↩ Siden sad de sammen i den store Lænestol foran Ovnens åbne Lysgab, Regitze med Fødderne på Kaminristen, 33 og Tue med Hovedet ved hendes Bryst. Snebygerne knitrede mod Ruderne, og Vinterstormen tudede om det enligt liggende Hus; ude fra Fjorden hørte de Tågehornene kalde og klage fra de krydsende Skibe, men herinde flammede den røde Ild, og Regitzes dæmpede Stemme tryllede dem hen til en anden Verden, en evig Lysets Verden, til Lande, hvor Sommeren stod evig grøn under en evig blå og strålende Himmel, hvor Menneskene skød op af den frodige Jord som prægtige, svulmende Blomster, voxende op ad mod Solen, al Lysets og Livets Kilde.