↩ «Ja, og kom ned i Jorden til ham, for Else må glemme Åge, hvis hun skal leve.» Der blev en Pavse, Tue sad med Hovedet ind til Moders Bryst og så hen på Kakkelovnsilden, hvis røde Skær glødede over Tæppets Blomsterbed. Han tænkte på den stakkels Åge og Else - Else var alligevel god, så trofast hun var - hun vilde hjælpe Åge at bære Kisten, men derfor - uh nej - Else må glemme Åge -