↩ Men så rejste Birte; og da følte Tue, at Slaget var tabt, ti vel havde han aldrig vovet at gå ud til hende, siden den Dag, han havde sluttet Venskab med Sigurd, men blot det, at han vidste, hun boede derude, at alt endnu stod i den lave Stue, som det havde stået i hine fjærne Dage, gav ham mægtigt Mod og Udholdenhed Fra Vinduet i Moders Kabinet kunde han skimte Husets Gavl som en hvid Klippespids i Engenes grønne Sø, og ofte så han, gemt bag Gardinet, Birte gå forbi ude i Alleen på sin Vej til og fra Byen. Hun var ham, som Røgen fra hendes Hytte, et evigt manende Memento, en stræng Påmindelse Husk at være så trofast som jeg!