↩ Som en sød Duft af Ambra kom hans Barndoms bibelske Minder til ham - han huskede sin og Alfs Glæde over Billedbiblens Patriarker, Telte og Kameler, sine Kys på Bibelhistoriens gråprikkede Bind, sin ærbødige og kærlige Tillid til Gud Fader og den milde Jesus - han mindedes sin Barnebøn: «Jeg ved en yndig Have» - og sin Angst for at nogen, han havde kær, skulde synde mod de rene Marmortavlers Bud - og atter sløredes hans Øjne af Vemod, atter ringede Aftenklokkerne for ham, dragende, smæltende: «Kom! Kom!»