↩ Om Eftermiddagen var han i sin Nød tyet ud til Birte, men havde ikke fundet hende hjemme. Forgæves havde han stået og dundret på hendes Dør, så det genlød i Engenes Stilhed - var hun ikke hjemme? nej, hun var ikke hjemme; Antons Hjem havde lukket sig for ham, som Templet for den mensvorne, men det var jo kun forskyldt, han havde ikke fortjent bedre. Og han var sunket om på Tærsklen til det tillukkede Hus og havde stirret fortabt over mod Herrehovedets Træklynge, mens Mørket slørede den vide Slette, og de første Stjærner glimtede frem.