Kidde, Harald Uddrag fra AAGE OG ELSE - DØDEN -

Alligevel var der bedre Spillerum inde i det andet Kontor. Dér sad en gammel, grå Mand og skrev, han var så gnaven og så så støvet ud. Hver Gang Tue kom ind, skelede han hen til ham bag de runde Brilleglas, men sagde aldrig et Muk. Ikke desto mindre havde de en Hemmelighed sammen, Tue havde nemlig ofte set, at den grå Mand havde liggende tykke Bøger nede i Bordskuffen, og at han læste i dem i Steden for at skrive, men altid huggede Skuffen i, når Fader kom ind, og lod, som havde han skrevet hele Tiden. Tue forstod meget godt, at Fader ikke måtte vide noget om de tykke Bøger, der for Resten var så plettede og forrevne, at det ikke var til at forstå, at den grå Mand vilde røre ved dem, men han sagde ingenting, ti Manden var alligevel rar, han lod ham tage så mange Ark af det gule Papir, som Fader aldrig vilde have givet ham.