↩
Tue syntes, de var så smukke, og var hemmelig glad og stolt over dem, men
han var tillige bange for dem og gemte sig bort i en Krog, når de kom.
Når de så havde siddet og pludret en Tid inde hos Moder, trak de sig
gærne op på Regitzes Værelse, der lå oppe i Husets Gavl med Udsigt over
Haven og Fjorden med dens Skove, Øer og Næs. Da åndede Tue lettere, men
savnede dem alligevel. Hændte det så, at Moder sagde: «Å, Tue, kan du
ikke løbe op til 82
Regitze og
spørge hende, om hun har taget min Brodérsax» eller lignende, fik han
altid hæftig Hjærtebanken eller blev rød i Kinderne, idet han skyndte
sig at løbe op ad den snævre Loftstrappe. Men han kunde ofte stå længe
foran den blå Tapetdør og lytte til Stemmerne derinde, før han fik Mod
til at banke på. Så snart han kom ind, standsede al Snakken, og alle
vendte sig om imod ham. Dér stod han, blændet af det stærke Solskin fra
de høje Vinduer, og blussede af Undseelse. Alle disse klare Pigeøjne,
lokkede Hoveder og friske Ansigter gjorde ham rent forvirret, han følte
sig så lille og grå og kunde kun sagte fremstamme sit Bud. Regitze
rejste sig og søgte i Syskrinet, og Snakken begyndte igen. Han fik lidt
Mod og skottede lønligt omkring på Veninderne, der sad i Kres på Stolene
eller i den lille, røde Sofa. Dér var hun, han følte sig mindst
ængstelig for og holdt mest af, den lille, slanke Charlotte med det
brune, krøllede Hår skyggende over den skære Pande og de milde Dueøjne,
hun var hans Søsters bedste Veninde og født på samme Dag. Og dér var den
store, lyshårede Pige med det brede Ansigt og de sprudlende blå Øjne,
hun lo altid og havde så stærke Hænder, hendes Navn var Hedvig Berg, og
hun var Datter af Proprietæren paa Branderupgård. Og dér var de to
Borgemesterdøtre, Kristence og Adéle, høje, tynde Piger med lange,
stillestående Ansigter, blide Munde og krokusgyldne Lokker -
og dér, lænet tilbage i Stolen, var endelig Vibeke Søtoft ude fra
Kølholt, blond og rødmende, med lidt døsige, blå Øjne og røde Læber, der
altid bed i det blanke, krusede Hår. Hun sagde sjælden noget, men smilte
forborgent og rettede på Sløjfen på den svulmende Barm. Hvor var de dog
søde alle sammen - men Regitze var alligevel den bedste, skønt
hun slet ikke lignede de andre, nej, det gjorde hun ikke - hun
var ligesom slankere og finere end de, en fremmed, blå Iris 83 mellem hjemlige Roser og Asters. De
kunde heller slet ikke begribe, at hun gad læse mere, nu de endelig var
slupne fri fra Skole.