↩ Mester Linnés Skole lå derude, hvor Byen ophørte, og Landet begyndte, i en lang, ubebygget Gade, hvor kun enkelte gamle Huse stod, med høje, svajede Tage og spidse Kviste, som oftest kun beboede i et Par Fag og mest af små Pensionister eller ensomme Gamlinge, der havde ejet Gårde på Landet og nu sad ubevægelige Dagen igennem på deres Forhøjninger, i de læderbetrukne Lænestole og med Hænderne foldede om Tobakstønden stirrede ud mod den frie Horizont. Her var Lejerne billige, og her kunde de høre Aftenklokkerne ringe Solen ned ude i deres gamle Landsbyer, hvis hvide Prikker øjnedes fjærnt i det Grønne.