↩ Tue stod ude på Trappen velindpakket og ventede på, at Jes skulde komme med Vognen oppe fra Byen. Han stampede med sine Pelsben og plirrede mod Solen, mens han smilte af Fornøjelse. Kulden rev i hans Næsebor og glødede på hans Kinder, som endnu var varme af Sengens Puder. Bare Jes dog snart kom -