↩ Med Undren spurgte han sig selv, om han da virkelig også følte således over for Sigurd, den forgudede Ven, den stærke, skønne Sigurd? og med Anger og Angst måtte han tilstå, det var ikke anderledes. Hvad nyttede det, at han var dobbelt kærlig imod ham, når de dog ikke mere kunde tale fortroligt med hinanden, fordi de ikke mere forstod hinanden? Og han mærkede jo Dag for Dag, hvor Forståelsen glippede. Navnlig ét var der, som skilte dem fra hinanden - det var «Småtøsene»; således kaldte Sigurd deres jævnaldrende blandt Småpigerne. Han havde allerede længe haft sig «Kærester» imellem dem og på det nøjeste indviet Tue i disse sine erotiske Bedrifter. Med blanke Øjne og smilende Tænder fortalte han hviskende om, hvorledes han sværmede om med dem i Danseskolens lange Korridorer 114 i Mellemakten og fik Lov til at tage dem om deres bare Arme, kysse dem på deres røde Munde og trække dem i deres bløde Lokker - eller hvorledes de satte hinanden Elskovsstævne bag Byens Haver og høje Fabriksmure, og hvad dér foregik.