↩ Men det brød Tue sig ikke om, han kendte ham jo og vidste, at det var ham, der skulde køre for ham. Uforknyt entrede han op i den store, nedslåede Kalesje, de blå Hynder var kolde og Måtten i Bunden af Vognen ligeså. Men nu viste Ane sig i Døren med sil røde Ansigt og det stride, grå Hår stikkende op af en Favnfuld lodne Tæpper, som hun læssede ind i Vognen.