↩ Over Kirketorvet kørte de, hvor Kirken lå og pegede mod Himlen med sit Spir. Tue så på den med et stille Smil, han syntes, at i Kirken var der altid Jul med blændende Lys og Salmesang og Grangrene og Orgelbrus. Men pludselig mindede den glimtende Vejrhane ham om hin urolige Efterårsdag, da de begravede Alf, og han blev tung om Hjærtet. Broder var også en Gang på Ture med Fader; nu havde Tue skubbet ham til Side og taget hans Plads, han mærkede Tårer i Øjnene og tav Men så holdt de foran Assistentens Hus. Det lå i en stille, solbelyst Gade ved den langsomt rindende Å, som her snoede sig ind gennem Byen. En buet Bro førte over til Huset med dets store Have og duggede Glasveranda, men ingen Mennesker viste sig.