↩ Tue støttede sit store, langhårede Hoved i sin tynde, lille Hånd og så drømmende hen for sig - kunde han huske Broder? Jo - han huskede to violblaa, tankefulde Øjne og et sølvlyst Hår - og Aftener dér henne ved Bordet, under Lampen, når Alf viste ham Billeder i den store Billedbibel, han holdt så meget af - - og han huskede en Hede - sådan en stor, rød Hede, dér lå Alf på Ryggen i Lyngen med Armene under Nakken og sang op mod Himlen, og højt, højt oppe svarede en Lærke, sang og sang, mens den stod ganske stille i det høje Blå.