↩ Så travede Tue da atter sine Ture ud til Birte, sad atter på Herrehovedet og hørte Ælmene hviske, men nu ikke mere om rustningsblå Riddere og kuttegrå 66 Munke, men om Anton og ham selv og deres Lege; atter sad han i den mørke Stue, hørte Rokken snurre og Uret dikke, legede med Cigarkasserne - nu altid Handelsskib, for det var dog det , Anton til sin Dødsdag helst havde leget - tittede mellem Urtepotterne ude i de høstlige Enge, hvor Tågerne sejlede, og hørte Birtes ru Stemme fortælle om Anton og Kaffe imellem hinanden, uden at det nu gjorde ham noget. Han havde lært at forstå Birtes Sorg.