↩ Saa sikkert det er, at Enkelt-Iagttagelsens broget udarbejdede Kunst kan gøre et Værk rigere og ligesom mere levende, saa sandt er det, at de faste rene Helhedslinier, den gennemklingende Grundmelodi i Længden bliver det afgørende for dets Livsværdi. Derfor griber en anden Bog om Døden, Harald Kiddes Aage og Else, saa stærkt - Det er Inderligheden, Trofasthedens dyre og stolte Hellighed, Samfølelsens evige Styrke, som her sættes op imod det, Menneskene kalder Livet. I denne Bog, som ikke er «sund» og ikke udadvendt i Styrke og ikke svulmende, dyrkes i Døden Sjælens stille Ømhed og skælvende dybe Kærlighed. - Den forunderlige Stemning i Bogen bæres af en ganske egen ren og følsom Stilens Kunst. Lidt lang, som Harald Kiddes «Aage og Else» er, lidt anstrængende i sit stille Sjælemaleri, er det alt i alt en Bog, som fængsler med en forunderlig ny og sær Magt.