↩ Jes, der oppe fra Bukken havde holdt Øje med dem, satte atter Hestene i Gang. Og mens de knagede videre op mellem de stedse stigende Banker, som løftede deres Toppe over dem, grønne og stride af Nåletræer og med knejsende Gårde på Toppen, fortalte Fader om den Gang, da alt her lå i ét Vildnis og med Rette bar Navnet «Urskovene», da intet Menneske kunde færdes herinde, men kun Rævene i de kolde Vinternætter glammede ind mod Byen, mens Rovfuglene byggede deres uforstyrrede Reder og kresede over Engene, spejdende efter de græssende Fåreflokke. Og han fortalte om den Dag, da han stod på den højeste Tinde deroppe, efter en næsten daglang 31 Kamp gennem Skoven, og så ud over det grønne Rige, hvorigennem han skulde bryde Vej.