↩ Så tav Regitze og stirrede ind i Ilden med Hånden under Kinden og tunge Øjne; Tue vidste, at nu længtes hun mod alle disse lykkelige, solrige Egne under den hede Trope, han så Tårer glimte i hendes Øjne over, at hun var født på disse ugæstmilde Strande, hvor Dagen var kort og bleg, og Mørket langt og koldt, han huskede, hvor hun henryktes over Vårens Komme, hvor hun jublende fulgte dens Fremgang Dag for Dag, til de røde Roser sprang ud, og det var Sommer. Og hvor hun kunde kysse sådan en Rose, presse sin Mund ned i dens fyldige, duftende Krone, som vilde hun suge al Livets Varme af dens modne Glød; hvor hun hele Sommerdage kunde ligge udstrakt på Havens Græsplæne eller på Skrænterne over Fjorden smækker og slank, lige midt i Solheden, så Blodet steg under Kindernes fine Hud.