↩ Morbroder - jo, Tue kunde godt huske ham: et langt, rødbrunt, krøllet Skæg og to skært blå Øjne. Morbroder havde en Aften været her og siddet dér i Lampeskæret og fortalt og strøget sit Skæg. Tue huskede dunkelt så meget, der lignede Regitzes Tropedrømme - noget om fuglehalsede Kamelers uregelmæssige Vandring gennem glohedt, knasende Sand, om solbeskinnede, telthvide Torve, hvor det duftede fra gyldentgule Pyramider af runde Citroner og fra lyserøde Rananer, hvor det summede af lystige Stemmer i fremmede Mål, hvor Aber knurrede, og Papegøjer skreg - men én Ting huskede han klart, noget Morbroder havde fortalt sent på Aftenen, da de skulde til at gå i Seng - om en Ø, han havde set en Nat højt oppe i Ishavet, da det var Tåge - en Ø, så stor som et Hvalhoved, hvorom Rølgerne idelig slog og slog, skyllende hen over den, slående op ad den, hvirvlende i Skum og slående igen -. «Siden,» fortalte Morbroder, «når jeg lå og ikke kunde sove, da tænkte jeg kun på den Ø under Rølgeslaget deroppe, så sov jeg strax ind.» Men Tue kunde aldrig glemme denne hjemløse Ø i den utrøstelige Ensomhed i Ishavets ustandseligt plaskende Øde, og mangen Nat skræmmede den Søvnen fra hans Leje. Han stirrede med stive Øjne.