja, Tue, ganske sikkert.» 116 Hun stod og trak sine Pelsstøvler på, hun undgik hele Tiden at se på ham, og hendes Hænder dirrede.

«Du er jo syg, Lull.»

Hun rystede stum på Hovedet, hun nikkede til ham og var borte.

Han stod et Øjeblik, så samlede han sine Bøger - det var første Gang, han skulde hen på Skolen og vidste, at Lull ikke var der - og hvad kunde hun vel fejle? - så pludselig - -

Mismodig låste han sig ud. -

- Tilbage på Bordet i det uryddelige Værelse stod den dampende Temaskine og snoede sin krøllede Røg hen over de tomme, urørte Kopper. Snelandskabet stirrede derind med den blodige, brustne Himmel bag den tynde, grå Bræm af Træer.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Tue var helt ængstelig næste Dag - bare Lull dog ikke var syg - men nej, dér stod hun henne ved Porten i sin korte Pels og violette Kjole og Pelshue og spejdede ned ad Alleen, om han ikke kom.

Da hun fik Øje på ham, løb hun ham i Møde med smilende Mund.

«God Dag, Tue, god Dag,» hilste hun og slog sin Hånd ind i hans med dette faste, kammeratlige Tag, en af de Gestus, der gjorde hende så lig en smuk Dreng. Hun fæstede sine strålende blå Øjne på ham.

«Nå Tue - var du bange for mig i Går? - det skal du ikke bryde dig om - det går snart over - kom nu, Klokken er mange, men i Frikvarteret skal du ordentlig fortælle mig, hvordan du havde det i Går - jeg var jo borte fra dig en hel Dag.»

Tue åndede lettet op - han havde hende igen, med røde Kinder og klare Øjne - hans egen muntre, lille Ven.

«Barn,» sagde han uvilkårlig.

Lull glippede med Øjnene.

«Kom nu bare,» sagde hun.

117

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Det var, som hin Uvejrsnat havde brudt Snevintrens Kraft, nu flød den ud i Regn og Tåge. Den rosenfarvede Vinterhimmel sluktes i silende Væde, de høje Snevolde sank sammen i grålige Sumpe, og Fjordens stålblanke Is smæltede ned i smudsigt skvulpende Vand. Haverne neden for Tues Vindue lå hen som smudskede Hermelinsskind, plettede i sort og hvidt - Landevejen var ét Ælte af skørnet Is og Sne og Skarn - på Skrænterne op under Højdeskoven lå store, porøse Flager af Sne, og højest oppe stod Træerne sorte af Fugt med de nøgne Kroner flydende hen i Dagens evige, sivende Halvmørke.

Fugten trængte ind overalt, stod i klare Søer i Vindueskarmen, gjorde Gardinerne våde og Bøgernes Blade klamme, og fyrede man for at tørre Stuens Luft, blev der snart så hedt, at man måtte lukke Ruden op ud til selve Fjenden. -

Tue og Lull stod sammen ved det åbne Vindue og så ud i Tågen. Det var, som sejlede de i Kahytten i et undersøisk Fartøj - Havet gled forbi dem i lange, tyst skælvende Bølger - et stort, svævende Spindelvæv.

Havernes høje Pyramidepopler anedes kun som vage Skygger, som dunkle Alger og Tarer fjærnt inde i Vandet - hvert Øjeblik ventede de at se et Havuhyre med spredte Finner glide frem af Tågen med Gabet opspilt, og Øjnene fulde af Havdybets dorske Undere - - -

«Og tænk, Tue - om der nu kom en lille Havfrue herind, ind gennem Gardinerne, en lille, kold, våd Stakkel med klamme, røde Hænder og hindeagtige Øjne, gabende Mund og lang, slimet Hale - og med hvide Konkylieskaller i det fugtsorte Hår -»

- - Fjærnt ovre rumlede en Vogn, det var på Horsens Landevej; men det lød, som kom det fra en anden Verden - - en Klokke ringede et Sted 118 langt borte - dumpe, kvalte Slag - som fra en sunken Stad, bønfaldende, hjælpeløst fortabt - så tav den, og alt blev atter tyst - fugtigt og tomt - Tågen tætnede, og den gråblinde Dag flød ud i regnfuld Aften.

- - - - -

Tue sad i Armstolen ved Vinduet og ventede på Lull.

Derude var Vejret uforandret det samme - Tøsne, Tåge og Regn. Lull var nu pludselig for Resten af Vintren flyttet ind til Byen og havde lejet sig et Værelse i Plums Hotel oppe på Torvet, hvor hun nu havde travlt med at ordne sig. Skønt det ikke blev mer end en Månedstid, hun kom til at bo der, havde hun dog slæbt en uhyre Mængde Sager med sig ude fra Kølholt og gjort et Postyr, som om det var en hel Familie, der flyttede til en anden Verdensdel. Det ærgrede Tue at se hende så optaget af alle disse ligegyldige Småting og så omhyggelig for at få alle sine små, overflødige Bekvemmeligheder med sig herind - der var noget sybaritisk deri, han ikke kunde lide. Hun vilde have haft ham derop til at hjælpe sig med at arrangere, men han havde betakket sig så meget for at komme ind i det Mylder af Billeder, Bøger, Sløjfer, Kjoler, Smykkeskrin, Tøfler og Gud véd hvad, hun efterhånden havde fået kørt herind i Æsker og Kasser. Det var hun blevet fortrydelig over, og de havde haft en lille Ordvexling i den Anledning; Lull var tit så irriterende påståelig, hun vilde absolut have, at det skulde gå, som hun vilde, og selv om han oftest gav efter for hende i disse betydningsløse Tvistemål, kunde han dog også til Tider vise hende, at han havde sin egen Vilje. Og han havde strax fundet, der ingen Mening var i, at hun lejede det Værelse på Hotellet - han kunde ikke lide, at hun skulde sove der oppe i det store, tomme Hus - der var noget ufredeligt, uhjemligt over det - desuden blev det hende jo langt 119 dyrere, end om hun lejede et Værelse her ude i Nærheden af ham, men det var hende naturligvis ikke godt nok - Hun havde ikke så ganske få, fordringsfulde Nykker fra sit tidligere Liv - og hvad brød hun sig om, hvad det kostede? hun ødslede jo Penge ud med bægge Hænder - «pyt - hvad gør det?» sagde hun - ja, hun havde naturligvis Penge nok - men alligevel - det ærgrede ham, der altid var så sparsommelig med sine, der aldrig gav én overflødig Skilling ud - undtagen til Bøger da, og det var jo dog en anden Sag - - -

Nå - og hvorfor kom hun nu ikke? da de skiltes henne ved Skoleporten, havde hun dog lovet at komme strax, hun var færdig, og de havde både dansk Stil og latinsk Version til i Morgen, og så flink Lull ellers var, så kneb det hende dog altid med de to Fag - havde hun end lært at tale dansk så godt som en indfødt, så kun det syngende Tonefald røbede hendes udenlandske Herkomst, så kunde hun dog aldrig ret lære skriftligt at udtrykke sig frit og let - derfor skulde hun virkelig skynde sig at komme, at de kunde få det til en Side -

Han så utålmodig på Uret, nu var den over 4, men endnu lod der sig ikke høre en Lyd, alt var blikstille omkring ham. Han lænede Hovedet tilbage mod Stolens Ryglæn og så ud i Tågen, og som han således sad dér alene, gled han lidt efter lidt over i sin vante Døs, i denne ubevægelige, vegetative Tilstand, der så ofte greb ham - som en Slags Eftervé fra hans bevidste Kræfters tidlige Udtømmelse i hans Barndoms og første Ungdoms Sorger - og var en så kvægende Hvile for hans sårede Sind, men som Lull aldrig kunde lære at forstå, og som altid ængstede og skræmte hende.

Pludselig hørte han Nøglen blive stukket ind i Låsen.

120

Han rejste sig halvt op i Stolen og strøg sig forvirret hen over Panden, endnu fanget i Halvsøvne.

Så fløj Døren op, og Lull stod på Tærsklen med Hånden på Låsen, hun så hen på ham med skælmske Øjne.

«Tue - har du ventet længe?»

«A ja -» han viste hende ironisk Uret.

«Ja Tue - men nu kan du rigtignok også tro -» hun smøgede hurtig Jaketten af sig, «nu skal du bare høre!» og ude var hun i Gangen.

Tue så smilende efter hende - hvad havde hun nu for?

Så var hun inde igen.

«Tue, véd du hvad?» hun lagde sig på Knæ på Skamlen foran ham, med Albuerne støttet på hans Ben, «- véd du, hvad vi skal?» hun så op på ham med tindrende Øjne.

«Nej da,» sagde han med et Smil.

«Vi skal -» Lull løftede Fingeren, «vi skal - på Bal, Tue!»

«På - Bal,» gentog han mekanisk - så rynkede han Brynene, «å Snak, Lull,» han skød hendes Albue bort.

«Snak - nej, det er ved Gud ikke Snak - der skal være stort Bal nede i Teatret, og dér har jeg bedt dig med.»

Tue stirrede et Øjeblik på hende, men hun smilte ham stadig lige skælmsk i Møde med et Udtryk, som bragte hun ham en stor og hemmelig Gave.

«Er det dit Alvor, Lull?»

«Mit Alvor - ja, det er da rigtignok mit Alvor.»

«Jeg tror, du er tosset,» udbrød han og rejste sig vredt, han begyndte at gå op og ned ad Gulvet.

Hun blev liggende på Knæ og så efter ham, hendes Hænder sank ned i hendes Skød.

«Vil du ikke, Tue?»

«Du skulde ikke skabe dig, Lull.» 121 «Jamen, Tue -»

Han så truende på hende, der blev en lang Pavse.

«Tue, hvorfor vil du ikke?»

«Hvorfor -» han standsede, «men er du da rent fra Sans og Samling, Lull? - tror du da virkelig, jeg vil gå på Bal?»

Hun så på ham. «Ja, Tue, hvorfor ikke?»

«Hvorfor - hvorfor - Lull, du må have glemt godt.»

Han satte sig atter hen i Stolen ved Vinduet, han var blevet ganske bleg, hans Hænder skælvede, Lulls Ord havde revet op i alle de gamle Vunder, de halvtindslumrede Smærter var vågnet påny.

Lull foldede sine Hænder over hans Knæ og så på ham.

«Tue, hvorfor ikke?»

«Hvorfor?» han stirrede koldt på hende, «som om du ikke vidste det?»

Hun klemte sin Hånd om hans Knæ og gemte sit Ansigt.

«Sig det alligevel, Tue.»

Tues Læber dirrede - han følte det, som greb hun om selve hans våndefulde Hjærte.

«Ti stille, Lull.»

«Nej, Tue - du må sige mig det - hører du, du må.»

«Nej.»

«Tue - sig det.»

«Nå da -» foer han op, blodrød i Panden, «så vid da, at for hvert Skridt, jeg vilde danse i din oplyste Sal imellem dine sortklædte Kavalerer og balklædte Damer, vilde jeg træde en død op af Mulde!»

Det gav et Sæt i ham, da han hørte sine egne Ord - hvad var dog det - han så sig sky omkring, hans Hjærte krympede sig, som var dets inderste, skælvende Blod blevet slidt frem i Dagen - å, at hun tvang ham til sligt, at hun tvang ham til sligt!

122

Lull bøjede langsomt Hovedet, så dukkede hun pludselig under og brast i Gråd, græd med Panden imod hans Knæ, så hendes Skuldre rystede, og hele hendes Legeme skælvede.

Tue så forvirret på hende - hvad - græd hun? hvorfor skulde hun græde? der var ingen Mening i det - nylig var hun jo så glad - det var ikke noget for hende - og -

«Men Lull, Lull -» han bøjede sig over hende.

Men hun græd stadig, opgivet, fortvivlet.

«Jamen Lull - jeg kan jo slet ikke danse.»

Hun så hurtigt op, ivrig, med tåreblændede Øjne.

«Jamen Tue - det skal jeg lære dig - nu -»

«Tror du, du kan lære mig at danse?» spurgte han med hånligt Eftertryk.

«Ikke på én Dag, Tue - nej, men jeg skal få Ballet opsat og så -».

«Snak Lull,» afbrød han hvast.

Hun sænkede atter Hovedet ned mod hans Knæ, og atter begyndte hendes Skuldre at skælve.

Så - skulde hun nu begynde igen - o, Gud, hvad var det også med dem? tvang han hende da til at græde? jamen, hvad skulde han gøre?

«Lull, hvor kunde du dog også tro -?»

«Jeg véd det ikke, jeg véd det ikke -»

«Jamen Lull, huskede du da slet ikke på -?

«Nej, nej - jeg huskede kun på, at du var - at du var - ung.»

«Ung -» gentog han, «ung -» han rynkede Brynene, «hvad vil det sige?»

Hun svarede ikke.

«Ung,» han smilte spotsk, «det vil altså sige at kunne danse?»

Hun nikkede.

Han sad lidt - det Ord irriterede ham - som en Fornærmelse - det var, som klæbede der en Skam derved - noget uvidende, tankeløst, tåbeligt - og 123 dog - sådan som Lull havde sagt det, noget sårende, tirrende - som en Bebrejdelse - nej, han var ikke ung.

Han skød hende til Side.

«Så Lull, skal vi så lade det være nok - vi har virkelig andet at gøre - ikke et Ord har vi fået læst af vore Sager endnu.»

Han gik hen til Bordet og rev en Svovlstik.

Lull blev liggende i samme Stilling med Panden mod Stolens Sæde, nu hævede hun pludselig Hovedet, hendes Øjne så på ham med et forunderligt koldt Blik.

«Men jeg går på Ballet, Tue.»

Han vendte sig i et Sæt og stirrede på hende - gik hun - gik hun på Bal, når han -

- ikke med en Tanke var det faldet ham ind at - - - men -

Kolde og blå lyste hendes Øjne imod ham.

«Ja naturligvis,» sagde han rolig og satte Kuplen på - han følte sit Hjærte trække sig koldt tilbage og lukke sig for hende - nu kunde hun så gærne gå, «ja værsågod - men kom nu i det mindste, at vi kan få den Version færdig.» -

- «Ja, du må virkelig skynde dig,» sagde han lidt efter, irriteret, da Lull søgte efter et Ord i Lexikonnet, hun ikke kunde finde, «for når vi skal øde så megen Tid i Morgen, så må vi da i det mindste bestille noget nyttigt i Dag.»

Hun så pludselig op på ham - der foer et lysnende Skær over hendes Ansigt - hendes Øjne blev klare og muntre igen. Der spillede et lystigt Glimt i deres blå Dybder; så skrev hun Ordet ind, men i Måden, hvorpå hun bøjede Hovedet, var der noget så triumferende, at Tue følte sig på samme Tid opbragt og skamfuld - så, havde han nu røbet sig dér igen - -

Men tillige følte han sig lettet - hendes Øjne 124 havde igen fået deres vante, varme Udtryk - ikke dette kolde, ubegribelige fra før, der gjorde ham utryg og urolig - ligesom da han var Barn, og Moder var vred på ham - da var alt så uhjemligt og ufredeligt.

Han følte atter det gamle, kendte Velvære strømme ind i sit Hjærte og så atter venligt på hendes bøjede Hoved i det fulde Lampelys.

Herre Gud, hvad gjorde det, om hun gik en Aften på Bal - det kunde jo ikke forstyrre ham - Dagen efter vilde hun jo atter sidde her. Kunde det more hende, så var det jo en uskyldig Fornøjelse - når man virkelig kunde more sig over det - kunde glemme - og han måtte huske på, han kunde jo ikke sammenligne hende med sig selv, hun var jo kun et Barn -

«Tue - det her Ord - se lige -»

«Ja, ja -» han bøjede sig hurtigt over Bogen - hans Hånd rørte ved hendes, Lampen kogte over dem - nej, nej, de hørte dog sammen, de kunde ikke skilles, hun spurgte ham, og han måtte give hende Besked, hjælpe hende - - - -

Mens han oversatte, sad hun hele Tiden og så på ham, hendes Øjne lyste lystigt, og hun smilte.

«Tue, véd du hvad -» hun lagde sig ind til ham.

«Nå?» han så op, forvirret, midt i en Sætning, «men hører du ikke efter, Lull?»

«Hører efter - å pyt - men Tue - du er skinsyg.»

Det gav et Stik i Tue, han rynkede Brynene.

«Lad os nu blive fri, Lull!»

«Ja ja - jeg skal ingen Ting sige - men du er det alligevel - nej, det havde jeg aldrig, aldrig troet -» Og hun hoppede på Stolen og så på ham, med Tungen spillende frem imellem Tænderne.

Han kunde ikke lade være at smile - hun nikkede til ham.

125

«Så kan det endda blive godt.»

«Hvad kan blive godt?»

«Å Tue!» hun kastede sig pludselig om Halsen på ham og stirrede ham ind i Øjnene - han så på hende, usikker, hvad nu?

Hun knugede ham ind til sig.

«A Tue - nu kan du tro, jeg skal more mig.»

«Tak skal du have,» sagde Tue gnavent.

Hun spidsede Munden og vuggede sagte med Hovedet.

«Tue, så er der ingen Mulighed for, at du går med?»

«Hør nu, Lull - -»

«Nej, nej, nej, - men véd du hvad, Tue?»

«Nå?»

«Så kommer jeg op til dig i Morgen Aften, før jeg går på Ballet.»

«Hvorfor?»

«Hvorfor - skal du da ikke se mig i al min Stas? - men så må du være hjemme.»

«Ja, hvor skulde jeg gå hen?» spurgte Tue med et svagt Smil.

«Nej, det er sandt -» Lull så lidt på ham, så rystede hun sig hurtigt, «du vilde jo ikke selv - nå, men så kommer jeg. Og nu skal jeg hjem - til Kølholt - for jeg skal prøve en helt ny Balkjole, det er jo en Evighed siden, jeg har været på Bal.»

- - - - -

Tue sad ved Bordet og læste, da det ringede ude i Gangen, hæftigt og utålmodigt.

Han foer sammen ved den pludselige, skarpe Lyd i Stilheden - hvad var det? nå, det var sandt, det var Lull, der kom - han havde slet ikke set hende i Dag, hun skulde jo på Bal og kunde så naturligvis ikke få Tid til at komme og læse hos ham. Derfor havde han siddet ene hele Dagen, men han havde egentlig ikke mærket det, Bogen her havde optaget 126 ham så meget, han kastede endnu et sidste Blik i den, så gik han ud og lukkede op.

«God Aften, Tue.»

«God Aften, Lull.»

«Nu skal du bare se -» hun strøg ham forbi, han mærkede en svag Duft af Reseda og hendes Kjoles Raslen - det forvirrede ham - det passede så lidt til den mørke Stue derinde.

Idet han låste Døren, kom han til at støde sit Tøj ned, det måtte han først have hængt op, så gik han ind.

Lull stod midt på Gulvet i sin lange, sorte Pelskåbe med Kraven op om det højtopsatte Hår - om de viltre Lokker snoede sig en bred, gammeldags Guldring. Hun havde fået også den anden Lampe tændt og stillet dem bægge således, at hun stod midt i Belysningen, hendes Øjne spillede omkap med Guldringen.

«Nå bubulcus - endelig - sæt dig nu dér.»

«Nå, det ser ud til noget,» sagde Tue med et halvt Smil, han følte sig så underlig genert overfor Lull - næsten som overfor en fremmed, - Herregud, hun havde jo dog kun været borte den ene Dag - men - den lange, sorte Kåbe - og den stadige, svage Duft af Reseda - han var ikke vant dertil.

Han satte sig lydigt, hvor hun pegede.

«Så - en - to - tre

Pludselig lod hun Kåben falde.

«Du hoppede, Tue! - du hoppede!» Lull rakte henrykt sin slanke, nøgne Arm højt op i Vejret.

Ja - han havde hoppet - forbavset stirrede han på hende - dér stod hun - som en Åbenbaring - midt i Lysskæret, smidig og slank, i sin blanke, hvide Silkekjole, der lå i en Bølge ud over det mørke Gulvtæppe, om hendes ranke Hals lynede et glimrende 127 Brillantsmykke, en tung, rød Rose kyssede hendes unge, blottede Barm - - - -

- Var det Lull - hun, som plejede at sidde her ved hans Side og læse Lektier sammen med ham, i den uldne, grå Kjole? hun til hvis Sladder han lyttede velvillig-adspredt som til et Barns tankeløse Pludren - hun, som havde grædt så bitterligt og hjælpeløst for hans Modviljes Skyld - havde hun sådan en Silkekjole og sådan Smykker, sådan hvide Arme og sådan en dejlig Hals - -

- en forunderlig Følelse af Skam greb ham - som den, der opdager, at han har haft en Prinsesse som sin Tærne - han så rundt i Stuen og på sine egne Hverdagsklæder - passede hun her?

«Nu véd jeg, jeg er smuk,» sagde Lull langsomt og lod Armen synke.

«Ja, Lull, du er smuk,» svarede han sagte og tøvende, idet han stadig stirrede på hende - og han følte hendes Skønhed lyse langt ind i sit Hjærte - men denne Skønhed giorde ham ikke glad, den virkede knugende og nedtrykkende på ham - hun var så strålende og smuk, og dog vilde hun komme til ham i hans mørke Stue - han burde være hende taknemlig derfor - hun hørte jo egentlig ikke hjemme her - han kunde ikke vide, hvor længe hun vilde blive ved med at komme - hun, som han hidtil havde modtaget som den, der selvfølgelig hørte hjemme her hos ham - der var noget næsten krænkende i denne Skønhed.

Men mekanisk gentog han:

«Ja, Lull, du er smuk.»

Han foer sammen - smuk - hvad var det for et Ord? hvor kom han på det, hvad kom det ham ved?

Og som et Lyn dukkede en anden Scene op for hans Blik.

Regitze, som stod i Kabinettet en Vinteraften derhjemme i Hængelampens Lys og skulde på Bal - 128 Regitze i sin hvide Musselinskjole, høj og tynd, med en lille, blomstrende Astersgren i sit svære, røde Hår - med højhalset Kjole og Ærmerne helt ud til Håndleddet - med et bly, undseligt lykkeligt Blik og et lille, svævende Smil - -

- var det Lull - Lull med Skuldre, Bryst og Arme blottede, i brusende Silkekjole og med Øjne så roligt, så selvsikkert triumferende, som var det en ganske selvfølgelig Sag, at hun kom på Bal og blev beundret - - -

Pludselig følte han en sydende Vrede imod hende, imod hendes pragtfulde Silkekjole, hendes runde Skuldre og hvælvede Bryst, hendes slanke Arme og Hænder - mod al denne sejrssikre Skønhed og Styrke - - - Og han havde skammet sig for hende, undset sig, som om han og hans, hans Hjem og Møbler, de samme, som havde stået i Stuen hin Vinteraften, ikke var gode nok for hende - hun der i sin Baldragt var som selve Fjenden, en levende Bespottelse af alt, hvad der omgav ham her, af Regitze i sin Grav, af ham selv i hans sorte Klæder -

«Hvad er der dog, Tue?» Lull kom forundret et Skridt frem.

Han vendte hurtigt Hovedet bort og bed sine Tænder sammen - så, ja det manglede bare, at hun skulde få se hans Tanker, så hun dobbelt kunde triumfere.

«Tue, er du vred? du sagde jo dog selv, at jeg skulde gå - -»

«Ja, gå du kun,» udbrød han hæftigt, men standsede så brat op, hendes Smykker lynede ham lige ind i Øjnene, «hvad er det for Smykker, du dér har?»

«Å dem -» Lull løftede fortrydeligt på Skuldrene, «skal du nu se på de gamle Tingester - du skulde virkelig hellere se på mig selv - det er Mo'rs.»

«Din Mo'rs?»

«Ja - hvad er der i Vejen for det?» 129 «Tager du din Moders Smykker på, når du går på Bal?»

«Ja - ja, naturligvis - hvorfor ikke det?»

Han svarede ikke, stirrede bare på hende - nu kunde han ramme hende.

Lull så usikkert på ham.

«Mener du,» stammede hun, «mener du - fordi Mo'r er død og var - så ulykkelig?»

«Å ja,» han nikkede langsomt og eftertrykkeligt.

Lull blev bleg, hendes Læber dirrede.

«Men Tue, hvad er det da også for noget?» hun begyndte at gå op og ned ad Gulvet, så Slæbet raslede og blinkede efter hende.

«Å dog også - dog også -» hun strakte hidsigt Armene ud for sig.

Tue svarede ikke, han agtede nu slet ikke mere på hende, han sad sammensunken i Stolen og stirrede hen for sig - ind i sine Minder og Vunder - han følte sig så mat, så dødsenstræt - -

Lull var atter standset, hun prøvede på at smile, men hun havde Tårer i Øjnene.

«Værsågod Tue og vift mig - nu har jeg gået og fået helt hede Kinder for din Skyld.»

Han rejste sig mekanisk og tog den hvide Svanefjersvifte ud af hendes Hånd og begyndte langsomt at vifte hende. Der var som tomt i hans Hjærte, det var, som det Angreb på Lull havde udtømt hele hans Kraft.

Lull stod lidt med smilende Læber og lukkede Øjne, så slog hun dem op.

«Herregud Tue, hvordan er det dog, du vifter mig - man skulde såmænd tro, du stod og kastede Jord på mig.»

Han vågnede.

«Ja,» svarede han koldt og rakte hende Viften.

«Nu skal du se - sådan, dumme Dreng,» smilende begyndte hun at vifte ham med yndefulde Bevægelser 130 - hurtigere og hurtigere, så hans Hår rejste sig ved Lufttrækket.

«Sådan,» hun slog Viften sammen, «du forstår da heller ingenting.»

Tue surrede på hende:

«Nej, det kan de andre bedre.»

Det gav et Sæt i ham - hvad - de andre ? hvad var det? hvad mente han? hvad kom de andre ham ved?

Lull så på ham, hun løftede Øjenbrynene og smilte.

En hæftig Forbitrelse greb ham, han følte Lyst til at slå hende - han vendte hende brat Ryggen og begyndte at gå op og ned i Værelset.

«Lille Tue, du skulde da vel ikke være skinsyg?»

Dette Ord foer igennem ham som et Sværd.

«Jeg vil sige dig, Lull - - -»

«Nej, nej,» hun lo og viftede med Hånden, «det er du naturligvis ikke, det véd jeg nok - nå, men nu vil jeg virkelig på Bal og ikke stå her længere og skændes med dig - bliv du nu kun i din Hule, dit Mulefår - og bliv endnu mer loden af al det Mørke, du holder af at sidde i, men min Kåbe kan du da hjælpe mig på.»

Tue greb Kåben - ja bare hun vilde komme af Sted, han kunde knap beherske sig mer.

«Nå da - se nu bare - jeg skal da ikke have den forpå,» hun lo og snurrede rundt.

«Sådan,» hun lagde sig langsomt baglæns ind i Kåben, med Ansigtet bøjet leende tilbage mod ham, så koket triumferende over hans Vrede, at hans Hænder rystede.

«Farvel, Tue.»

«Farvel.»

«Uh, Tue - hvor du er skinsyg.»

«Lull!» 131 «Jamen du er det - for du vil ikke en Gang sige «Farvel Lull».»

- - - - -

Tue gik op og ned i Stuen i hæftigt Oprør, han flyttede Stolene rundt til Højre og Venstre og smældede Bøgerne i med Knald - at hun vovede at behandle ham sådan! - at hun dristede sig til at komme herop i den Baldragt - her imellem de dødes Møbler, i deres Hjem - at hun ikke undså sig derfor - hun vidste jo dog - å, hun vidste ingenting, hun agtede ingenting, når hun kun kunde triumfere i al sin Glæde og Livslyst - ja, han gad se hende på Ballet - dér skulde hun nok forstå at få Kavalererne til at sværme om sig - dem kunde hun jo få det med, som hun vilde - de skulde visselig ingen Indvendinger gøre mod at danse med hende -

- pludselig gav det et Sæt i ham -

- han så det - Lull i en andens Arme, trykket ind til ham, valsende med ham hen gennem Salen med smilende Mund - hun lagde sin Hånd på hans Skulder og så strålende hen for sig - og han - han tog hende om Livet, om det blå Silkeskærf - han rørte ved hendes Arm - hans Blik dvælede på hendes Bryst - - -

Tue rejste sig ret op og stirrede, som havde han Synet lige for sig - han snappede sin Hue - som for at storme frem - forhindre - -

Så greb han sig til Panden - du gode Gud - hvad var dog det? hvad fantaserede han om? var det ham, der så sådanne Syner, ham der - - som det ikke kunde være ham det samme, hvem der dansede med Lull, hvem der rørte ved hende - - var det ikke ham, der havde spekuleret ud - som en Udvej, som en Frelse for dem - at Lull en Gang skulde gifte sig med en anden - en skikkelig Mand, en Mand, han syntes om - og at han skulde komme 132 og besøge dem og tale med hende, høre på hende

- - og nu - det var Vanvid, det var Galskab - - Han vilde have fat i sine Bøger, han vilde sidde

stille dér ved Bordet og læse - an vilde have Fred - - -

men hans Hænder rystede, hans Kinder brændte

- han var syg - det var ham umuligt at sidde stille - hvad skulde han, hvad skulde han gøre?

Gå - ja - hvorfor ikke? han sad jo her med Huen i Hånden, han kunde lige så godt gå - han betænkte sig lidt, så bøjede han sig forover og pustede Lampen ud, slog Døren i efter sig og løb ned ad Trapperne, ud i Alleen.

Det var tåget Nat - længere henne svandt Træerne bort i den svømmende Dis, som Koraldyr i et Hav

- alt var blikstille, kun inde fra Byen, der skimtedes som en utydelig Skygge, en udtunget Tangplante bag Engenes Em, slog Uret tolv - nu var Ballet nok på sit højeste - han gad dog - - -

Han begyndte at gå ned ad Vejen hen forbi Kirkegården, ind ad Alleen mod Byen. Tågen åndede mellem Stammerne, hvis Grene foroven svandt som Edderkoppeben i det klamme Væv - han kom til at fryse - han havde ikke fået Overfrakke på - hans Fødder gled i den slibrige Sne - han standsede et Øjeblik - så gik han langsomt videre. - Nu stod han ved det hvide, våde Led for Alleens Ende og så ind i Byens Udløber, Jærnbanegade, der gabede ham i Møde som en tom Tunnel. Tågen hang der inde mellem de høje Huse - Brostenene blinkede pletvis - våde som en lang Række Gopler. Pludselig lyttede han - fjærn Dansemusik lød ned til ham - overmodigt truttende Horn, skingrende Violiner, jodlende Fløjter - -

Han vaklede et Øjeblik, så rev han Leddet op, sprang over de vædebrune Skinner, løb op gennem 133 Gaden, svingede om Hjørnet ud på den åbne Plads ved Banegården.

Teatret strålede ham i Møde, Etage over Etage, som tre skinnende Rækker af Lys, fritsvævende i Mørket, mens Musiken bruste hen over den øde Plads over mod den lave, lukkede Stationsbygning.

Skygger hvirvlede hen forbi Ruderne i evig Vexlen, som i et Kalejdoskop, Violinerne gækkede, Hornene buldrede på, forfulgt af Fløjternes lyse Triumihvin - og et Kor af Stemmer, et Sus af dansende Fødder -

- Dér var hun oppe, dér dansede hun i den oplyste Sal, mens han stod her nede i Snesølet, dansede med en anden, fuld af Varme og Fryd, i en Rus af Livslyst og Glæde - -

Og atter faldt denne Afmagt over ham, denne Følelse af hjælpeløs Underlegenhed, af hvor hun voxede ud fra ham og bort fra ham og hans - uden at han mægtede at gribe og fastholde hende - han kunde jo ikke danse, men hun kunde det, og ikke alene hun, men også alle de andre deroppe, de kunde det - det var så naturligt, så selvfølgeligt, at de var der oppe i den lyse Sal, hvor Violinerne sang, mens han var hernede forladt i Sneen - men så, ved Tanken om, at hun dansede med en anden, kom Raseriet over ham igen, så stærkt at han kunde have skreget af Forbitrelse - han stampede i Jorden -

- pludselig løb han omkring Teatret, han vilde se det på den anden Side - han vilde snappe hendes Skygge mellem de andres, hun skulde vide, at hun tilhørte ham, at hun ikke således på én Gang kunde slippe fra ham - han gled i Snesjappet, var nær faldet - kom på Benene igen og standsede brat - -

Der ovre på den anden Side den dybe, sorte Grav, hvori Dæmningåen gled lydløst hen, skinnede et Lys i Murenes tætte Mørke - et rødt, ubevægeligt 134 Lys, stillestående som en Sol, stirrende ud i Natten og Tågen - - -

Alting blev stille omkring ham, Musiken svandt bort fra ham, han hørte den ikke mere, ikke Dansen, ikke de summende Stemmer - han så kun det røde Lys, der brændte for en syg, for en døende, vågende i denne Nat, da der dansedes der oppe, da der jubledes i Livsfryd og Trods - - -

Og frem steg Billeder for ham - Regitze, der lå og pintes på sit Smærtensleje - og Moder, den Nat hun døde - da han løb gennem Gaderne efter Lægen - og så lignende Lys brænde - da Byen var som forvandlet til ét Sygehus, hvor de døde i Flokketal -

- Pludselig faldt Musiken ind, durende i hans Øren, så han foer sammen som for et Tordenskrald - atter jublede Stemmerne, atter susede Fødderne hen.

Det jog ham gennem Marv og Ben - det var, som han i en eneste samlet Sum oplevede sit Liv påny - Ruden derovre skinnede ham i Øjnene som et sønderrevet, blodigt Hjærte, og Musiken hvinede over lians Hoved som Knive, der slebes til dets Pinsel - - så svandt atter alting bort for ham - Minderne om de døde og Minderne om Lull - Natten om ham, dens Tåge og Tø - tilbage blev kun Musiken, som nu spillede fjærnt borte, et Sted højt oppe i Himmelrummet, og Ruden, der tindrede ham i Møde som et lidet, blodrødt Punkt langt ude i Natten - tilbage blev kun disse to, de eneste i Verden - Dansemusiken og den dødssyge - - -

Da faldt det pludselig som et knusende Lod ned på hans Hjærte: er du gal? er du gal? står du ikke her og fabler om Uretfærdighed mod de døde, om Livets Letsind og Grusomhed - og så - er det for de dødes Skyld, du skælver af Harme? er det for de dødes Skyld, du står her og lurer og lytter? er det ikke for din egen, for dig selv? er ikke dit eget Hjærte fuldt af Begær mod dette hensynsløse Liv og 135 dets Lyst, af Begær efter hende - hun, som nu danser der oppe i Lyset og Musiken - danser med en anden?

«Skinsyg! skinsyg!» skingrede det i hans Øren - «skinsyg,» spillede Musiken spottende - «skinsyg,» glødede den røde Rude - «skinsyg, du, som vover at stå over for mig som Broder, du, som har Hjærtet fuldt af Forræderi imod mig og af Længsel mod mine Bødler deroppe» - «skinsyg,» klukkede det hånligt fra Åens Vande, «skinsyg,» dryppede det som Tårer fra Tagets Render.

I et eneste svimlende Nu så han det hele - Sandheden fra først til sidst - så foer han op og styrtede af Sted som vanvittig - gennem Sneen, over Skinnerne, ud gennem Alleen - hjem! - forfulgt gennem Mørket af Musikens triumferende Jubeltriller.

136

v.

Tue og Lull kom gående over Sønderbro den følgende Eftermiddag i Gråvejr og Sjap. Lull havde foreslået, de skulde gå den Vej, og Tue havde ingen Indvending gjort. Han var ganske bleg, han havde ikke sovet én Time i Nat, efter at han havde gjort den store, den frygtelige Opdagelse - at Lull havde Ret, at han var skinsyg, at det var det, der lå til Grund for det hele.

Åen gled hen der nede under Brobuen, gråblank, fuld af sejlende Isflager - længere ude svandt den i de snestribede Enges Fladhed i den drivende Dis. Luften var vinterklam, tung af truende Sne. Men Tue mærkede intet, han stirrede kun ind i dette ene, dette eneste ene, der pludselig havde afsløret sig for ham i Går der nede under Teatermuren, under Mu sikens Spil - dette sit Forræderi mod de døde, sit hensynsløse Hykleri - men det var endnu ikke som levende for ham, han begreb det ikke, det var som en ond Drøm, umuligt.

Men Lull gik rank og let ved Siden af på Flisen, med Hænderne presset ned i den stramme Kåbes Lommer - hun så ud for sig med strålende Øjne og fortalte ivrig og glad om Ballet - om hvor hun 137 havde danset og moret sig, og hvor sent de var kommet hjem.

Tue hørte det altsammen fjærnt fra - som gennem en tæt Tåge - og han følte sit Hjærte syde af Had imod hende, hun, som havde drevet ham ind i denne Skændsel og Gru ved sine Favntag, sine Kys, ved at vise sig for ham i denne Dragt og derpå gå bort for at danse med andre - og som nu gik her og bespottende fortalte ham om sin Morskab med disse andre, den, der havde voldt ham sådan Kval. Der kom en Kavaler imod dem midt på Broen mellem de svære, grå Granitbalustrader - en lille, spænstig Skikkelse i gråblå Overfrakke med røde Kinder, klare, små Øjne, spids Næse og selvfornøjet Mund - da han opdagede Lull, lyste det op over hele hans æblerunde Ansigt, hastigt rev han Hatten af og bukkede, sirligt, indtrængende, med de rødkantede Øjne dvælende kælent på hende.

«God Dag, Frøken.»

«God Dag,» nikkede Lull med sit skælmske Smil.

Tue fortrak Ansigtet - idet Kavaleren havde revet Kuppelhatten af sit glatslikkede Hoved, var der slået en Sky af Parfume i Vejret, som havde han trukket Proppen af en Eau-de-Cologneflaske.

Lull så lystigt på ham: «Ja, det var fælt.»

«Hvad var det for en Fyr?» spurgte Tue med rynkede Bryn, idet Kavalerens Ryg fjærnede sig, lang somt, beklagende.

«Å - det var en af dem fra i Går.»

«Han!» Tue standsede.

«Ja, han.»

Tue stirrede på hende - så de sådan ud, hendes Kavalerer? dem han havde følt sig underlegen, dem for hvem han måtte vige - dem -

«Var det med sådan en, du dansede?» udbrød han med dirrende Stemme. Lull blev lidt rød.

138

«Nå Herregud, Tue - hvad skal jeg gøre? jeg må da danse med dem, der er der?»

«Så de allesammen ud som han?»

«De fleste,» sagde Lull med et halvt Smil.

De fleste - det var, som vågnede Tue op af en tung Døs - de fleste, som han dér - og deres Selskab var det, hun foretrak for hans, for deres Skyld var det, hun svigtede ham og lod ham lide al det, han havde lidt i denne Nat, til dem gik hun fra ham, hensynsløs, uden at agte på al det, hun vidste, var hans inderste Vilje - dem vilde hun hellere tale med end med ham.

«Ja, det er virkelig Selskab for dig!» udbrød han skælvende af Harme - og bidsk lagde han til: «den store Professors Datterdatter.»

Der kom et lille, blåligt Glimt i Lulls Øjne, men hun bed sig i Læben og tav. Dér fik han sig hævnet for de mange Gange, hun havde pralet ham for meget af den Professor og irriteret ham med hans Teorier.

«Vil du ikke nok sige mig, hvad godt du finder ved sådan en Fyr?»

Lull så på ham med et forunderligt koldt, næsten truende Blik.

«Jo, det skal jeg gærne sige dig, Tue - han er blandt andet ung - han og hans Lige.»

«Ung -» det gav et Sæt i Tue - «hvad vil det sige?» bruste han op.

Lull svarede ikke, hun gik og så lige ud for sig, hun var blevet bleg, og Furen var fremme mellem Brynene.

Ung - og det vovede hun at sige til ham, at foreholde ham som en Bebrejdelse, at denne rødkindede, vigtige Fyr, der så således på hende med de frække Øjne, at han var ung, at - - «skinsyg», «skinsyg», hviskede det pludselig med en dæmpet, hånlig Stemme - det gav et Ryk i ham - så, hvor 139 var han nu igen, hvad fablede han nu atter om - havde han da glemt - skinsyg - skinsyg på ham , på denne - - - ung - ja, han havde såvist ingen Vanskelighed for at være ung - hvilket Liv havde han vel levet, der kunde tilintetgøre denne Ungdom, hvilken Tanke havde han vel tænkt, der kunde standse hans Fod i Dansen? men at hun sagde det til ham , han som -

Han så sig omkring og opdagede pludselig, at de gik ned gennem Alleen, den gamle Allé til hans Barndomshjem - og det vovede hun, herhen vovede hun at føre ham, snildt benyttende sig af hans Åndsfraværelse - herhen hvor han altid havde vægret sig ved at gå med hende - og det i Dag, nu -

Og se nu til hende, rødmede ikke atter hendes Kinder, duggedes ikke hendes Øjne, som skulde hun til at begynde igen -

«Vil du tie stille!» foer han op.

«Men Tue da -»

«Tror du, jeg vil høre det Pjat her?»

De gik lige forbi Huset, Lull så det, hun udstødte en kort Lyd og vendte Hovedet bort. Men Tues Øjne fløj spejdende hen over den tætte, vedbendgrønne Facade under det rødbrune Tagskæg - han så Ovnilden blusse bag Ruderne mellem de mørke Gardiner og skimtede en svær, brun Hårknude derinde.

Så tog han hastigt Øjnene til sig, han turde det ikke - nej, nej, han måtte ikke se derind, han som havde forrådt det, forrådt sit Hjem til hende, der nu gik her ved hans Side i svulmende Glæde over, hvad hun havde giort i Går - der oppe i Dansesalen, dér havde været samlet al det, han hadede inderst og stærkest, alle hans og de dødes Fjender, og dér havde hun været iblandt - hun, som han havde bedt om at være sin Else -

Videre gik de, og foran dem bredte sig Granskoven 140 op over Bakkerne som et grønt, filtet Tæppe mod den grå, skyede Himmel - men bagved forsvandt hans Hjem, hans Sjæls eneste Tilholdssted på Jorden, det, hun havde berøvet ham, hun, som var kommet til ham og havde rakt ham sine Hænder til Hjælp og Trøst. Han følte Hadet voxe i sig: hun, som havde voldt, at han måtte gå forbi sit Hjem angst og brødebetynget, en Forbryder forbi sine Ofre - og som havde danset i en fremmeds Arme i Går - hans Tanker irrede efter Våben til at ramme hende med, såre hendes sorgløse Ubekymrethed. Pludselig skød den røde Rude brændende op for hans Øjne, og han udbrød:

«Dér - i Går, mens I dansede, lå der en syg lige overfor ved Åen - jeg så det røde Lys skinne.»

«Tue, var du dernede? Var du nede ved Teatret?»

Et Tag om hans Arm, og han så lige ind i Lulls lysende Øjne.

Så, hvad havde han nu dér gjort - forrådt sig, fortalt det hele, sit Frafald - til hende, til hende selv. Han rev hæftigt Armen til sig

«Jeg gik en Tur, der var lummert hjemme på Værelset.»

Lull så på ham: «Å det er det -» så slap hun ham og smilte, hun slog sagte Hænderne sammen, idet hun nynnede betydningsfuldt.

Tue så forbitret på hende - så - tvunget ham til Forræderi havde hun, og nu nød hun triumferende sin Sejr - hans Smærte, hans Nedværdigelse -

«Tror du ikke, den syge har haft en glædelig Nat?» udbrød han med rystende Stemme, «tror du ikke -»

«Å hvad -» Lull strøg hurtigt Håret tilbage fra Panden, «det kan vi da ikke gøre for - hvad vidste vi om det? skønt - nu du siger det, husker jeg nok, at jeg så Lyset, da vi kom kørende, og da gjorde det også mig ondt.» 141 «Men alligevel gik du op og dansede?»

«Ja Herregud - det glemte jeg virkelig, så snart jeg hørte Musiken.»

Tue så på hende - glemte det, da hun hørte Musiken - han fik på én Gang en afsvalende Fornemmelse - ja, se dér var det, dér - det der hed Ungdom, det at danse lystigt væk i Brus og Musik hen over de syge, hen over de døende - det der var så herligt og stort - det Lull beundrede så meget - det som han kunde, Kavaleren før - og som Lull kunde og alle de andre deroppe - men som han ikke kunde - Nej - det var at ånde lettet op - nej, det kunde han ikke, så vidt var han dog ikke kommet - deri bestod hele hans Jammer, han som dog - ja, men også hans sidste Rest af Trofasthed og Ære - så dybt sunket som de andre var han ikke - ti han var ikke ung.

Nu gik de ind i Granskoven - grønne og tætte stod de tavse Nåletræer om den stejle Sti, der løb op ad mod Bommen ud til det åbne Land - de optårnede Skyer sås imellem dens skrævende Stolpeben. Grantoppene pegede stille mod den tunge Himmel, en Spætte hamrede langt inde i det grønne Skjul - tik-tak-tak-tik -. Her var slibrigt og vådt, Lull stak sin Arm ind under Tues, han lod det roligt ske, han så ikke på hende, hans Hjærte var fyldt af kold Foragt mod hende og hendes. Så var de oppe, gik igennem Bommen og ud på Landevejen.

Men denne Opstigning gennem den gamle, fortrolige Skov havde vakt et Mylder af forvirrede Barndomsminder i hans flakkende Sjæl.

De gik langs Rækværket, hvis Jærnstang mellem de røde og hvide Støttestene løb hen over Grøften - neden under det, bag Granskovens grønne Skrænt, lå Byen, tilsneet og smudsiggrå, pletvis krybende op ad de disede Banker på den anden Side. Kysterne 142 svandt hen i Tåge ude langs Fjorden, i hvis grålige Dyb et enligt Sejl gled hen.

Landevejen drejede, i en stor Bue svingede den ind i Landet, og bred og lige, spejlende den hængende Himmel i sine Sølepytter, løb den imellem en Række knudrede og bøjede Popler, stadig mindre og mindre, ud i Horizontens Tåge.

Lull havde sluppet Tues Arm, så fik han da endelig Fred - nu gik de hver på sin Side Vejen, langs Grøftekanten, hvor der var en Smule tørt, ind mod Græsset, omhyggeligt søgende efter farbare Steder. Markerne gled dem forbi mellem Stammerne, sorte og nøgne, Krat skar hen over dem i strittende Bælter

- af og til lå der et Hus i sin Køkkenhave med det våde Halmtag melankolsk ned over de grå Mure. En Krage blev ved at følge dem, svømmende frem mellem Poppelkronerne.

Hvor ofte havde han ikke gået ad denne Landevej med Moder og Regitze slige kolde, våde Martsdage

- hvilken Fred var der ikke i at fordybe sig i de Tider, da han levede mellem Mennesker, der forstod ham og ikke vilde ham andet end vel. - Men turde han komme til dem, han, den frafaldne, plettede -?

Han så uvilkårlig over på Lull og mødte hendes Øjne, hun smilte.

«Nå Tue, det må da endelig være dig til Behag dette her, at vi nok så anstændig må trave hver på sin Side, og jeg slet ikke kan komme over og få fat i dig.»

Få fat i dig - o Gud, hvor var hun fræk - at hun endnu dristede sig til - og så - nu begyndte hun påny at fortælle om Ballet, sættende Fødderne frem med små, lette Trin, som dansede hun endnu, ganske ubekymret om Regnpytter og Smuds og leende højt af sin egen Fortælling.

Han gav sig til at gruble over hendes Væsen - hvorledes det skød al Bekymring fra sig så let, som 143 Gåsen skyder Vandet, blot rank og knejsende stævnede bort fra Natten mod den morgenlysende Blomsterbred - det gjorde hende ondt, da hun så Lyset, men da hun hørte Dansemusiken, glemte hun det - hun agtede intet andet i Verden end sin egen Lyst, for den måtte alting vige, der var ikke anden Stemme i hende end dens. - Nå, hun kunde jo også sagtens være let til Mode, tilfreds, hun havde jo sejret, nået sit Mål, gjort ham til en Vånd i sine Hænder, lokket ham bort fra de døde - men at det var muligt - at han havde ladet hende vinde så vidt, at han ikke havde stridt imod og holdt bedre over sig og sin Ære - udleveret sig og sine døde så glatvæk i hendes Hænder - hvor kunde han dog have ladet det ske? Hvor fandtes den Straf, der var hård nok for ham?

Han hørte, hun spurgte om noget, men svarede ikke, forstod ikke en Gang, hvad det var - - han havde ladet hende skalte og valte med sig, som hun vilde - han havde troet, hun var et Barn, uskyldigt og lunefuldt som det - og så - å, at han havde ladet sig således narre - og nu - hvorledes skulde han nu fri sig fra al det, hun havde redet ham ind i, og vende tilbage til sit sande Liv, til Troskab og Pligt?

Han stirrede ned for sig - hvert Skridt på denne Vej kaldte jo Minder frem om fordums, lykkelige Dage, der bedende strakte Armene ud imod ham, men hvorledes nå tilbage til dem?

Lull spurgte igen, men fik atter intet Svar, han følte hendes Øjne på sig, men så ikke op, og med Tilfredshed mærkede han, at hun endelig tav. Og da han skottede over til hende, stjålent, hurtigt, så han, hvorledes hun gik med bøjet Hoved og så ned for sig - se så lille Lull, du skal dog ikke tro, jeg så ganske uigenkaldeligt er i din Vold - du skal få at mærke, at det, du troede dig et Middel til glad 144 Triumf, med Et kan vende sig imod dig som et stikkende Sværd.

Han sænkede atter Hovedet, og en træt Sløvhed gled ind over ham - han så kun den sølede Jord foran sig, der forsvandt under hans Fødder, og hørte kun hendes sagte Trin.

Det skumrede. På bægge Sider sænkede de store Skove sig ned mod Dybdalen og Mørkedalen; ensomt gik de på den høje Landevej mellem Skærvebunker og Vej bukke.

Det raslede bag ved dem i Stilheden - en Bondevogn kom kørende i fuldt Trav, Tue så lige Hestenes sorte, dukkende Hoveder, så rumlede den forbi dem, Bonden gyngede stormægtig og bred på sit Sæde, Hjulene sprøjtede Skarn og Smuds til Højre og Venstre

- så fjærnede den grå Kavajryg sig hastigt op imellem Skovene.

Tue huggede efter Vognen med sin Stok - «den Tølper!» - han så over til Lull, hun var helt tilsølet og var standset under en Poppelstamme for at pudse sig. Han tøvede lidt, så gik han langsomt hen til en Bænk, der rygløs og tynd stod et Stykke ude fra Vejbredden, over de bratte Skrænter ned mod Dybdalsslugterne.

Foroverbøjet støttede han Stokken på Brædtet. Lull kom hen til ham og satte sig foran på Bænken.

Høje og sorte steg de skovklædte Banker op fra Mørket, Tågen drev hen over dem - længere nede hang den som et tyndt, perlegråt Slør, stundum dukkede Top ved Top frem, så sløredes atter de utilgængelige Dybder.

Ubevægelig stirrede Tue ned i dette Svælg af Skov og Mørke. Tågen svævede, Trætoppene kom og svandt

- en rå Kulde åndede op imod ham, en Duft, ram af sur Bark og Millioner fugtige Grene -

- han sank længere sammen over Stokken - det var, som gled hans Hjærte fra ham der ned i det 145 dybe Øde, i den urgamle Stumhed og Kulde. Al hans Sans forgik, han følte det, som levede han ikke mere - - -

- Dæmrende fik han en Fornemmelse, som havde Landet der nede samlet sin tunge Sjæl i et Par intense, stirrende Øjne - han så ned og lige ind i Lulls, hun havde drejet sig om og så på ham, med et Udtryk så håbløst bedrøvet, så uforstående trist, at han uvilkårlig udbrød:

«Hvad er der?»

«Å ingenting -» Lull trak på Skuldrene og vendte sig om, han så hendes lyse Hårknude mellem Pelskraven og det sorte Slør. Bagved lå det mørke Land.

Hans Hænder kom til at ryste om Stokken; snart en Time havde de ikke talt til hinanden - nå, det var godt nok til hende - men - dette blege Ansigt, disse Øjne - havde hun ikke villet haft ham med på det Bal? - Snak!

«Skal vi gå?» spurgte han kort.

«Ja,» Lull rejste sig.

Vejen sank ned i en Kløft, Skoven dernede forsvandt under de fra bægge Sider Skrænten sammenludende Træer. Herinde var Jorden ganske opblødt, deres Fødder sank i til Anklerne i Skarn og Sne - så kom de atter ud i åbent Land, Vejen løb foran dem over en hvidmalet Bro og videre op ad en Banke, ad Kolding til.

De stod lidt ved Broen og så der opad. Så udbrød Lull pludselig, ud for sig, som talte hun i Tanker:

«Jeg forstår dig ikke, Tue - du brød dig jo ikke om mig - du vilde jo ikke have mig -.»

Tue så på hende, mistænksom - hvad nu? hvad mente hun? han var lige ved at spørge, men bed sig så i Læben - nej, ikke spørge. -

De gik op ad en Sidevej til Højre - foran dem, ved Opgangen, mellem Skræntens hældende Træer, 146 holdt der en Vogn højt mod den skyede Himmel, fuld af struttende Brændestykker - dens dyndede Hjul spærrede næsten hele den smalsporede Vej, og de måtte gå ind på Marken for at komme uden om den. Hesten ludede foran i Seletøjet med Manke og Hale flyvende i den rå Blæst, og lænet op imod Fjælet stod en gammel Bonde, sløvt sammensunken - hans Hage hvilede på de korslagte Arme og hans smudsige, rynkede Oldingeansigt stirrede på dem mellem de kødrøde, mosgrønne Brændestykker. Trælugten pirrede fugtig-tørt i Næsen.

Lull standsede og så lidt på ham, og da Tue vendte sig længere henne på Vejen, stirrede endnu dette døde Ansigt efter dem.

Så lå Vejen foran dem flad og opkørt mellem gule Marker, snoende sig ud og ind i store Buer efter de spredtliggende Gårde. En blålig, fugtig Tone trak sig hen over de grå, hængende Skyer. Gavlvinduet i Gården der ovre ved Vejen ned mod Skovene til Byen blev mørkeblåt - så begyndte det at sne - løse, lette Fnug dansede hen gennem Luften.

I det samme kom han til at se på Lull, og i et Nu slog de ned i ham, hendes Ord der nede fra Broen: «du brød dig jo ikke om mig - du vilde jo ikke have mig» - den Nat, den Nat, da hun blev hos ham, da hun stod i Vindueskarmen og stirrede på ham med de Øjne under det snefyldte Hår - Ofelia - Ofelia - «vilde ikke have mig» - et Øjeblik blev han sig bevidst, men strax derefter som bedøvet - ti det var jo umuligt.

Der stod en Brønd ved Vejen med en lang Stang ragende sort op mod Tøvejrets Aftenhimmel. Lull var gået derhen og havde bøjet sig over Træværkets skørnede Rand. Tue fulgte uvilkårlig med, men da han mødte hendes Øjne der nede i det dødsblanke Spejl, trak han hastigt, forvirret sine til sig - han gik op på Vejen.

147

Men hvad var det for en Lyd, en underlig hul huggende - halvkvalt - som under Jorden - en indespærret Hunds Gøen? kom den ikke fra Gården derovre?

I det samme stod Lull foran ham, bleg med knyttede Hænder, rystende over hele Legemet.

«Tue, jeg vil sige dig det, jeg holder det ikke ud, jeg finder mig ikke i det, som du behandler mig.»

Han foer sammen og stirrede på hende - så, var det da muligt, det forfærdelige, han havde opdaget, han havde troet at opdage - at hun - at hun vilde -

«Du vil ikke se på mig, ikke det mindste, og i over en Time har du ikke talt til mig, ikke ét Ord, jeg har spurgt, men du har ikke svaret - men jeg vil sige dig, jeg finder mig ikke i det, jeg finder mig ikke i det!»

Hun stirrede vildt på ham, hun knugede Hænderne, så Knoerne hvidnede mod Pelsværkets sorte Kant.

- selv vilde - vilde - Regitze, som lå i sin Seng og stirrede på Magisteren - og hun, Lull, skulde -

«Jeg har bedt dig om at gå med mig på Bal, men du vilde ikke, du sagde - du sagde - å Gud!» hele hendes Ansigt skælvede i Hulken, «men når du ikke vil, og du behandler mig sådan og så - så går jeg på Bal, hører du, så går jeg!»

Hun stampede for ham i Jorden.

«Og det vil jeg have Lov til, jeg vil ikke altid sidde inde hos dig og læse alle de Bøger og høre på al det - og du skal ikke pine mig sådan, når du alligevel ikke selv - - og jeg vil have dig, vil jeg - jeg vil have Lov til at kysse dig, når jeg har Lyst, og jeg har altid Lyst og -.»

Kysse dig - have dig - når du alligevel ikke selv - var det sandt, var det tænkeligt, at - en Jomfru - der - 148 «Men jeg vil sige dig noget: det går ikke - nej, det gør ikke - nu har jeg jo prøvet det andet, men det bliver bare værre og værre, du rejser op til Torup, og du ser ikke ind til mig og du - å,» hun brast i Gråd, fortvivlet hulkende.

Det andet - rejser op til Torup og - så, dér var den Lyd igen - «å hå hå hå hå hå!» - hvad var det dog - hvad var det? han vendte Hovedet lyttende

- en pludselig Angst snørede hans Strube sammen, der brød en ubevidst Kval frem fra hans Hjærte, et dunkelt, forvirret Minde -

«Nej, der er ingen anden Udvej - det kan ikke nytte at vente, og jeg vil heller ikke vente - du skal elske mig, Tue!»

Elske - hvad var det for et Ord? pludselig, som en Gnist fænger i tørt Hø, fængede det Ord i ham

- uvilkårlig kom han et Skridt frem, med stirrende Øjne -

«Du skal elske mig, Tue, sådan som jeg elsker dig, og hvis du ikke vil, så skal jeg tvinge dig dertil!»

Elske - hvad? det var sandt - hun havde villet - hun havde - det gav et Ryk igennem ham

- at hun vovede det, vovede at sige det, nu - hun, som i Går - som -

«Du skal elske mig, Tue!»

«Vil du tie stille!» skreg han.

«Å hå hå hå hå hå!»

Han foer sammen - det var Hoste, Hoste, frygtelig Blodhoste - Hoste som Regitzes -

«Nej, jeg vil ikke, nej, jeg har tiet længe nok, og det er blevet værre og værre, nu vil jeg ikke tie mere, du skal elske mig!»

«Jeg vil ikke høre det Ord!» han løftede den knyttede Hånd.

«Jo - jo! Elske, elske, elske!» skreg hun, dirrende 149 over alle Lemmer, mens Tårerne strømmede hende ned ad Kinderne.

«Å hå hå hå hå hå!»

Tue vendte sig - hør, ja hør - dér var den igen, Hosten fra de endeløse Nætter, fra hine Rædselsnætter før Søsters Død. - «Å hå hå hå hå hå - å hå hå hå hå hå!» - han gik hastigt frem ad Vejen, draget mod Hosten - som i Blinde.

Men i et Spring var Lull atter foran ham med tindrende Øjne og knyttede Hænder.

«Nej, nej - du kan tro, du skal ikke slippe fra mig sådan - jeg skal nok nå dig, og dem skal jeg også nok nå, dem!»

«Hvem?» Tue standsede, han så på hende som gennem en Tåge.

De stod lige uden for Gården, som lå dér fast og lukket i ensomt Mørke med sine lave, grå Længer under det tunge, sorte Tag. Porten var låset, alting var stængt, kun Staldens korsformede Glugger stirrede blindt ud over Vejen.

Det begyndte at sne tættere, som hvide Pletter over Taget og et hvidt, dansende Slør ude over de brede, våde Marker.

«Nå, så det tror du, jeg ikke véd!» skreg hun med de flammende Øjne lige ind i hans, «hvem der er Skyld i det hele, i at du behandler mig, som du gør - jo, det kan du tro, jeg véd - og du kan tro, jeg skal ramme dem, det døde Pak!»

Tue stirrede på hende, det var, som svigtede Bevidstheden ham, som svandt alting bort for ham - Pak - - -

«Ja, Pak sagde jeg - netop Pak - for det er mig, du skal elske, mig, mig og kun mig!»

«Å hå hå hå hå hå!»

«Jeg hader dem, hader, hader, hader dem - og jeg skal udrydde dem, skal jeg, udrydde dem - jeg spytter på dem, jeg -.» 150 «Å hå hå hå hå hå!»

De stirrede et Øjeblik på hinanden - det gav et Sæt i Lull, først nu hørte hun det - hun vendte sig hurtigt, men i et Spring var Tue over hende, fik hende fat om Armen - hun sled til, men han holdt fast, slæbte hende med sig tværs over Vejen tilbage til Gården, tilbage til Hosten - hun skulde høre den - hun skulde høre den - hun, som - det var Fader, det var Moder, det var Regitze - det var den syge fra i Går, bag den røde Rude - hun skulde høre den, Dødshosten, hun -

«Å hå hå hå hå hå!»

- en hvinende Jamren, sprudlende fuld af Blod

- og så atter -

«Å hå hå hå hå hå!»

og i Ekko -

«Å hå hå hå hå hå!»

hostende tilbage fra det snævert indesluttede Gårdsrums nøgne Længer - en gungrende Mangfoldighed af Hoste -

Tue stirrede ud for sig med vidt opspilede Øjne, det hostede, det hostede fra alle Kroge af Marken, Døden skød op af Jorden, ud af Luften, Døden allevegne - Gårdens Tage trykkede som Ligkistelåg ned over de kalkgrå Mure - - -

Lulls Hånd rystede i hans, han knugede den fastere, hun skulde høre, hun skulde høre - Bjærgfyrren der henne ved Gavlen, se, var den ikke en Helhest - som den nu rørte sig, rettende sig på sit eneste, knoklede Ben og skydende puklet Ryg, som biede den kun på en Rytter for i hastende, haltende Trav at humpe af Sted gennem de æltede Marker, gennem det stadig tættere Snefald, af Sted ind i Natten, ind i Mørkelandet - og Rytteren, var han ikke derinde?

Lull vendte sig bort, hendes Ryg skælvede for 151 hvert Hostestød, men han knugede Fingrene hårdere om hendes Håndled.

«Å hå hå hå hå hå!» så et Gisp, et Glam - som af en Hund - - -

Han så Lull snurre rundt, sansede lige hendes Ansigt, hvidt som en Dødnings, hendes tindrende Øjne og løftede Hånd - så fik han et Slag i Ansigtet så voldsomt, at der dansede Gnister for hans Øjne, og han tumlede tilbage.

Han slap hende, og hun fløj ned ad Vejen, bort i Mørket -

Han greb fortumlet omkring sig - hvad nu - hvad var det?

«Å hå hå hå hå hå!»

Han løb fremad som jaget af en pludselig Angst - og standsede - en Skam faldt over ham, en Gru så han sank i Knæene - du gode Gud, hvad havde han gjort - pint hende som en Bøddel, slæbt hende hen at høre på det, han vidste, hendes livsfyldte Hjærte ikke kunde udholde at høre - pralet af Hosten derinde, af den dødssyges fortvivlede Kamp for Luft og Liv, af Fader og Moder, af alle de døde, af Døden selv - for at hævne sig på hende, fordi hun gik på Bal, uden han vilde det, fordi -

Han vaklede ned ad Vejen - dér stod hun ved Nedgangen til Skoven, foran hvis sorte Svælg Snefnuggene fløj i rastløs Hvirvlen, og stirrede imod ham med store, tårefulde Øjne.

«Tue - slog jeg hårdt?»

Han svarede ikke, rystede kun på Hovedet og vaklede videre ned ad Vejen - til han standsede - overvældet, med Stokken boret ned i Jorden.

«Ja, så skilles vi altså,» han fik det frem med Møje.

«Skilles -» det gav et Sæt i Lull, hun kom hurtigt et Skridt frem.

152

«Ja, skilles -» han nikkede ud for sig, det måtte jo gøres først, det.

«Nej!»

«Nej?»

«Ja, jeg siger nej - tal ikke til mig om at skilles - det gør jeg aldrig!»

Hun stirrede på ham - bleg, med fanatisk lysende Øjne, viljekraftigt bestemte.

«Aldrig -» han så lidt på hende, så knækkede han sammen, hun vilde ikke - «men i Jesu Navn, hvad vil du mig da?» skreg han.

«Jeg vil frelse dig!» råbte hun med tindrende Øjne.

«Frelse mig -» han forsøgte et bittert Smil.

«Ja, frelse dig,» gentog hun - hun vendte sig hurtigt bort, som i Gråd.

Frelse - det luede et Øjeblik op i ham, men så sank han atter sammen, opgivet - det var forbi, det sidste, der var ikke mere at tænke over, hun vilde ikke.

Og tavse, uden et Ord, fulgtes de ind i Skoven, ind i det ventende Mørke - fjærnt bag ved dem skingrede endnu den døendes Hoste.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Han sad der hjemme ved Vinduet i sin kolde Stue, hvor der ingen havde været den hele Dag, og hvor derfor Ilden forlængst var gået ud, sad som tryllebundet og stirrede ind i dette: at hans Brøde var endnu langt størf e, hans Evne til fræk Selvforblindelse endnu langt stærkere, end han havde anet, selv i hint frygtelige Øjeblik nede under Teatermuren i Aftes, da han dog mente at have tømt sin Nedværdigelses Bæger til Bunds - at mens han stod dér som Dommer tvingende hende til at lytte til Sandhedens Røst derinde, var det ham, der løj sig allerlængst bort fra Sandheden, han, som benyttede sig af den døendes højeste Jammer til at skaffe sig Hævn for sin egen 153 Svaghed, for sin egen Afmagt under hendes og Livets Vilje. I et Nu havde dette pludselige Slag i hans Ansigt, dette Slag fra Pigehånd, fra hendes Hånd, som så ofte havde kælet og klappet for ham, søndersplittet Sløret og ladet Sandheden lue ham i Øjnene.

Det var en Gru, der strømmede igennem ham, som én svidende Tugtelsens Drik, der i ædderbitre Dråber åd sig ind til hans Hjærtes inderste Celle. Og han sad der tilbage, som tom, som nøgen, som ædt hul for hvert, selv det ringeste, Menneskeværd.

- Men det var umuligt - det var umuligt, at han kunde være så dybt sunken, at ingen var dybere end han. Og som en, der skal begraves under Muld, i vild Angst snappende efter Vejret, fægtede han for at komme op, fægtede efter et Greb, han kunde klynge sig fast og hæve sig ved.

Da lød de pludselig i hans Øren, hendes Ord der oppe fra Landevejen, med den skarpe, skingre Stemme, hvormed hun havde råbt dem: «Jeg hader, hader, hader dem - det Pak - jeg spytter på dem - jeg -»

Og i et Nu var han oppe, var det muligt - var det menneskelig Tale - havde hun talt sådanne Ord, hun som fulgtes med ham, hun, Lull - «jeg skal udrydde dem, ja, udrydde dem - for det er mig , du skal elske, mig, mig og kun mig - og hvis du ikke vil, skal jeg tvinge dig dertil.»

- det var altså det , hun vilde, det hun havde truet med, den store Hemmelighed, hun så længe havde gået og båret på - « nu véd jeg, hvad jeg vil gøre - nu véd jeg det» - den Gang efter Rejsen til Torup, da han ikke havde set ind til hende - - det var altså det -

- og som belyst af et Lyn lå hele deres Liv for ham fra den første Dag, hun kom til ham og påtvang sig ham, skønt han ikke vilde, og til nu, da hun åbenlyst erklærede sig - hendes Spisen- 154 medham i Skovhuset, hendes Kommen om Søndagen, hendes Kæleri for ham - al det han havde taget for barnagtige Udtryk for, hvor gærne hun vilde være sammen med ham, og som han hemmeligt havde ladet sin Forfængelighed smigre af - al det så han nu som listige Led i den Felttogsplan, hun havde lagt mod ham og de døde for at erobre ham for evigt til sig.

Og så - mangen Gang, når han havde troet dem ret trohjærtigt sammen, havde det da mon ikke været hende en Pine at blive her i hans stille Stue mellem alle de gamle Bøger? - havde hun ikke selv forkyndt ham det der oppe? - mens hun higede bort imod Dans og Musik og lystige Kavalerer? men Klogskaben bød hende jo blive og holde ud, at hun dog omsider kunde nå sit Mål.

Og videre - hele denne dybe Nedværdigelse fra det Øjeblik, da han som noget selvfølgeligt stolede på, at hun ikke gik på Bal, når han ikke vilde med, til han skuffet der nede ved Teatret deklamerede mod Letsindets og Grusomhedens Børn, og til han tvang hende ind under «Sandhedens Tugtelse» der oppe på Landevejen - alle disse Scener, hvori han havde spillet en så ynkværdig Rolle, og hvis Skændsel nu tilfulde stod ham klar - hvem skyldte han vel dem andre end hende? - at han var blevet således - så langt lokket bort fra det, der var hans inderste Natur - -

Nej, nu steg hendes Skyld som et brusende Hav, bestandigt vældende op fra det dybe og opslugte ganske hans egen Brødes lille Ø, den, dette Hav jo tilmed selv havde skabt - listelig - bærende Muld og Grus og Plantefrø med, Bølgeslag for Bølgeslag, til den rundede sig, til den hævede sig, pralende højt i Solen, til den nu atter slugtes og forgik i det Hav, der havde født den - - -

Men nu - ja nu - var nu Sejren ikke hans? nu 155 da hun i et Øjebliks Ophidselse havde sønderrevet det Væv, hun lønligt havde spundet om ham i så lange Tider - nu da han kendte hendes hemmelige Veje? Jo, jo - nu var det hans Tur, nu stod det til ham at regere, til at lade hende sprælle under sine Hænder, som han havde måttet sprælle under hendes - og hun skulde komme dyrt til at bøde - I et Øjebliks mæt Tilfredshed strakte han sig ud i Lænestolen, svulmende af Hævn.

- Da faldt det ham pludselig ind: er du nu også sikker - rustet til Oprejsning og Hævn? har du nu Sejren i Hænde? du, som nylig var langt nede - -

Han rejste sig over Ende og stirrede frem for sig, påny i Skræk.

«Du skal elske mig, og hvis du ikke vil, så skal jeg tvinge dig til det.» - Tvinge ham til det - du gode Gud, kunde hun det? tvinge ham tilbage i det, han just nu havde undflyet, hvis Skændsel han havde indset til sin inderste Hjærterod - ja, var hun ikke stærk, stærk som Livet selv, og var han ikke svag, svag som den fristede er - sad hendes Magt ikke dybt i hans Hjærte, ham uafvidende listet derind - o jo - jo - han så det - Nættets Masker var der alle, hele - de var blot blevet åbenbaret - hun kunde trække dem sammen om ham, når hun vilde - og hvilke Midler havde hun ikke? -

- pludselig gød der sig en blussende Hede igennem ham: den Nat, da hun ikke vilde op på Hotellet, men blev hos ham, da hun stod dér ved Sovekammerdøren og rakte Armene ud efter ham - og Drømmen, den hvidklædte Skikkelse, der bøjede sig over ham -

- Det svimlede for ham, som skødes Jorden bort under hans Fødder, og gyngede han midt i et Hav - han fornam en kvalmende Fornemmelse i sin Mund, et Slør for sine Øjne - men da skreg det igennem 156 ham - som et Nødskrig i sidste Øjeblik: det er Livet ! Livet du er ved at omkomme i!

Og han stejlede tilbage - og han sad dér med Et, rystende med Hænderne klamret om Stolens Armlæn, i iskold Sved som efter en voldsom Karusselfart.

Han kom med Møje på Benene, hen og fik klirrende fat i Vandkaraflen, i et Glas, skænkede det klukkende Vand op og fik slugt det, koldt som det var af at stå hele Dagen i den uopvarmede Stue.

Afgrunden havde åbnet sit ildspyende Svælg lige for hans Fødder - kun et Skridt, og han var styrtet derned, ned i hendes Favn, ned i Livet, i dets fortærende Flammer - bort fra den faste Kyst, hvortil han havde reddet sig og sit Liv.

Han sank sammen i Stolen, og gennem hans Hjærne gik det ene Ord: Frelse! Frelse! Frelse! - at nu gjaldt det at redde Livet, Livet selv - nu det var så vidt, så forfærdelig vidt - at nu måtte Hævn over hende og Bod mod de døde vige - nu var det selve Livet om at gøre, hans eget Liv - om han skulde frelses - men hvorledes? - Skilles? hun vilde jo ikke, «tal ikke til mig om at skilles, jeg gør det aldrig -» og han vidste det, hun gjorde det ikke, hun havde svoret, og hun gjorde det ikke - men hvad da? Flugt? hvad vilde det hjælpe? hun vilde nå ham overalt, hun havde svoret det, hun gav ikke efter, hun gav aldrig noget op, hun havde besluttet - hun vilde nå ham, ihvor han så tyede hen og tage ham i sine sejrrige Arme -

Det var forbi, der var ingen Frelse, ingen Udvej, han var redningsløst hjemfalden til hende, tabt i hendes, i Livets Vold. Frafaldet, Vildfarelsen havde været for hensynsløs stor - det kunde ikke genvindes ved Anger, det var forsent - -

Men nej, nej, nej! det måtte det ikke være, det kunde det ikke være - og han greb omkring sig som en synkende - Redning, Redning, Frelse - men der 157 var ingen, og han følte det, han måtte gå til Bunds, om hun ikke kom bort - Da pludselig - et Glimt - han skreg - han snappede efter det - han holdt det, han var frelst -

Han lå tilbage i Stolen og stirrede hen for sig, han havde set det, at der, trods alt, var Frelse, han vidste det, nu gjaldt det blot om at udføre det.

Hun måtte slippe ham - hun selv - tvinges til at slippe ham, selv give Afkald på ham, selv forlade ham og lade ham alene - da var Faren forbi for altid, da var han frelst.

Og han kunde det, ja han kunde det, så sandt Selvopholdelsesdriften i ham var stærk, så sandt det gjaldt hans Frelse, så kunde han - -

- Det gnistrede for hans Øjne, han knyttede Hænderne - han hungrede efter at komme i Lag med hende - helst nu strax, strax, ikke et Øjeblik var der at spilde Han var blind af Raseri og Skræk - han så kun ét af to - enten måtte han eller hun bukke under - hun havde hængt sig ved hans Fod for at drage ham ned, ned i det sydende Hav, ned i dets brændende Hvirvel - men han kæmpede for sit Liv, han vilde op til Lyset og Luften - og hun måtte , hun skulde slippe!

Nu blev hun ikke mere et Enkeltvæsen, et Menneske, endsige et Menneske, der stod hans Hjærte nær, hun blev ham en ond Vold, en overvældende Magt, den han havde stridt imod sit hele Liv.

- - - -

Og Kampen begyndte, strax næste Morgen, så såre han så hende komme sig i Møde, en ganske anden end i Går, bleg, skælvende, med tårefyldte Øjne - - o, hvad havde hun dog gjort, hvor havde hun dog kunnet lade sig rive således med - hvad vilde han dog sige, hvad vilde han dog gøre? vilde det vende sig til Undergang eller Frelse?

Hun blev ikke længe i Uvished, han hug strax i, 158 ør af Raseri, blind i sin Beslutning, at hun skulde væk, blot væk - hendes prøvende God Dag blev ikke besvaret, hun fik kun et Blik i Steden - som et Dolkestød - Hun foer sammen, hun forstod det - det var Undergang - det havde vendt sig imod hende, hun havde i et Nu revet ned al det, hun havde bygget op nu snart et Ar. Og hun bøjede Hovedet og gav sig hen under hans Vrede i et Øjebliks Fortvivlelse og Anger. Men da så Svøbeslaget faldt over hende - så ubehersket, hensynsløst vildt, og det i et eneste, skrækslagent Nu lynede igennem hende, hvad han havde besluttet, og hvor vildt bestemt han var på at føre det igennem, da fik hun sin Besindelse tilbage og rejste Hovedet imod ham - nu gjaldt det at kæmpe , nu vilde Eftergivenhed og Vigen være den sikre Død, Undergang uden nogen Genoprejsning. - Og i Hast havde hun samlet alt sit Eje til Kamp og gik ham i Møde udrustet i sin fulde Pragt, i sin Skønheds gyldne Brynje, med sit lyse Sinds Skjold og med sin Kærligheds brændende Fakkel i Hånd, svingende dens blussende Ild kækt for hans lyssky Øjne, værgende sig tappert med sit Skjold og modigt bydende sit guldpansrede Bryst frem for hans Slag - med Latter og Sang, med Fjerbusken vajende over sin Hjælm gik hun ham imod - det var jo nu hendes alt, det gjaldt, hendes Hjærte, hendes Liv.

Og han studsede og veg uvilkårlig et Skridt - hvad var nu det? det havde han ikke ventet - hvad mente hun? - og hvor pragtfuld hun var - - men da han så fik Faklens Ild lysende lige ind i sit Ansigt, flammede det atter op i ham, og han styrtede sig imod hende i alle Nattens og Mørkets Våben, i Bjørnehud og med Kølle - nå, så det mente hun altså at kunne imponere ham på slig Måde - jo, han skulde lære hende - kom hun ikke her så frejdig, som gik hun sin gode Samvittigheds Sag - 159 Men at hun vovede - og mægtede at byde ham Trods - Faren var endnu større, end han havde set - og Bevidstheden herom lagde Kraft i hans Hånd - et Slag tørnede mod hendes Skjold, så hun vaklede tilbage under det med den rygende Fakkel i Hånden - endnu et Slag drevet på i vildt Raseri - Hjelmen fløj af hendes Hoved, og hun stod der, bedøvet, fortumlet, hjælpeløs fortabt i hans Vold - og det viste sig med Et, hvad der gemtes bag den prangende Rustning - en lille Pige, der fortvivlet havde stridt for sit Liv og sin Elskov - og nu besejret bøjede sit gyldentlokkede Hoved og brast i Gråd i sine hvide Hænder.

Men da vaklede Køllen i hans Hånd - hun græd, hun græd - han blev grebet af Skræk - havde han slået for hårdt? han sænkede sit Våben - og idet han stod dér og stirrede på hende, fornam han i sit Hjærte Sejrens svækkende, tilgivende Triumf og tillige en - næsten skamfuld Undren over, at det var ham , der havde overvundet hende , hun, der var af så ædel Ryrd, og dybest nede en sagte, sitrende Angst for, at han uforvarende var kommet til at knuse noget, der var mer kosteligt og dyrebart, end han vidste.

Men da rejste Lull Hovedet og gik frem imod ham - ikke mere som hans Modstander, smilende i Våbenglans, men med ydmygt udrakte Hænder og med Øjnene fulde af bønlige Tårer.

Men nu gnistrede Vreden påny op i ham - hvad ? havde han Betænkelighed over for hende, hun som havde udstødt slige Trusler mod de døde, hun som havde bedraget ham så længe og så frækt og udhulet den eneste Jord, hvorpå han kunde bo? og atter fløj Køllen mod hendes nu ubeskyttede Hoved, og forskrækket dukkede hun sig under dens Slag - jo pyt, som om hendes Tårer havde Magt til at udslette de Ord, hun havde sagt, og den Forbrydelse hun havde 160 haft for - hun var ingen Nåde værd, og hun skulde ingen få - -

- Og dog mærkede han det bedst selv, at der var ikke den gamle Kraft i hans Arm, Hånden rystede om Køllen for hvert Slag, den skulde føre mod hendes bøjede Hoved og angste Dukken sig for ham - hans Øjne søgte hende ængsteligt - græd hun igen? og Betænkeligheder begyndte at melde sig - Overvejelser til Fordel for hende - var det overhovedet klogt - fra hans eget Synspunkt set - at fortsætte denne Kamp? var det ikke, når han således foer frem imod hende, skønt han havde set hendes ydmyge Faldentil-Føje, en åben Erklæring om, hvor ængstelig svag han følte sig over for hende, hvor farlig han anså hende for at være, at hun så absolut måtte bort - var det ikke en Underkendelse af hans eget Sinds Styrke og de dødes Magt over ham - og var han egentlig ikke uden for Faren? vilde hun mon nogensinde mere vove sig frem til sligt - havde hun nu ikke set, hvad der fulgte, når hun bildte sig ind at kunne røre ved de Ting, havde hun nu ikke fået at se, hvad Trofasthed betyder?

- Og da brød pludselig Længslen frem efter atter at sidde med hende dér ved Bordet, i Lampens milde Lys og atter læse i stille Fred og Ro - ja, ja han kunde det - om blot - om blot - ja, om blot hun åbent vilde erklære, at hun angrede - angrede hine frygtelige Ord om de døde - da - ja, da kunde han atter tage hende ind til sig, og de blev Venner.

Men angre , det måtte hun, før kunde der ikke blive Tale om Forsoning - det vilde jo være ham umuligt - en Selvmodsigelse som et Spyd midt i Hjærtet på hans Liv, om han ellers vedblev at leve med hende - og det var hende jo da også let - ti hun kunde jo umulig have ment, hvad hun dér havde sagt i sin Ophidselse - det var ikke menneskelig Tale, hun dér havde ført - ja, angre dem, 161 angre dem måtte hun, men så skulde det også være forbi.

Og nu fik han pludselig sine Kræfter igen, det var jo til deres fælles - også til hendes Bedste, han nu stred - Og han gjorde et Anfald på hende mer hæftigt end nogensinde før for at opnå det strax, strax - - men hun - hun foer kun sammen, foldede Hænderne over Brystet og dukkede sig end dybere under Slaget - rådløs, fortumlet.

Hun forstod ham ikke, hun så ikke hans Hensigt - hvad så? hvad skulde han nu gøre - hun måtte forstå det - og han gik voldsommere på - Herregud, Tiden gik jo, og de fik ikke levet, ikke læst, ikke talt sammen - Bøgerne lå dér, støvede, ulæste, Dagene smuttede fra dem i bestandig Ophidselse og Kamp.

Han lukkede Øjnene og gjorde sig hård, han vilde ikke se hendes rådvilde Smærte, hendes forgæves Forsøg på at afværge al det, der drev ind over hende - hendes Øjnes stumme Bønner om dog en Gang at tilgive - det hulkede i hans Hjærte efter at tage hende op i sine Arme og kysse hendes stakkels, forvildede Barneansigt til Ro - men det gik jo ikke. Det vilde hævne sig siden, om han virkelig var de Ord overhørig, blot for at få Fred og af Medlidenhed med hende - og der luede næsten en ny Forbitrelse op i ham, fordi hun ikke forstod, ikke så den dog så tydelige Vej, han vilde genne hende ind på - det var jo rent galt, også for ham, at det blev ved at gå, som det nu gik - han fik jo aldrig Stunder til at fordybe sig i sit Indre, og de døde forsømtes jo rent - hvert Dagens Øjeblik gik jo med til den for dem bægge lige oprivende Kamp - - Herregud, var hun da blevet blind - begreb hun da ikke -

Og så endelig en Dag, da Fortvivlelsen havde bragt ham til at rase værre end nogensinde før, sank hun sammen under ham, faldt ned over Bordet, opløst i den vildeste Gråd: 162 «Tue, Tue - hvad gør du?» og op fløj hun med gnistrende Øjne, drevet så vidt, at hun atter fandt sin Selvstændigheds Knejsen, ligegyldig om det var hende, der havde fejlet eller ej: «jeg tåler det ikke mere - nu tåler jeg det ikke - nu går jeg!»

«Ja, ja - gå du kun,» snærrede han, han sad fastklemt i sin Stol og stirrede på hende, «gå du kun, det ser jeg helst,» men hans Hjærte hamrede ham i Halsen - gik hun, gik hun virkelig , forlod hun ham? men Herregud, forstod hun da ikke - og nu væltede Angsten ind på ham - pludselig - langt stærkere end han nogensinde havde anet, den vilde blive - det var, som Væggen spaltedes, og han så for sig i uendeligt Perspektiv hine Hotelværelsers sorte, isnende Ensomhed - hans Øjne flakkede omkring i deres Samlivs aftenstille Stue - du gode Gud, hvad havde han gjort - der fløj i dette Øjeblik næsten et Had gennem hans Hjærte mod de døde, for hvis Skyld han havde drevet det så vidt.

Han hørte hende allerede i Gangen rive Tøjet til sig - så tabte hun sine Bøger i et Bump - han gjorde uvilkårlig en Bevægelse som for at hjælpe hende - men greb sig i det og sank atter tilbage - da pludselig lød en Gråd derude, en hjærteskærende, vildt fortvivlet Gråd - han var henne på Tærsklen - han så hende, hulkende bøjet ind mod Væggen, i sin blå Jaket, med Bøgerne ved Fødderne,

«Lull!»

Hun så op.

«Tue!»

Hun lå i hans Arme, hulkende, stammende forvirrede Ord, og han knugede hende, stum, rystende, fast ind til sig - han havde hende, han havde hende igen.

«Tue - å, så forfærdeligt, så forfærdeligt!»

Han bøjede sig over hende, prøvede på at tale, men mægtede ikke ét Ord - rystede kun.

163

«Tue, jeg mente det ikke, jeg vidste ikke, hvad jeg sagde, jeg vidste det ikke - Tue, om Forladelse -»

Hans Øjne tindrede - hun havde sagt det, hun havde sagt det, de var frelst, de var ovre det, hun var hans, hans med Rette.

«Lull - lille Lull!» og han kyssede jublende hendes Hår.

Hun stirrede op på ham, vildt uforstående, gennem Tårer og Angst:

«Tue, så vil du ikke pine mig mere?»

«Nej Lull dog.»

«Tue, det var galt - jeg skal aldrig mere gå på Bal - aldrig mere - å, så forfærdeligt.»

Og hun klyngede sig ind til ham med Hovedet ved hans Bryst, rystende af Gråd, så han hurtigt måtte gribe hende om Livet, for at hun ikke skulde segne om for hans Fødder.

«Men lille Lull da - hold nu op.»

Hvad græd hun dog for? nu var de jo ovre det -

«Ja, Tue, ja - jeg skal nok - nok - - -»

Hun så op med forvirrede Øjne, rystende over alle Lemmer.

«Å Tue, Tue.»

«Så, så, Barn.»

«Men, Tue, så må du - så må du love mig én Ting.»

«Hvad da?»

«Tue - at jeg må - at jeg må -» hun svælgede Gråden, «få Lov at komme - med ud til - Mester Linné.»

Hun lænede sit Hoved træt ind til hans Bryst.

Tue smilte.

«Må jeg ikke , Tue?»

«Jo, jo, Lull, vist må du så.»

«Nu i Morgen?»

«Ja, i Morgen.»

- - - - - - - - - - - - - - - - - 164 Tue og Lull kom gående ud gennem Skovgade ad Mester Linné til.

Det var en blød og diset Aften. Luften var sval og lind at ånde, Jorden skørnet og knasende at træde, det sivede og dryppede allevegne - det var, som den sidste Rest af Vintren tøede bort.

De fulgtes Arm i Arm; Tue kunde ellers ikke lide det, men i Aften, strax de var kommet ned i Alleen, havde Lull stukket sin ind under hans med et lille, bønligt Blik; han havde ikke nænnet at støde den bort, og nu følte han sig næsten vel til Mode ved at fornemme denne bløde Arm hvile i sin.

Til Højre og Venstre gled Slagterboderne dem forbi, stumme og lukkede i den fugtige Aften. Skoven stod oppe over de lave, skrånende Tage, høj og mørk, og stirrede ventende ud i Landet.

Inde langs Husmurene luskede en våd, pjusket Hund, ellers sås ingen levende Væsner, ene Vandets Dråbe-Dryppen hørtes.

De drejede om Hjørnet af Fabrikken og nåede ind i de gamle Pensionisters Gade, hvor Mester Linné, Tues Lærer fra Barneårene, boede.

Foran dem lå den ubrolagte Vej, svindende i Mørket mellem de spredte, høje Huse, der stod som i dybe Tanker med Tagskæggene ned over de indadvendte Rudeøjne. Også her var tomt og øde. Stentrapperne førte op til de altid lukkede Døre. Det åndede fugtigt fra Engenes gærende Muld, der skød sig i grønne Vige helt ind mellem Gavlene.

Tue standsede ved «Villa Sindsro» og lod Lull gå op foran - han stirrede mod det ligeoverfor liggende Hus, bag hvis høje, dunkle Rude et hvidt Hoved sås mellem de tobaksbrune Gardiner, ubevægeligt sænket mod Brystet.

Denne Gades livsfjærne Stilhed kom over ham med al Barndomsmindernes Magt, og i pludselig Angst spurgte han sig selv: Hvad er det, du gør - fører 165 du hende, den fremmede, levende her ind i din Sjæls bortgemte Helligdomme? - uvilkårlig greb han om Metalrækværkets kolde Kugle.

«Tue, er det her?» Lull stod oppe ved Døren.

«Ja,» han løb op til hende - nå, hvad så? det var jo Fredsbetingelsen.

Og nu, da Døren faldt i efter dem med Stållåsens skarpe Smæk, glimtede forbi ham i et Blink en Aften lige efter Hjemkomsten, da han stod herude, uden at han selv vidste, hvorledes han var kommet her, blot som i Blinde drevet hid til det Sted, hvor nu den eneste af dem fra hans Barndom levede, men vækket ved den samme hårde Stållyd hastigt var vendt om - ti så fattig vilde han dog ikke være, at han måtte søge sin Tilflugt deroppe.

Han så nu atter trygt på Lull - hvilken Forskel fra da, til nu han kom her med hende ved sin Side.

I det samme klang dæmpede Toner ned til dem i den kalkkolde Gang - Mester Linné spillede sin Aftenmelodi.

De gik ind i Skolestuens tomme Stilhed - Stolene og Bordene stod hensunkne i Drømme, og Katedret knejsede ensomt højest oppe. Aftnens tågede Lys svømmede ind gennem de smalle, blændede Ruder.

Tue lukkede Døren op ud til Bagtrappen - Fortrappen var forlængst utilgængelig af Ælde - og de steg op ad dens stejle, knagende Trin. Foran i Mørket dæmrede en Dør frem. Derinde bagved hørte de Violinen klinge, højere og stærkere, i hæftige, urolige Gnidninger.

Tue bankede på Døren, der lød et Par hurtige, lange Skridt i Slæbere, så sloges den op, og Mester Linné stod i Gabet med det forpjuskede Hoved mod Baggrundsvinduets Lysdug, med Violinbuen skråt op som en mørk Kårde.

«Ej god Aften, god Aften, mit kære Barn - - og -» 166 «Jeg hedder Lull Wedén,» sagde Lull og gik ind i Stuens Lys.

- - -

Det var et Par Timer senere. Mester Linné havde spillet for dem - det var «Drick ur ditt glas, se döden på dig väntar» og andre Fredmanns-Sange - han havde altid elsket de Bellmannske Melodier - nu sad han og Tue og talte sammen henne ved Vinduet ud over Engene.

Imellem dem stod Klapbordet, fuldt af Flasker og Glas - Tues var tomt, men Mester Linné fyldte stadig sit med dirrende Hånd.

Tue skottede over til ham - i dette Aftnens kolde Lys herhenne sås det ret, hvor gammel Mester Linné var blevet, hvor gult og indsunket det lange, magre Ansigt var med de skægløse Kæbeben og Munden så smal og stram, at man syntes at se Tænderne under den. Og den store, vilde Manke, der nu var ganske grå - - - det sås, hvor hårdt hans gamle Leversyge havde taget på ham. -

Mester Linné var ikke så lidt omtåget, han havde alt haft nok, da de kom, Tue havde strax mærket det på den så velbekendte, stikkende Brændevinslugt, og de forskellige Whiskytoddyer, han siden havde tillavet sig «i Anledning af deres Komme», havde ikke gjort det bedre.

Han var stærkt ophidset, han talte højt og hæftigt, slog ud med den store Hånd på det magre Håndled og flyttede bestandig Glassene rundt. Hans Øjne brændte under de hvælvede Bryn med den vante, fortærende Glød.

Tue vendte sig urolig og spejdede hen i Stuens Baggrund, i hvis Mørke han skimtede Lull og Eline Petersen. Eline havde været i Stuen, da de kom, og da hun vilde forsvinde som sædvanlig, var Lull gået lige hen imod hende og havde rakt hende sin Hånd. Nu sad de tæt sammen og talte ivrig og 167 sagte, om hvad kunde han ikke høre, Mester Linnés Stemme skingrede ham lige ind i Ørene. Men han så Lulls lokkede Hoved bøjet hen mod Elines uglede, røde, og han rynkede Brynene.

Var det Selskab for Lull - og forstod hun det Forhold, der var imellem Eline og Mester Linné? Han havde aldrig talt til hende om det, selv ikke nu, da de gik herud, og han egentlig havde besluttet det. Han kunde ikke få sig selv til at indvi hende i al denne Skam og Sorg - men hun forstod jo alting så let, og hun havde sikkert snart set, hvorledes det hele stod til - men at hun så kunde sidde dér og tale med hende, ja endogså af og til lægge sin Hånd på hendes Knæ - Selv havde han aldrig kunnet overvinde sig til at henvende blot ét Ord til denne Kvinde - og Lull, der tilmed var en ung Pige - han følte næsten Samvittighedsnag over at have ført hende herud.

Eline Petersen sad og så ned for sig, idelig glattende over sit Forklæde, og svarede dæmpet og hurtigt på alt, hvad Lull spurgte om. Af og til, når Mester Linné standsede sin Ordstrøm et Øjeblik for at tømme sit Glas, fangede han enkelte Ord - Penge - Køkken - så overdøvede den skarpe Stemme igen det hele.

Så længe Mester Linné endnu havde været nogenlunde ædru, havde de talt om gamle Dage - ikke om Tues Forældre og Slægt, det vilde han ikke have berørt, selv af Mester Linné, men forsigtigt kresede de uden om det brændende Emne - én efter én gennemgik de alle dem, der havde stået i mere eller mindre nær Berøring med Huset, som alle de andre Aftner, Tue havde været herude.

Der var Præsten, ja han var endnu stedse den samme, mager og grå, med sky, urolige Øjne, forpint af Skrupler og Tvivl, en vandrende og længselsfuld Ahasverus - og der var Lægen, Mester Linnés gamle 168 Kombattant, men nu tilgivet på Grund af den skønne Død, han havde fået - han havde omsider til Borgerskabets Forbitrelse gjort Alvor af sin mange Års stadige Trussel om at ende det hele selv, og et Halvårstid før Tues Hjemkomst, efter en lystig Aften, havde han tømt hele sin Opiumsbeholdning og stendød modstået alle velmente Oplivningsforsøg - og den gamle Skriver og Jes, de gik nu i deres vante Gærning hos den nye Vejinspektør, som havde der aldrig været en gammel til - - -

Men alt som Rusen steg, gled han over til sit vante Tema: Åndens og Legemets Underkuelse, og snart flammede han op i Revolutionsfeber og Had til alle Tyranner - specielt denne Stads velmående Borgere, som fralistede ham hans sidste, få Elever og derved bestandig ranede af hans arme Indtægter. - Han sad med Hovedet støttet i Hånden og stirrede ud for sig med fanatiske Øjne, mens Ordene snublede over hans Læber - Ord om Retfærdighed og lige Kår, om al Volds og Pengemagts Undergang, og midt i hans fattige Stue løftede sig for ham, bedøvet som han var af Rusen, Verdens kommende Lysrige, det, han havde hungret og tørstet efter fra sin første Ungdom og stolet så fast på selv at skulle opleve.

Tue lod Ordene gå ind ad det ene Øre og ud ad det andet, han kendte dem jo fra de hundrede Gange før, og det var, som det, at Lull var tilstede, gjorde, at alt, hvad der var af forstyrret i dette Hjem, skinnede ham anderledes grelt i Øjnene, end det plejede. Han sad hele Tiden og tænkte på, om de ikke snart kunde komme bort.

Da mødte han Lulls Øjne, hun smilte, rejste sig op og kom hen til ham.

«Å, Eline Petersen,» råbte Mester Linné i det samme, «kom lige og tag alle de Flasker ud.»

Eline hentede dem og forsvandt lydløst ud ad Døren til sit Køkken. Lull lænede sig ind til Tues 169 Skulder og fangede hans Hånd op i sin, han så op på hende og trykkede den sagte.

Udenfor tegnede de høje Træers Grene sig i forvirret Mørke mod Himlens svage Granen, Gårdspladsen der nede ved Stakittet lå ganske skjult, og Engene udenfor forsvandt i Tågen, flade og mørkegrønne med enkelte smudsiggrå Snestriber, de fjærne, spredte Trægrupper anedes som Skygger langt borte.

Tavse stirrede de alle tre ud af den høje, ensomme Rude. Der var noget så forunderligt tiende i Aftnen der ude, at det bragte selv Mester Linné til Tavshed - noget ligesom ryddet, der nu lå og ventede på noget kommende, stort. I Grenene udenfor hang der fuldt af klare Dråber og glinsende, tykke Knopper, og borte i Mørket drev der som en frodig Em.

«Nu kommer Foråret snart,» sagde Mester Linné pludselig.

Tue og Lull så på hinanden - det gjorde det jo også, det havde de slet ikke tænkt på - i al denne Stridens Tid havde de ikke anet, hvor Dagene gik og intet set til Verden der udenfor deres egne fire, trange Vægge - men nu, ved Mester Linnés Ord, følte de det pludselig, som sloges et Vindu op ud til fri og frisk Luft, og strøg der et Pust ind over dem langvejs fra.

Den gamle Student sad og stirrede på Lull, så smilte han, hint skønne, lysende Smil, Tue mindedes så vel fra Barneårene, et Genskær fra en længst forsvunden Sol.

«Ja, Frøken - netop således tænkte jeg mig, De så ud - De, som havde en sådan Bedstefa'r,» han sad lidt og famlede mellem Glassene, så kom de røde Pletter atter frem på hans Kinder, og hans Øjne tågedes, «ja - ham kalder jeg en Mand - det var dog en, i hvem der var Frihed!» han havde lånt «Die Zukunft» af Tue, og dens højtspændte Idealisme 170 og sværmeriske Utopier var slået ned i hans tørstende Sind som Lynild i tørt Ved - «Ja, Frøken - af sådanne Mænd gives der kun få, men havde vi truffet hinanden, jeg og Deres Bedstefa'r, da havde vi været to Broderander - ligesom Georg Brandes og jeg var det en Gang -» hans magre Fingre famlede om Glassets Fod, «de Mennesker, i hvem Friheden ikke kan dø.» Lull smilte svagt, der var ingen af dem, der mere hørte efter - de så kun ud i den vide, tilslørede Udsigt - «nu kommer Foråret snart, nu kommer Foråret snart» - hvor var der en forjættende, lykkelig Klang i de Ord.

Eline Petersen gled hen gennem Stuens Baggrund under det lave, skrå Loft - som en Skygge.

Mester Linné fulgte hende med Øjnene, til hun forsvandt ud bag Døren - og halvhøjt, hen for sig mumlede han:

«Ja, ja - dér går hun - i min Stue - ud og ind - det var ikke hende, nej, det var ikke hende, jeg havde ment - også jeg har haft min Beatrice - men hvad så?» Han så op på Lull, fast, «hun holder af mig og er sparsommelig - hun klager aldrig - og så er hun - billig - hun kan ikke få Børn,» han rystede svagt på Hovedet.

Tue rynkede Brynene, men Lull gav et lille Kluk og gemte sit Ansigt ved Tues Skulder. Mester Linné sank sammen i Stolen med Armen over dens Ryg, han stirrede ubevægelig ud for sig med det gule, hulkindede Ansigt inde i dets Skov af grå Hår.

Eline Petersen var atter kommet ind, hun tøvede et Øjeblik inde i Stuens Mørke, så kom hun lydløst hen og stillede sig bag ved Mester Linnés Stol. Hun så ned for sig og gned ligesom afbedende sin knoklede Hånd om dens Ryglæn. Det svage Aftenlys grånede over hendes tredveårige, bekymrede Ansigt.

Men som Tue så hende stå der så ydmyg og stille, fløj pludselig igennem hans Hjærne Mindet 171 om hin voldsomme Scene, han som Barn uforvarende var kommet til at se, da Eline lokkede Mester Linné til sig med sin blottede Barm for at holde ham fra at drikke sig gal i Brændevin, og han følte en hæftig Væmmelse i sin Mund - sad ikke Lull og han her over for Mester Linné og hans Kæreste, som var de to jævnbyrdige Par?

«Skal du gå, mit Barn? ak ja, kom snart igen - men lån mig først de fem Kroner -» han rakte sin rystende Hånd ud, «af dig modtager jeg dem gærne - ihukommende din Fader, som -»

Tue greb harmfuld efter sin Pung, men Eline Petersen bøjede sig hurtigt ned over Mester Linné og hviskede noget til ham.

«Nå så - den lille Frøken har givet os Penge - ja, jeg låner dem gærne - De, som havde en sådan Bedstefa'r - for ellers - -»

Han gjorde et Forsøg på at slå ud med Hånden, men den faldt lammet ned, han gled sammen i Stolen med Benene strakt ud - -

- Da de gik ned ad den knagende Trappe, hviskede Eline Petersens Røst bag ved dem i Mørket: «Farvel, Frøken - og Tak.» Lull vendte sig og nikkede smilende tilbage. «Farvel - Eline Petersen - Farvel.»

- De gik en Tid tavse, Arm i Arm, ad den øde Vej mellem de mørke Huse, bag hvis Ruder ingen Lampe eller Lys brændte; for de gamle, som boede dér, var Dagene lange nok og Nætterne velkomne.

Tue bed sig i Læben - det var det, hun havde bedt om at få at se af hans Barndom, og så havde det vist sig sådan - nå ja - andet end dette havde han dog ikke kunnet vise hende - men -

«Lull -» begyndte han tøvende, «du må vist få en underlig Forestilling -»

«Ja, Tue, vist er han en Stakkel», svarede Lull dæmpet, «men -» 172 «Men hvad?»

Lull så ud for sig - så sagde hun med samme dæmpede Stemme - ligesom langt borte fra:

«Men sådan er han kun blevet, fordi han ikke fik sin Beatrice.»

«Hvad?» Tue så overrasket på hende.

Lulls Øjne var stedse fjærne.

«Ja - for sådan bliver et Menneske kun, når det slår fejl, og det må leve sit Liv uden virkelig Elskov. »

Tue så sky på hende og trak uvilkårlig lidt i sin Arm - når det må leve sit Liv uden virkelig Elskov - hvorfor brugte hun sådanne Ord - lå der ikke over dem som en Genklang fra hin frygtelige Aften der oppe i de søndre Skove - hine Ord om at tvinge ham til Elskov -?

Der sneg sig igennem ham en kold Frygt for det kommende.

Men da de nåede hen under Lygten ved Skovgades Hjørne, og han i dens svage Lyskres så hendes søde, opadløftede Ansigt med Pelskraven op om det blonde Hår, smilte han atter, hvad vilde han agte på sligt et enkelt Ord?

«Farvel, Tue.»

«Farvel, Lull.»

Han trykkede hendes Hånd til Afsked, og han følte sin Lykke så varm og stor, at han havde hende til Veninde.

- - - - -

Den næste Aften stod de sammen ved det åbne Vindue, mellem Gardinerne. Bagved på Bordet brændte Lampen over Bøgernes opslagne, hvide Blade og sang for sig selv sin egen, stille Sang.

Men derude lyste et fugtigt Måneskin over Haverne og Skovens høje, tavse Bue, der dæmrede frem mod den blåligt disede Himmel - nede i Haverne snoede Gangene sig i fantastiske Slyngninger om Bedenes 173 mørke Muld og de tætte, skyggekastende Buskadser. Luften var sval og frisk - blikstille.

Og deres læsetrætte Sind sank ind i denne tiende Fred.

- Da med Et hørtes langt borte bag Skoven en hvæssende Lyd - de så på hinanden - hvad var det? Lyden kom nærmere med stigende Hast, men stedse fjærnt oppe - det lød, som strøges en Violinbue mod en Plade af Glas - en gyngende Duren - de stirrede lyttende op ad i det dunkeltklare Lufthav, hvori Stjærnerne blinkede som Vanddråber - pludselig strøges en af dem ud - en sort Stribe skød sig lynsnar forbi -

«Vildgæssene!»

- så rejste Lyden bort over Taget, og alt blev atter ubevægeligt, fugtigt Måneskin.

Lull havde klamret sine Hænder om Tues Arm og stirrede ham betaget ind i Ansigtet - han så smilende på hende - og hun slog bægge Arme om hans Hals i et jublende Kys:

«Tue, nu kom Foråret!»

174

VI.

Tue og Lull sad højt oppe i Nørreskovens østre Bryn, på en stormfældet, mosgroet Stamme, og så ud over det dybtliggende Land.

Vejene spandt sig dernede i Slyngningsvirvar Minkende af Væde og Sne som Bånd af Sølv, Vogne ilede hen over dem som sorte Punkter, forsvandt ind under Skrænternes mørke Fyrrer og skød atter frem i Fart længer og længere ud - triumferende Hanegal skingrede fra de hvidgnistrende Gårde som gule, smældende Vimpler, småprikkede Næt af Fugle droges i flyvende Il hen over Himlens glasblå Tindren. Åen strømmede gennem Landet ud imod Skovenes lave, blå Bølger.

Solen skinnede over den åbne Slette, klart og svalt. Dis dampede gennem Luften.

Men omkring Tue og Lull bredte sig Skovens vinterkolde Skygge, og frossen Sne lå i Furerne i de vædesorte Pløjemarker, der under Brinken ved deres Fødder skrånede ned mod Landevejens knoppebrune Poppelkroner.

Lulls lyse Kjole lå i en Bølge hen over det tætte Græs, hvor Snevandet perlede i klare Dråber. Bag ved dem i den halvtudsprungne Skov larmede Fuglene, det surrede af Vinger og hvinte fra spændte, 175 små Struber, og det yrrede i vimsende Rislen af Insekter i det fjorgamle, visne Løv.

Tue så på Lull fra Siden - hun sad med Hovedet højt rejst på den blottede, svulmende Hals, Håret spandt sig fugtigt og lyst om de dunede Kinder, Mundens åbne Læbeblomst sitrede svagt, halvskjult under de sorte Vipper strålede Øjnene mørkeblå, stirrende vidt ud.

Tue rørte let ved hendes Hånd - hun vendte sig hastigt om imod ham, endnu med Fjærnsynets Klarhed i Øjnene.

«Lull - lad os gå, her er for koldt for dig.»

«Koldt -» Lull strakte sødt smilende de nøgne Arme ud fra sig med sammenflættede Fingre, de hvide, løse Ærmer sank ned om hendes Albuer - «ja, kom så da,» hun rejste sig let og smøgede ind i Jaketten, «- kom,» hun rakte Hånden ud imod ham.

«Hvorhen?» spurgte han, idet han blev siddende og så op på hende med et halvt Smil.

«Ja, hvor?»

«Vel ned til Byen - til Lektierne.»

«Å Lektierne - nu er det Forår - så læser vi ikke Lektier.»

«Jamen -»

«Tue -» hun bøjede sig bedende ned over ham.

Han rejste sig og klemte hendes Hånd i sin.

«Ja, så kom da.»

Og hurtigt forsvandt de ind under Træerne.

Skyggerne lå hen over Græsset som stramme, sorte Silkebånd for Foden af de glatte, grå Stammer, fremme foran i Dæmringen lyste det udsprungne Bøgeløv grønt, Skovkæret sitrede køligt sort, ovre på den anden Bred stod Granerne støvede, skummelttruende - Myggene svævede foran som et gyldent Flor.

Men da de nu kom ud på Skovsletten og så den 176 ligge dér for sig, gul af silkeblankt Fanegræs, tom og åben i Solen med Skoven høj og blå histovre, rykkede Lull til i Tues Hånd.

«Tue - å løb - lidt?» hun så bønligt på ham.

«Hør nu, Lull -»

«Å jo, Tue.»

Hun trak til, og de satte i Løb ud over Sletten, Hånd i Hånd, hen igennem det høje, dråbesprøjtende Græs, igennem Solen i den lette, friske Luft over mod Skovens ventende Søjlehal - der svævede en Rovfugl højest oppe i det hvidnende Blå med spredte, baskende Vinger - de så den, mens de løb, med tilbagebøjede Hoveder - så var de inde i Skovens Svaling igen, videre frem imellem Stammerne, i Spring over de snoede Rødder, på den fjedrende, mossede Jord, uden om spindelvævsblinkende Krat, i et Sæt over de højtpludrende Bækkes sorte Bølger, hen mellem de anemonehvide Vidder - med hede Kinder, snappende Munde og højtspændte Lunger.

Det blæste koldt imod dem, Håret strøges tilbage over Panderne, de løb ud imellem de sidste Træer og stod på Brinken over Fjorden.

Og dér lå den for dem, en Verden af Luft og Lys, sølvhvid i en Damp, uden et eneste Sejl - Vandene sitrede under Tågen, de fjærne Kyster svævede som dunkle Skyer, langt ude svømmede det skovklædte Næs, som et Luftsyn i Havets blændende Æter.

Fra et Fiskerhus på en af de fjærneste Øer steg en Røgsøjle til Vejrs, svagt skælvende for Luftens urolige Sus, rank imod Havets Tindren - en Alterrøg for den genfødte Vår.

Flokke af Måger hvirvlede sig ude i Tågen, Bølgerne fløjtede under Brinkernes gnistrende Grus.

En lille Mejse kom farende hen under Skrænten, pippende, i forpustet Jag - som havde den festligt Bud fra Våren.

177

- - -

«- Alt opløses den skarpe Vinter ved Vårens og og Vestenvindens kærkomne Vexlen - Rullerne trække Skibenes tørre Køle i Havet - alt opfører Venus Kyterea sine Kordanse under den højtstående Måne, og yndefulde Gratier mellem Nymfer træde Jorden med vexlende Fod, mens Vulkan gløder blandt sine luende Esser -»

De sad ved det åbne Vindue og læste Horatses Vårsang, Hoved ved Hoved - udenfor larmede Fuglenes skarpe Stemmer - det lød, som dryssede der en Flok små Søm ned gennem Luften - Aftensolen sitrede under det gibsede Loft, det skælvede af Lys langt ind i Stuens vintermørke Kroge.

«- ikke længer glædes Kvæget ved sin Stald, og ikke Plovmanden ved sin Arne - ikke længer hvidne Engene af den sølverne Rim - -»

- - -

De spiste ude i Skovhuset, og hvor fik de ikke lette, lyse Retter, grønne af Vår - på den hvide, ru Dug stod deres Bajer-Flasker, grønligt-lysende, perlende af Kulde fra den dybe Kælder under Gulvplankerne, hvor Fjordens Bølger dunkede mod Muren - hver Tallerken var kranset af smæltende blå Violer, en mægtig Anemonebuket åndede som var den selve Jordens sneduftende Friskhed.

Vinduerne stod på vid Gab ud over Fjorden, hvor Sejlene gyngede forbi som hvide Faner mod Genbokystens bestandigt mer grønne Strøg, og ud mod den skyggemørke Gård, hvorfra fugtig Muldlugt drev ind, Fuglene sang oppe i den højstammede Skov.

«Tue,» Lull løftede sit Glas med leende Øjne og Tænder.

Genskæret fra de solglitrende Bølger legede over hende som en Fiskestime, som hun sad dér foroverbøjet i sin lyse Kjole med den blottede Albue på Dugen og det gultfarvede Glas løftet imod ham.

178

«Lull,» smilte han og hilste.

- - -

Skovene svulmede under Himlen som grønne Vinbjærge, struttende fulde af Bøgeblades Druer. Og derover tårnede Skyerne sig som Tinder af drivhvid Sne.

Højt oppe i Skoven sad Tue og Lull på en Bænk, et Bræt mellem tvende Stammer, så højt, at deres Fødder ikke nåede Jorden.

Lull sad med en Gren i Skødet tung af Bøgedruer og lo til ham fra det grønne. Hun bar en lilla Kjole, der spejlede sit Skær i hendes Ansigts mathvide Hud, hendes Tænders leende Glans og hendes friskrøde Mund - dens dybe Lød legede i hendes bakkantisk blå Øjne, Håret snoede sig om hendes Pande som Vinblades tætte Flet. Hun sad som i en Sky af Violers Duft og Ånde. Neden under hendes Fødder stod Anemonernes hvide Sø.

De sorte, knudrede Grene vred sig over dem og under dem som seje, kraftige Vinranker, ombrust af grønligt-klare Klaser. Fuglene jublede oppe og nede i hæftige Panfløjte-Triller, i lange Fløjt og i dybe Hulk, som Kluk i Kluk af Vin.

Højt hen over Vinskoven kom Gud Dionys sejlende på Aftnens purpurne Sky, smilende, udstrakt i sit gyngende Leje, parat til med de senestærke Hænder at gribe ned i Klasernes grønne Dynger og presse til, så Saften skulde springe frem i klingende, grønne Stråler, og al Jorden skulde skåle og drikke sig ør i Vin og Vår.

«Tue,» Lull rykkede nærmere til ham på det smalle Bræt - deres Øjne mødtes, og deres Læber smæltede sammen mellem Drueklaserne.

- - -

Tue og Lull kom gående ud ad Landevejen mod Kølholt i Sommernattens sorte Poppelskygger på det hvide Støv - det vrimlede foran dem i Mørket af 179 uldgrå Poppelsværmere, det duftede ramt af de store Blades seje Saft.

Stille gik de, med hverandre om Livet, Støvet rejste sig i Skyer for deres Fødder, Natten blånede ned mellem Løvet som tunge Perler.

Nu gik de ud under åben Himmel, Skovene stod højt oppe på de græsrige Skrænter, sorte og tunge som Mure, Engene sov der nede under Grøfterne i mørkegrøn Frodighed fulde af Duft fra Dagens blomsterkrydrede Solhede. Åens hvide Vandårer blinkede svagt, der hang Skyer der udeover. Det var lummert og stille.

De kom gennem Lågen ind i Kølholt Have og vandrede langsomt rundt i de bugtede Gange, over Broen ud i Plænernes Søer af Græs, hvor de stansede ved de hvide Liljer, der hævede sig midt ude som en Ø af Koral - Lull bøjede sig ned over Bægrene, de skælvede under hendes Hænder, Vellugten steg bedøvende som den hede Ånde fra selve Sommernattens Mund.

Videre drog de - ind gennem Hasselalleens Kanaler af Mørke, omkring Stendyssen, hvor de fire Fyrrer knejsede med de buskede Kroner oppe under Himlen som Rovfugle sovende i deres Reder. Hen langs Muren kom de og stod nu ved det lave Stendige ud til Landevejen.

Der lå et Hus lige overfor, lille og hvidt bag Stammerne, i den høje, mørke Hæk.

Døren knirkede og gik langsomt op, Lull gav et Ryk i Tue.

Der stod en Kvinde og en Mand på den åbne Tærskel - hun i lang, hvid Natdragt, han mørkklædt, bøjet mod hende, med Hånden om hendes Liv. Hendes Arme lyste nøgne om hans Hals, hun bøjede Nakken og trak ham ned til sig på en egen, sugende Måde. Natkjolens hvide Folder bølgede mod Stuens Baggrundsskygge. De kyssede hinanden, hæftigt 180 og tæt, det åndede ud om dem i Hede og Mørke

Lull havde klemt bægge Hænder om Tues Arm og stod foroverbøjet spejdende med halvåben Mund og lysende Øjne.

Kvinden vendte sig, Døren faldt i - en Mand kom hurtigt forbi ind mod Byen, mod Poppelalleens Tunnel, han skridtede til og svippede med Stokken. Længe lød hans Trin på Vejen. Det rejste Støv svævede hen langs Diget.

Tue og Lull så på hinandeu - et Øjeblik, så gemte Lull sit Ansigt ind mod hans Arm.

Han drog hende med sig, og de gik gennem Alleen op mod Huset, hvis hvide Facade dæmrede frem højest oppe.

Tue rynkede Brynene, hans Øjne strejfede sky omkring. Han hørte Lull le sagte ind mod hans Skulder.

De standsede ved Trappen op til Havesalens åbne Glasdør, Palmerne struttede derinde med mørke Vifteblade.

Pludselig så Lull op, hun slyngede Armene om hans Hals og trak ham ind til sig - hendes Øjne tindrede op imod ham, de hvide Tænder glimtede.

Han stirrede ind i hendes Ansigt - det var Kvindens - Kvinden før -

I et Sæt rev han sig løs - de stod lidt, tavse, overfor hinanden.

«God Nat,» sagde han kort.

Lull kom et Skridt frem.

«God Nat, Tue,» hun rakte sin Hånd ud.

«God Nat, Lull,» han vendte sig og gik hurtigt ned gennem Alleen.

Lull blev stående på Verandatrappen og så efter ham. -

- - - Den hvide Låge smækkede i, og han gik frem ad Vejen, langsomt - hans Stok slog i Støvet, 181 så det dampede op - ind mellem Poplerne kom han, i den fuldkomne Skygge, og atter ud på den lysere Vej - det gærede og bruste i ham - hvad var det? hvad var det?

Han følte sig pludselig så træt, at han standsede midt i Støvet, med Stokken sænket og så ned for sig.

Omkring sig fornam han Sommernattens drøvtyggende Ro, al dens Frodighed, dens Gæring og dens Saft. Himlen hang over ham, fyldig blå, Skovene skyggede kraftigt mod dens Hvælv, og fra Engene steg den åndedrætsstemmende Duft.

Han gjorde en hæftig Bevægelse, som vilde han fri sig for noget, han udstødte uvilkårlig en sagte, klagende Lyd - - -

Henne foran ham skinnede der Lys ud på Landevejen, en rolig, bred Lysstribe, fuld af sorte, snoede Skygger - og han hørte en Stemme, en spinkel Stemme, der læste op - i et fremmed Sprog - -

Han gik til - der var Lys inde i en Have, bag et hvidt Stakit, i en høj, løvomslynget Veranda - et af Byens mange Sommerpensionater.

Der inde bag Vinbladenes bugtede Ranker sad to om et hvidduget Bord under Lampen - lænet tilbage i Stolen en høj, gammel Mand, ubevægelig, med løftede, lyttende Øjne, med Piben sænket i Hånden, og den sorte Kalot om den lyse Pande, og en pur ung Pige i blegrød Kjole, med det sorte Hår i Lokker, med de bare Arme hvilende på Bordet og den skarpttegnede Profil sænket mod Bogen. Myggene surrede i en sort Sky om den mælkehvide Kuppel.

Tue stod ved Havestakittet i Skyggen, Natsværmerne kresede ind i Lysstriben som grå Pletter og hvirvlede ud igen.

«O miseras hominum mentes, o pectora caeca!»

Tue klemte Hånden om Stakittets Staver - det var Latin, de læste.

182

« - qualibus in tenebris vitae quantisque periclis
degitur hoc aevi quodcumque est!»

Der løb en Isning igennem ham - han lukkede Øjnene, som dukkede han med Et ned i et sviende koldt Bad - de svundne Århundreders Dyb af Ensomhed og Kulde - han følte det, som forgik hans eget Jeg i Tidernes arktiske Hav.

«- - - Nonne videre
nil aliud sibi naturam latrare, nisi ut, cui
corpore seiunctus dolor absit, mente fruatur
iucundo sensu, cura semotu' metuque!»

Den gamle rørte sig derinde og vendte Ansigtet om mod Lampen.

«Agnete, mit Barn, læs Vers 7 igen.»

«Ja, Bedstefa'r.»

«- nil dulcius est bene quam munita tenere
edita doctrina sapientum templa serena -»

- langsomt gik Tue fremad, stirrende ud for sig - endnu længe hørte han bag ved sig de stolte, tungtskridende Rytmer i Lucretius Garus' ældgamle Verdensdigt - - det var, som talte selve Evighedens Stemme i denne duftsvangre, elskovsfulde Sommernat -

«- nil dulcius est bene quam munita tenere
edita doctrina sapientum templa serena.»

- - -

Tue sad i Lulls Værelse, og hun gik langsomt rundt om ham med Hænderne på Ryggen, skottende stjålent til ham - dér sad han nu så tavs og mørk, ikke åben, frimodig og glad, som han havde været alle de andre Dage, hele denne lykkelige, sidste Tid, disse skønne Måneder i Vår og Glæde - men påny indesluttet i sig selv som i de mørke, trange Vinterdage - o, hvad betød nu det? Hun havde fået ham her op i sit Værelse, for første Gang, men ikke et 183 Blik brød han sig om at kaste rundt i denne hendes Verden, i dette lille, sirlige Jomfrubur med Himmelsengens lange, hvide Omhæng, Natbordet med det blanke Spejl, i hvis Dyb Havekronerne derude svømmede, og de fine Billeder langs Væggene. Ubevægelig sad han og stirrede ud ad Vinduet mod Nattehimlens hvælvede Blå.

«Tue,» hun kom sagte et Skridt frem.

«Ja,» han så op, der kom noget anstrængt over

hans Mund, «Lull, der er noget, jeg vil sige dig.»

«Nå?» hun holdt sin Ånde tilbage.

«Lull, nu skal vi til at være flittige,» han så ned og flyttede Foden hen over Tæppets Tærner, en efter en.

«Flittige?»

«Ja, der er jo ikke en Gang en Måned til, at vi skal have Examen.»

«Å, den Examen -»

«Ja, ja Lull - 5 Klasses Examen, det er Prøven på Studenterexamen.»

Hun stod foran ham ret op og ned og stirrede på ham med dunkle Øjne, hendes Hænder hang slappe ned langs Siden.

«Tue!»

«Ja?»

Han hørte et tungt Suk.

«Lull,» han drog hende sagte ind imod sig, «Lull, nu har vi leget nok, nu vil jeg til at bestille noget.»

Hun bøjede sig over ham med Armene om hans Hals, han mærkede hendes tårehede Kind mod sin.

Men han rørte sig ikke, drog hende kun lidt tættere ind til sig. Og så hviskede hun, sagte, med brudt Stemme:

«Ja, ja da, Tue.»

Han så atter op, gennem hans Hjærte gik en rolig Tilfredshed - nu var den Vårleg omme.

En enlig Stjærne tindrede som en Guldstift langt 184 ude i det Blå, en Flaggermus slog sin styrtende Bue forbi Vinduet.

De sorte Kroner stod ubevægelige i den lydløse Nat - kun fjærnt i Engene kvækkede Frøernes Kor.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

D. 21. Juli 1896. Skåne.
«Søde Tue -
- hvorfor skulde jeg sendes helt hertil og måtte ikke være sammen med dig al den dejlige Sommerferietid? det havde jeg endda glædet mig sådan til - hvordan klarer du dig ellers?

Her er aldeles ikke rart - bare én stor, flad Slette - som løber lige ud til alle Kanter - grøn - med lange Diger - med Pilehække på - og så nogle røde Gårde og Tørvemoser og mange Køer - det er det de kalder «den skånske Slette»!

Onkel og hans Kone kan være meget gode - men dem kender jeg jo fra det halve År - jeg boede her efter Fa'rs Død - og jeg vilde meget hellere være på Fakkegrav - - -

Du har sagt - at jeg ikke må skrive langt - og ellers har jeg det godt - men skriv nu snart og pænt - - - jeg længes meget -
din egen
Lull.»

Tue lænede sig tilbage mod Bælingen med Brevet åbent i Hånden og så smilende op mod Himlen. Bølgerne klukkede op langs Siderne og vuggede ham sagte frem og tilbage. Solens Varme og Vandets Kølighed vexlede over ham.

Hvor morsom var den ikke, denne lille, springende Skrift, lunefuld og gratiøs som hun selv - uden nogetsomhelst Komma, men med Streger til Skilletegn - og dette rosenrøde Blad, svagt duftende af Reseda, Lulls eneste og altid sparsomme Parfume.

185

Han drejede Hovedet lidt frem og tilbage på den hårde Kant, men blev liggende, vugget af Bølgernes dybe Klukken.

- Det var gået langt lettere med at få Lull til at rejse over til sin Onkel i Skåne og lade ham være ene her på Fakkegrav i Ferien, end han havde turdet håbe - han havde været forberedt på en Scene, men hun var kun kommet med nogle få, tøvende Indvendinger og havde så stiltiende indvilliget - og nu dette Brev, hvor tilbageholdende og varsomt var det ikke i sine Udtryk - «jeg længes meget» - det var det hele - jo, Gudskelov, det lod til, at hun begyndte at komme sig nu -

Og hvor uforsigtig havde han dog ikke været i disse Vårmåneder, der var kommet til dem bægge som en Fængselsudfrielse efter den lange, ophidsende Strid - han havde sværmet med hende gennem de luftende Skove, ør af Lettelse og af Vårens urolige Friskhed - ja, han havde virkelig været som fortryllet, magtstjålet af noget, han aldrig havde kendt - lige siden sin tidligste Barndom - - til den Scene der ude i Kølholt Have.

- Ja, den Scene - han faldt i Tanker - hvor forskellig den var fra den, han som Barn havde set fra Træet hin mørke Aften i Marts inde på Mester Linnés arme Kvistkammer - det kunde dog altså også være skønt - - -

Han rejste sig over Ende, så Vandet sprøjtede op i Perler - nå ja, ham kom det ikke ved - nu var den Vårrus jo dunstet bort, nu var det roligt hvilende Sommer -

«- nil dulcius est bene quam munita tenere -»

med lange, sikre Åretag roede han Båden ind mod Kysten, hvor det blå Vandspejl blev grønt under Skovens Skygge - Kysterne derovre veg tilbage som Skovmærkekranse, bølgende på Vandet, langt ude 186 gyngede en mørkebrun Kulplet fra en Damper, Bogense hvide Småhuse vuggede som Konkylier i Solflimret. - - -

- - -

Stille steg Sommerens Dage, én efter én, over de grønne Skove og brast som Sæbebobler i den lysende Luft.

Tidlig om Morgnen var Tue nede i Badehuset ved den lange, tynde Bådebro, spiste så Frokost oppe i Hotellets tomme Stue med de hvide, luftende Gardiner om de åbentstående Ruder, gik siden lange, ensomme Ture ad de ubetrådte Stier dybere og dybere ind i de tavse Skoves grønne, svale Hvælv.

Solstrålerne spillede på det gyldentstænkede Mos, Fuglene slog enkelte Triller i Krattet, stundum smuttede én - mørkebrun, travl - tværs over Stien og ind i Buskene på den anden Side, ellers var han ganske ene i de uddøde Skove.

På en åben Skrænt standsede han og så ud over den vide Dal, hvor Bøgekronerne stod som en Sø af sovende, grønne Bølger under Middagstimens bagende Sol - andre Skove steg histovre, let slørede under den dybtblå Himmel, hvor de hvide Skyer tøede som Sne. Langt ude blinkede en enlig Rude - det var, som talte dér en Stemme i den dybe Skovensomhed. Så stille var der, at han kunde høre Bølgerne klukke nede i Fjorden.

Han kastede sig i det tørre, lange Græs, sugende på et Strå.

I Dybet begyndte Skovduerne at kurre i øm, dulmende Melankoli. Han lyttede til disse tyste, bløde Toner, der havde noget over sig af Vuggesanges lullende Vemod - det var som Lulls tyske Sange i de lange Vinteraftner derhjemme -

Ja Lull - han standsede sin Sugen og så ud over Skovene - han længtes efter hende, dér fjærnt på Skånes Slette, hvor hun gik, men han vidste det jo, 187 han skulde snart se hende igen - det var så sød en Lykke, vinkende som en Pomerans inde i det kommendes Soldis - - -

Duerne tav, og atter steg den dybe Stilhed om ham, men han blev liggende på sin Skrænt, i den bestandig rødere Sol, i den grønne Ensomhed - -

Waldeinsamkeit
die mich erfreut - - -
- - - o wie mich freut
Waldeinsamkeit - - -

- - - -

En Dag midt i August sad Tue ombord på den lille Damper, der hvæsende og stampende stævnede ind mod Byen - nu led det mod Feriens Slutning, og han vilde ordne lidt i den gamle Lejlighed, til Lull kom.

Han sad på Bænken i Agterstavnen under det vajende, røde Flag og så ud over Kølvandets sydende Stribe - bagude sank Fakkegrav Skove.

Det var med Vemod, han så dem synke - nu var hans ensomme Liv forbi, dette halvanden Måneders Sommerliv i de altid grønne, altid tavse Skove -

- men forude ventede jo Lull og Livet med hende - ja, hvor længtes han ikke efter hende, hvor festligt skulde det ikke blive at mødes nu efter den lange, kvægende Skilsmissetid.

Han havde fået et henrykt Brev fra hende: «Søde, søde, nu ses vi snart igen!» og han havde fornummet denne Jubel give Ekko i hans Sjæl.

Hans Øjne lyste, og hans Fod trommede sagte på Dækkets tjærede Planker.

- - -

Men hjemme lå der Brev på Bordet, et grovt, sammenlappet Karduspapir med kluntet, bieget Skrift.

«Erede Herre.
Jeg vil lade dem vide at Hr. Skolemester Henrik 188 Linné er bleven meget dolig og Dokteren sier at det er Døden -
erbødigst
Eline Petersen.»

Tue blev stående med Brevet i Hånden og stirrede ned på det - Døden - hvad var dog det? - Døden - Mester Linné - -

- han stirrede på det grå Ark, som vilde han læse Forståelsen ud af det - - men det var virkeligt, det var rigtigt, der var ingen Tvivl derom, det var Døden igen - Mester Linné skulde dø -

Han gik hen til Vinduet og lænede sig imod det, med Armen støttet mod dets Stolpe.

Han havde fornummet dette Bud gå hen over sin lyse Stemning som et stort, tungt Skibs Køl over en sommergrøn Sø, nu hvilede den atter i sin Fred, kun end mere dunkel og dyb - -

Hvor forunderligt, dette Rædselsbudskab: Døden, det bed sig ikke ind i hans Hjærte som en edrende Slange, det gik kun igennem ham som et bævende Suk over det uundgåelige, selvfølgelige - ja, selvfølgelig, hvor selvfølgelig syntes han ikke, det var, at nu skulde Mester Linné dø - det var, som havde han allerede længe været forberedt derpå, og dog havde han for knap tre Måneder siden siddet over for ham ved Vinduet hin Våraften i Maj -

Men Døden - at komme der ude fra de store Skove, og høre om Døden, imens han gik her og ventede på Lull - det var, som han ikke rigtig forstod det, som vilde det ikke ret nå ind til ham.

Han fornam kun dunkelt Tårerne stige for sine Øjne, som han stod der i Solheden ved Vinduet - men så mindedes han pludselig Eline Petersen og «Villa Sindsro», og at han måtte derud.

- - -

Idet han steg op ad den så velbekendte, høje 189 Stentrappe og så Aftensolskinnet på de gamle, grønne, knækkede Tage, forstod han, at Mester Linné alt måtte være død, og da han kom ind i Gangen, var det, som en usvigelig Stemme sagde ham det - denne dybe Lydløshed, disse støvede Bænke i den tomme Skolestue, dette for altid forladte Kateder og Trappen, der knirkede så sukkende under hans Fod - - - - - - «Og det sidste han bad om, det var at hilse Dem og Frøknen - «hils dem,» sagde han, «de to lykkelige Børn» - ja, sådan sagde han, «de har forskønnet mig mine sidste Dage - de skal få al det, jeg aldrig fik - og hvad gør det så, jeg ikke fik det?» hun hulkede, «Herre, jeg husker hvert Ord - og så sagde han, til allersidst: «Eline,» sagde han, «de har rejst meget, og jeg har aldrig rejst, skønt jeg har drømt om Rejser så vældige, at Jorden ikke vilde kunnet omspænde dem,» sådan sagde han, «men nu kan det altsammen være det samme, for nu går jeg ud på den Rejse, der er længere end alle andre Rejser og varer evig ved - Eline Petersen,» sagde han, «nu véd jeg først, hvad Frihed er» -.»

Eline bøjede sig forover og hulkede i sit smudskede Forklæde. Tue sad ved Fodenden af den rødmalede Seng og så hen på Mester Linné, som han lå der i de grove Puder med det skarpe, gustne Ansigt vendende dødt og stivnet op i Augustaftnens sidste Solskær gennem den høje Rude.

Det grå Hår var strøget tilbage, så Panden syntes endnu højere end ellers, Hagen var firkantet, skarp, Munden sluttede evig tavs. Der var en Fasthed og Bestemthed over dette Ansigt, som Tue aldrig havde set i dets levende Live - det var, som havde han nu endelig fået Hold på sit vaklende Liv, endelig taget en længe næret Beslutning. Tue kunde ikke få sine Øjne fra denne udslukte Ro, og han mærkede, Smærten begyndte at sive derinde - ak, hvad havde 190 det dog været for et Liv, det, der nu var fuldendt

- - - -

Eline hulkede højere og højere, og Solen skinnede kvælende hedt.

Han rejste sig besværligt:

«Tak, fordi De skrev til mig om - det - og så - Farvel.»

Han nikkede hen i Retning af, hvor Eline sad og nu prøvede på at stive sig op, kastede endnu et Blik på den døde og gik så langsomt ned ad Trapperne.

- - -

Han gik i Aftensolskinnet gennem den gamle Allé, Skridt for Skridt, og så ned i det brune Grus.

Mester Linné var død - Mester Linné var død - -

Han fornam Gråden stige og stige i sit Sind, der hang som et Lod i hans Hjærte og drog det ned mod al det forsvundne, mod alle hans Barndoms Dage og Steder, de, der kendte ham inderst og bedst, og hvor Døden havde haft til Huse, mod al det forgangnes Skygge, hvortil hans gamle Lærer nu var vandret ind.

Og denne Længsel havde, han vidste ikke selv hvorledes, styret hans Fod herud - som i Blinde.

Han standsede ved Hjørnet af sit Hjem og så ned langs dets høje, vedbendomrankede Gavl - dér længst nede lyste Døren ind til Haven, under Hyldebuskens grønne Skærme -

- og nu stod han med den velbekendte Klinke i sin Hånd, tung af Stål og nu varm i Sommerheden, og han drejede til og åbnede den tunge, knirkende Bræddedør - og dér lå Haven nede foran ham, grøn og svulmende i Aftensolens stærke, skrå Stråler, uforandret, frodig og hemmelighedsfuld som i hans Barndoms første undrende Dage - Og pludselig mindedes han hin Dag for længe siden, da han midt der ude i Livet, midt i Legen med Kammeraterne var blevet grebet af Længsel efter denne hegnede Plet og dens 191 løndomsfulde Fred, og var løbet herud og havde stået her og set Haven for sig, uforandret som nu, grøn og sommerlig, og havde hørt Moders og Faders talende Stemmer nede fra Vinløvslysthuset, der endnu skinnede den Dag i Dag som et Juvelskrin, broget funklende midt i det grønne, og Søsters og Venindernes Latter fra Højen - og han troede atter at høre disse samme Stemmer.

Han mærkede Gråden sive over sine Læber og gik ind bag Plankeværket, ned ad Murstenstrappen og hen gennem den lange Gang med de vildtvoxende Stikkelsbærbuske, gennem Plænens lange, filtrede Græs med de hvide Tusindfryd - uforandret som den Gang, han og Anton legede her, op imod Højen mod Fjorden.

Og i det Øjeblik han sank ned på Bænkens afskallede Tremmer og fornam Paradisæblernes krydrede Vinduft over sit Hoved, tog Vinding Aftenklokker til at ringe, fjærnt, bortgemt i Skovene mod Havet, og da gik Lågen til hans Barndoms Eden op - - -

Han sank sammen i en Rus af Gråd over Mester Linné, der nu var død, over dette arme Liv, der nu var rundet ud i Sandet - -

- - - Han foer pludselig sammen - han hørte Skridt knage bag ved sig i Gruset - han så sig fortumlet om - hvad nu? det var bælgmørkt omkring ham, næsten Nat - alle Buske og Blomster duftede stærkere - der svævede hvide Tåger ude over Engene, oven over dem tindrede Stjærnerne som Guldkæder over den spejlende, sorte Fjord.

Og der knagede Skridt i Gangen - han var på et fremmed Sted, et Sted, hvor han ikke mere havde Lov til at komme, i den Have, han forlængst havde solgt - - -

En høj Skikkelse dukkede frem på Stien, bøjede Hovedet for at komme Paradistræets lave, krogede 192 Grene forbi, og stod nu foran ham, høj og sort, med Hovedet mod Baggrundens Stjærner.

«Ih - God Aften» - lød en Stemme, let forundret, i Mørket.

Tue så en Pibeild flamme op og et stort, hvidt Hår lyse under en Silkekalot - han følte to klare Øjne på sig.

Men der var pludselig blevet stille i hans Hjærte

- det var, som havde nogen sagt ham, at han dog stadig hørte til på dette Sted og ikke behøvede at forlade det som en fremmed - denne høje Skikkelse med det hvide Hår - det var ham næsten, som det var Fader, der endnu vandrede her i Haven - og denne Stemme så uforstyrrelig rolig midt i sin Forundring, den bar ham med Et langt ind i dyb Stilhed, ind til mange Års uforanderlige Ensomhed fjærnt borte i en Landets Afkrog.

Han rejste sig, forvirret.

«Undskyld,» stammede han og lettede på Huen, «at jeg er gået herind - men - men - mit Navn er Tue Tavsen.»

«Tue Tavsen - åh,» den høje Mand kom hastigt et Skridt frem, og han mærkede en blød, mager Hånd famle efter sin og trykke den, «er det Dem, velkommen siger jeg, velkommen her i Deres gamle Have - jeg forsikrer Dem, jeg har så ofte tænkt på Dem, jeg og Wendela - det er min Datter - det gjorde os så ondt, hjærteligt ondt at høre om Dem

- ja mit Navn er Johannes Grå, Pastor emeritus.» Tue så ned, han mærkede Præstens Piberøg drive sig forbi med en svag Vellugt, den magre Hånd hvilede nu på hans Skulder - det var ham med Et, som stod han her sammen med en kær, gammel Ven og mindedes med ham i Tavshed al det tabte.

«Jeg takker Dem, takker Dem,» hviskede han.

«Å jeg be'r, jeg be'r,» Hånden klappede sagte, «kom dog så tit, De vil og gå her - det vil glæde 193 mig hjærtelig meget - Haven står Dem altid åben - men sig mig, vilde De ikke gå med op i Stuerne med det samme - min Datter Wendela -»

Der op i Stuerne, i de kendte Rum - han følte en Bølge svulme i sig, en Bølge af Længsel mod sit Hjem, mod dets Stilhed og Fred, mod Fader og Moder, mod Søster, mod Døden.

«Jo Tak,» hviskede han.

«Det var Ret, det var Ret - så kom da.»

Og gennem de mørke Gange gik de, over den nu ganske dugvåde Plæne, op imod hans Hjem - han skulde derind, ind i sin Fortid, ind i Hjærtet af sit inderste Liv.

«De har levet her i længere Tid efter Deres Hjemkomst?» hørte han Pastor emeritus spørge - som gennem Tåger.

Og han nikkede:

«Ja, et År.»

«Et År,» Emeritus så hen for sig, «og De har aldrig søgt herud før?»

«Nej,» mumlede Tue beklemt - ja, hvor var det muligt, at han ikke var kommet her før?

«Nå, men værs'go, træd indenfor.»

Præsten slog Døren op ind til de mørke Kældere, og Tue mærkede atter deres jordslåede Kulde mod sit Ansigt - og foran steg Trappen op i Mørket, Trin for Trin - - -

- - -

Dér var det Bræt, der knagede under hans Fod ved Indgangen til Køkkenet, dér var dets Duft af Kaffe og Salt, dér var den høje Tærskel ind til Spisestuen, og dér - - - et Lys skinnede, en høj, mørk Kvindeskikkelse kom dem i Møde -

«Det er min Datter Wendela - og Hr. Tue Tavsen.»

Han så to kulblanke, brune Øjne under tykke, sammengroede Bryn, en gusten gul Hudfarve og et Par sammenknebne, blege Læber.

194

«Velkommen,» en dyb, skurrende Stemme, en hård, tør Hånd knugede hans. Men det forstyrrede ikke, det gjorde intet - videre gik han, gennem Spisestuen, hvor Dugen skinnede hvidt som i gamle Dage, ind i Moders lille Kabinet, hvor Kastanjernes Stammer skimtedes i deres tyste Tog forbi den dunkle Rude, Viftepalmerne steg frem af Krogene, og det lyste af opslagne Bøger og hvide Buster.

«Værs'go' Hr. Tavsen, værs'go' at sidde ned.»

«Tak.»

Han satte sig ved Bordet på en Stol, der var blød af Plys, som Moders Stole havde været, og lagde sin Hånd op på den nærmeste Bogs køle Blade og så ud på de stille Kastanjers Stammer. Og han fornam det åbne sig dybt i hans Sind, hemmelige Døre gå op, én efter én, Rum for Rum - helt ind til hans Væsens allerlønligst bortgemte Skjul. Og det randt derinde, en Kilde randt op, gennem Årenes Sand og Grus, til Dagen og det sande Liv.

«Fa'r, skal jeg tænde Lys?»

»Å nej, Wendela, tak - ikke for min Skyld, du véd, jeg sidder helst i Mørke - og Hr. Tavsen?»

«Nej Tak.» Tue rystede på Hovedet, hen for sig - tænde Lys her inde i Fortidens dunkle Kammer, her, hvor alle Skygger sad tæt i Krogene - det var, som om der skulde tændes Lys i den sidste Dags Mørke - - - -

- - - - Det var sent på Natten, og udenfor var der dødsstille, kun stundum lød et Pip af en Fugl, der sov i Vedbenden på Muren - men herinde tonede en Stemme forunderlig højtidelig og sonor, som talte den fra et Sted under Jordens Grotte.

«Nej, jeg har jo slet ikke kendt ham, De siger, er død, jeg er jo ny her på Egnen, og vi omgås ingen, men jeg forstår så godt hans Ord til Dem tilsidst: at nu først vidste han, hvad Frihed var - efter det Liv, De har fortalt mig, han har levet, og som vi 195 alle, mer eller mindre, lever: i Uro, Adspredthed og Forvirring, ti først når Døden kommer, kommer Visdommen og Roen - og at nu gik han ud på den Rejse, der er videre end nogen på Jorden, og som varer evig ved, ti al det, vi tørstede og søgte efter vort hele Liv igennem, det finder vi altsammen i Døden, og hundredfold herligere, end vi nogensinde har tænkt, og derfor er Døden det højeste og dybeste af alt, hvad vi véd.»

Pastor emeritus' Stemme tav, og Stilheden varede - men Tue lyttede endnu - hvad var det dog, han havde hørt? var dette Døden - Døden, den største Velsignelse af alle, vor dybeste Længsel, Fuldkommengørelsen af alt vort Liv - lød de Ord her i dette Hus? - her hvor Regitzes Hoste havde skingret, her hvor Moder var segnet, knust af sit Barns Død, her hvor Faders Krykkestok havde hamret - han så hen imod den mørke Væg, som ventede han, der vilde udgå en Røst fra den til Protest mod disse Valmueord, men alting tav omkring ham, kun et sagte, mumlende Sus i Kastanjerne udenfor - næsten som en Bekræftelse.

Han skottede hen til Klaveret, dér sad Wendela, han havde ikke hørt hende tale, siden hun sagde: Velkommen - siden da havde hun ikke åbnet de fast sammenknebne Læber til et Ord - høj og mørk sad hun som en Støtte - som selv Legemliggørelsen af dette Hus' tunge Ånd.

Men nu lød Stemmen igen, og Tue bøjede Hovedet og lyttede:

«Døden, det er det, som alt levende stunder imod, uden det selv kender det eller véd det - først i Alderdommen begynder det at dages for os, hvorfor vi levede, og hvorhen vor hele Vandring stiler - didhen hvor den store Ro, den stille Opløsning, den dybe Hensynken venter, og da begynder vi at hviske med Orestes, anelsesfuldt: «Es ist der Weg des Todes, 196 den ich trete: - mit jedem Schritt wird meine Seele stiller -» for så tilsidst, henreven, at juble med Jeanne d'Arc: «Hinauf! Hinauf! die Erde flieht zurück - kurz ist der Schmerz, und ewig ist die Freude!» De to Ord af Tysklands to ypperste Ånder rummer ret egentlig al vort Liv.»

«Og de levende?» spurgte Tue sagte.

«De levende -» Emeritus' Stemme forandredes ikke, men det hørtes, at han havde fornummet dette Spørgsmåls sagte Bæven, «til de levende siger vi - ja, bi nu lidt - nå det er sandt, vi har ikke Lys - men det kan jo også være det samme, jeg kan det udenad - til de levende siger vi med hin Stemme, der talte fra den gamle, græske Gravsten: «Både Landsmænd og fremmede langvejs fra skal, inden han vandrer videre, skænke den tapre Tettichos en medlidende Tanke, han, som er falden i Krig i sin friske Ungdom - når I har beklaget ham herfor, så fortsæt Eders Vej til Held og Lykke».»

Der blev en lang Tavshed, det glødede rødt fra Præstens Pibehoved, Røgen duftede svagt i Mørket.

Tue rejste sig langsomt, ligesom betynget.

«Nå, De vil gå? ja, Klokken er nok også blevet mange - men så kommer De nok snart igen?»

«Tak -»

«- God Nat, Hr. Tavsen.»

Det havde han nær glemt, der var jo Datteren. Han mærkede hendes hårde Hånd i sin og følte de brune Øjne på sig.

Så gik de ud gennem den gamle Storstue, han og Emeritus, Stilheden genlød omkring dem, øde og mørk - ja, hvad skulde vel også de to Mennesker med hele dette store Hus? - nu skødes Hængekæden fra, og Luften strømmede ind, nattekold og frisk af Duggen fra de ligeoverfor liggende Enges vide Tomhed.

Tue studsede - det var, som åndede noget ham i 197 Møde, han aldeles havde glemt - det levende Liv. Uvilkårlig kom han til at tænke på Lull.

«God Nat.»

«God Nat.»

Men da han vendte sig lidt længere henne i Alleen, så han endnu den høje, mørke Skikkelse på Trappen under Kastanjerne.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Tue og Lull sad i Skyttehusets store, ensomme Have under det stribede Solsejl.

Lull lå lænet tilbage i Bænkens Tremmekurve med sin Changeantparasol slået op, Tue så med et Smil ind i den lange Lindegang foran dem.

Bordenes hvide Marmorplader lyste køligt i den grønne Skygge, og Bænkene hvilede i tom Magelighed, Solpletterne randt op og ned over deres Riller som Bække over Sluser, en gylden Stråle spillede på Randen af et glemt Vandglas. Henne for Enden af det mørke Hvælv brændte Verandaens brogede Ruder i bengalsk Glød.

Udenfor gled den brede Gang forbi, forladt i Solheden, Flagstangen stod høj og smækker inde i Plænens tomme, grønne Pampas, der soldiset tabte sig ned mod det Gitter af sølvstammede Birke, bag hvis Grenenet Fjorden blinkede mørkeblåt ind.

Inde i Lindegangens gultblomstrede Mørke tonede Biernes søvndyssende Surr, Blomsterduften svømmede trykkende stærk i Eftermiddagens stillestående Luft. Kun en enkelt Gang klaprede Solsejlet oven over dem, når et sagte Pust fra Fjorden forvildede sig ind i den fredlyste Have.

Tue hørte Lull ånde ved Siden af sig og så hendes Fod på Gruset, lille og højvristet i den brune, udhugne Sko, og hans Smil blev varmere - han havde mødt hende igen, han havde mødt hende igen - i Dag var hun kommet, uventet som sædvanlig, havde stået dér i Døren og let til ham og var så pludselig 198 sprunget ind i hans Favn: «Tue, nu er jeg her, nu er jeg her!» - -

- - Han vendte sig uvilkårlig om imod hende og mødte hendes Øjne - hun lå langt tilbagelænet i Bænken og så på ham - hvidklædt, som i et Bølgespil under Changeantsilkens Regnbuefarver.

Han fik en tung, svimlende Fornemmelse - det var, som segnede han ned imod hende - ned gennem dette Bølgeflimmer af Farver, ned mod hendes glitrende Øjne - - -

Han fornam hendes Arm om sin Hals, hendes Mund mod sin - så sank han sammen i en bedøvende Rus - af Hede, af smærtelig Vellyst, af læskende Smagen - - -

Han vågnede og rettede sig langsomt over Ende - han strøg sig fortumlet over Øjnene, hans Hånd sank ned.

Foran ham lå den lange Lindegang, sval og kølig, i Sol og Skygge, Bierne surrede derinde, og for Enden glødede de brogede Ruder.

Han mærkede en lille, varm Hånd smyge sig ind i hans med et sagte Tryk, og han trykkede svagt igen.

Han stirrede tomt ud for sig i den hede Luft, der var en smægtende Mathed i hans Lemmer, Blodet dunkede ham for Ørene, der svømmede som Skyer for hans Øjne.

«Tue,» hun trykkede sig tæt ind til ham, han følte hendes Kind mod sin, «Tue, min egen Ven.»

Det var, som åbnede der sig langsomt et Par Øjne i hans Indre - så løb en pludselig Gysen igennem ham, han veg til Siden og rejste sig hastigt.

«Skal vi gå allerede?» spurgte hun forundret.

«Ja,» han nikkede.

«Tue,» hun stak sin Arm ind under hans, og de gik ud i Grusgangen, omkring Verandaen og ind i den høje Skov mod Byen.

199

- - - -

Hele Turen hjem - å Gud, ikke et Ord havde det været ham muligt at få frem, hans Tunge havde været som lammet, mens Tanken steg og steg i ham, stadig stærkere: «Tue, du skal elske mig - Tue, du skal -» gjorde han det nu?

Hun havde hængt ved hans Arm, set ham ind i Ansigtet, jublende, blussende varm, og snakket, ustandselig, havde trykket hans Arm ind til sit Bryst og smilet - hun havde slet ikke villet skilles fra ham, hun havde fulgt med ham herop - men hun måtte gå, han måtte være ene. Han foregav, han skulde skrive et vigtigt Brev til sin Formynder, han havde glemt det - - - «Om hvad?» hun havde set på ham med forundrede Øjne, hun vidste jo ellers Besked om alle hans Sager - der var jo intet at skrive - «Jo, det kender du ikke til.» «Jamen, Tue -.» «Nej, nej, det får du ikke at vide,» han havde smilet. Endelig fik han hende da til at gå, men i Døren havde hun vendt sig og set tilbage på ham, spørgende, ængsteligt, men havde så smilet igen, lykkeligt, tillidsfuldt, og var løbet hen til ham og havde kysset ham, hurtigt, og var så forsvundet - - -

Og nu var han ene, endelig, endelig ene - - -

«Tue, du skal elske mig, Tue, du skal - -» gjorde han det nu? ja, han vidste det, han gjorde det - strax han så hende, var hans Sjæl jo fløjet hende i Møde, som en Sommerfugl fra et trangt, mørkt Rum ud i Lyset, ud i Solen, til hende.

Længslen der ude fra Fakkegrav - som Ildblomster var den brudt frem, som Blomster af Vulkangrund, gennem Mindernes Aske og Dødens Lava, gennem alt, hvad der var hvirvlet op over den fra Jordens dybeste Indre - glemt havde han, glemt Elines Brev på Bordet, og det stille, døde Ansigt dér ude i Kvistkammerets ensomme Lys, glemt Hjemmets mørke 200 Stue, glemt Pastor emeritus' sorgfri Leven i Livsophørets lydløse Rige, glemt alt for at synke ned mod hende, ind i denne Rus af Hede og Blod.

Han mærkede pludselig Sommernatten omkring sig, de stod bag Stendiget i Kølholt Have og så Parret der ovre i Hyttedøren - hendes nøgne Arme lyste om hans Hals, hun drog ham ned til sig med denne bølgende Bevægelse, Liljerne duftede berusende, Natten åndede dunkel og vellystig varm -

Han lukkede Øjnene, han mærkede atter denne Sugen i sit Blod, denne Dragning imod hende, som skulde han udtømmes i hende, som Skyen udtømmes i Havet - -

Så hastigt som de sorte Skyggebilleder fra en Trold lygtes hvide Spejl jog en anden Scene forbi ham, Scenen hin Martsnat inde på «Villa Sindsro»s Kvist, da Mester Linné foer Eline i Møde med Håret flyvende efter sig, med udstrakte, krummede Hænder, vild som et Dyr.

Han slog Øjnene op - ja, dér var det, således var det, dér var det rette - han følte det forvist - dér var det, der ventede dem under den lunkne Rosenolje.

Og det kunde hun ville, det kunde hun ville tvinge dem ned imod - så dyrisk en Hæslighed, så dyb en Nedværdigelse - - -

Og når den så var tømt, først denne hede, klæbrige Drik og så denne stinkende Bærme med - hvad ventede så på Bunden? Han gyste, han vidste det vel - Livet ventede ham - Livet - for at bide sig fast i hans drikkende Læber, for at hænge der påny og suge hans Hjærteblod til sig, suge ham gold og tom og livløs påny - som hin sorte Igle, der fra Bægrets Bund bed sig fast i Hussains Læbe, i hans Barndoms Eventyr, i «Ali og Gulhyndy», det som havde voldt ham så navnløs Skræk og bragt ham til på det nøjeste at undersøge hvert Glas, han drak af, om ikke Iglen lå dér - - 201 Han vidste det, men hvorledes undgå det? hvorledes frelses fra det? var det ikke bestandig steget om ham som en Bølge, fra hin første Gang han så det, at hun var Kvinde, da hun gik på Bal, i den Dragt, for at danse med andre - gennem hendes Trusler om Elskov, gennem Opdagelsen af hin Nat, hun blev hos ham, gennem Parret derude, gennem hans Fristning og Angst, til han nu omsider var svimlet omkuld i den lurende Sø.

Ja, nu var han atter oppe, for denne Gang, nu var kun Væmmelsen og Angsten tilbage, men når vilde han synke igen - vidste han det? var hun ikke den samme, og vilde mon nogensinde Viljen dø i hende til at lokke ham? - - o, hun vidste jo ikke, hvad hun gjorde, hun kunde jo ikke vide det, hun havde jo ikke, som han, set - -

- og hvor var hun ikke blevet forandret i denne Sommer, i denne korte Tid, de ikke havde set hinanden, hun var ligesom voxet og blevet større, hendes Øjne mere strålende, hendes Mund mere rød, selve Livets Kraft var i hende, og han - han som før havde frydet sig over hendes Skønhed i stille Glæde, han vilde nu - han vilde nu ind i Livet selv. Så havde da denne Skilsmisse ført just lige hen til det, han havde villet undfly - den lyse Leg i Våren, han havde frygtet nok, den var nu voxet til denne Sommers hede Glød - -

Han sank sammen og skjulte Ansigtet i sine Hænder. Nu var der ikke nogen Frelse.

- - - -

Han hørte ikke Lull komme listende ind den næste Dag, lydløst kom hun bag på ham, som han sad dér bøjet over Skrivebordet - til han pludselig følte hendes Arme om sin Hals og hendes Kind mod sin.

Han fløj op i et Ryk, som havde en Slange rørt ham med sin Gifttand, hans Øjne stirrede forvirret på hende.

202

«Men Tue -» Lulls Arme sank ned.

Han vendte sig bort.

«Tue,» hun tog atter om hans Hals, angst, for at dreje ham om imod sig.

«Lull, slip - du må ikke - jeg vil ikke -»

Han gjorde sig hæftig fri.

Lulls Ansigt blev askegråt, hendes Mund svulmede, hun stirrede på ham - så rejste hun sig hastigt, snublende, og gik hen til Vinduet.

Han sank sammen over Skrivebordet med Øjnene fæstet på dets grønne Multum, han klemte Hånden om dets Rand. Der hørtes ikke en Lyd i Stuen - kun Skovens jævne, stadige Sus.

Pludselig gav det et Sæt i ham, han så op.

«Lull,» hans Stemme brast over på Midten af ilfærdig Glæde.

«Ja,» Lull vendte sig hastigt, hendes Ansigt blev blussende rødt.

«Lull, kom herhen,» han rakte Hånden ud imod hende.

«Tue,» hun stod foran ham med hans Hånd i sin, hendes Øjne spurgte ind i hans, store, ængstelige.

«Lull, vil du gå med mig i Morgen?»

«Tue, hvorhen?» hun snappede efter Vejret, hun bøjede sig ned over ham, «hvorhen?»

Han trykkede hendes Hånd.

«Lull, med ud i min Barndoms Skove.»

Ja, ja, dér var Frelsen - at han ikke havde set det før, de måtte derud, ud på Mindernes Stier, de måtte ty ind under det forgangnes Skygger, at den Flamme kunde slukkes, der nu truede med at fortære dem bægge, til ingen Nytte - hun måtte lære de døde at kende og indse, at han ikke kunde leve mere -

«Derud -»

Hendes Hænder slappedes i hans, hendes Øjne 203 flakkede hjælpeløst til Siden, hun dukkede hurtigt Hovedet, som under et knusende Slag.

Hvad - hvad var det? skulde det sige, at hun - ikke vilde - var det muligt? - ikke vilde følge med ham derud, ikke brød sig om den Gave, han rakte hende, den Gave, der var hans Hjærtes allerinderste Dråbe Blod? havde hun ikke selv begæret den, da de var Børn, den Dag, da hun og Sigurd kom der ud i det gamle Hjem og vilde følges med ham til de samme Skove - og han havde afslået det i vild Harme over, at hun, en fremmed, skulde trænge ind i alle de smærtelige Minder - og nu - nu vilde hun ikke - var det da så vidt? «Vil du ikke?» han greb hende hæftigt om Armen.

Hun så op, det var, som en Hånd strøg hen over hendes Ansigt, alle de smærtelige Træk ud, kun de tårefyldte Øjne og den bævende Mund blev tilbage.

Hun kastede sig ind til ham.

«Jo, jo - jo, jeg vil, Tue, jeg vil gå med dig - hvorhen du så vil , hvorhen du så må gå!»

Hun sank sammen i hans Skød. med Ansigtet gemt ned i sine Arme. Han sad og så ned på hendes Nakke - «hvorhen du så må gå -» - der løb en Kulde igennem ham - måtte gå - ja, det var netop det - måtte - han måtte gå derud, om han skulde frelse sig selv, måtte føre hende, en levende der ind i det dødes tyste Skjul, hun, som ikke brød sig om at komme dér - måtte forråde de døde og sit inderste Væsen - den Drøm fra Julen, den der, da han var vågnet til Besindelse, havde forfærdet ham - den skulde han nu virkeliggøre - for at frelse sig selv - dette var Sandheden, hun havde sagt ham den: «hvorhen du så må gå».

Men dog - måske det kunde frelse - og så, så måtte det jo ske, der var ingen anden Udvej mere.

- - - -

Lige foran dem gik Banehegnet forbi med råt tilhuggede 204 Stolper og lange Ståltrådssnore imellem - selve Banen kunde de ikke se, den løb nede under de stejle Skrænter i Dalen mellem denne Banke og den, som steg histovre, lav og halvrund, brusende af Bøgeløv - der smuttede en Spadseresti hen under de foroverludende Kroner, forladt og ene med Solstænkene levende på det brune Sand. På bægge Sider af det hvælvede Løvbjærg, hvor Banken gled ned, blinkede Fjorden frem, smilende blå, som to Søer - i den ene skød en Damper af Sted med knejsende Bringe, rødmalet og med Røgen vajende langt bag efter sig over det skummende Kølvand, i den anden gled en Brig med hvide, spændte Sejl - bagved lå Kysten, op af hvis grønne Kroner Skyttehusets hvide Gavle stak.

Så højt sad de, at de kunde se ned på Bredden nedenunder, hvor de store Sivskove bølgede, silkeviolette, glitrende af Sol.

Tue sad og så ned på dem mellem de to Ståltrådssnore, han troede næsten at høre deres Sus herop, hint langlige, uophørligt hvislende Sus, han mindedes så vel, som i hans Barndom havde båret til ham så mangt et Bud om Eventyr til Søs og Livet på langt uddragende Skibe.

Hvor underligt - nu sad han her igen i sin Barndoms Skove og stirrede ned på de samme Siv - Han strøg sagte med Hånden gennem det korte Græs, og pludselig steg der frem for ham et Billede, her på Højen en Sommereftermiddag som denne - for mange År tilbage - de havde lejret sig her alle: Fader, Moder, Begitze og han - og den lille Anton var med, herinde, hvor kun Himlen så ned til dem, varm og dybtblå mellem de løvfulde Kroner. Regitze lå på Knæ langt fremadstrakt og bredte den hvide Damaskesdug ud over Græssets myldrende mange Tusindfryd, hendes røde Hår bruste om hendes Kinder, den småprikkede Kjole spændte over hendes 205 Skuldre - Moder pakkede ud af de gule Kurve og den lille Tejne - Tallerkner, Smørkrukker og Glas - og Fader sad, bred og stor, og snittede på et Par Rønnebærgrene til Tue og Anton, der Side om Side forventningsfulde så til, hvorledes de grønne Blade dryssede som Fjer. Der havde været ganske stille, de havde kun hørt Telegraftrådene synge nede under Brinken og langt inde fra en Gøgs sagtmodige KukKuk som en Kilde dybt i Skoven, hvorom ingen véd - -

- - - Der klang et Par skarpe, små Slag, som slog en Hammer på en Kuppel af Metal - det meldte i et af Vogterhusene nede langs Banen.

Han løftede Hovedet og fik i det samme Øje på Lull, hun sad foroverbøjet med Albuerne hvilende på sine Knæ, og Hænderne foldet i hinanden og så ned for sig.

Det blæste koldt på ham - hvad skulde hun her? havde hun været med hin Sommerdag, da de havde spist på denne Høj? hvorfor var hun her da? Han rynkede Brynene og knugede Hånden i Vrede, men i det samme smilte han skadefro - å, hvad gjorde det, hun anede jo intet, hun vidste jo aldeles intet om al det, der lå dulgt i denne Høj, sad her som var det ethvert andet Sted, døv og blind, men han - ja, han følte sig tilmode som den Mand, der har skjult en Skat under Grønsværet og sidder her over den med andre og i sin stille Fryd lader som ingenting.

Det larmede fjærnt - inde fra Byen - nærmere og nærmere i stigende Hast - nu gyngede Banken, hvor de sad - hen over Skræntens Solskin under Spadserestien fløj Skygger forbi, en Røgsky steg til Vejrs over den grønne Brink som fra Jordens Skød - Toget rullede forbi der nede i Dybet, larmende bort til Højre og forsvindende ind i Skovene.

206

Røgen bredte sig lunkent lugtende hen over dem som tynde Flor og tabte sig ind mellem Løvet.

Tue klemte Hånden om Knæet - denne pludselige Iltogslarmen her forbi havde i et Nu vakt Mindet hos ham om en Tid, der ellers så underlig var sunket bort fra hans Sind - den Tid, da han selv foer af Sted der nede i Dybet i al den brusende Larm - bort fra Hjemmet, bort fra det kendte - ud i Ensomheden i Europa.

Og pludselig svulmede det i ham af Taknemlighed mod hende, der nys havde syntes ham så fremmed og ikke hørende til på dette Sted, og hvem han dog ene skyldte, at han sad her fredelig og tryg og kunde mærke de døde fylkes om sig på denne Høj, mens de hjemløse fløj af Sted dernede til Forladthedens Tomhed.

«Lull,» han vendte sig om imod hende.

»Ja,» hun så hurtigt op på ham, med et ængsteligt Blik, det, der havde været i hendes Øjne, lige fra hun trådte ind under disse Løvhvælvinger gennem Hvirvelleddet nede ved Banelinjen - så usikkert et Udtryk, som vidste hun ikke ret, om hun her færdedes på lovlig Grund.

Tue så smilende på hende - det passede så lidt til hendes ellers altid så frejdige, sejrsikre Ansigt.

Og han følte med sød Triumf, at her var hun den underlegne, her måtte han lede, om de skulde nå deres Mål. Men samtidig fik han en øm Medlidenhed med hende, at hun gik her så ukendt og uvidende, mens Rigdom og Liv blomstrede om ham, hvorhen han så - og stod det ikke til ham at åbne hendes Øjne for dem, Minderne, at vise hende de hellige Steder og fortælle hende deres Historie? var det ikke derfor, de var gået herud? men havde han sagt blot et Ord endnu? hvor kunde han da forlange - - -

Han åbnede halvvejs Munden, som vilde han tale, men betænkte sig så - nej, de måtte se mere af 207 Skoven, om han skulde kunne åbenbare hende dens fulde Helligdom.

Han rejste sig:

«Lull, lad os gå.»

«Ja,» hun stod hurtigt op, ligesom lettet og drejede sig ned ad Vejen mod Grandalen, hvorfra de var kommet.

Hvad - troede hun, de allerede skulde hjem - og han som - han bed sig uroligt i Læben.

«Nej, Lull,» han skød Buskene til Side og trådte ind på den nu næsten helt forsvundne, lille Sti, der førte dybere ind i Skoven.

Lull standsede og så på ham.

«Skal vi længere?» spurgte hun tøvende.

«Ja,» svarede han kort - her havde nok ikke vandret mange, siden han og de døde færdedes her.

De dukkede frem af Buskene ud på en bakket Lysning, hvor Eftermiddagssolen varmede stille og lunt. Spindelvæv blinkede uforstyrret i det korte, brune Græs, en stor, blåblank Solsort gik og hakkede i den sprukne Jord med sit gule Næb. Op bagom stod en Krans af purlede Avnbøgehække, indspundet i gråligt Larvespind.

«Hvorhen, Tue?»

«Herned.»

«Derned?»

«Ja.»

Foran dem åbnede sig en Hule af Løv, en lang, bælgmørk Tunnel, der syntes at løbe lige ned under Jorden, og fra hvis øde Gab der stod Kulde og Mørke ud over den ensomt varme Plet.

Det var «Hughullet», hvor i Tues Barndom alle Røverne i den grønne Skov havde holdt til.

«Uf!» Lull lagde sin Hånd på Tues Arm, idet de trådte ind i Kølingen.

Tue smilte - nå, hun var nok også bange.

De gik som i Kældre dybt under et Havs Flade i 208 rå og skummel Kulde, Vintren syntes endnu at ruge under Loftet, hvis magre Grene vred sig under de knugende Løvmasser, hvor Blad sad ved Blad som Skæl hos en Fisk; de lave Stammer bugtede sig i Væggene som indespærrede Søorme.

Men forude tindrede det muntert og lysegrønt - dér lyste Solen på det friske Bøgeløv - det var, som skinnede Dagslyset ned gennem en søfarvet Rude gennem Havet. Foden æltede i dejagtig Slam og sumpet Mos, Tue åndede i hurtige Drag den klamme, blækagtige Luft. Lulls Hånd skælvede, og han smilte igen, men i det samme mærkede han, at hun trak til i hans Ærme, og at hendes Øjne higede hæftigt ud imod Lyset, og han gjorde sig ærgerlig løs.

Ja vel, hun var angst, som han havde været, men hvad vidste hun vel om al den Trøst, der havde lydt herinde fra Moders Stemme, om Regitzes muntre Latter og alle de Minder, der sov i det kolde Mørke?

Nu stod de under åben Himmel, hvor Sommerfugle sværmede om dem, og Solen strålede ned mellem de lyse Bøgekroner.

Lull rakte og strakte sig som en Kat op mod Varmen med missende Øjne og løftede Arme.

Så rettede hun sig:

«Tue, dér skal vi ud!»

Hun pegede ud over den Fjord af grønne Enge, der åbnede sig foran dem hen mellem de svulmende Bøgekroner, der bugnede ned om den som løvfulde Bredder - der stod et Surr af Sol og Fuglesang derude, en Sti flød som en bugtet Strømning hen gennem de grønne Vande, Svaler kresede langs Skyggeranden dyppende Vingerne i Græsbølgerne, der sitrede og blinkede for hvert Pust af den lune Vind, Guldsmedde irrede farveglimtende hid og did, fnugget Løvetand gyngede som grålige Perler, og Tusindfryd svømmede som Søstjærner for Bølgeslagene.

«Tue, Tue, kom med derud!» 209 Men han stod og så på en Bænk under Fyrrene henne til Højre, en Bænk af tynde, frønnede Granstammer - dér havde de siddet en skyfuld Dag i September og pludselig set et lille Egern, rødbrunt, halevajende smutte op ad Stammen, ensomt og tyst som en Skovens og Stilhedens Ånd.

«Skal vi ikke sidde dér, Lull,» han så prøvende på hende.

Hun kastede et hurtigt Blik på Bænken.

«Uf nej da! kom nu,» hun rakte Hånden ud efter ham.

I det samme vidste han, at han aldrig vilde kunne betro hende den allermindste Tøddel af sine hemmelighedsfulde Erindringer, hun som blot begærede at komme ud af Mindernes Mørke og Kulde for af Hjærtens Lyst at dukke sig i Livets frodige Solskin.

Han gik hurtigt over Brættet ud til Engene - han smilte barsk, det var ham en egen Lyst at lade hende således, ganske uvidende, tvinge ham bort fra de dyrebareste Steder. Han fik derved ligesom en Slags Ret over hende - - - -

Han vendte sig pludselig, Brættet skælvede under hans Fødder for Lulls Trin.

De så et Øjeblik på hinanden i Bækkemumlet dernede og den solflimrende Fuglesang - så gik de videre.

Han havde fornummet den svage Skælven hen under sine Fødder fra hendes som et lille ømt og lønligt Kærtegn, hun ikke vovede at give ham her i Mindernes Skove, og pludselig var det, som gik det op ham, hvorfor de egentligst var gået herud - for på én Gang at få Ende på alle Kærtegn - var det lykkedes? vilde det lykkes? når de kom her ud af Skovene, vilde de da være andre end før, rolige, stille - vilde det aldrig kunne komme igen?

«Tue,» kaldte Lull, «her.»

Hun havde sat sig på den bløde Skråning under 210 det lavthængende Løv og så hen på ham under den store Hat.

Han gik hen til hende og kastede sig ned i Græsset ved Siden af, men han så ikke på hende, hans Læber dirrede - nej, det havde intet hjulpet, hun havde intet set, intet forstået, intet lært om de døde - han havde intet kunnet sige hende, og hun havde intet villet høre, og Fjælets Skælven havde sagt ham, at hun var nøjagtig den samme, som da de kom - og han -

Han bøjede Hovedet - havde han virkelig fuldtud nydt de rige Minder, der bød sig frem alle Vegne, som ellers når han gik her ene, om Søndagene - havde han dog ikke stedse på Bunden af sin Sjæl fornummet, at hun var nær og tænkt på hende mere end på de døde? - - og dette Bræt, der skjalv så ømt og blødt som et Tryk af hendes Hænder mod hans Kinder - - -

Han lagde Ansigtet helt ned i det surt duftende Græs og lukkede Øjnene - han mærkede, at hun rejste sig, fjedrende let og hørte hendes Fødder vandre omkring - og så et dæmpet Knæk af Stængler, som plukkede hun Blomster, en sagte, frejdig Nynnen. Han følte en stigende Bitterhed imod hende - havde han ikke budt hende så overmåde meget, og hvorledes havde hun taget imod det? først hulket over, at han vilde lukke hende med her ind i sit Livs dyreste Helligdom, og så siden, da hun kom herind, uvilligt tillukket sit Hjærte for alle de lønlige Røster og forhærdet sig i egenkærlig Kulde - ja, ti elskede hun ham virkelig, som hun svor, vilde hun da ikke instinktmæssig have mærket, hver Gang hendes Fod trådte på et af de viede Steder og glædet sig med ham derover - mens nu - -

Å, han følte sig så led og træt - det var jo forsøgt og slået fejl, nu var det hele ude -. Han fornam dunkelt Solen om sig og hendes puslende 211 Skridt - som var det selve Skovengens sommerlige Genius, der færdedes om ham, sollys og varm - det hede Græs og de skyggende Bøge - så svømmede alt ud i en Tåge, og han gled ind i Søvnen - - -

Han vågnede pludselig og slog Øjnene op - Lulls Ansigt var bøjet lige ned over hans, han så ind i hendes Øjne, der stirrede på ham med et Udtryk så uforstående smærteligt tungt, at det kæmpede gennem Søvnen i hans Hjærne for at fange, hvor han vel var, og hvorfor Lull så således på ham. Nu vendte hun Hovedet bort, rettede sig op med Ryggen til ham, trak Bæltet til Rette om Livet og sukkede - han så, at hun sagte børstede hen over sin Albue, i hvis bløde Dun der hang fuldt af Muldkrummer, og i samme Øjeblik vidste han del hele, men han blev liggende ubevægelig og så over mod Skoven, hvor Aftensolen faldt ind over Rødderne i lange, røde Striber som gennem Kirkeruder - det bløde Græs spillede i det milde Lys, Bregnerne bøjede deres brede Vifteblade og svandt ind i Skyggen, Løvet hang gyldentmønstret ned, længere inde levede alt i et hemmelighedsfuldt grønt Mørke. Men under den blå Aftenhimmel svævede de høje Kroner rødligtbrune i Aftensolen, som var de visne i Høst.

Der skød pludselig en fortvivlet Trods op i ham, som han lå dér - havde han ikke vidst det før, så havde hendes Blik sagt ham det nu, at hun aldeles intet havde nemmet, at hun aldrig nogensinde hverken kunde eller vilde følge ham - men hvad så? så var der jo intet andet at gøre, end at han måtte følge hende - bort fra de Minder, som dog ikke havde formået at frelse dem fra deres såre Nød - lade sig knuge ind til hende og kysses af hende, til han atter sank i denne Rus, sank til Bunds , så han tabte Sans og Samling og hvert Minde om sit tidligere Liv - - - hun vilde det jo selv - 212 Han rejste sig hæftigt over Ende, men blev siddende med stirrende Øjne.

Over den åbne Plads hinsides Bækkeløbet kom en Skikkelse hastigt glidende i det grelle Aftensolskin - lang, krumbøjet, lydløs gennem det tætte Græs, som en Skygge over Stammerne.

Lull så op, hun foer sammen og bøjede sig forbavset frem.

I det samme vendte Skikkelsen Ansigtet om mod dem.

Det var, som skødes en Ligsten bort - et dødningehvidt, overskygget Ansigt med sorte Øjenhuller og stregtynd Mund - så gled den ilsomt ind i Skoven, et Øjeblik skimtede de dens krummede, grå Ryg mellem Løvet - så svandt den bort mellem Træerne.

Lull så om på Tue, målløs forundret, men han sad ret op og ned og stirrede over mod det Sted, hvor den var svundet.

Det var ham, den ensomme Mand - Manden fra hans Barndom, ham, de havde mødt på alle deres Vandringer, og som havde fyldt hans Barnehjærte med Anger og Gru, for hver Gang han glemte de døde - Manden, der havde ejet Hustru og Børn og Gård, og for hvem alt var brændt og omkommet, og som nu flakkede om her i Skovene, rastløs søgende i uheldbredeligt Vanvid - -

Men at han levede endnu - aldrig havde Tue mødt ham før på sine ensomme Søndagsture, og han havde ikke tænkt på ham i År og Dag -

Du gode Gud - var det ham selv? eller var det kun et Genfærd, en sidste Advarsel fra Skyggernes Rige?

Han tog sig til Panden - Snak - nej, det var såmænd sandt nok, det - den Skikkelse var hverken Syn eller Drøm, den var den bitre Virkelighed selv, det sande Liv - det han et Øjeblik havde været 213 ved at glemme under Straf med evig Fortabelse - med en Gang at blive som han dér, vanvittig i sin ensomme Sorg, når hans nye Eje var taget fra ham, til sidste Hvid, som det gamle.

Han rejste sig og skottede over mod Skoven, som ventede han, at Skikkelsen endnu en Gang skulde ile tilbage over Stien for at hente ham med sig.

Nej, nej, det stod fast - kunde han end aldrig vinde hende for sig, skulde hun heller aldrig vinde ham.

Han vendte sig om mod hende:

«Lad os gå.»

Hun sad og så op på ham med sørgmodige Øjne

- men hun spurgte ikke. Havde hun endelig forstået? - i den elfte Time - eller brød hun sig heller ikke om at erfare dette, og tav hun med Vilje?

Bedrag, Bedrag - det hele!

Så gik de tavse over Gangbrættet ind i Skoven.

- - -

Forgæves, forgæves - det var det Ord, der atter og atter sang i ham, ellers stod hans Forstand stille

- hvad nu? han vidste det ikke. Han havde reddet sig derude, den ene Gang - ved et Tilfælde - og var det mer end Galgenfrist, vilde det vare?

Og dog - han havde ikke været ved at overgive sig i Lidenskabens Hede, men i Fortvivlelsens, i Selvopgivelsens Sløvhed - ja, men var det ikke tusindfold værre? han blev ikke mere tvungen bort fra sit gamle Liv, hverken af sig selv eller hende, han var ved at kaste det frivilligt bort.

Han fornam et tirrende Nag, men han vidste ikke mod hvem, en æggende Vrede, men hvem skulde han vende dens Brod imod? hende, der havde vægret sig ved at tage? eller ham, der havde vovet at byde?

- byde hende, den fremmede, hun der ej en Gang ønskede at tage.

214

Det prikkede ham ud i Fingrene af afmægtig Forbitrelse.

Lull sad ved hans Side, stille og bleg, med spørgende, angerfulde Øjne, som et Barn, der forstår, at det har forbrudt sig, men ikke véd Råd derfor. Hun så på ham ømt og deltagende, som var han en syg og såret, hun skulde værne og hæge om, men han mærkede det kun syde end mer i sig ved de Blikke - hun var jo den, der havde slået ham de Sår. Og se - begyndte hun nu ikke igen - Dagen efter! at sladre og gække ham, som var de nu kommet over det hele og alting glemt. Ja, hun var glad - hun havde jo heldigt undsluppet hans Forsøg på at fange hende ind i sine Snarer og betragtede sig sagtens som den sejrende.

Og var hun det ikke, alligevel - når han tænkte på Skovene derude, så utrygt og uhjemligt det nu var, hun havde været der og deres ensomme Trylleri var veget, de havde vist sig evneløse til at hjælpe, og han følte, deres Magt var forbi.

Han mærkede det kvælende tungt i sin Strube af Angst og Gråd - det gamle Liv forlod ham, og det nye kendte han ikke til - og så endelig en Eftermiddag fik den indestængte Smærte Luft.

Lull sad og rodede i hans Skuffe efter en «Freund» til et særlig dunkelt og matematisk Sted i «Menon», da hun pludselig fik fat i en lille, brun Æske.

«Hvad er det?» hun trak den nysgærrig frem, i det samme gled Låget af, og hun så ned i den.