Kidde, Harald Uddrag fra AAGE OG ELSE - DØDEN -

Det var alt dette, Tue grublede over, da han en solklar Dag sidst i August, en Ugestid før Undervisningen skulde begynde, sad ude ved Missionshuset, hvor Timerne holdtes. Det var en lang, rød Murstensbygning med majestætiske Stentrapper og brogede Buevinduer, med takkede Gavle og funklende Kors. Den lå oppe på en Høj ved Strandvejen, vendende Front ud mod Fjorden. En Krans luende røde Rønnebærtræer brændte som Fakler omkring den 117 Tue sad på et af de brede Granittrin, Solen skinnede skråt hen over ham, Bygningens Skygge lå over den grusede Plads, mens Alleens Lønne prangede i fuldt Sollys, endnu svulmende grønne; Fjorden blånede mellem de brune Stammer - langt ovre lå Kirkegårdens Have på sit Næs, dér hvor Alf og Anton var begravne. Det var ud på Eftermiddagen; der rørte sig ikke en Vind.