↩ Men Tiden gik, og den Dag kom, da han deltog i Kammeraternes Spot over den Tid, de gik ude hos Mester Linné, ja - når hin Scene nu atter stod for ham, kunde han endog gribe sig i at betragte den med et vist Begær, mens han fuld af pirrende Angst følte noget pelset og loddent med Næb og Kløer røre sig hos ham. Den havde været det sidste, endelige Skub frem ad Banen, og snart var der intet mere af den oprindelige Tue Tavsen tilbage.