↩ «Tue -» Moder bøjede sig over Stolearmen og så hen på ham. Tue tav befippet, han havde altid mere Respekt for Moder end for Fader, ti Moder var så rank og fjærn, hvor venlig og fortrolig hun end kunde være. Tue kaldte hende ofte i sit stille Sind «Damen». Det skrev sig navnlig fra en Aften, da han var ganske lille og lå i sin Seng, og Moder kom ind for at sige God Nat til ham og Regitze. Moder skulde i Selskab og var i gråt Silke, der raslede og glimtede, da hun slog sin Kåbe til Side og kyssede ham og Regitze, og Regitze slog sine Arme om hendes Hals og kvidrede: «Å, Mo'r, hvor du er nydelig og fin,» det samme hviskede i Tues Hjærte, men han tav som sædvanlig og bare så. Siden den Aften syntes han altid, Moder var klædt i Silke og lignede en af Ridderdamerne i Fabricius's Danmarkshistorie.