↩ Hele Faders store Amt kom de rundt, lige fra de grønne Skovegne ved Fjorden og til de golde, sandhvide Hedestrækninger inde i Jylland. Aldrig havde Anton troet, at Verden var så stor. Her inde på de skarpeste Hedejorde havde Fader vist Tue sit Fødested, Slægtens gamle Gård, Tave , liggende dybt i en Lyngdal; oppe fra Landevejen, hvor de kørte, havde Tue med vågnende Vemod set dens kalkhvide Længer og høje Tage. Stum og ensom lå den dér nede mellem de sorte Banker og lukkede de henfarne Slægters Livshemmeligheder inde bag sine Mures Firkant. Tue vendte sig i Vognen og stirrede så længe tilbage mod Gården - dens Ruder blinkede sørgmodigt i Aftenlyset - til den dukkede mellem Bankerne og forsvandt, og da var det ham, som lod han noget dyrebart tilbage i denne trange Hededal.