↩ «Ih nej da!» lo Birte med sine store, hvide Tænder, «det var da helsen rart, te Anton kund' hjælp' den lille Inspektør ud af den Klemhærken.» 49 «Ja, det siger vi også Tak for. Gå nu hen og leg med Anton,» Fader gav Tue et Puf og vendte sig så om mod Birte og begyndte dæmpet at snakke med hende. Tue hørte noget om: «Han går jo helt alene nu - kommer altfor langt fra Livet og vænner sig til at blive egenkærlig og sær - og egenkærlig må min Dreng sidst af alt blive.»