Om Døden og om Troskab mod de døde handler denne sære Bog, hvis Strenge klinger i Folkevisens dybe Mol. Dens Hovedfigur er en lille tidlig moden og tænksom Dreng, der vokser op i et smukt og hegnet Hjem, hvor hver Dag rinder som en Fest, men hvem Døden endnu i hans Barneaar berøver alle hans kære, Søster og Broder, Fader og Moder og den lille Ven, han halvt modstræbende har sluttet sig til. Og hver Gang lukker han sit Hjærte sammen i Sorg over den døde, rugende over Savnet, mens han med Afsky vender sig fra det støjende, letfærdige Liv blandt Menneskenes korttænkende Børn, dette Liv, hvis første Lov er at glemme. Saa brutalt synes det ham i Modsætning til det fine, kærlige Liv, der leves i Hjemmets stille Stuer, i Mindets og Drømmens stille Haver. Hele Bogen er som en Skaal, fyldt til Randen med Bitterhed over de Mennesker, der ingen anden Udvej véd end at glemme, der altid sky viger til Side for Sorgen. - Sikkert er det, at denne første Del i alt sit skælvende Tungsind er en Bog, som ikke glemmes. Den er saa rig, saa skøn, saa skær i sin Støbning og i Grunden af Sind saa lys op mod den mørke Baggrund, Forf. med bevidst Forsæt har givet den. Og hvor dybt har han ikke stirret i denne Drengesjæl med dens hastigt skiftende Stemninger, snart «himmelhoch jauchzend» og snart «zum Tode betrubt».

A. I. i «Samfundet».