↩ Tue så på hende fuld af Medlidenhed, men han forstod hende slet ikke. Vel kunde også han frydes over den grønne Sommer og betages af Søsters Drømmerier om Østerlands Eventyrriger, hvor alt Livet var større og skønnere, men når hun så udbrød, at kun dér kunde man leve, at dér var det eneste rette Liv, da måtte han ryste på Hovedet. Han følte jo så grant, at han aldrig vilde kunne finde sig til Rette dernede. Hans Øjne blændedes af dette skærende, aldrig mindskende Lys, hans Sanser trættedes af denne Farvernes ustandselige Gløden og den Planteog Dyreformernes svulmende Kæmpevæxt, som henrev Regitze, var ham næsten modbydelig.