↩ En dyb og salig Fred strømmede ind i Tues Sjæl, han lukkede sine Øjne og smilte, han trykkede Antons grove Hånd i sin lille, bløde og kaldte ham i Hjærtet sin Broder. Og Efterårsaftenerne, når Skumringen tidligt faldt på, og Ane kom for at hente ham hjem; når de stod ude på Trappestenen og så ud over den mørke Egn, hvor Engene lå hen som grønsorte Sumpe, mens de ensomme Gårdes Ruder brændte som Ildøjne langt borte i Mørket. Blæsten tudede oppe i Bjærgfyrrene og sukkede forbi Hytten. Ælmene nikkede over Herrehovedet, og der gik skumle Sagn om svunden Vildskab og grusom Hævn gennem den kolde, regnstænkende Luft. Åen lyste som et Spøgelse gennem det mørke Land.