↩ Søster Regitze var blevet konfirmeret og havde fået lang Kjole, så Tue knap kunde kende hende igen. Hun var ikke mere den lille, fortrolige Søster Regitze med det regnbuefarvede Sind, der snart fik hende til at sprudle af Latter med sin store, røde Mund og snart til at hulke i ør Fortvivlelse; hun løb ikke mere om og kyssede Roserne nede i Haven og fortalte ham ikke mere Eventyr om de fjærne Landes Tillokkelser og Sydens evige Somre; når Fader og Moder nu var ude, var hun selv med. Ikke heller viste hun ham mere Billeder i Mytologien, hun sagde, hun havde ikke Tid dertil, og hun havde virkelig også meget at tage Vare på. Hun gik ikke mere i 81 Skole, men læste selv mange Bøger, både Latin og Græsk, for hun vilde være Student. Men det var ikke det alene, nej, hun var også en helt anden i sit Væsen, i sin Gang og sit Smil. Hendes Ansigt var blevet længere og smallere, og det vilde, røde Hår var bundet op i en tung Knude i Nakken. Tue var slet ikke mere sikker på hende, han følte sig tit lidt trykket, når han var ene med hende. Hun var mindst ligeså venlig som før, men talte dog så underlig overlegent til ham, og fortalte han hende noget, lyttede hun adspredt til; hendes drømmende Øjne så langt forbi ham, ud imod Aftenens rødmende Skybanker, og så kunde han forgæves vente på Svar, mens han skottede til hende, halvt krænket og halvt beundrende. Klagede han til Moder, smilte hun og sagde: «Ja, ja, Tue, Regitze er ved at voxe fra dig.» Og Fader, hvor var han ikke stolt over hende - hun havde nu altid været hans Yndlingsbarn, fordi hun havde samme røde Hår, som han havde haft, da han var ung - men nu fulgte hans Øjne hende, hvor hun svævede på sin lette, lydløse Gang, og ofte tog han hende om Livet og kyssede hende på Panden. «Store Pige,» sagde han.