↩ Fra nu af kom Anton daglig til Tue, eller også løb Tue ud til ham. Når han skyndte sig rigtig meget, kunde han nå derud på et Kvarter. Landevejen gik så fredelig og ensom under de bjærgtyrgrønne Skrænter, langs de flade Enge, til den kom forbi Markstien, hvor Tue smuttede ned. Og så lå det venlige Hus dér i sin pilehegnede Have.