↩ Hvad Skolen angik, så gav den også hyppig Anledning til Uenighed. Kom Tue nemlig til at nævne Mester Linnés Navn, brød de andre ud i en Storm af Latter og Hånsord. I Begyndelsen tog Tue ham hæftigt i Forsvar, men siden trak han sig såret ind i sin Skal og tav. Han følte, at Mester Linné var for god til den Diskussion. Ti han havde fået den besynderlige Mand kær. Den Frygt, han en Gang 98 havde næret for ham, var for længe siden forsvundet; der var så vist intet frygteligt hos ham, trods alle hans fakkelrøde Revolutionstaler. Ikke heller fandt han ham mere naragtig - Tue havde i det Hele liden Sans for det komiske - langt snarere var det, ham selv ubevidst, Medlidenhed, han nærede for ham. Midt i Timen, bedst som de var i Gang med Lektien, kunde denne knugende Følelse falde over ham. En pludselig Trækning i Lærerens gustne Ansigt, en Skurren i hans højlydte Stemme, som slog den en Revne - og fremfor alt dette vedholdende, stirrende Blik, han fæstede på dem uden dog at se dem - ja, selv de mest hårdhudede Drenge krøb sammen under det. Men Tue måtte dukke sig ned over Bordet for at skjule de Tårer, som brændte i hans Øjne. Han havde så ondt, så ondt af Mester Linné, han fik en Trang til at tage den lange Mand ind til sig og knuge ham til sit Hjærte for at trøste ham. Hvad, der dog navnlig gjorde et skræmmende Indtryk på ham, var, at Mester Linné var fattig . Han vidste knap, hvad det Ord betød, men det blæste ind over ham som en rå og skidden Træk fra en klaprende Baghusdør. Og dette onde Ord læste han ud af alt, hvad han så og hørte pa Skolen. Lærerens Dragt, hvis flotte, kunstneriske Snit en Tid havde imponeret ham, viste sig ved det daglige Samvær, at være så lappet, slidt og plettet, at Tue ikke begreb, han vilde gå med den. Og altid måtte han kræve dem for Skolepengene længe før Dagen var, og havde dog aldrig Penge. Kom der en Liremand og spillede i Gården, han havde ikke en rød Øre at give ham. Og Sigurd vidste at fortælle lystige Historier om hans Kreditorer og deres Trusler og Forbandelser. (Han havde nemlig sammen med de andre Kammerater den Vane, om Aftenen, når de intet bedre havde at tage sig for, at liste ud til Villa Sindsro og fra de høje Træer bag Skolen at belure Mester Linné dér oppe på hans vindomsuste Kvist.