Kidde, Harald Uddrag fra AAGE OG ELSE - DØDEN -

Så lukkede Tapetdøren sig bag ham, og han stolprede atter ned ad den mørke Loftstrappe. Det var ham altid, som forlod han noget skønt og varmt, og når han siden sad nede i Spisestuen ved sin Bog og hørte de lette Trin over sit Hoved, kunde han uvilkårlig udstøde et sagte Suk. Han var slet ikke vred over, at Hedvig havde sagt, han burde have været en Pige, han følte meget vel, at det var sandt; han hørte i Virkeligheden langt snarere til mellem dem dér oppe i det lille, lyse Kammer end mellem de larmende og stridende Drenge hos Mester Linné. Selv Sigurd var ham for voldsom og stærk, om end hans Skønhed kastede sit adlende Skær over det, der hos de andre kun var Grovhed. Med lille Anton havde det været en anden Sag, han var så blid og stilfærdig som en lille Pige - ligesom Alf havde været. Mon det var, fordi de skulde dø så tidlig, at de ikke lignede andre Drenge? mon han da også 85 skulde dø tidlig? Han gøs og så ud til Havens grønne Træer, mellem hvis tætte Løvværk han kunde skimte Fjordens blå Felter. Nej, nej, han vilde ikke dø, der var dog altfor skønt her nede på Jorden - og hvor turde han desuden komme til Alf og Anton, han, som havde været dem så troløs en Ven?