↩ En frygtelig Svimmel greb Tue, det var, som hans Hjærte sprang op at bløde, og som Blodet strømmede ned ad ham - han så i et forvildet Syn Alfs Ansigt, da han lå og skulde dø - en Dag han trods Moders Forbud havde kigget ind til ham - han kunde ikke glemme det - hans Ansigt havde været så hvidt, så hvidt, med de violblå Øjne vidt opspilede og de fine Fingre klamrende sig til Lagenet - men samme Stønnen - samme Rædsel i Blikket - var det muligt, skulde Anton også dø? var det Straffen, fordi han havde taget ham som Erstatning for Broder?