↩ Og dér stod hun nu en skønne Dag i sit brune Sjal, med sin Blomsterhat og sit store, milde Ansigt for at sige Farvel. Hun havde fået Huset godt solgt, forklarede hun, og skulde nu rejse over til det fjærne Amerika, til sin Søster, der var Enke og ene som hun og havde skrevet efter hende. Der var nok at tjene derovre ved Spinding. Det blev vel hårdt at forlade de grønne Enge og det lille, fredelige Hus, men det var jo bedre sådan, det var dog så tungt at sidde dér ude i den enlige Stue og mindes. Hun sukkede og svøbte Sjalet om sine barkede Hænder.