↩

H. V. KAALUND

FULVIA.
DRAMA I FEM AKTER
AF
H. V. KAALUND.

FJERDE UDGAVE.

KJØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
TRYKT HOS J. JORGENSEN & CO. (M. A. HANNOVER)
1891.

4
5

✂

Bemærkning til 2den Udgave.

✂ Nærværende Omarbejdelse indskrænker sig ej blot til væsentlige Forandringer i Stykkets ydre dramatiske Bygning, ogsaa i Handlingens Motivering saavel som i Fremstillingen af Hovedpersonernes Karakterer har jeg her tilstræbt en større Klarhed og en fyldigere Udvikling. Dette vil selvfølgelig fremgaa af en Sammenligning mellem denne og den foregaaende Udgave; dog tror jeg selv at burde gjøre opmærksom herpaa, for at den Del af det ærede Publikum, der alt har interesseret sig for dette mit Drama i dets første, tildels kun skitserede Form, ikke skal ansé det for overflødigt at kjende det i dets nye - som jeg haaber, forædlede Skikkelse.

I Marts 1881.
Forfatteren.

✂

PERSONERNE:

AQVILINUS, Prokonsul.
SERVIUS, romersk Patricier.
FULVIA, hans Datter. LYSIAS, græsk Billedhugger.
MENIPPOS, Tvillingbrødre, Sønner af en Frigiven.
THEODOROS, Tvillingbrødre, Sønner af en Frigiven.
MALCHUS, Medlemmer af et kristent Broderskab, der lever i Fællesskab paa Ørkengrændsen.
JOSEPHUS, Medlemmer af et kristent Broderskab, der lever i Fællesskab paa Ørkengrændsen.
ROCCHUS, Medlemmer af et kristent Broderskab, der lever i Fællesskab paa Ørkengrændsen.
LUCAS, Medlemmer af et kristent Broderskab, der lever i Fællesskab paa Ørkengrændsen.
FØRSTE AVGUR.
ANDEN AVGUR.
KRITAS, Filosofer.
ARISTIAS, Filosofer.
EN ROMERSK KRIGSHØVDING.
PHRYNE, en ung Enke.
FØRSTE SLAVE.
ANDEN SLAVE.
EN HEROLD.
FILOSOFER, ROMERSKE KRIGSHØVDINGE, LIKTORER, SPYDDRAGERE, MÆND OG KVINDER AF FOLKET, SLAVER OG SLAVINDER.

(Handlingen foregaar i og ved Alexandria i det tredie Aarhundrede efter Kristi Fødsel. Imellem anden og tredie Akts Handling ligger et Tidsrum af et Aar.)

8
9

✂

FØRSTE AKT.

✂

FØRSTE SCENE.

✂

(Et højtliggende Torv i Alexandria. Til Højre i Baggrunden udmunder en Gade, blandt hvis nærmeste Huse ses ét, hvis Indgang dækkes af en Portikus (eller et Bislag). For Øvrigt tænkes Udsigten fri over den lavere liggende Del af Staden.)

(To af Servius's Husslaver komme fra højre Side, den ene holdende sig noget bagefter den anden, fordybet, som det synes, i sine egne Betragtninger.)

FØRSTE SLAVE.: Ha! ha! ha! Hvor den Gamle derhjemme dog er naragtig! Vel er han min Herre, men jeg vilde heller bytte Hoved med en Abekat end have hans siddende paa mine Skuldre. Man skulde næsten tro, at det var ham og ikke hans Datter, der i Dag skal tilkjendes Lavrbærkrandsen for Visdom, saadan kror han sig af denne naragtige Begivenhed. Det mangler bare, at han selv skal spænde sig for hendes Triumfvogn og indbyde de Snyltegjæster, han har slæbt hjem med sig til Frokosten efter Morgenbadet, til at tage en Haand i med. Men Haløj, Kammerat! kom hid, for at vi kan holde Øje 10 med Signalet. Bedre Plads til at holde Udkig fra end denne, kan vi ikke ønske os. Søvinden blæser frisk herind, og Solen brænder jo ikke hedere paa denne velsignede Aarstid, end at det ordentlig er en Fornøjelse at bage sig i dens Straaler. Hej! hvor er Du henne? Du gaar jo der og gaber, som om her ikke var vigtige Ting at tage Vare paa.

ANDEN SLAVE.: Du har Ret: jeg glemte mig selv - jeg er jo Slave.

FØRSTE SLAVE.: Det er jeg ogsaa, men derfor behøver vi da ikke at staa her og glo som to Umælende. Er det Svalernes Flugt, Du studerer?

ANDEN SLAVE.: Nej! - Jeg betragter Byen, jeg kom jo først i Gaar hertil, nedstuvet imellem andre Slaver i et Skibsrum. Din Herre kjøbte mig. Alt er mig endnu saa fremmed her.

FØRSTE SLAVE.: Ja? det er sandt, Du er jo først i Dag bleven optaget iblandt os Husslaver, hvilket Du kan takke dit nette Udvortes for. Naa, til Lykke! Her har Du min Haand paa godt Kammeratskab. Er der Noget, Du vil vide Besked om, saa spørg væk!

ANDEN SLAVE.: Hvad hedder min nye Herre?

FØRSTE SLAVE.: Ih! véd Du endnu ikke det? Han hedder Servius, er Patricier, rig som Krøsos - for Øvrigt mellem os sagt, - en Nar, ret saadan en rigtig gammel, erkeforfængelig Nar; men hans Datter Fulvia - aa! - det er det vidunderligste Pigebarn, som Verden nogensinde har seet. Ikke en Eneste af alle vore langskjæggede Filosofer og lærde Skaldepander kan maale sig med hende i Visdom.

ANDEN SLAVE.: I Visdom?

FØRSTE SLAVE.: Netop! Ha! ha! ha! Jeg kalder det for Galskab. Men Hver sin Lyst! Hun raader sig selv i Alt, og Alle er de forgabede i hende; den Gamle kan hun vikle om sin Finger. Undertiden, naar det falder hende ind, klæder hun sig som et Mandfolk, for i det Stykke som i alle andre følger hun sit eget Hoved. Men Guderne forbyde, at jeg skulde sige det i en slet Mening Hun er en ædel Jomfru, - ren som Solen! (peger ud til Venstre.) Seer Du den høje Bygning, som rager op histude tæt ved Kejserborgen, den, hvis Tag er prydet med Billederne af de ni Muser?

ANDEN SLAVE.: Ja!

FØRSTE SLAVE.: Det er Musejon, der holder hun i dette Øjeblik sin store Tale for en umaadelig Forsamling af Vismænd. Naar hun er færdig dermed, skal hun kjøres i Triumf, og da vil der blive hejst Signal fra Bygningens Tag. Saasnart Triumftoget viser sig ved Hjørnet derhenne, maa vi ile alt hvad vi kan hjem til den Gamle og melde ham det - ellers sker vi en Ulykke. Sæt, at han selv vil holde en Tale, naar Toget har naaet Indgangen til vort Hus; han kan da ikke styrte derud lige fra Frokosten med Maden i Munden.

ANDEN SLAVE.: Er det Alt, hvad vi skal udrette her?

FØRSTE SLAVE.: Ja, hvad ellers! - For Eftertiden, Kammerat, bør Du kun sværge ved Muserne, thi Du er jo nu paa en Maade taget i deres Tjeneste.

ANDEN SLAVE: (pegende mod Himmelbuen)
Staar ikke Solen op i det Himmelhjørne?

FØRSTE SLAVE.: Jo - i Øst; - det plejer den i det Mindste, men om den vil gjøre det i Morgen eller i Overmorgen, vil jeg ikke svare for; hvorfor skulde ikke ogsaa den faa Nykker og skeje ud ligesom andre store Herrer! - Er Du maaske Soltilbeder?

ANDEN SLAVE.: Nej, jeg vilde kun vide, i hvilken Retning Landet ligger, hvor jeg er født: Grækenland.

FØRSTE SLAVE.: Naa - saadan at forstaa, Du er en Græker. Ja, nu er vi Alle Landsmænd: Romere, Grækere, Ægyptere, Syrere og Barbarer.-Jeg havde nær sagt Jøder og Kristne med. (spytter foragtelig.) Jeg spurgte Dig ellers kun, fordi jeg troede, at Du vilde være paa Moden.

ANDEN SLAVE.: Jeg forstaar Dig ikke.

FØRSTE SLAVE.: Jo, sér Du: Siden vor højmægtige Kejser Heliogabal, der, som Du jo nok véd, har været syrisk Solpræst, er kommen til Magten, har vi til alle vore øvrige Galskaber ogsaa faaet den at dyrke Solen.

ANDEAN SLAVE.: Helios?

FØRSTE SLAVE.: Nej - det er jo en gammel Historie. Hvad jeg taler om er noget ganske Andet, det er en sort Sten, seer Du, som skal forestille Solen. Flere af vore Templer er allerede paa kejserlig Befaling blevne omkalfatrede og indviede til den nye Guddom.

ANDEN SLAVE: (seende ud over Staden).
Hvilken Vrimmel!

FØRSTE SLAVE.: Af Guddomme? ja, her er nok af dem. Hjælper ikke den Ene, saa kan man jo forsøge det med en Anden.

ANDEN SLAVE.: Jeg ménte: hvilken Vrimmel af Templer. Aldrig før har jeg sét en saa prægtig og udstrakt Stad!

FØRSTE SLAVE.: Det maa Du nok sige! Den giver næppe Rom eller det gamle Babylon noget efter. Hele Østens Handel gaar som en Guldstrøm her igjennem. Har Du Mønt, saa kan Du her faa Alt, hvad dit Hjerte begjærer: Silke, Ædelstene, Purpur, Perler, kostelige Kryderier, friske Østers og sminkede Hetærer. Tørster Du efter Lærdom, saa har vi her hele Pakhuse fulde deraf; vi plages af Vismænd som af Fluer og kan næppe spytte for Poeter. Dyder er her faa af, men hvad Laster og Daarskaber angaar, da er vi saa rigeligt forsynede, at vi gjerne kan lyksaliggjøre den øvrige Verden dermed.

ANDEN SLAVE.: Det summer histude som i en Bikube - og sé: Rækker af svært belæssede Pukkeldyr bevæger sig frem imellem Menneskevrimlen. -

FØRSTE SLAVE.: Ja, i den Retning - gjennem Solporten - det er Handelskaravanerne, som drager herind fra den libyske Ørken og Landene hinsides den hellige Nil.

ANDEN SLAVE.: Hvad er det for et mægtigt Taarn, der rager op histude?

FØRSTE SLAVE.: Fyrtaarnet: Pharos, det berømteste i hele Verden.

ANDEN SLAVE.: Og de to vældige Søjler der?

FØRSTE SLAVE.: Ah! - Obeliskerne: Kleopatra's Naale kalder vi dem.

ANDEN SLAVE.: Og hist Havet - det herlige Hav! Det er mig, som om hvert Vindpust derfra bringer mig en Hilsen fra mit skjønne Hjem - fra Athens Violer.

FØRSTE SLAVE.: Violer? Ha! ha! ha! Det er Pomaden, Du lugter, den, hvormed jeg har indgnedet mig. Kommer Du for Skade, Kammerat, at løbe vild i Smaagaderne dernede, saa kan Du let finde hjem blot ved at gaa efter Lugten, for her i vort fine Kvarter dufter det altid som i en Pomadekrukke. Vi bestiller ikke Andet her, skal 16 jeg sige Dig, end alve os og begaa Dumheder. - Men, ved mit Skjæg! der har vi det! Sé! S e!
(peger ud til Venstre.)

ANDEN SLAVE.: Hvad mener Du?

FØRSTE SLAVE.: Ih - Signalet , Menneske! Triumftoget ! - Nu første Mand hjem til den Gamle! Vejen og Trapperne i fire Spring!

(Løber ud til Højre, fulgt af den Anden.)

✂

(Efter en kort Pavse, under hvilken Grupper af Nysgjerrige have samlet sig paa Skuepladsen, forkynder en dæmpet Musik, blandet med Jubelraab, at Triumftoget nærmer sig. Fulvia, staaende paa en Triumfvogn, der trækkes af hendes Beundrere, kommer fra venstre Side. Hun er iført en hvid fodsid Dragt og bærer en Lavrbærkrands om Hovedet. Foran Toget sés Tvillingbrødrene Menippos og Theodoros, den første i en blaa, den anden i en rød Klædning, bærende gyldne Tavler med Indskrifter til hendes Ære.)

(Raab fra Folkestimlen, som omgiver hende: Hil Fulvia! -Athenes Yndling! - Den vise Fulvia! Hil! Hil!)

(Romerske Liktorer kommer fra Højre og standser Toget, der er midt paa Skuepladsen.)

FØRSTE LIKTOR.: Plads for Alexandrias Prokonsul Aqvilinus!

ANDEN LIKTOR.: Plads for ham, der hersker her i Cæsars Navn! (Aqvilinus, iført Toga med en bred Purpurbræmme, træder frem, ligeledes fra højre Side, og gaar rask hen foran Toget, idet han giver Liktorerne et bydende Vink om at gaa til Side.)

AQVILINUS.: ✂ For Dig jeg viger, skjønne Fulvia,
men kun for Dig. - Ja, var jeg Cæsar selv,
jeg vilde glemme det i denne Stund
ved Synet af din Ynde!

FULVIA.: ✂ Ufrivillig
jeg krydser her din Vej, min høje Herre,
og hvis det staar til mig at vælge her:
jeg viger Pladsen.

AQVILINUS.: ✂ Nej, ved Jupiter,
den Mægtige, til hvem jeg gaar at ofre
i denne Stund! jeg hilser dette Møde
som heldigt Varsel. Sagnet, véd Du, siger:
naar man før Middag paa sin Tempelvej
møder en snehvid Due, skal det Ønske,
som man vil bære frem for Gudens Alter,
krones med Sejer. - Hil Dig, rene Jomfru!
Vær Du mit gode Varsels hvide Due!

FULVIA.: ✂ Jeg ynder ikke Duen, høje Herre;
af kjælne Hyrder helliget til Venus,
den kjeder mig med sin forelskte Kurren.
Min Smag er mere streng - jeg foretrækker
Pallas Athenes Ugle: Visdomsfuglen!

AQVILINUS.: ✂ Men den er ogsaa Nattens, - Dødens Fugl
18 og passer ilde til din skjønne Ungdom:
Du hører Lyset til!

FULVIA.: ✂ I Natten tindre
de evige Stjerner; først naar Dagens Lys
ej mér os blænder, tale de til Sjælen
om Livets Gaader.

AQVILINUS.: ✂ Ingen Dødelig
formaar at løse dem!

FULVIA.: ✂ Men dertil stræber
dog Hver, som søger Visdom!

AQVILINUS.: ✂ Leve viist
er bedre end at gruble Livet bort;
selv til en Strid herom er det for kort!

FULVIA.: ✂ Nu vel! Saa skilles vi, min høje Herre.
- Gid aldrig mér jeg maa Dig Vejen spærre!

AQVILINUS: (idet han viger til Side).
✂ Hvor er en Mand saa stolt, han hilser ej
med Glæde slig en Hindring paa sin Vej!

(Han gaar, fulgt af Liktorerne, ud til Venstre, medens Triumftoget under fortsat Festmarsch og Blomsterregn fjerner sig i modsat Retning.)

(Kun de to Avgurer samt Billedhuggeren Lysias, der, staaende afsides fra de Andre, stirrer efter det bortdragende Tog, blive tilbage paa Skuepladsen.)

FØRSTE AVGUR: (sledsk).
✂ Saa fanged vi Dig endelig dog her,
Ven Lysias. - Ej ej! Du farer op
som ved et Slangebid! -

LYSIAS.: ✂ Jeg stod i Tanker,
undskyld!

FØRSTE AVGUR.: ✂ Hi! hi! hi! - I dybe Tanker,
ja ikke sandt: det var et Skuespil,
som fik dit Kunstnerhjerte til at banke!
Men det er ej saa sært: vor halve Stad
er som berust i Dag af Fulvia.
Vi hellige Avgurer er tilovers
og drive, som Du sér, omkring med Strømmen.
Hvis Du har Tid, vi gjør Dig gjerne Selskab;
det vilde more os at følge Dig
tilbage til dit Værksted Alt i Morges
vi søgte Dig og kigged lidt derind,
men Buret fandt vi tomt, - Fuglen var fløjet
- hvorhen? - ja, det var ikke svært at gjætte.
- Men Du er adspredt, Ven! Hvad gaar der af Dig?

ANDEN AVGUR.: ✂ Er Aanden over Dig?

LYSIAS: (utaalmodig, men stillet saaledes midt imellem Avgurerne, at han vanskelig, uden ligefrem at være uhoflig, kan slippe bort fra dem).
✂ Om nu saa var -

ANDEN AVGUR.: ✂ Ah - om Forladelse! - Din Mine røber
just ej Begejstring. Mulig komme vi
i Dag Dig ubelejligt. Ventes Du
maaské derhjemme af en skjøn Model -
- en kvindelig - hvis nøgne bløde Former
Du frygter for skal stikke Ild i Blodet
paa fromme Mænd som os?

FØRSTE AVGUR.: ✂ Ved Fader Pan!
han rødmer -

LYSIAS.: ✂ Ja, paa Eders Fromheds Vegne!

ANDEN AVGUR.: ✂ Nej, vil man sé den Hykler! Ha! ha! ha!
han er vor Mester i den skjønne Kunst
at spille ærbar!

LYSIAS.: ✂ I forstaa mig ej!
For mig er Kunsten, som jeg dyrker, hellig:
jeg taaler ej, den spottes!

FØRSTE AVGUR.: ✂ Ih bevares!
Det gjør jo Ingen af os, kjære Ven,
vi allermindst, vi hellige Avgurer,
som sørge for at dine Billedstøtter
faa Plads paa Tempelaltre og tilbedes
i Viraksskyer. - Men her er vi alene.
21 Du er jo paa en Maade En af Vore,
og vi er gode Kunder - ikke sandt?
de bedste, som Du har? - Hvor kan Du nænne
at tage os vor Smule Lystighed
saa ilde op?

LYSIAS.: ✂ Jeg er ej oplagt nu
til den Slags Lystighed!

ANDEN AVGUR.: ✂ Nu, - lad saa være.
Vi ønsked kun, Du vilde vise os
dit sidste Værk - det kolossale Billed
af Jupiter, som Du har paabegyndt
til Ammonstemplet.

LYSIAS.: ✂ Vent, til det er færdigt.
I har jo én Gang alt i Dag besøgt
mit Værksted.

FØRSTE AVGUR.: ✂ Ja, men det har mange Rum; -
og hvilket Kaos der af Marmorblokke -
af Lér- og Gibsfigurer og Stilladser.
Man løber vild deri. Dog fandt vi Vejen
ind til dit Tempels Allerhelligste, -
jeg mener Rummet, det hvori Du føder
Ideerne, undfanger Fostrene
af din Begejstring.

ANDEN AVGUR.: ✂ Lykkelige Mand,
Du skaber Guder!

FØRSTE AVGUR.: ✂ Og Gudinder med,
saa jordiske, at Alle kjende dem!
ja, nægt det, Lysias, i Fald Du kan!
Vi saa' jo nys med disse vore Øjne,
hvor henrykt Du betragted Fulvia,
da stolt som selve Sejerens Gudinde
paa sin Triumfvogn hun drog her forbi.
Kun Skade, det var ikke Vingeheste,
som trak for Vognen, men kun lærde Narre,
der humped smaat afsted i Luntetrav.
Dog ligemeget! prægtig saa' hun ud,
skjøn som en nyfødt Venus - frisk serveret
i Muslingskallen; - men forbandet knibsk, -
- det fik hans Højhed Mars en Prøve paa.
Ha! ha! ha!

LYSIAS: (opfarende).
✂ Hvem kalder Du for Mars?

FØRSTE AVGUR.: ✂ Naturligvis Prokonsul Aqvilinus -
Hvem Anden vel! Storsnudet, som han er,
han glemte her sin vante Værdighed
og gjorde, hvad man kalder Hanebén.
Lad ikke saa uskyldig, kjære Ven!
Du var som vi jo Vidne til det Hele.
23 Afsides stod vi To og gotted os
ved Synet af din Mine.

ANDEN AVGUR.: ✂ Rygtet siger,
Du modellerer paa den Skjønnes Billed.
Det skulde dog vel ikke være det,
vi saa' i Morges?

FØRSTE AVGUR.: ✂ Dækt med vaade Klude
det tog sig snurrigt ud. Vi tillod os
i al Beskedenhed at løfte Sløret
for denne Isis: - Ja, der stod den Skjønne
halvfærdig alt i Lér, forklædt som Musa:
vor Bys Aspasia!

ANDEN AVGUR.: ✂ Ja, netop hende:
Vidunderet af Visdom - Fulvia!
som tror paa Platon og paa Sokrates
mér end paa Guderne!

FØRSTE AVGUR.: ✂ Hun, som vil kalde
den store Tid tilbage! - Dydspræstinden,
som tordner løs mod os og vore Sæder!

LYSIAS: (forlegen).
✂ I fejler: dette Billed, som I saa',
er kun et Foster af min Fantasi:
24 Begejstringens og Heltedigtets Musa,
Kalliope.

ANDEN AVGUR.: ✂ Ej, ej, Kalliope -

LYSIAS.: ✂ Jeg nægter ej, der er en Smule Lighed
imellem Fulvia og dette Billed -
et eller andet Træk, som jeg maaské
har laant fra hendes Ansigt.

FØRSTE AVGUR.: ✂ Virkelig ?
Nej, vil man sé! det ligned dog mærkværdig!

ANDEN AVGUR.: ✂ Hvem har bestilt det?

LYSIAS.: ✂ Ingen!

ANDEN AVGUR.: ✂ Er det muligt!

LYSIAS.: ✂ Tror I, en Kunstner skaber blot for Vinding?

ANDEN AVGUR.: ✂ Godt Ord igjen! Du bliver strax saa hidsig.
Vi kan jo tales ved om andre Ting -
Sér Du, jeg har en meget snild Idé.
Hvad om Du magede det saa, at Guden -
jeg mener den, Du hugget har i Sten -
fik Evne til at tale? Det kan ské
25 ved Hjælp jo af et Rør, anbragt saa snildt,
at Ingen aner Fiffet. Tiden trænger
til noget Nyt; den store dumme Mængde
maa styrkes i sin Tro; thi disse Kristne
- forbandet være de! Gid Ild og Pest
fortære dem med deres usle Lære! -
de voxe op omkring os nu som Ukrudt,
og hvis vi ikke værge os itide,
det ender med, de tager Brødet fra os.
Sér Du - i Fald Du var lidt mér medgjørlig
og vilde lytte kun et Øjeblik
med Rolighed til, hvad jeg har at sige -

LYSIAS: (idet han, kjendelig oprørt, river sig løs fra dem).
✂ Nej! nej! jeg har alt tøvet her forlænge:
min Tid er kostbar.

ANDEN AVGUR.: ✂ Saa Farvel!

LYSIAS.: ✂ Farvel!

(iler bort til Venstre.)

FØRSTE AVGUR.: ✂ Ha! ha! ha! det store Kunstnerbarn!
han er dog vor, - vi faa ham vel i Tale!

(de gaa i modsat Retning.)

✂

ANDEN SCENE.

(Fulvias Studereværelse, rigt udstyret i antik Smag. Buster af Platon, Sokrates og flere Oldtidsvise ere opstillede paa passende Steder. Mellem de aabne Søjler, der i Baggrunden danner Salens Indgang, sér man ud i en Have, prydet med Statuer og beskygget af sydlandske Væxter.)

(Fulvia, der endnu bærer Lavrbærkrandsen, træder ind, fulgt af Servius.)

FULVIA: (idet hun tager Lavrbærkrandsen af sit Hoved og sætter den paa Platons).
✂ Til Dig jeg vier her, som det sig sømmer,
min vundne Lavrbærkrands, du høje Drømmer,
Du Verdens største Tænker - største Seer -

SERVIUS.: ✂ Ja, Seer! - Det er just det rette Ord.
Den gode Platon han var grumme stor:
men han forvandled Alting til Ideer.
Det synes mig - jeg siger ej: for galt -
men, hvad man kalder lidt for idealt. -

FULVIA: (afbrydende).
✂ Ja derom, Fader, har vi ofte talt;
hver Fugl maa flyve med sin egen Vinge.
- Hav Tak, fordi Du ej har stækket min!
Tro mig, jeg føler det, dens Kraft er ringe!

SERVIUS.: ✂ Dog er jeg stolt, min Datter, meget stolt
af den Triumf, som Du i Dag har fejret;
jeg deler den med Dig, thi rent ud sagt,
27 Du har ej faaet dit Geni som Arv
fra Spindesiden, - det er mig, Du ligner,
Du har mit gode Hoved, kjære Barn! -
- Dit Ydre har Du fra din græske Moder,
som døde, da Du laa endnu i Svøbet,
og som naturligvis Du ej kan mindes;
din Næse, Gang og Holdning, det er hendes;
men Ho'det, og hvad der er indeni:
det Væsenlige - Aanden - dit Geni -
det har Du arvet efter mig, din Fader.
Vel flyver ej min Kløgt saa højt som din,
men den er mere praktisk, mere fin;
jeg omgaas Gamle, som jeg omgaas Unge;
mit Bord er udsøgt, ypperlig min Vin -
viis mig blandt Lækkermundene en Tunge,
der kan i Finhed maale sig med min!
Den Fiskesauce, jeg nylig har opfunden,
har alle Kjenderes Beundring vunden.
- Men det er sandt: Du deler ej min Smag
og skjønner ej som jeg paa Bordets Glæder.

FULVIA.: ✂ Nej, kjære Fader, mindst paa denne Dag.

SERVIUS.: ✂ Nu vel, den være viet til din Hæder!
- Du er jo voxet op foruden Tvang
- forstaar sig, som det sømmed sig din Rang:
i Overflod, som en Patricierdatter.

FULVIA.: ✂ Af fuldest Hjerte jeg din Godhed skatter!

SERVIUS.: ✂ Jeg selv er Filosof paa min Manér:
Halvt Stoiker og halvt Epikuræ'r;
jeg svinger saa at sige mellem begge -
og vilde Stoicismen foretrække,
hvis ej den faldt mig, rent ud sagt, for tør.
Mit Valgsprog er: Nyd, mens Du er i Live,
og kniber det, hold dine Øren stive -
med andre Ord: Tag Livet med Humør!

FULVIA.: ✂ Bliv ikke vred, det har Du sagt mig før.

SERVIUS.: ✂ Ja, ja - hvad Under, at jeg er lidt ør
af alt det Meget, som jeg har at passe:
Mit store Hus, min Mønstergaard paa Landet
og mine Slaver og saameget Andet -
jeg gad nok sé, om selve Sokrates
og Platon, hvis de leved, kunde trække
som jeg med Anstand for et saadant Læs!
- Dog stiller jeg mig ej med dem i Række,
jeg tager Sagen praktisk kun, som sagt,
og ynder ikke just at disputere,
men Andres Visdom holder jeg i Ære -
helst din min Datter.

FULVIA.: ✂ Ak! - jeg har kun smagt
en Draabe af den rene Visdomskilde.

SERVIUS.: ✂ Jeg aned det alt den Gang, Du var lille,
at Du var ikke af sædvanlig Slags.
Avguren, som til Raads jeg spurgte strax,
da Du var født, mig viste selv paa Himlen
din Fødselsstjerne, - klar den stod blandt Vrimlen
og lyste med en egen herlig Glands,
som fast fordunkled Ariadnes Krands.

FULVIA.: ✂ Nu smigrer Du mig, Fader, - Herligheden,
som jeg har skimtet kun, gjør mig beskeden.

SERVIUS.: ✂ Ja, man kan ogsaa tage Sligt for luftigt. -
Tilgiv mig, Barn: Du har for liden Sands
for Verden her. - Nu taler jeg fornuftigt,
som det en Fader sømmer. - Større Hæder,
end den Triumf, som Du i Dag har fejret,
Dig venter. Vid da: Aqvilinus selv,
Prokonsul Aqvilinus - tænk Dig, Barn!
har været her, imens Du holdt din Tale
hist i Musejon; - han , den Mægtigste
næst Cæsar selv i denne Del af Riget,
har gjæstet mig i denne Formiddag
og anholdt om din Haand!

FULVIA: (koldt).
✂ Den Sag mig synes
af ringe Vigtighed. Du svared Nej -
naturligvis - og lod ham gaa sin Vej.

SERVIUS.: ✂ Nej, - derfor alle Guder mig bevare!
Jeg staar paa Naale, Barn, hvad skal jeg svarer
Som romersk Borger efter gammel Lov
jeg er jo i min gode Ret som Fader,
naar jeg befaler her.

FULVIA.: ✂ Men Sligt Du hader.
Jeg véd det -

SERVIUS.: ✂ Men han pukked selv derpaa.
Som det er Skik og Brug, hos mig han bejled
og syntes ej min Vaklen at forstaa.

FULVIA.: ✂ Hvor plumt! Han mener vel, at strax for Spejlet
jeg staar med Rødmen som en ydmyg Brud
og pynter paa min strenge Faders Bud
mit Haar med Roser for at tækkes ham,
som jeg skal ofres til!

SERVIUS: (indsmigrende).
✂ Tro mig, mit Lam,
Du vil beherske ham og tæmme Løven!

FULVIA.: ✂ Men jeg har ikke Lyst at gjøre Prøven!

SERVIUS.: ✂ Tænk, han kan svinge sig paa Cæsars Throne!

FULVIA: (spottende).
✂ Og nu, den Stakkel, mangler han en Kone!

SERVIUS.: ✂ Forsmaa en saadan Mand, en saadan Ære!

FULVIA.: ✂ Jeg kan ej hjælpe ham, han faar det bære,
om han var selve Kejseren i Rom!

SERVIUS.: ✂ Jeg bad ham tale med Dig selv derom,
han svared Ja - saasnart han kom tilbage
fra Templet, vilde her han atter mode.

FULVIA.: ✂ Han fordrer altsaa Svar endnu i Dag -
hovmodig som han er, - vis i sin Sag.
Ja, lad ham komme! - Mine Kinder gløde
af Harme, men mit Sind skal være koldt
og selvbehersket.

SERVIUS.: ✂ Husk, at han er stolt!

FULVIA.: ✂ Ja, det er ogsaa jeg, endskjøndt en Kvinde!

SERVIUS.: ✂ Betænk i Fald Du gjør ham til min Fjende!

FULVIA.: ✂ Frygt ikke, Fader, det har ingen Fare,
som det din Datter sømmer, skal jeg svare.

SERVIUS.: ✂ I Fald jeg vidste, at Du svared Ja,
da gik jeg mere glad end nu herfra.

(Han gaar.)

FULVIA

✂ (sætter sig paa en med Hynder bedækket Løjbænk).

✂ - At leve viist, at kunne modig bære,
ej blot de store Sorger, men de smaa,
der hænge ved som Burrer, hvor vi gaa,
ja, det er det, de Alle raabe paa,
men som kun Faa af os i Livet lære!
Forgjæves stiller jeg en Grændsepæl
imellem Verden og min egen Sjæl -
hvad hjælper det! - den kan mig ej beskytte
hver Dag vil Verden Grændseskjællet flytte
og storme med sin Uro paa mig ind.
- Regnormen kryber om, for Faren blind -
Skildpadden har sin Skal som Forsvarsvaaben
den Sløve værges af sit sløve Sind. -
Hvad har den Vise forud stort for Taaben?
Stolthed, og det, vi kalde stoisk Ro,
er ikke nok - nej! her behøves mere:
Der, hvor vor Viden slipper, maa vi tro -
sé, det er Sagen - det er just det Svære!
En Gladiators sammenbidte Mund
og kjække Holdning midt i Dødens Pine
er kun et Skalkeskjul, en løjet Mine -
han dør jo som en velafrettet Hund, -
han véd, at han af Tusinder betragtes:
Dyret beklappes, mens det grusomt slagtes!
33 - Jeg saa' engang, da jeg var halvt et Barn,
en af den Sekt, som hades og foragtes:
en Kristen, blødende - bestænkt med Skarn -
han skulde brændes og blev slæbt til Baalet.
Jeg glemmer ej hans Øjne - hvor de straaled!
- Var det af Sværmervanvid eller Had?
Nej! det var tydeligt: hans Sjæl var glad -
han gik til Døden som en Sejervinder,
vis paa et evigt Liv og Kampens Løn!
De sagde, at han bad for sine Fjender -
Hvor lærte han at bede slig en Bøn?
Hvad gav ham slig en Styrke til at lide?
- Ak, der er Meget, som jeg end gad vide!

(rejser sig.)

✂ Dog bort med disse Tanker! Tiden gaar!
Jeg glemmer Mødet, som her forestaar.
- Min Bejler maa ej træffe mig alene,
Nej, her skal Vidner just til denne Scene.

(Hun slaar et Slag med en Metalstift paa en Sølvskaal, der er henstillet paa et Bord. Flere rigtklædte Slaver og Slavinder træde ind fra en Sideindgang og tage i ærbødig Tavshed Plads' i Salens Baggrund. Tvillingbrødrene Menippos og Theodoros komme fra Haven.)

FULVIA: (ilende dem imøde).
✂ Hjertelig velkommen, mine kjære Venner -
I gode Tvillingbrødre, der har delt
min glade Barneleg og nu som Voxne
fornægter Eder selv i Stort og Smaat
for mig at tjene!

MENIPPOS.: ✂ Ingen større Lykke
vi kjende end at ofre Dig vor Tid.

FULVIA: (idet hun venlig rækker en Haand til hver).
✂ I kappes begge med mig -

MENIPPOS.: ✂ Kun i Flid.
Du er vor Sol - vi kun din Dobbeltskygge.

FULVIA.: ✂ Vist ej! - Jeg har jo sagt Jer det saa tidt:
Hvem kan en saadan evig Hyldest taale!
- I drive Ydmygheden alt for vidt.
Man skulde tro, I var to unge Kvinder.
Jeg kunde ønske Eder - begge To -
lidt mere Kjækhed, mere Ungdomsmod.
I gaa saa stille om med blege Kinder -
det er jo næstendels en Ynk at sé!
Har I en Sorg, en hemmelig maaské?
Jeg vil jo gjøre Alt for den at lindre.
Husk, hvor vi jubled den Gang vi var mindre!
Vær atter glade! - sig mig kjækt imod!

THEODOROS.: ✂ Os fattes Intet! Tag os som vi ere.
Vi ønske kun at sidde ved din Fod.

FULVIA.

✂

✂ Nu vel, jeg vil i Dag ej skjænde mere -
I komme netop nu mig ret tilpas.

(henvendende sig til Theodoros, der har en Papyrusrulle i Haanden.)

✂ Hvad bringer Du mig der?

THEODOROS.: ✂ Pythagoras!

FULVIA.: ✂ Nej, her er ingen Tid til at studere.
- Jeg venter nu - ja det er ikke Spøg!

EN SLAVE: (træder ind og melder).
✂ Prokonsul Aqvilinus.

FULVIA.: ✂ Byd ham komme!
Siig: jeg er forberedt paa hans Besøg.

(Slaven gaar.)

AQVILINUS: (træder ind af Sideindgangen).
✂ For anden Gang i Dag jeg bringer Dig
min Hyldest, Fulvia!

FULVIA: (ironisk).
✂ For megen Ære,
min høje Herre, Du beviser mig!
- Behag at tage Plads, i Fald Du vil;
hvis jeg har Valget, ønsker jeg at staa.
Jeg er jo ung og kjender ikke Tonen,
- men Du er Hofmand - Du staar nær ved Thronen.

AQVILINUS.: ✂ Min Højhed har jeg vundet med mit Sværd,
med oprejst Hoved steg jeg paa min Bane.

FULVIA.: ✂ Og er det - Duen nu, Du søger her?

AQVILINUS: (smilende).
✂ Nej - ikke Duen - men den stolte Svane.
- Men dine Slaver, sér jeg, er til Stede;
jeg beder: send dem bort, thi kun for Dig
er det bestemt, hvad her jeg har at sige.

FULVIA: (med en bydende Haandbevægelse).
✂ Fjern Eder, Slaver!
(ironisk) Vé Jer, hvis I lurer!

AQVILINUS: (pegende paa Tvillingbrødrene).
✂ Men disse To?

FULVIA: (smilende).
✂ Ah, mine Dioskurer!
Nej - undskyld, Herre! det er mine Venner.
Vi Tre studere sammen, jeg har Intet
at skjule for de To.

AQVILINUS.: ✂ En sælsom Omgang
for Dig - en Kvinde - tvende unge Mænd!

FULVIA.: ✂ Ja, hvis til Raads jeg spurgte Den og Den,
og lytted efter hvad de Mange mene -
men jeg har Mod at danne mig alene
mit Syn paa Livet.

AQVILINUS.: ✂ Dristig er Din Smag!
Men Alt er rent, - jeg véd jo - for den Rene.
Var det ej saa, jeg stod ej her i Dag.

FULVIA: (koldt).
✂ Dit Ærind, Herre?

AQVILINUS.: ✂ - Frydes ved din Skjønhed
og sige mandig Dig, foruden Omsvøb:
Jeg har Dig kjær!

FULVIA: (undvigende).
✂ Hvis jeg besidder Skjønhed,
som Du og Fler behage det at sige,
da - tro mig - selv jeg skatter den kun lidt;
den er forgjængelig, men Aanden lever,
kun den besejrer Tiden, kjender ej
til Alder eller Kjøn!

AQVILINUS.: ✂ Du glemmer der,
at selv hos de udødelige Guder
gjør Kjønnet Forskjel mellem Mand og Kvinde;
den høje Tordner Zevs har sin Gudinde.

FULVIA.: ✂ Ja han har mange flere, vil man sige,
og har, som vel Du véd, sin store Plage,
thi Hera skal jo være meget skinsyg
og ofte kives med sin Ægtemage.

AQVILINUS.: ✂ Spøg ej med den guddommelige Ild,
men husk, at Eros' Rige Alt omfatter:
Himmel og Jord!

FULVIA.: ✂ Ja, han gjør Mænd til Latter
og driver selv med Guderne sit Spil!

AQVILINUS.: ✂ Den, som kan trodse ham , er ikke til!

FULVIA.: ✂ Dog véd jeg En, som stolt og skudfast smiler
ad Eros' Pile: selve Jovis' Datter,
Visdomsgudinden med sit blanke Skjold.

AQVILINUS: (med Lidenskab).
✂ Du ligner ikke hende; hun er kold,
men Du er ung dg varm, og Livets Roser
blomstre jo paa dit Aasyn!

FULVIA.: ✂ Rosen visner,
og Elskov blusser kort som Ild i Straa. -
Der er et Ord - et lille - men som isner
igjennem Marv og Ben: Du skal forgaa!
Forsvinde som et Bølgeslag i Havet!
- Det Ord har tidlig mig til Alvor avet;
sé, derfor kan Du ikke mig forstaa.
- Søg, Aqvilinus, søg, hvad let Du finder,
der er paa Jorden Tusinder af Kvinder
langt skjønnere end jeg. - Bliv ikke vred!
39 Du vil kun drage mig til Jorden ned -
jeg higer opad mod de lyse Tinder!

AQVILINUS.: ✂ Det lyder smukt, men det er Sværmeri.

FULVIA: (ironisk).
✂ Ja, ikke sandt! for Dig slet ikke Andet!
Du sér jo klart, - Du er jo verdensdannet,
en ægte Romer, stolt af din Forstand
paa denne Verdens Ting -

AQVILINUS: (stolt).
✂ Jeg er en Mand!

FULVIA.: ✂ Men Hellas' høje Visdom - Skjønhedsdrømmen
forstaar Du ej!

AQVILINUS.: ✂ Jeg flyder ej med Strømmen;
at drømme vaagen, det er ej min Sag.
Tro mig - Du hildes i et Selvbedrag!
Saa ung endnu, Du vil dog dristig raade
Alskabningens ufattelige Gaade,
og løfte Evighedens Tindingbind.
- Sé i dit eget unge Hjerte ind;
det er ej dødt; Du føler Blodet rulle,
og denne Kind forraader ingen Kulde.
- Dugdraaben paa et Edderkoppespind,
og Blomsterne, som sig uskyldig sole,
forkynder Mér end Eders lærde Skole!

FULVIA.: ✂ Saa taler Den, der ej har Visdom søgt.

AQVILINUS.: ✂ Saa taler Den, der har paa Livet Kløgt!
Jeg elsker Lyset, men dets Flammestraale
igjennem Rummet kan jeg ikke maale;
jeg føler den, - jeg fordrer ikke mér,
dens fulde Glands kan intet Øje taale:
Den, som paa Solen stirrer, Intet sér!

FULVIA.: ✂ Hvis jeg af denne Verdens Sol blev blindet,
da vandt maaske jeg Aandens Lys for Skinnet;
blind var jo Oedipus og blind Homér!

AQVILINUS.: ✂ Du præker Oprør mod Naturens Orden;
betænk Dig, Fulvia, - fornægt ej Jorden,
men kast Dig i den store Moders Favn,
at Du kan vinde selv et Modernavn.

FULVIA: (heftig).
✂ Det var at tabe kun, men ej at vinde!

AQVILINUS: (bevæget).
✂ For Alvor, Fulvia: Modtag min Haand!

FULVIA: (vigende tilbage).
✂ Det var at lægge mig i Slavebaand -
før vier jeg mig ind til Vestalinde!

AQVILINUS.: ✂ O Daarskab! Du vil vrage Livets Lyst!
Den Lidenskab, Du tror Dig hævet over,
den ligger i dit Bryst endnu og sover;
men ogsaa Du fornemme skal dens Røst.
- Støt Dig til mig, min Arm har Manddomsstyrke,
fast planter jeg min Fod paa denne Jord;
som Du jeg paa de høje Guder tror -
Pallas Athene maa Du gjerne dyrke,
naar Eros' Roser Du om Panden snor!

FULVIA.: ✂ Før vil jeg flette Tidsler mig i Haaret!

AQVILINUS.: ✂ Og dog forfængelig!

FULVIA.: ✂ Nej, uden Sands
for Verdens Flitter og dens falske Glands!
- Kald mig et Barn: jeg har dog Lavren baaret!

AQVILINUS: (med stolt Haan).
✂ Ja den er bleven billig her til Lands!
Jeg selv har baaret én - det var som Kriger,
og den blev vunden, ser Du, med mit Blod.

FULVIA.: ✂ Ej blot i Slaget kan man vise Mod!

AQVILINUS.: ✂ Nu vel - saa viis det! Hør hvad nu jeg siger:
- Det gjælder her ej blot en Stricl om Ord -
42 Hvad kjender Du endnu til Livets Kampe,
til Fristelserne, som i Sjælen bor!
Man har bekrandset Dig og kaldt Dig viis -
O Lapperi! - en Sejr til Godtkjøbspris!
Kan Du ej højere dit Hoved hæve?
Er det din hele Overlegenhed?
Nej! Du har hidtil drømt, nu skal Du leve!
Ærgjerrig er Du mér, end selv Du véd.
Du tror, jeg vil Dig ned i Støvet drage -
Nej! jeg vil hæve Dig til Ærens Top,
højt over alle Jordens Kvinder op!
I Flugt med mig skal Vingerne Du strække
ud over Verden! - Haand i Haand med Dig -
hvor er det Maal, som jeg kan ikke række!

FULVIA: (koldt).
✂ Og hvilket er dit Maal da?

AQVILINUS.: ✂ Herskermagt!

FULVIA.: ✂ Saa Du kan altsaa ogsaa vaagen drømme!

AQVILINUS.: ✂ Ja - tænk Dig, Fulvia, vi To i Pagt:
- foran din Fod et Verdensherredømme,
og om din Pande Diademet lagt!

FULVIA: (vigende tilbage).
✂ Men Vejen til det?

AQVILINUS.: ✂ Den, som gaar til Throner
Igjennem Sejersbuer!

FULVIA: (foragtelig).
✂ Ja - og Ran -
og Vold og Mord!

AQVILINUS.: ✂ Nej, den, Vespasian
og Fler end han, lovprist af Millioner,
har døbt til Hæderens og, Magtens Vej!

FULVIA.: ✂ Du sigter højt - men ej saa højt som jeg !

AQVILINUS.: ✂ Hvad mener Du, forunderlige Kvinde?

FULVIA.: ✂ O Du er tungnem. - Du forstaar mig ej!

AQVILINUS.: ✂ Er der paa Jorden noget Mér at vinde,
end det, at naa til Magtens svimle Tinde?

FULVIA: (henreven).
✂ Ja, noget Mere: - Sejeren herinde!
Klarhed i Sindet! - Renhed! - Sjælefred! -
Mod til at lide! - Kraft til at undvære! -
Ja, - Alt, hvad hellig Visdom kan Dig lære - hvorom din Romerklogskab Intet véd!
44 - Kast paa en Vægtskaal Alt, hvad Verden ejer
af Herskermagt og Nydelse og Ære
og saa Dig selv og al din Klogskab med -
Du vipper op, hvor tung din Skaal end vejer -
Du vipper op med al din Herlighed!

AQVILINUS.: ✂ Er Tingen selv da Intet mod dens Skygge?
Er Alt, hvad Verden byder os, Bedrag?
- Ved Zevs! jeg slipper ej i den mit Tag!
Jeg bytter ikke Sværdet for en Krykke!

FULVIA.: ✂ O Du forstaar mig ej! Synk ned, synk ned
dybt i Dig selv, og Du vil faa Besked
om Mér end det, som nu Du kalder Lykke!

AQVILINUS.: ✂ Er D u alt selv i Visdom naaet saa vidt ?

FULVIA.: ✂ Nej. - jeg har næppe gjort det første Skridt,
og bliver aldrig her paa Jorden færdig!

AQVILINUS: (henreven).
✂ Du er en Sværmerske - en Throne værdig!
Sejr staar der skrevet over dine Bryn!
Og dog - hvor viis Du er, - kort er dit Syn:
Storme maa suse - der maa knittre Lyn -
Hære maa kjæmpe, - stolte Flaader strande,
hvis Livets Puls skal blive ved at slaa.
45 - Verden har Ret, skjøndt den er barsk og raa,
den fordrer Gjerning - løb mod den din Pande;
Den og Naturen skal Du lade staa!

FULVIA.: ✂ Hvad Tiden hører til, skal Alt forgaa. -
Det blæser koldt paa Magtens høje Tinde;
og Verdens Store ere tidt saa smaa!

AQVILINUS.: ✂ Du er ej Mand og vil ej være Kvinde -
hvad vil Du da? hvor har dit Væsen Rod?
Det er Naturen, som Du kjæmper mod -
Du taber, Fulvia: Verden vil vinde!
Bøj Dig itide; bøj Dig og gjør Bod!

FULVIA.: ✂ Jeg bytter ej mit Maal for Jordens Riger!

AQVILINUS.: ✂ Halstarrig er Du, ihvor højt Du higer, -
skjøn - men barnagtig midt i al din Trods!

FULVIA: (lidenskabelig).
✂ En Afgrund ligger der imellem os!

AQVILINUS: (mørk).
✂ Er det dit sidste Ord?

FULVIA.: ✂ Mit allersidste !

AQVILINUS.: ✂ Nu vel - jeg skal Dig ikke mere friste!

(gaar.)

FULVIA

✂ (i stærk Bevægelse).

✂ Ja, gaa kun Du! jeg frygter ej din Vrede,
jeg trodser den!

(vender sig til Tvillingbrødrene, som under det Foregaaende have holdt sig afsides, tilsyneladende sysselsatte med at læse i den medbragte Papyrusrulle.)

✂ Ah, I var her til Stede -
og har vel Alting hørt?

MENIPPOS.: ✂ Dit Bud vi lød, -
og fulgte Trangen vi i vore Sjæle,
vi vilde med Beundring for Dig knæle;
thi aldrig skjønnere Triumf Du nød,
end denne her!

FULVIA.: ✂ Men jeg er nu forstemt
og træt.

THEODOROS.: ✂ Dit Øje som i Feber brænder!

FULVIA

✂ (utaalmodig).

✂ Saa gaa da!

(venligere)

✂ Lad mig ene, mine Venner!

(de gaa.)

SERVIUS: (træder hurtig ind).
✂ Ved Herkules! Du har fornærmet ham!
Det viste tydeligt hans barske Miner;
hans Øjne sprudled Ild, og Tindingaaren
sig takked som et Lyn, naar det slaar ned;
han skred forbi mig som en vred Achillevs
og agted ikke mig en Hilsen værd.

FULVIA.: ✂ Det glæder mig!

SERVIUS.: ✂ Hvad siger Du! min Datter!
Det glæder Dig?

FULVIA.: ✂ Ja, at saa stolt en Mand,
saa helstøbt, broncehaard som denne Romer,
der pukker paa at staa saa fast paa Jorden,
kan tabe Ligevægten i en Kamp
med mig - mig , som han kaldte for et Barn!

SERVIUS.: ✂ O, gid Du var et Barn! men Du er voxen
og giftefærdig - og har givet ham
et trodsigt Nej!

FULVIA.: ✂ Ja, derfor var han vred!

SERVIUS: (hidsig).
✂ Men det er ogsaa jeg, - og jeg har Magten,
thi jeg er Hersker i mit Hus og raader
48 som Fader over Dig! - Endnu kan Alt
vel gjøres godt igjen. Du er en Pige,
og Du skal lystre mig, naar jeg Dig byder
at tage ham til Husbond! hører Du!

FULVIA: (oprørt).
✂ Jeg drikker heller Saften af Skarntyder!

SERVIUS.: ✂ Det gjør Du ej! - Farvel! - Betænk Dig nu!

(gaar.)

FULVIA: (staar et Øjeblik hensunken i sig selv; gaar derpaa pludselig hen mod Sokrates' Buste med udbredte Arme).
✂ Herlige Sokrates! Du, som grimmest blandt alle de Vise,
magted den højeste Kunst, som nogen Dødelig øved,
som Praxiteles ej, hvor skjønt han end Marmoret formed,
heller ej Phidias, han , som neddrog Guder til Jorden,
evned at hæve sig til: den Kunst, sig selv at besejre
og i guddommelig Ro udforme sig selv, som af Blokken
Kunstneren mejsler et Billed frem, der straaler af Skjønhed,
- stygge Silenos, Du, med det skaldede, knudrede Hoved,
i hvis mægtige Hvælving Eros, den store, den ægte,
49 førstfødte Søn af Chaos - har skjult sig bag Satyrens Maske,
ydmyg jeg staar her for Dig og anraaber din Aand, hvor den er nu:
lær mig at finde mig selv i min indre hellige Urgrund!
Sé, jeg er ung endnu, - kun et Barn endnu i Erfaring
- Frels mig fra Malstrømmens Magt, lad ej dens Hvirvel mig drage
ned i det oprørte Hav, af hvis Bølger Menneskepøblen
villieløs skylles omkring som Mollusker og Slimdyr i Dybet.
- Viden er Alt, har Du sagt. Ak, hvad véd jeg? - Intet ! - Selv Du dog
tilstod i dybest Forstand: Viden paa Jorden er Intet.
- Intet at vide og Alt? O Gaade! Hvo kan det forene ?
Hæv mig, o Sokrates, Du! til dit Syn paa det evige Ene!

(Tæppet falder.)

✂

ANDEN AKT.

✂

FØRSTE SCENE.

(Fulvias Studereværelse. Samme Dekoration som i iste Akts sidste Scene.)

(Menippos og Theodoros, klædte som i iste Akt.)

MENIPPQS.: ✂ Hvad fattes mon vor kjære Fulvia?
Hun sky'r i Dag vort Selskab; ene vandrer
i Havens Skygger hun i dybe Tanker
og svarer kort og vranten paa hvert Spørgsmaal.

THEODOROS.: ✂ Saaledes saa' jeg hende aldrig før..

MENIPPOS.: ✂ Hun skulde dog vel ej fortryde Svaret,
det Nej, hun gav i Gaar sin høje Bejler,
Prokonsul Aqvilinus.

THEODOROS.: ✂ Hvilken Tanke!
før vil jeg tro, at Himlen falder ned.

MENIPPOS.: ✂ Men hendes Fader har jo svoret højt,
at hun skal lystre ham. Han har alt skrevet
til Aqvilinus - bedet ham forglemme
det Skete, og kaldt Guderne til Vidne,
at han vil bruge al sin Myndighed,
hvis det behøves, for at ordne Sagen.

THEODOROS.: ✂ Hun vælger Døden, før hun taaler Tvang!

MENIPPOS.: ✂ Saavidt vil det ej komme.

THEODOROS.: ✂ Dog jeg ængstes
og beder Guderne beskytte hende.

MENIPPOS.: ✂ Jeg elsker hende som en ædel Søster!

THEODOROS.: ✂ Ja, ogsaa jeg - Ak, gid hun var vor Søster,
da vilde vi for hende altid leve!

MENIPPOS.: ✂ Det vil vi ogsaa nu -

THEODOROS.: ✂ Men vi er Mænd,
og man vil skille os tilsidst fra hende -
jeg frygter det.

MENIPPOS.

✂

✂ Ej nogen anden Kvinde
jeg fandt saa skjøn! Ja, hun er vor Gudinde!
Hvis hun af Marmor paa et Alter stod,
da turde vi omfavne hendes Fod!

(med et pludseligt Udbrud; men dæmpet.)

✂ Vi elske hende begge !

THEODOROS: (ligeledes).
✂ Jeg som Du !
for første Gang har Læben sagt det nu!
- Hun kalder os for sine Dobbeltstjerner.
Ak! - samme Afstand os fra hende fjerner!

MENIPPOS.: ✂ I Fald hun kjendte Kjærlighedens Magt
og - tænk Dig - foretrak af os den ene?

THEODOROS.: ✂ Tys, Broder! Tys! Det kan Du ikke mene -
Hun maatte slutte da os begge To
i samme Favntag -

MENIPPOS.: ✂ Taabelige Tro!
hun kan ej fatte Elskov - hun, den Rene!

THEODOROS.: ✂ Tys, tys! lad ikke Luften selv det høre;
den kunde bringe hen til hendes Øre
den Løndom, som vi To maa gjemme paa!

MENIPPOS.: ✂ Ja, ja - saa længe vore Hjerter slaa!

FULVIA: (klædt I en mandlig Dragt omtrent af samme Snit som Tvillingbrødrenes, men af hvid Farve og med et let purpurfarvet Draperi over Skulderen, kommer ind fra Haven; efter et Øjeblik at have staaet tankefuld mellem Søjlerne, gaar hun langsomt hen til et Bord, hvorpaa der staar en Vase med Blomster).
✂ Hvem har med Blomster denne Vase fyldt?

MENIPPOS.: ✂ For at behage Dig, vi plukked dem
i denne Morgenstund, da deres Blade
glimred af Dug.

THEODOROS.: ✂ Det var de skjønneste,
vi kunde finde.

FULVIA: (forstemt).
✂ Tag dem, kast dem bort!

THEODOROS.: (tøvende).
✂ I Fald Du ønsker det -

FULVIA.: ✂ Gjør, som jeg siger!

(Theodoros tager Blomsterne og kaster dem ud I Haven.)

FULVIA.: ✂ Saa ædelt formet, fuldendt i sig selv,
behøver denne Vase ej at borge
sin Pryd af de forgjængelige Blomster,
skjøndt den er dannet kun af simpelt Lér.

MENIPPOS.: ✂ Var den af Guld, Du skatted den ej mér!

FULVIA: (talende med sig selv).
✂ Promethevs, siger Sagnet, har os skabt
af samme simple Stof, men Guddomsgnisten
stjal han, den mægtige Titan, fra Himlen.
Ham skylde vi den Smule Aand, vi fik,
og ikke de misundelige Guder,
som hævned Ranet.

THEODOROS.: ✂ Frygtelig var Hævnen!
Titanen lænked de til Kavkasus,
hvor Kæmpegribben hakker i hans Lever.

MENIPPOS.: ✂ Naar Jorden skjælver under vore Fødder,
da er der dem, som mene, det er ham,
der vildt i Smerte ryster sine Lænker.

FULVIA.: ✂ Ja, den kan rystes denne faste Jord,
hvorpaa de Dumme tro at staa saa sikkert.
Jeg kunde ønske mig Titanens Kraft,
for ret at ryste dem og deres Fasthed!

THEODOROS: (lyttende).
✂ Der kommer Nogen! - Jeg kan høre Skridt
som af en Mand -

FULVIA.: (fortrædelig).
✂ Sé dog, hvem det kan være.
Jeg har jo sagt, at jeg vil ej forstyrres!

(Billedhuggeren Lysias træder ind fra Haven, men tøver ved Indgangen, idet han ærbødig hilser Fulvia.)

FULVIA: (studsende).
✂ Hvad? Lysias! - Du her!

LYSIAS.: ✂ Jeg kommer umeldt -
tilgiv min Dristighed!

FULVIA.: ✂ I Sandhed, Ven,
Du overrasker mig med dit Besøg!
Véd Du, jeg fristes næsten til at tro:
det er din Dobbeltgjænger, ej Dig selv,
som her mig gjæster -

LYSIAS.: ✂ Aldrig strømmed Blodet
mig mere varmt til Hjertet, Fulvia,
end just i denne Stund; først her hos Dig
er jeg mig selv saa helt, som jeg kan være!

FULVIA.: ✂ Men hvilket Ærind har da hid Dig ført
til Stadens Udkant fra dit travle Værksted -
I Morgenstunden? Kommer Du maaske,
opfyldt som altid af din Kunstneriver -
en anden Phidias - for at studere
56 mit stakkels Hoveds Form, mit Ansigts Træk?
O ja, det ligner Dig! anstil Dig ej,
som om Du kommer for at lytte til
min Visdom, Lysias; - Du er for god
til Omsvøb; mere ærlig end de Fleste.
- Det er Modellen til det Musabilled,
Du modellerer paa, som her Du søger.
Hvis det er saa - nu vel! saa sé Dig mæt!
Er der et Blik - et Smil - som Du vil fange,
saa skynd Dig, thi af Smil har jeg ej mange;
Ven, vær barmhjertig, gjør mig Pinen let!
- Dit Billed synes jeg bli'r aldrig færdigt!

LYSIAS.: ✂ Hvis det skal blive Idealet værdigt,
da, skjønne Fulvia, da har Du Ret!

FULVIA.: ✂ Hvem naa'r paa Jorden her sit Ideal!
Hvem har vel fuldbragt helt, hvad han har villet!

LYSIAS.: ✂ Det føler daglig jeg foran dit Billed -
selv har Du nævnet der min Kunstnerkval.

FULVIA: (undvigende).
✂ Sé, Lysias: her er Modellen stillet.
Vælg Lyset selv, hvorledes skal jeg staa?

LYSIAS: (spændt).
✂ Nej! Jeg maa tale med Dig !

THEODOROS: (til Fulvia).
✂ Skal vi gaa?

FULVIA.

✂

✂ Ja, vent derude!

(Tvillingbrødrene fjerne sig.)

✂ - Nu, saa lad mig høre,
hvad der har ført Dig fra dit Værksted hid,
og det paa slig en usædvanlig Tid!

LYSIAS.: ✂ Et Rygte, Fulvia, har naaet mit Øre -
O, give Guderne, det lyver ej!
Det er min egen Lykke, som det gjælder!
- Sig: har Du svaret Aqvilinus Nej -
afvist den Stolte?

FULVIA: (forundret).
✂ Ja, hvad Rygtet melder
er Sandhed, Lysias -

LYSIAS.: ✂ Og Du er fri -
Pris være Guderne! - jeg aander atter!

FULVIA.: ✂ Tilgiv mig, Ven, - endnu jeg ikke fatter,
hvorfor Du spørger mig derom.

LYSIAS: (med Lidenskab).
✂ Fordi
jeg mér end Alt, end Livet selv, Dig skatter!
58 I Dig jeg sér en Afglands her paa Jord
af alt det Herligste, hvorpaa jeg tror:
Mit Ideal -

FULVIA: (ironisk).
✂ Jeg véd det - ja! din Muse,
en himmelsk Skabning, som er alt for god
til at betræde Støvet med sin Fod -
hvis Skjønhed kun er til for at beruse
og hugges ud af Dig i Marmorstén;
- men jeg vil ej beundres og tilbedes,
mit Sind er trodsigt, sér Du, jeg kan vredes,
- og jeg vil staa paa mine egne Ben!
Véd Du, at der er dem, som kjækt mig siger:
Jeg er forkjælet og forvænt ved Smiger, -
og, at jeg mer end halvvejs selv det tror?

LYSIAS.: ✂ Jeg véd, min Lykke kun paa Dig beror!
- O vend Dig ikke bort! rynk ikke Panden!
Jeg elsker Dig som ingen, - ingen. Anden -
Langt mér end jeg kan sige det med Ord.
- Er det maaske for højt, jeg Blikket fæster,
naar her jeg dristig bejler til din Haand?
Selv har Du kaldt mig i min Kunst en Mester -
jeg er Dig værdig; ogsaa jeg har Aand -
mit Maal er højt som dit - vi passe sammen,
i mig som Dig er der en Gnist af Flammen,
der straaler med Udødeligheds Glands
fra Hellas' Gudebjerge! - Ved den'Krands,
59 Du vandt i Gaar! -Ved ham, som Solen styrer:
Phøbos Apollon! - Ved hans hellige Lyre,
- Horaer flokke sig om den i Dands -,
ved os skal Aanden fra de store Dage
fornyes igjen!

FULVIA: (bedrøvet).
✂ Ak nej, min stakkels Ven!
Du skuffer Dig, den vender ej tilbage!
En anden Tid har skabt en anden Aand;
Apollons Lyre falder af hans Haand. -
Nu hersker over Verden Romerkraften.
Olympen staar endnu og Helikon,
men Hellas' Sol er dalet,- det er Aften!

LYSIAS.: ✂ Saa lad os puste op den sidste Glød!

FULVIA: (med dyb Bevægelse).
✂ Nej, Lysias: den store Pan er død -
og rundtom lyder nu Naturens Klage
fra Bjerg og Dal og fra den vilde Elv; -
det er for mig, som om den slaar tilbage
med hundredfoldig Ekko fra mig selv!
- Gaa, gaa! - Indbild Dig ej, at Du er Manden,
der støtte kan en Sjæl i Tvivlens Nød -
en Sjæl, der hungrer efter Livets Brød -
nej, Lysias, Du er mig altfor blød!
Mit Maal er ikke dit; min Vej en anden;
den Lavrbærkrands, jeg bar i Gaar om Panden,
60 den agter jeg saa lidet som det Støv,
jeg træder paa. For Smiger er jeg døv,
døv for den Kjærlighed, hvorom Du taler,
med hele Verden og mig selv i Strid!
- Glæd Dig, Du lever i den svundne Tid
med dine Drømme- dine Idealer;
for Dig er Livet endnu rigt paa Trøst!

LYSIAS.: ✂ Ak nej, for mig har det nu tabt sin Lyst -
nu falder over mig dets Natteskygge!

FULVIA: (udstrækkende Haanden imod ham).
✂ Jeg véd, Du sætter 'paa mit Venskab Pris,
lad mig din Haand til venlig Afsked trykke!

LYSIAS: (med bortvendt Ansigt).
✂ Dit Venskab? Ve mig! det er koldt som Is!

(iler ud.)

FULVIA.: ✂ Han tror mig kold som Is - o, gid jeg var!
Og dog til ham jeg har ej andet Svar.
Det er ej mig, den dødelige Kvinde,
men kun et Billed i hans Fantasi,
hans egen Drøm, han er forelsket i;
og han vil ikke tabe, han vil vinde:
hans Kjærlighed er Kunstnersværmeri; -
som Barnet vaander han sig i sin Smerte,
men suger Honning af den som en Bi.
61 - Og sammenligner jeg ham med den Anden,
da kommer han, Helleneren , til kort:
Den stolte Romer har dog mér af Manden -
han sukker ej - men sætter Haardt mod Haardt.
Jeg burde hade ham - han er min Fjende. -
MinFjende ? - Ak, gid jeg mig selv forstod!
Et føler jeg: jeg er af Kjød og Blod -
og Sejren - den vil blive svær at vinde!

(hun sætter sig paa en Stol. Hendes Stilling udtrykker dyb Mod faldenhed.)

(Tvillingbrødrene træde ind fra Haven og nærme sig hende.)

(Pavse.)

THEODOROS.: ✂ Du er bedrøvet.

MENIPPOS.: ✂ Skal vi Jæse for Dig?

FULVIA: (adspredt).
✂ Gjør, som I lyster.

THEODOROS.: ✂ Vil Du, vi skal vælge
et Stykke af Homer ?

FULVIA.: ✂ Nej! disse Helte,
som slagte og som slagtes, tirre mig.
- Her ligger et beskrevet Pergament -
hvad indeholder det?

MENIPPOS: (tager Pergamentsrullen fra Bordet og kaster et Blik deri).
✂ Et Skrift om Landbrug
62 forfattet alt i Kejser Nero's Tid
af Junius Moderatus Collumella;
din Fader har forglemt det her paa Bordet;
det er hans Yndlingslæsning.

FULVIA: (fremdeles adspredt).
✂ Lad mig høre!

MENIPPOS: (læser).
✂ »Om Biavl.«

FULVIA.: ✂ Spring det over!

MENIPPOS: (læser).
✂ »Om at fodre og fede Høns.«

FULVIA: (haanlig).
✂ Det er for Lækkermunde og for Avgurer!

MENIPPOS.: ✂ Her er Vers!

FULVIA.: ✂ Saa læs!

MENIPPOS.: ✂ »Atter har Jorden og Havet og hele den udstrakte Verden
smilende Foraar paany, nu vækkes Livet til Elskov;
først kun en ulmende Gnist den hviler i hellige Løndom,
63 snart den dog voxer til Ild, den flammer i Blodet og Marven,
indtil med Frugtbarheds Kraft Aphrodite Naturen har opfyldt,
frembragt utallige Afkom og, fødende atter og atter,
Jorden med Slægter fornyet, at ej tom paa Liv den skal vorde« -

FULVIA

✂ (rejser sig heftig).

✂ Hold op! Jeg har alt faaet nok heraf!
Bestandig denne dumme Snak om Elskov,
som om vort Liv ej havde større Maal,
end det at bringe Afkom frem paa Jorden!
- I trætte mig! Jeg trænger ej til Selskab,
men til Bevægelse - til Luft og Frihed!
Man kvæles her imellem disse Mure
- jeg maa derud, hvor Synet taber sig
i det uhyre Fjerne! ud hvor Jorden
omhvælves frit af Himlens Kjæmpekuppel -

(bydende.)

✂ Lad spænde for min Vogn! selv vil jeg styre
det kaade Spand!

MENIPPOS.: ✂ Hvis det tog Magten fra Dig
Betænk! din Kvindearm er ej saa øvet
som vore -

THEODOROS: (bønligt).
✂ Lad os styre Vognen for Dig!

FULVIA: (koldt).
✂ Jeg kjører ene.

THEODOROS.: ✂ Tag dog i det Mindste en trofast Slave med!

FULVIA.: ✂ Behøves ej - det er ej første Gang, jeg fører Tøjlen.

MENIPPOS.: ✂ Men ene - uden mandlig Hjælp - betænk!

FULVIA.: ✂ Jeg trænger ej dertil. - Gjør, som jeg siger, - jeg taaler ingen Modstand!

MENIPPOS.: ✂ Harmes ej - for Dig vi ofre villigt Liv og Blod!

FULVIA: (utaalmodig).
✂ Hvi staa I da mit Forsæt nu imod og tirre mig til Vrede!

THEODOROS.: ✂ Som Du vil - Vi lyde Dig!

(de gaa.)

FULVIA.: ✂ Ha, hvor utaaleligt at være født til Kvinde! disse Mænd
65 sé ned paa os som Svage og behandle
os som det skrøbeligste Legetøj.
De - skrive Love - vi skal lystre dem;
vi passe ej i Raadet, ej paa Forum,
men kun i Hjemmet eller Ammestuen.
For dem staar Verden aaben; alt som Drenge
de kappes i at brydes - tæmme Heste -
og styre Spandet - Men sig selv at styre -
tøjle de stærke Lidenskabers Spand,
det mægte de fast mindre end vi Kvinder!
Velan l kan denne Arm sig ikke maale
i Styrke med en Mands - stærk er min Vilje!
Lad kun de vilde Heste fare frem,
jeg skal dog vise, jeg kan tøjle dem !

(gaar.)

✂

ANDEN SCENE.

(Søjlehal i Prokonsulens Palads I Alexandria. Til Venstre en ophøjet Thronstol. Hovedindgangen i Salens Baggrund.)

(Aqvilinus kommer fra en Sideindgang og gaar en Stund med heftige Skridt og korslagte Arme frem og tilbage.)

AQVILINUS.: ✂ Dumt-dumt! Jeg vil ej tænke mer herpaa.-
Jeg er jo ingen Dreng, som første Gang
med vaagnet Elskovstrang har sét mig svimmel
i et Par Kvindeøjne. Kvæle vil jeg
Erindringen om denne Drømmerske. -
66 I mig er Romulus' og Remus' Blod -
Sabinerulven rører sig herinde -
jeg føler det. - Men hævne mig paa hende?
Nej, ved mit Sværd! dertil er jeg for god;
Rovdyret i mig skal ej vinde Magten -
til Hadets Ulv jeg sparker med min Fod!
- Dog tusind Gange heller midt i Slaget
højt paa min Stridshest mellem Fjendesværd,
end staa, som her jeg staar: afmægtig - vraget -
haanlig forsmaaet af denne stolte Kvinde,
som jeg til Trods for Alt endnu har kjær!
- Er jeg da virkelig saa lidet værd?
Staar hun saa himmelhøjt, at hun kan skue
paa Jorden ned som paa en ussel Tue ?
saa højt, at hun kan smile med Foragt,
fordi mit Maal er ikke mér end Magt?
Er jeg maaske af Selvtillid forblindet?
Har jeg for meget jaget efter Skinnet?
Har jeg det Bedste i mig selv forsømt?
- Det Bedste! - hvilket? Sejeren herinde?
Men hvilken Dødelig har naaet den hél?
selv næppe Du engang, Markus Avrel -
langt mindre hun, den uerfarne Kvinde!
Jeg har dog mandig stridt, mens hun har drømt,
og højt som hun jeg kan mit Hoved bære.
- »En Afgrund skiller os ?« - det faar saa være!
Nu vel, alene vil min Vej jeg gaa. -
Lad Saaret bløde - Ingen skal det mærke.
I denne Verden trives kun de Stærke!

(Han vender sig mod Hovedindgangen i Baggrunden og slaar et Slag paa et Metalskjold, som er ophængt der.)

(En Slave kommer,)

AQVILINUS: (barsk).
✂ Hvad er det for en Larm her udenfor?

SLAVEN: (ærbødig).
✂ Et Slagsmaal, Herre!

AQVILINUS.: ✂ Her - i mit Palads - i selve Lovens Hus! Hvem vover her at trodse Dommersværdet?

SLAVEN.: ✂ Nogle Vismænd,
som mødtes nys i Atriet derude
og gik i Søjlegangen op og ned,
mens Munden løb paa dem som Kjæp i Hjul,
er kommen op at slaas. De værste To
har Vagten grebet. De forlange højt
at stedes for dit Aasyn, strenge Herre.

AQVILINUS.: ✂ Vel! Sig til Vagten, de skal føres hid.

(Slaven gaar.)

(Kritas og Aristias føres ind af to Spyddragere; deres Klæder ere forrevne og den Førstes Hoved forbundet.)

AQVILINUS

✂ (foragtelig).

✂ To smukke Karle af det samme Stof!
- Og I kan ej forliges med hinanden?

(til Kritas.)

✂ Hvad hedder Du med Bindet der om Panden?

KRITAS.: ✂ Jeg hedder Kritas! - Jeg er Filosof.

AQVILINUS: (til Aristias).
✂ Og Du?

ARISTIAS.: ✂ Aristias!

KRITAS.: ✂ Han nægter Alt!

AQVILINUS.: (med Humor).
✂ Dog ikke Pryglene, som han har faaet;
det lader til, at han har følt sig slaaet.

ARISTIAS.: ✂ - Min Næse bløder - ja, han overfaldt.
mig som en Rasende!

AQVILINUS.: ✂ Hvem ypped Striden?

KRITAS: (ivrig).
✂ Det gjorde han.

AQVILINUS.: ✂ Og hvad var det, den gjaldt?

KRITAS.: ✂ Om Troens Forhold til den rene Viden.

ARISTIAS.: ✂ Ja, hvad er Viden, Herre? hvad er Tro?
Selv Fulvia, som kaldes for den Vise,
69 og som i Gaar vi hørte begge To,
fik mig ved sin Forklaring til at fnise.

KRITAS.: ✂ Han siger fnise, Herre - nej, han lo
saa frækt, at han blev jaget ud af Salen!
Jeg derimod - jeg blev og fulgte Talen; -
og hvis Du naadigst vil mig unde Æren
at sætte Dig en Smule ind i Læren
om Vorden, Væren og om Ikkeværen,
- der stammer, som Du véd, fra Heraklit
og Empedokles -

AQVILINUS: (barsk afbrydende).
✂ Nej, det gaar forvidt!
I sloges nylig som to gale Hunde -

KRITAS.: ✂ Ja, han vil ikke høre mine Grunde.

ARISTIAS.: ✂ Han mener dem, han henter fra den sunde
- saakaldte sunde - Menneskeforstand;
dem kalder han Beviser! Prøv ham bare,
forsøg det selv. - Lad ham en Gang forsvare,
hvad han forstaar ved Liv og Existens,
saa skal Du mærke strax, hvor han er læns
for al Logik.

KRITAS: (appellerende til Prokonsulen).
✂ Han vil, jeg skal forklare,
at jeg er levende, at jeg er til!

ARISTIAS.: ✂ Ja ganske rigtig, det er det, jeg vil;
bevis, Du lever - jeg benægter Livet!

KRITAS.: ✂ Jeg forudsætter det som noget Givet.

ARISTIAS: (triumferende).
✂ Det er en Paastand kun, men intet Svar.
Kom med Beviserne! forklar! forklar!

AQVILINUS: (stamper i Gulvet).
✂ Hold Munden, Slyngel!

KRITAS.: ✂ Ja, lad mig nu tale
et Øjeblik -

AQVILINUS: (barsk).
✂ Ti!

KRITAS: (forbløffet).
✂ Du har at befale!

AQVILINUS.: ✂ I kalde Eder Vismænd! hvilken Spot!

KRITAS: (undskyldende).
✂ Han sparked mig!

ARISTIAS: (ligeledes).
✂ Han slog mit Øje blaat!

AQVILINUS.

✂

✂ Jeg vil bevise, at I existere;

(til Aristias.)

✂ jeg haaber, Du skal ikke tvivle mere.

ARISTIAS.: ✂ Nej, naar Beviset føres med Logik. -

AQVILINUS.

✂

✂ Mit er kun praktisk, men det holder Stik!

(til Vagten.)

✂ Grib disse To og stop mig deres Munde!
Knebl dem - de er en Haan for deres Stand!

ARISTIAS.: ✂ Beviset, Herre? Hvorpaa vil Du grunde
en slig Fordømmelse?

AQVILINUS

✂ (med stolt Foragt).

✂ Kun paa den sunde - saakaldte sunde Menneskeforstand!

(til Spyddragerne, idet de føre Kritas og Aristias ud.)

✂ Sig til min Livvagtshøvding, at jeg venter.

(Han gaar et Øjeblik utaalmodig frem og tilbage. Livvagtshovdingen træder ind.)

AQVILINUS.: ✂ Jeg er beredt at høre, hvad Du har
at melde mig i Dag; men fat Dig kort,
spring alle Smaating over!

HØVDINGEN.: ✂ Venustemplet i Stadens østre Kant er brændt i Nat;
72 dér ligger nu imellem brustne Buer
Gudindens Billed, sværtet sort af Røg.
Husvilde flagre hendes hellige Duer, -
En saa' jeg selv, som toges af en Høg.

AQVILINUS.: ✂ Ved Jupiter l jeg er ej stemt til Spøg.
- Var Ilden paasat?

HØVDINGEN.: ✂ Guderne det véd!
Man mener, at et Lyn er slaaet ned
og har i Nattens Uvejr antændt Branden.
- Der ymtes rigtignok af En og Anden,
at Ilden har en mindre himmelsk Grund. -

AQVILINUS.: ✂ Og hvilken?

HØVDINGEN.: ✂ - Lyn kan udgaa fra en Mund:
I Gaar har Fulvia jo holdt en Tale,
hvori hun tordned løs mod Tidens Laster;
og der er ingen Mangel paa Fantaster
deroppe i Musejons høje Sale. -
Hvem véd, om ej en slig forrykt Krabat
har faaet Lyst at spille Herostrat?
Man kan jo vente Alt af slige Gale!
- Det er en Venuspræst, jeg har det fra.

AQVILINUS: (opfarende).
✂ Fordømte Sladder! - Altid Fulvia!
Nævn ikke hende! - Denne usle Yngel
73 af Venuspræster - Pesten i vor By -
besudler Himlen selv med deres Spy!

HØVDINGEN.: ✂ Ja, denne er en ganske simpel Slyngel!

AQVILINUS.: ✂ Fortsæt din Melding!

HØVDINGEN.: ✂ Bud fra Offerpræsten
ved Mithrastemplet, om Du mindes Festen,
som fejres skal i Dag til Gudens Ære,
og som Du lovet har at overvære.

AQVILINUS

✂ (utaalmodig).

✂ Ja vist, ja vist! saa gaar det Slag i Slag.
Jo mere Troen i sin Grundvold vakler,
skal Pøblen underholdes med Mirakler -
med Skuespil -

(dæmpet.)

✂ og hellige Bedrag!

(højt.)

✂ Er der ej Nyt fra Østen eller Vesten? -
Ej noget Oprør? - intet Bud fra Rom?

HØVDINGEN.: ✂ Nej, Herre, intet!

AQVILINUS.: ✂ Hvad, - er Verden tom?
Mig huer ikke denne døde Stilhed.

HØVDINGEN.: ✂ Vel, Herre! Da Du taler selv derom,
jeg vil ej længer tie: Folket knurrer -
det kjeder sig!

AQVILINUS: (mørk).
✂ Det véd ej, hvad det vil,
fordærvet som det er, og overmættet
ved Syn af Blod.

HØVDINGEN: (dæmpet).
✂ En Mand det trænger til!

AQVILINUS: (studsende).
✂ Hvad mener Du ?

HØVDINGEN.: ✂ Har Du det ikke gjættet?

AQVILINUS: (farer op).
✂ Vogt Dig! Dit Hoved sætter Du paa Spil!

HØVDINGEN: (dristig).
✂ Jeg siger jo kun højt, hvad Alle tænke:
Grib dristig Øjeblikket! Spræng vor Lænke!
Du har Augustus' Kløgt og Titus' Sjæl, -
i Dig vi sé en anden Marc Aurél!
Et Vink - og Legionerne sig rejser!
Grib dristig til - og D u er Romas Kejser!

AQVILINUS: (haanlig).
✂ Og hvad forlanger Du saa for din Del -
og Legionerne?

HØVDINGEN: (med Værdighed).
✂ En Mand - en hél!
Ej noget mæsket, purpurklædt Uhyre,
ej nogen Dreng, som han, der raser nu;
- En Mand med Herskeraand - en Mand som Du ,
hvis stærke Haand kan Verdenstøjlen styre!
Magten er din - den koster kun et Ord!

AQVILINUS: (i stærk Spænding).
✂ Den koster Mere: Brud paa Tro og Love!
- Oprør!-ja, sig det kun: et Kejsermord !

HØVDINGEN.: ✂ Den, som vil vinde, Herre! han maa vove!

AQVILINUS: (halv indadvendt).
✂ Ja, og Samvittigheden, den maa sove!
Man klarer Svælget med et dristigt Spring -
Tilløbet er det Værste! Sæt, man snubler
med Haanden udstrakt mod den gyldne Ring!

HØVDINGEN.: ✂ Du vakler, Herre! - Bort med disse Skrupler!

AQVILINUS.: ✂ O, jeg forstaar Dig: Jeg skal være fræk!
Et Raad, som dit, maa ikke overraske.
Du tænker vel, min Tøven er en Maske?
Sé i mit Ansigt - læs i mine Træk -
og sig mig dristig, hvad Du læser -

HØVDINGEN.: ✂ Skræk!

AQVILINUS: (med Højhed).
✂ Ja, for mig selv: - for Tankerne i Sjælen,
de sorte - som maa trædes under Hælen -
knuses som Øgler - førend de faa Magt!
Held mig: dit onde Raad har helt mig vakt!
Du tror: jeg fiske vil i Tidens Røre?
Nej, ved mit Hoved! Tusind Gange Nej!
Som Dukke lader jeg mig ikke føre,
jeg gaar min egen, lyse, lige Vej!

(Flere Krigshøvdinger træde ilsomt ind; derefter en Herold.)

AQVILINUS: (farer heftig imod de indtrædende Høvdinger).
✂ Tilbage der! Hvor tør I vove ukaldt
at trænge ind til mig?

EN AF HØVDINGERNE.: (ærbødigt).
✂ Undskyld os, Herre!
Vi bringe en Herold, som nys er stegen
i Land i Havnen. Han er sendt fra Rom
med vigtigt Budskab: Heliogabal
77 er myrdet og Alexian Severus
udraabt til Kejser!

HEROLDEN: (træder frem).
✂ Ja, saa er det, Herre!
Skibsfolkene, der førte mig fra Rom,
har raabt det ud i Havnen - ikke jeg,
som har Befaling til at overrække
Dig dette Brevskab med Senatets Segl.

(Overrækker Aqvilinus et forseglet Brev, som denne hurtigst aabner og gjennemlæser.)

AQVILINUS

✂ (i stærk Bevægelse).

✂ Ja, ja! her staar det: Rom har skiftet Kejser!
Saa glæd Dig, glæd Dig, Du forpinte Verden,
nu dæmrer der for Dig en bedre Tid!

(vender sig til Høvdingerne)

✂ Hil Cæsar! Hil Alexian Severus!

ALLE HØVDINGERNE.: ✂ Ja, hil vor nye Cæsar! Hil ham! Hil!

AQVILINUS.: ✂ Det høre Guderne! Julia Mammæa's -
den fromme Kvindes Søn - vil ikke svigte,
hvad han som Yndling loved! Hil ham! Hil!
- Afsted - til Forum vil jeg nu mig skynde,
for Folket højt det Budskab at forkynde!

(iler ud, fulgt af de Andre.)

✂

TREDIE SCENE.

(Klippeegn med enkelte Palmer og Kaktusplanter. I Forgrunden til Højre ses Ydermuren af et kristent »Claustrum«, opført i raa Stil med en enkelt lav Indgang.)

(Rocchus og Josephus, som, iførte grove, lange, lysfarvede Kutter med Hætter, have været i Færd med at ophakke Grunden ved Foden af en Kalkklippe, træde frem fra Venstre.)

ROCCHUS: (idet han udmattet støtter sig paa sin Hakke).
Ah! jeg maa puste lidt -Jeg bliver gammel, Kræfterne svigter mig.

JOSEPHUS: (kastende Hakken fra sig).
Du arbejder ogsaa for strengt. Jeg begriber ikke, hvorfor Du haster saaledes med at faa din egen Grav udhulet i denne haarde Kalkklippe.

ROCCHUS.: Fordi jeg trænger til Hvile - den sidste - lange l

JOSEPHUS.: Ja, det er ikke saa underligt, naar Du spæger Dig selv mere end nødvendigt. Vor Ordensregel tilsteder os at spise Kjød hver tredie Dag, undtagen paa de store Højtidsdage; Du lever kun af Urter og Vand. - Kom! lad os hvile lidt i Skyggen paa Stenbænken her! Jeg har saa tidt bedet Dig om at fortælle mig Noget om dit tidligere Liv; opfyld nu min Bøn. Vor gamle Abbed derinde har jo 79 selv sagt mig, at jeg kunde have godt af at høre af din egen Mund, hvad Du har prøvet og lidt.

ROCCHUS: Maaské - til Advarsel for din unge Sjæl!

JOSEPHUS.: Ræk mig din Haand, at jeg kan lede Dig - - i denne Retning.

ROCCHUS: (idet han famlende med langsomme Skridt nærmer sig Stenbænken).
Tak! (de sætte sig.)

JOSEPHUS.: Du har oplevet Meget?

ROCCHUS.: Ja, Meget!

JOSEPHUS.: Ikke sandt, Du har jo været romersk Soldat - Prætorianer? - Været med i Germanien og Gallien og tjent under flere Kejsere?

ROCCHUS.: Under fire - (efter en Pavse) og været med til at myrde de to!

JOSEPHUS: (farer tilbage og korser sig).
Herre Jesus! - hvilke?

ROCCHUS: (langsomt)
Først Commodus -

JOSEPHUS.: Uhyret! Athleten! Han, der som Kejser kjæmpede med paa Arena og med Kølleslag knuste Hovederne paa over 700 Gladiatorer! I Helvede brænder nu hans sorte Sjæl hos Nero's og Caligula's! - Hvem var den Anden?

ROCCHUS: (med et dybt Suk).
Pertinax -

JOSEPHUS.: Ak, Pertinax! Den Retfærdige! Ham, der med Ære bar sit hvide Haar!

ROCCHUS.: Ja, ogsaa ham!

JOSEPHUS: (spændt).
Og siden?

ROCCHUS.: Saa gik det op og ned. Jeg blev foset som en Hund, men bed fra mig og kom i Krig med hele Verden.

JOSEPHUS.: Du blev Røver?

ROCCHUS.: Ja!

JOSEPHUS.: Og dog er Du havnet her som Kristen?

ROCCHUS.: Et Under aabnede mine Øjne i samme Stund, det lukkede dem.

JOSEPHUS.: Fortæl! fortæl!

ROCCHUS.: Det var en Uvejrsdag. Jeg laa paa Lur ved Vejen nærved Cæsarea, beredt til at nedstøde den Første den Bedste, som kom forbi. - Det lynede. Jeg hørte Fodtrin. Der kom en enlig Mand, en Kristen; - Korset, som han holdt i sin Haand, og som han trykkede til sin Mund, forraadte det. Med opløftet Daggert styrtede jeg frem mod ham. Han var forsvarsløs, men røbede ingen Frygt. Det undrede mig. Jeg spurgte ham, hvorfra han fik sit Mod. »Fra den Korsfæstede,« svarede han, »fra Frelseren, i hvis Ærind jeg er paa Vejen til en Døende. Du har ikke Magt til at standse mig, naar ikke Gud vil det.« -Jeg lo og vilde støde til, da - laa jeg som knust i Støvet!

JOSEPHUS: (spændt).
Himlens Lyn havde ramt Dig?

ROCCHUS.: Ja!

JOSEPHUS.: Og da Du atter vaagnede til Bevidsthed? -

ROCCHUS.: Laa jeg i Armene paa ham, jeg vilde myrde. - Det var Nat omkring mig - og i mig!

JOSEPHUS.: Du havde mistet Synet?

ROCCHUS.: For første Gang saa' jeg ind i min egen sorte Sjæl!

JOSEPHUS.: Et Guds Mirakel!

ROCCHUS.: Ja! jeg Blodhund blev rystet vældigt af Guds stærke Haand! - jeg vred mig som en Orm - rasede - græd som et Barn!

JOSEPHUS.: Saa blev Du Kristen! - Men Manden, som Du vilde myrde - hvor blev han af? Hvem var han?

ROCCHUS.: Vor Abbed derinde!

JOSEPHUS.: Hvad siger Du? Vor Abbed? den fromme, milde Olding?

ROCCHUS.: Ham var det! Han har frelst min arme Sjæl fra Helvedes Afgrund. Paa Dommens Dag vil han tage mig ved Haanden og føre mig frem 83 for Guds Throne, og gaa i Borgen for, at jeg har lidt og angret!

JOSEPHUS.: Skrækkeligt har Du forsyndet Dig! Men Du var jo Hedning og gik iblinde.

ROCCHUS.: Nu ser jeg!

JOSEPHUS.: Ak! gid mit indre Syn var opladt som dit. - Jeg længes efter at komme ud i Verden.

ROCCHUS.: Du har ikke prøvet den. Som et lille Barn kom Du hertil..

JOSEPHUS.: Selv kan jeg ikke huske det, men vor Abbed har fortalt mig, at han bar mig hid under sin Kappe, da mine Forældre, som var Kristne, havde lidt Døden i et Pøbelopløb inde i Staden. Som en kjærlig Fader har han vaaget over mig og kjender alle mine Tanker. Velsignet være han!

ROCCHUS.: Og dog sukker Du? Du synes, det er haardt, at han sætter Dig til at arbejde sammen med mig, som af alle Brødrene her er den, der er mest mæt af Livet!

JOSEPHUS.: Det er til min Sjæls Frelse, han gjør det - jeg véd det. - Men forlang ikke, at jeg bestandig skal tænke paa Døden! Dette Arbejde, hvormed jeg hjælper Dig her, er saa sørgeligt. -

ROCCHUS.: Ikke for mig; det er mit sidste Leje, jeg reder her. Trøst Dig, det vil snart være færdigt! (Lyden af en Klokke høres inde fra Bygningen.)

JOSEPHUS: (idet han griber den Andens Haand).
Klokken kalder os til Bøn! Kom, lad mig øre Dig.

ROCCHUS.: Bed for mig, Josephus! Bed for mig!

(De gaa ind i Klosteret.)

(Fulvia kommer fra den modsatte Side. Hendes Gang og hele Udseende røber Træthed og Forvirring. Over den hvide Dragt, hun bar i denne Akts første Scene, bærer hun en Overklæedning, der endnu mere bidrager til at skjule, at hun er en Kvinde. Hun vakler hen til Stenbænken og sætter sig derpaa.)

FULVIA.: ✂ Hvor jeg er træt! - Det svimler i mit Hoved -
hvad er der sket? Er det en Feberdrøm?
Nej! jeg er vaagen. - Ja, her sidder jeg
med knækket Stolthed, fremmed for mig selv,
en stakkels Skabning, som for første Gang
har stirret ind med Gru i Døderis Øjne,
de rædselsfulde tomme! Vé mig, Taabe!
Jeg vilde hæve mig til Guderne -
85 nu har de slængt mig med Foragt i Støvet!
Forgjæves har jeg kaldt, de hørte ej!
Den høje Helios saa' ned fra Himlen,
som haaned han min Nød.-Ja, det er Straffen,
fordi jeg vilde efterligne ham,
som styrer Solens Straalespand deroppe
evigt i samme Spor! - Kastet af Vognen,
hvis vilde Heste, skumbedækte, sky,
foer over Stok og Sten, slængtes jeg hen
ved Randen af en Afgrund; da jeg vaagned,
var jeg alene - kun to Aadselgribbe
i Luften kredsed over mig med Skrig;
de grimme Fugle holdt mig for et Lig!
Langt er jeg vandret, uden Maal og Tanke. -
Hvor er jeg nu? - Der ligger jo en Bolig.
Ugjæstfri sér den ud; dens Mur er skummel
og lav dens Dør; dog vil jeg banke paa
som ydmyg Tigger. - Jager man mig bort;
da vil jeg kalde Gribbene tilbage og vente Dødens Komme uden Klage!

(Idet hun nærmer sig Klosterdøren, lyder et højtideligt Kor af Mandsstemmer derinde fra.)

KOR AF MANDSSTEMMER I KLOSTERET.: ✂ Staar i Verden Du forladt?
Kom herind! kom herind!
Vakler Du i Tvivlens Nat?
Kom herind! kom herind!
Her er Vej til Morgenrøden!
Her er Sejer over Døden!

FULVIA: (som i den højeste Spænding har lyttet til Sangen).
✂ »Her er Vej til Morgenrøden!
Her er Sejer over Døden!«
Ha, sælsomt, sælsomt! Mægtigt rystes jeg
i denne Ensomhed af disse Ord!

RECITATIV.: (En dyb Mandsstemme i Klosteret.)
»Mit Hjerte sukker efter Herren, som Hjorten efter frisk Vand; min Sjæl tørster efter den levende Gud!«

FULVIA: (langsomt gjentagende).
✂ »Min Sjæl tørster efter den levende Gud!«
- Den levende? Der er jo flere Guder!
Er de da døde? - Hvem er denne Ene,
de synge om? Er det de Kristnes Gud?
Ja, ja! nu mindes jeg, hvad jeg har hørt,
at han er Gud for Hver, som er bedrøvet,
- de Svages, Fattiges, Forladtes Gud;
- de andre Guder træde os i Støvet!

KOR I KLOSTERET.: ✂ Bange Sjæl, han har Dig kjær!
Overalt er han Dig nær.
Kommer Du med Barnets Sind,
lukkes Du i Himlen ind.
Hvor de Vise gaa iblinde,
kan de Fromme Vejen finde.

FULVIA.: ✂ »Hvor de Vise gaa iblinde, kan de Fromme Vejen finde!«

RECITATIV.: »Før Bjergene bleve til og Du dannede Jorden, ja fra Evighed til Evighed er Du Gud!«

FULVIA: (i dyb Bevægelse)
✂ »Fra Evighed til Evighed er Du Gud!«

RECITATIV.: ✂ »Der er ingen andre Guder foruden Dig!«

FULVIA.: ✂ »Der er ingen andre Guder foruden Dig!«

RECITATIV.: »Farer jeg til Himlen, da er Du dér, reder jeg mit Leje i Afgrunden, da er Du dér, vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, og tøve ved dét yderste Hav, da skulde ogsaa dér din Haand føre mig og din Højre holde mig fast.«

KOR I KLOSTERET.: ✂ Flyv du store Jubelbud,
flyv til alle Slægter ud,
til hver Sjæl, som staar forladt:
Endt er Tvivlens lange Nat!
Himlen har sig aabenbaret!
- Her er Vejen, her er Svaret!

FULVIA: (iler hen mod Klosterdøren).
✂ Ja, ja! her kommer jeg. Mit Hjerte tørster
efter den levende Gud! Ham vil jeg kjende!
Luk op, luk op! Lad mig ej ude staa!
Det er en husvild Sjæl, som banker paa;
en Sjæl, som har i Ørknen sig forvildet,
en Sjæl, hvis Tørst endnu blev aldrig stillet!
Luk op og sluk min Tørst og stil mit Savn,
i hans, den ubekj endte Enes Navn !

(banker paa og synker knælende ned foran Indgangen.)

(Tæppet falder.)

✂

TREDJE AKT.

✂

FØRSTE SCENE.

(Klippeegn udenfor det kristne Kloster. Samme Dekoration som i 2de Akts sidste Scene, kun med den Forandring, at der i en Klippe til Venstre er udhugget en Niche, hvori er anbragt et Krucifix og et Dødningehoved.)

(Broder Malchus kommer inde fra Klosteret i Samtale med Broder Josephus.)

MALCHUS: (velnæret og selvtilfreds).
Det gaar ikke! Det gaar ikke! Jeg sagde det jo strax den Gang, vor gamle Abbed valgte Broder Eugenius til sin Efterfølger: Det gaar ikke! Han er for ung - altfor ung til at være Hyrde for denne vor Hjord.

JOSEPHUS.: Origenes var jo dog ikke mere end 18 Aar gammel, da han valgtes til Menighedsforstander.

MALCHUS.: Ja vist, ja vist! Det véd jeg ligesaa godt som Du. Men jeg siger alligevel: Det gaar ikke med Broder Eugenius! Vor gamle Abbed - 90 Gud glæde ham i sin Himmel! - gik jo halvt i Barndom paa det Sidste. Jeg siger halvt, - læg vel Mærke dertil, thi det være langt fra mig at ville paastaa, at han ikke var ved sin fulde Samling, indtil han salig hensov i Herren; men svækket var han dog, og det ikke saa lidt, ellers havde han naturligvis ikke forbigaaet os Ældre, men valgt til sin Eftermand En af os, som har Erfaring og Modenhed.

JOSEPHUS.: For Exempel Dig! -

MALCHUS.: Ja, hvorfor ikke? Mener Du maaské, at jeg ikke duer til Andet, end til at slide mig op her som Køgemester for jer Andre?

JOSEPHUS.: Beklag Dig ikke, Malchus! Du har det jo mageligst af os Alle her. Du har ingen Vabler i Hænderne af at bruge Spade og Hakke; Du sendes ikke ud for at omvende eller for at pleje Pestsyge og Spedalske.

MALCHUS.: Det gjør Du jo heller ikke!

JOSEPHUS: (ivrig).
Men det er mit brændende Ønske at blive betroet den Slags Gjerning, og netop i Dag har jeg besluttet at bede vor Abbed om at udsende 91 mig iblandt Hedningerne. Selv om jeg vidste, at Martyrdøden ventede mig der, skulde det dog ikke holde mig tilbage!

MALCHUS.: Naa! saa Du tragter efter at blive Martyr. Nej, saavidt gaar min Iver ikke. At blive stenet ihjel som en gal Hund, eller maaské blive levende stegt paa en gloende Rist. - Hu, ha! - Sveden sprækker ud af mig ved den blotte Tanke!

JOSEPHUS.: Ja, tilstaa det: Du befinder Dig her netop paa din rette Hylde; i det Mindste er Du den, der trives bedst af os Alle.

MALCHUS.: Jeg har Anlæg til Fedme, mener Du. Ja, hvad beviser det? Er jeg maaské derfor mindre from? Jeg kan rigtignok ligesaa lidt som en Kamel gaa igjennem et Naaleøje og har ikke saa let ved at falde paa Knæ som I Andre; men jeg beder dog ligefuldt mine foreskrevne Bønner og velsigner hver Dag Maden, jeg laver til Jer, for at der kan blive Forslag i den, thi overdaadig er den ikke. De Fleste af Jer har jo næppe Fugls Føde paa Kroppen; men deraf skal I da ikke hovmode Jer.

JOSEPHUS.: Det gjør vi jo heller ikke; jeg mener kun, at vi ikke Alle har Kald og Anlæg til det 92 Samme. Medens Du sørger for vore Legemer, sørger vor unge Abbed for vore Sjæle. Kan Du nægte, at han viser Iver og Nidkjærhed i sit betroede Kald. Hans Ry for Hellighed er jo allerede trængt udenfor disse Mure.

MALCHUS.: Ja, - paa Alt hvad der angaar Himlen er han klog nok.

JOSEPHUS.: Selv vor gamle Abbed kunde ikke bedre end han tyde de hellige Bøger for os; og har Du ikke selv mangen Gang fundet ham altfor streng i at overholde Bøn og Faste, og opholdt Dig over, at han mere end nødvendigt hengiver sig til Ensomhed og Bodsøvelser i sin Celle, som ingen Andre end han faar Lov til at betræde.

MALCHUS.: Ja, det er netop Sagen! Han overdriver saa paa én Maade, saa paa en anden; snart er han for streng, snart er han for mild. - Mellem os sagt, er jeg sommetider nærved at tro, at det ikke er rigtig fat hos ham her (peger paa Panden). Har Du ikke lagt Mærke til, hvor underlig forvirret han tidt sér ud? Blodet farer ham jo til Hovedet, som om han var et Pigebarn, og bedst som han sidder og stirrer hen for sig, kan han jo flyve op, naar man taler til ham, som om han blev stukket af en Bremse.

JOSEPHUS.: Nu ja, det er da ikke saa besynderligt.

MALCHUS.: Heller ikke, at han om Natten gaar omkring som en Søvngjænger og snakker højt med sig selv eller med Stjernerne, som om de var levende Væsner?

JOSEPHUS.: Det er Kampen mellem Sjæl og Legeme, der opfylder ham med Uro. Djævelen, véd Du, frister mest de Fromme; dem, der leve i Kjødet, behøver han ikke at gjøre sig saa megen Ulejlighed for.

MALCHUS.: Er det mig, Du sigter til?

JOSEPHUS.: Nej, jeg taler kun om den menneskelige Skrøbelighed i Almindelighed. Jeg er for ung til at være Dommer over Andre.

MALCHUS: (med et bodfærdigt Suk).
Ak, ja! Vi er alle Syndere! Vorherre bevare os for Djævlen og alt, hvad ondt er!

JOSEPHUS: (vender sig om mod Klosteret).
Der er han!

MALCHUS: (farer forskrækket sammen)
Hvem? Hvem? - Djævlen?

JOSEPHUS: (dæmpet).
Nej, vor Abbed!

MALCHUS.: Naa - ja, saa er det nok bedst, at jeg skynder mig at komme til Side, for det er ikke værd, at han sér, at vi staar her og sladrer. (skynder sig ud til Højre.)

(Eugenius [Fulvia], klædt som de andre Klosterbrødre i en lysfarvet Kutte, hvis Hætte tildels bedækker hendes Hoved, kommer tankefuld og langsom ud fra Klosteret.)

EUGENIUS: (idet hun bliver Josephus vàr).
Har Du intet at bestille, Josephus, siden Du staar ledig herude paa denne Tid af Dagen?

JOSEPHUS: (ærbødig).
Jeg ønsker at tale ene med Dig.

EUGENIUS.: Hvad har Du paa Hjertet?

JOSEPHUS.: En Byrde, der længe har tynget paa det!

EUGENIUS.: Betro mig den!

JOSEPHUS.: Det er et Skriftemaal, jeg har at aflægge.

EUGENIUS.: Har Du forsyndet Dig imod vor Ordens Regler, da maa jeg være streng og straffe Dig med Bod.

JOSEPHUS.: Mit hele Liv er gaaet hen i Bod og Forsagelse !

EUGENIUS.: Jeg véd det! Du har Jo altid været from og lydig. - Er Du syg i Sindet? Lider Du? da vil jeg bede for os begge; thi ogsaa jeg ængstes og har Lægedom behov.

JOSEPHUS.: Den Lægedom, jeg behøver, er Frihed. Send mig ud i Hedningeverdenen, hvorhen Du vil! kun ud, hvor der er Kamp og Fare; hvor jeg kan sætte Livet ind for min Tro! Jeg er nu voxen og føler Kraft og Mod til at optage Kampen.

EUGENIUS.: Ja Mod. - Hvem har ikke det, naar man er ung.

JOSEPHUS: (dristig).
Du selv er ung!

EUGENIUS.: Og dog har jeg vendt Verden Ryggen. -

JOSEPHUS.: Ja, men af eget Valg. Du havde dog kæmpet først og kom hertil som Sejrherre fra Slaget.

EUGENIUS: (afsides med et tungt Suk).
Gud hjælpe mig, jeg kom fra Nederlaget!

JOSEPHUS.: Du var ikke mæt af Livet, som de Fleste her.

EUGENIUS.: Og hvoraf véd Du det

JOSEPHUS.: Dit Ydre røber det.

EUGENIUS: (studsende).
Mit Ydre - ?

JOSEPHUS.: Ja! Vel er dine Kinder blege, og sørgmodig sér Du ud; men smuk og ungdbmsrank staar Du dog imellem os Andre her, som Alle, med Undtagelse af mig, bærer Mærker af Livets Slid og Kampe. Da Du kom hertil, var det for mig, som om Du bragte en Straale med af Dagens skjønne Lys. - Jeg saa' det strax, - vi Alle saa' det: Du var af ædel Herkomst, vant til at befale - din Haand var fin, din Stemme blød - i Aand og i Lærdom naaede Dig Ingen her!

EUGENIUS: (forvirret, men beherskende sig).
Du glemmer, at det er Dig, som skal skrifte for mig, og ikke omvendt!

JOSEPHUS.: Du har Ret; jeg glemte mig selv! Tilgiv mig - og gaa ikke fra mig, før Du har 97 bønhørt mig! Prøv mig, send mig ud i Verden! Det er ikke syndig Længsel efter dens Glæder, som driver mig til at bede derom, men Trang til Daad og større Virksomhed. - Jeg forgaar i denne Ensomhed!

EUGENIUS.: Velan! Saa lad det ské! Jeg vil ikke længere holde Dig tilbage. Men husk, Josephus, jeg staar til Ansvar for din Sjæl! - Bered Dig til Rejsen; i Morgen kan Du drage bort herfra, men først vil jeg tale nærmere med Dig herom.

JOSEPHUS.: O, alt i Morgen! Gud ské Pris og Tak! (iler ind i Klosteret.)

(Et Øjeblik efter kommer Rocchus ud derfra. Hans Udseende er forvildet Han famler sig frem langs Muren.)

ROCCHUS.: Skaf mig fat paa Abbeden! Hvor er han?

EUGENIUS.: Her.

ROCCHUS.: Du lyver! Det er Abbeden, jeg søger. Jeg vil have en Ende paa det. Tror I, at jeg vil rave om til evig Tid i dette Bælgmørke?

EUGENIUS.: Stakkels Rocchus! Du taler i Vildelse; vend tilbage til dit Leje - Du er syg paa Sjæl og Legeme.

ROCCHUS.: Ja, - men indbild Dig ikke, at Du kan hjælpe mig. - Har D u Mod til at stikke dine Arme ned i Helvedes Pøl, for at fiske en Synder som mig op deraf? Nej, nej, det tør Du ikke! Du lyver!

EUGENIUS: (med tilkjæmpet Fatning).
Kjender Du mig ikke?

ROCCHUS.: Jo, de kalder Dig Eugenius, men hvad har jeg med Dig at skaffe? Du har kun taget Abbedens Kutte paa for at indbilde mig, at Du er ham.

EUGENIUS: (forvirret).
Du véd ikke, hvad Du siger.

ROCCHUS.: Er Du mæt af Livet? - Hader Du Verden? - Forbander Du dit eget Kjød? Vrider Du Dig ved Tanken om dine Synder som en traadt Orm? - Nu, hvorfor svarer Du ikke? - Hal der fangede jeg Dig! Jeg vidste det jo nok: Du hænger endnu med dit Hjerte ved denne syndige Jord.

EUGENIUS.: Jeg har sørget med Dig, vaaget over Dig og bedet for Dig!

ROCCHUS.: Ja, det har ogsaa Josephus gjort, han , som længes efter at komme ud i Verden. - Hvor gammel er Du?

EUGENIUS.: Ung imod Dig - altfor ung, frygter jeg, til at bære det Ansvar, som jeg har taget paa mine svage Skuldre. - Lige overfor Dig, Rocchus, er jeg nær ved at segne under Byrden deraf.

ROCCHUS.: Og Du vil alligevel trøste mig! Ha! ha! ha! - Sér Du Mærket paa min Pande, Kainsmærket? Jeg har gnedet og gnedet derpaa i Aar og Dag; men det vil ikke gaa bort. - Abels Blod raaber til Himlen om Hævn over mig!

EUGENIUS.: Du har jo angret din Synd, Rocchus; Gud har læst i dit Hjerte; - han vil skjænke Dig sin Naade, som han skjænkede den til Røveren paa Korset!

ROCCHUS.: Det sagde ogsaa den gamle Abbed, og ham troede jeg; men det er saa længe siden, jeg har talt med ham. Hvorfor skjuler I ham for mig? Hvor er han?

100

EUGENIUS.: Gaaet forud til Himlen for at berede din arme Sjæl Vej til Fred og Frelse! Men Du forstaar mig ikke. - Kom! kom!

ROCCHUS.: Hvor vil Du føre mig hen?

EUGENIUS.: Til dit Leje.

ROCCHUS.: Min Grav, mener Du? Ikke sandt? - den, som jeg selv har udhulet med disse mine Hænder i Klippen herude? Ja, - ja, nu husker jeg det: Vi var To, som skulde hvile dér Side om Side, Abbeden og jeg. - Rummet dér var kun trangt, men to Benrade tager jo ikke megen Plads op. - Hvorfor kunde han ikke vente, til jeg fulgte ham derned?

EUGENIUS.: Vær taalmodig! Du vil snart finde Hvile ved hans Side.

ROCCHUS.: Jeg vil hellere strax krybe ned til ham; saa kan I jo vælte Stenen over mig.

EUGENIUS.: Du maa bie, stakkels Rocchus, til Gud kalder Dig. Det vil ikke vare længe! Kom!

101

ROCCHUS.: Vente! bestandig vente! Jeg er saa træt, saa træt! (Broder Lucas kommer fra Venstre.)

LUCAS: (til Eugenius).
To unge Vandringsmænd, som jeg mødte her i Nærheden, bede om at indlades i Klosteret; de ønske at tale med Dig, Eugenius.

EUGENIUS.: Hvor er de?

LUCAS.: De hvile bag Klippen hist ved Cisternen og vente paa Besked, om Du vil modtage dem.

EUGENIUS.: Før dem herhid; men bring først denne Stakkel tilbage til sit Leje, som han i Vildelse har forladt, og sig, at to af Brødrene skiftevis skulle vaage over ham. Jeg bliver herude. (Lucas fører Rocchus ind i Klosteret.)

EUGENIUS.: ✂ Jeg lider! o, min Gud, det er forskyldt!
Mit Kjøn, som jeg letsindig ringeagted,
maa jeg fornægte nu. - Jeg, jeg, som hader
Forstillelse og Løgn: Jeg er Abbed!
- Hvordan jeg blev det, næppe selv jeg véd;
en Haandspaalæggelse af ham, der døde,
102 afgjorde Alt - jeg tav: det var min Brøde -
ind i Bedraget modstandsløs jeg gled.
Forblindet af min Iver for at tjene
den Tro, der stod for mig som Frelsens Klippe,
- den, som jeg aldrig, aldrig mér vil slippe -
jeg skuffed' ej blot Andre, men mig selv.
- Nu staar jeg ene mellem lutter Mænd,
og her er Ingen, uden Dig, min Gud,
min Skaber og min Dommer, som jeg tør
betro min Sjælekamp. - Min Klostercelle
er som en Grav, - herude aander jeg
dog mere let. - Naturen drager mig
som aldrig før - Men er det ikke syndigt,
at elske den og Livet? Hedningverdnen
forguder jo Naturen. - Jeg er Kristen
og véd, at den er falden! Derfor stopper
jeg Øret til for ikke at fortrylles
af Fuglens Sang, og dækker tæt mit Hoved,
at ikke Synet af de gyldne Skyer, -
af Palmerne, der vugge deres Kroner
i Foraarsvinden, - eller disse Blomster,
der har forvildet sig til denne Udørk,
skal friste mig. - Men ak! hvad nytter det?
Jeg bærer Fristelsen dybt i mig selv;
bestandig lyder der en Røst herinde:
hans , som bebrejded mig: jeg ej var Kvinde!
Jeg hører den i hvert mit Hjertes Slag -
midt i min Andagt - baade Nat og Dag:
- »Det er Naturen, som Du kjæmper mod -
Du taber, Fulvia, Verden vil vinde!«
103 Nej! Jeg vil klynge mig til Korsets Fod!
- Lad Hjertet kun forbløde sig herinde!

(Hun kaster sig paa Knæ foran det lille Alter med Krucifixet og Dødninghovedet.)

(Menippos og Theodoros, rejseklædte med Vandringsstave i Hænderne, komme fra Venstre, ledsagede af Lucas, der under Fulvias Monolog har afhentet dem og nu) efter at have henvist dem til Abbeden, vender tilbage til Klosteret.)

(Idet Fulvia rejser sig og faar Øje paa Tvillingbrødrene, farer hun sammen og røber en Skræk, som hun forgjæves søger at skjule).

THEODOROS.: ✂ Hvis i din Andagt vi forstyrre Dig,
da sig det, fromme Fader; - vi kan vente -
Du vakler! Er Du syg? Skal vi Dig støtte?

(iler henimod ham.)

EUGENIUS.: ✂ Nej, - rør mig ikke! - Bryd Jer ej derom!
Det var et Anfald kun af Svimmelhed,
som greb mig, netop da I traadte ind, -
nu er det bedre alt. - Sig Eders Ærind.

MENIPPOS.: ✂ Vi komme hid fra Staden, vi er Brødre,
født i den samme Stund af samme Moder;
Menippos hedder jeg, han Theodoros;
fribaarne, men foruden Slægt og Venner;
vi bære paa en fælles Sorg og drives
af samme Længsel.

THEODOROS.: ✂ Os er Verden øde -
for Livets Glæder er vi begge døde!

104

EUGENIUS.: ✂ Og hvilken Storm har slaaet Jer til Vrag?

MENIPPOS.: ✂ Det var et Vindpust paa en Solskinsdag,
som, mens det sused gjennem Fbraarsløvet,
af vore Vinger vifted Farvestøvet!

EUGENIUS: (urolig).
✂ I søge vel kun her et gjæstfrit Tag;
I har jo vandret langt og er vel trætte?
Naar I har hvilet ud og spist Jer mætte,
saa gribe atter I til Vandringsstaven?

MENIPPOS.: ✂ Vi søge Lyset over Frelsergraven -
Stjernen fra Bethlehem har ført os hid.

EUGENIUS.: ✂ Saa er I Kristne alt?

MENIPPOS.: ✂ Endnu ej døbte.
Men i det sidste Aar vi plejed Syge
og bragte Trøst, hvor der var Sorg at bære;
vi hørte tale om den nye Lære,
om Korsets Underværk - den store Tro,
som fører Sjælen over Dødens Bro
til alle Sjæles Fader hist i Himlen.

THEODOROS.: ✂ Døb os, saa gaa vi atter ud i Vrimlen!

105

EUGENIUS.: ✂ Og saa?

MENIPPOS.: ✂ Vi drage Haand i Haand til Rom,
til Korsets Sejer eller - Martyrdom.

EUGENIUS.: ✂ Det staar ej i min Magt.

THEODOROS.: ✂ Og hvorfor ej?
Døb os, Eugenius!

EUGENIUS: (efter et Øjebliks Kamp med sig selv).
✂ Umuligt! Nej!
Véd I, hvem denne Kutte slutter inde?

MENIPPOS: (forfærdet).
✂ Jeg kjender denne Røst!

THEODOROS.: ✂ Ja, det er hendes!

MENIPPOS.: ✂ Det er umuligt! - Dog - det er en Kvindes!

FULVIA: (kaster Hætten tilbage).

MENIPPOS: (farer tilbage).
✂ O, Himmel: Fulvia ! er det Bedrag?
Staa nu de Døde op ved højlys Dag!

106

THEODOROS: (ligeledes).
✂ Er Du en Dæmon, sendt for os at friste?
En Engel eller Djævel?

MENIPPOS.: ✂ Vé! det Sidste -
kun i det Ydre som en Engel skabt!

FULVIA.: ✂ Nej - jeg er den , I tro'de død og tabt!

THEODOROS.: ✂ Men her - i denne Dragt? o, hvilken Gaade!

FULVIA.: ✂ Da jeg kom hid, var jeg forklædt som Mand;
- hvor kunde jeg blandt Mænd mit Kjøn forraade?
ikkun min Dragt er falsk; - min Tro er sand;
og jeg har tryglet Gud hver Dag om Naade!

MENIPPOS.: ✂ Véd Du, at Mængden hist i Staden tro'r,
at Guderne har røvet Dig fra Jord
og sat som Tegn for dødelige Slægter
en Stjerne til dit Minde højt paa Himlen?

FULVIA.: ✂ Ja, Mængden! ja, hvad tro'r den ikke paa!

MENIPPOS.: ✂ Din Fader selv har faaet det bekræftet
i Delphi af Præstindens egen Mund,
og just i Dag - i denne Aftenstund -
afsløres skal ved Fakkelskin dit Billed,
rejst paa et Alter ved Athenes Tempel.
107 - Selv Aqvilinus, som har tvivlet længst
og ivrigst af dem Alle søgt dit Spor,
er med at hylde Dig som Halvgudinde.

FULVIA

✂ (afsides, idet hun knuger Haanden mod Hjertet)

✂ O, gid han var udslettet af mit Minde!

(højt.)

✂ Nok, nok! Hvad jeg skal gjøre, nu jeg véd!
Selv vil jeg knuse Billedstøttens Hoved,
- styrte mit eget Afgudsbilled ned!
- I Nat det skal alt ske! - Nu er det lovet !

THEODOROS.: ✂ I Fald det røbes, koster det dit Liv!

FULVIA.: ✂ Nu vel! saa soner jeg min Hedningbrøde
og lider Straffen for det Selvbedrag,
hvoraf I To har vækket mig i Dag!

MENIPPOS.: ✂ Men vi da? - Vil du atter os forstøde?
Følg med os, Fulvia! følg os til Rom!

FULVIA: (besluttet).
✂ I Morgen kan vi tales ved derom.
Hvad jeg har sagt, staar fast; lad mig kun bøde!
- Nu trænger I til Hvile - følg mig, kom!

(Hun trækker Hætten over Hovedet og gaar, fulgt af Brødrene, ind i Klosteret.)

(Tæppet falder.)

108

✂

FJERDE AKT.

(Tempelplads i Alexandria. I Baggrunden af Skuepladsen: Athenes Tempel, mellem hvis Søjler Fulvias Marmorbillede sés i naturlig Størrelse, samt to smaa Altre, i hvis Offerskaaler der flammer en svag Ild. En bred Marmortrappe fører op dertil. - Det er Aftenskumring. - Afsløringen af Statuen er tilendebragt, og inde i Templet, hvorfra der lyder dæmpet højtidelig Sang, ofres der nu til Guderne.)

(To af Servius's Slaver - de samme, som indlede første Akts første Scene - komme fra Templet og stige, hver bærende en let Fakkel, ned ad Trappen, ved hvis Fod Tilskuere af Folket ere grupperede.)

FØRSTE SLAVE: (idet han med den anden nærmer sig Forgrunden).
Se saa: nu er de strax færdige med Slutningsofringen derinde i Templet! Om et Øjeblik har vi hele Sværmen hernede, og saa god Nat, Fest! god Nat, Billedstøtte! Saa gaar Verden og vi atter vor skjæve Gang.

ANDEN SLAVE.: Ah! - hvor gjør den friske Aftenluft godt herude efter al den Hede og Røgelseduft!

FØRSTE SLAVE.: Det maa Du nok sige. Jeg for min Del snappede som en halvdød Fisk efter Vejret. - Fik Du ellers noget af Stadsen at sé deroppe?

109

ANDEN SLAVE.: Nej, kun.de Foranstaaendes Nakker -

FØRSTE SLAVE.: - Vrangen af Herligheden! Ja, den er god nok til os Slaver, men slet ikke saa daarlig endda til at faa Humør af! Alligevel: pris Guderne, Kammerat, at Du har oplevet at komme med til en saadan Fest! - Betænk: det er Datteren af vort Hus - af vort , - som al den Ære gjælder! Der staar hun, det velsignede Pigebarn, hugget i Sten; nu løber Guderne ikke saa let af med hende som sidst. Med Skam at tale om føler jeg mig ligesom lidt hjertegreben ved alt dette: ja, jeg tror, der sidder en Taare i mit ene Øje, skjøndt jeg fristes til at lé med det andet.

ANDEN SLAVE.: Men det var den nye Stjerne, som Du lovede at vise mig.

FØRSTE SLAVE.: Ja, kom herhid og vend ligesom jeg Næsen stik i Vejret. - Sé, dér sidder den og funkler paa Himmelhvælvingen - lige dér, hvor jeg peger.

ANDEN SLAVE.: Det er jo Venus - Aftenstjernen!

FØRSTE SLAVE.: Snak! Har Du nogensinde sét Venus sidde lige over dit Hoved paa Kanten af Mælkevejen! 110 Denne Stjerne dér har ikke været sét, siger jeg Dig, førend hun forsvandt, og det er nu netop et Aar siden. Det er Fulvias Stjerne, sat dér af Guderne, for at vi kunde vide, hvor hun var bleven af. I Begyndelsen var Folk jo som gale for den Sags Skyld. Den halve By tilbragte Nætterne paa Tagene for at betragte Underet.

ANDEN SLAVE.: Ja, hvad véd jeg om alt dette, jeg, som i det sidste Aar har arbejdet paa det fjerne Landgods i Libyen. Dér hørte vi ingen Nyheder og havde Andet at bestille end at kigge Stjerner. Men forsvandt hun da virkelig - saadan lige med Et?

FØRSTE SLAVE.: Ja, som hun var blæst bort - ligesom en Røg! Der var ikke Spor at opdage af hende. Hun kjørte ud alene - og væk var hun - faret til Himmels!

ANDEN SLAVE.: - med Heste og Vogn?

FØRSTE SLAVE.: Nej, Hestene kom hjem igjen samme Nat, bedækkede med Skum fra øverst til nederst; Ingen kunde siden den Tid styre dem; naar man vilde spænde dem for, teede de sig som rasende.

ANDEN SLAVE.: Men hun kunde jo være styrtet af Vognen og have knækket Halsen; - eller - hun var 111 jo ung og dejlig: - En eller Anden kan jo have bortført hende mod eller maaské med hendes Vilje.

FØRSTE SLAVE.: Ja, saadan snakkede de Fleste den Gang, vi ikke vidste bedre Besked, men saa rejste den Gamle selv sporenstregs til Delphi, til Oraklet dér, og saa kom Sandheden for Dagen.

ANDEN SLAVE.: Hvad svarede da Oraklet? Forblommet vel som sædvanlig?

FØRSTE SLAVE.: Nej! rent ud af Posen: At hun var røvet af selve Guderne, optaget i Himlen i levende Live!

ANDEN SLAVE.: Røvet af Guderne i levende Live, - og det i vor Tid!

FØRSTE SLAVE.: Ja, er det ikke mærkværdigt!

ANDEN SLAVE.: Sligt skal nok være skét i gamle Dage - men i vor Tid!

FØRSTE SLAVE.: Ikke sandt? det er det Vidunderligste. I vor Tid !

ANDEN SLAVE.: Ja, nu kan jeg forstaa, hvad Du fortæller om den nye Stjerne.

112

FØRSTE SLAVE.: Tys! der kommer de fra Templet.

(Deltagerne i Festen stige gruppevis ned ad Tempeltrappen, ledsagede af Fakkelbærere i hvide Klæder, og fjerne sig.)

(Servius, festlig klædt med en Lavrbærkrands om Hovedet, kommer fra Templet, fulgt af de to Avgurer og ledsaget af Fakkelbærere.)

SERVIUS: (idet han standser ved Foden af Tempeltrappen og vender sig mod Statuen).
Ja, det maa jeg tilstaa: Den gode Lysias har skilt sig som en sand Mester ved dette Billed. Det er min Fulvia op ad Dage, aldeles som hun gik og stod!

FØRSTE AVGUR.: Aldeles! aldeles!

SERVIUS.: Jo mere jeg betragter det, jo mere forekommer det mig, som om hun er lyslevende.

ANDEN AVGUR.: Hun er jo heller ikke død, men optaget i Elysium blandt de salige Guder!

FØRSTE AVGUR.: Stjernen, som de har tændt til Minde om, dette deres hellige Ran, vidner det!

SERVIUS.: Ja, ikke sandt? Jeg var jo selv den Første, som begreb det Hele. Alle tvivlede de og rystede paa Hovedet, da jeg sagde: »Guderne 113 har røvet hende!« Lysias og I var de Eneste, som gav mig Medhold.

ANDEN AVGUR.: Ja, vi stod paa din Side, ubetinget!

SERVIUS.: Men husker I, hvordan vor Prokonsul tog det? Han kaldte rent ud min Forklaring for Afsind, og fo'r op, som om han var besat, da jeg erklærede ham, at jeg var saa vis i min Sag, at jeg ikke længere agtede at søge hende her paa Jorden? Først da jeg bragte Orakelsvaret hjem fra Delphi, fik jeg stoppet Munden paa ham.

FØRSTE AVGUR.: Ja, hyem kan nu tvivle længer! Men denne Fest har dog sat Kronen paa din Lykke, ædle Servius: At sé din Datters Billedstøtte rejst her paa et indviet Alter ved Athenetemplets Indgang - sandelig: en slig Ære er kun falden i faa Dødeliges Lod!

ANDEN AVGUR.: I Trængslen før, da Billedet blev afsløret, og Alles Øjne hvilede paa det og paa Dig, som indtog Hæderspladsen, var det os umuligt at naa hen til Dig og trykke dine Hænder. Tillad os nu at indhente det Forsømte.

SERVIUS: (med naadig Mine, idet han rækker en Haand til hver af dem).
Jeg takker Eder! Jeg takker Eder!

114

FØRSTE AVGUR.: Du er jo nu paa en Maade i Slægt med de udødelige Guder!

SERVIUS: (brystende sig).
Paa en Maade - ja ganske vist! Jeg er kommen dem betydelig nærmere, - betydeligt!

ANDEN AVGUR.: Dit Udseende vidner derom: Du er ligesom bleven yngre efter denne Begivenhed.

SERVIUS.: Synes I? Hm? - ja, jeg troer det selv. Der er ligesom blæst nyt Liv i mig - (griber sig til Benet) Av !

ANDEN AVGUR.: Du ømmer Dig?

SERVIUS.: Aa, det er kun Benene - Benene, som er blevne lidt svage. Denne Rejse til Delphi har været meget anstrængende. Jeg besteg, som I véd, Parnassos og begav mig mutters ene, efter først at have taget mig en Dukkert i Hippokrene, op til Pythias Hule, for at høre Svaret af Præstindens egen Mund. Jeg maatte jo gjøre Alt, hvad der stod i min Magt for at skaffe Lys i Sagen.

FØRSTE AVGUR.: Ja vist! ja vist!

115

SERVIUS.: Hun var mit eneste Barn, Arving til al min Rigdom. - Det var et haardt Stød at miste hende - saa pludselig, uden al Forberedelse.

FØRSTE AVGUR.: Tal ikke saaledes, Du Misundelsesværdige!

ANDEN AVGUR.: Guderne vil forlænge dit Liv til Erstatning, fordi de har taget hende fra Dig!

SERVIUS: (med andægtigt Blik mod Oven).
Vi vil haabe det! Vi vil haabe det!

ANDEN AVGUR.: Vær aldeles vis derpaa, ædle Servius! Men glem blot ikke, at det nu er dem, som skal tage Arv efter Dig, naar Du en Gang - gid det ské sént! - forlader Jorden.

SERVIUS.: Ja, derpaa kan vi jo altid tænke. - Den Tid, den Sorg!

FØRSTE AVGUR.: Nej! nej! Saaledes bør Du ikke slaa det hen. Det faar jo Udseende af, at Du betænker Dig paa at yde Guderne frivillig et Offer, som Du skylder dem, og som jo dog er mindre end det, Du allerede har bragt dem. I dit Sted vilde jeg endnu i Dag aflægge Løftet om, at Alt, hvad jeg ejede, skulde være deres.

116

SERVIUS: (betænkelig).
Det vil sige: testamenteres til" Templerne.

ANDEN AVGUR.: Naturligvis!

FØRSTE AVGUR.: Dit Navn vil da blive indhugget med gyldne Bogstaver i de hellige Mure. Tænk Dig, naar Du selv kaster dit Blik derpaa og læser: »Servius, den Gavmilde, Fader til den vise Fulvia, som i levende Live blev optaget i det himmelske Elysium, skjænkede Guderne Alt: først sit eneste Barn, dernæst sin hele Rigdom!«

SERVIUS.: Men jeg vil dog helst selv raade over den, indtil jeg døer.

FØRSTE AVGUR.: Forstaar sig! Det er kun Løftet, som Du endnu i Dag foreløbig bør afgive. Du vil endnu leve længe.

SERVIUS.: Naar jeg engang gaar bort, skal der sættes et prægtigt Monument over mig, og den samme Indskrift, som I nylig nævnede, skal staa at læse derpaa, kort og fyndigt med gyldne Bogstaver.

FØRSTE AVGUR.: Ethvert af dine Ønsker skal være os helligt. Vi vil, om Du saa synes, strax følge med Dig hjem for at bringe denne Sag i Orden.

117

SERVIUS.: Lad gaa! Men - jeg siger Jer det: saalænge jeg lever, vil jeg selv raade over, hvad der er Mit. Guderne maa finde sig i at vente saa længe!

ANDEN AVGUR.: Ja vist! ja vist! De vil til Tak forlænge dit Liv!

(Servius, de to Avgurer og deres Følge gaa.)

(Lysias og Aqvilinus komme ud fra Templet og stige ned, den Sidste ledsaget af sit Følge, som under den efterfølgende Samtale holder sig i ærbedig Afstand.)

AQVILINUS: (standsende Lysias, der er i Begreb med at fjerne sig).
✂ Nej, Lysias, Du slipper ej saa let -
vi To maa ikke misforstaa hinanden.
- Hør mig: Jeg tilstaar Dig, det var med Forsæt,
jeg fulgte Dig, dengang Du vendte Ryggen
til Trængslen om dit mesterlige Billed:
Du søgte ind i Templet før vi Andre.
Din Stolthed slog mig; - jeg forstod saa godt:
Du havde faaet nok af Mængdens Hyldest.
Forsmaar Du ogsaa min? Er det maaske
just den, Du nu vil undgaa ved at haste
saa ilsomt bort, at jeg faar næppe Tid
at standse Dig og komme Dig i Tale?
Svar mig oprigtig, hvorfor sky'r Du mig?

LYSIAS: (undvigende).
✂ Vi To har ej det samme Syn paa Livet.

118

AQVILINUS.: ✂ Nu vel! Du er en Græker, jeg en Romer,
det gjør jo alt en Forskjel. Du er Kunstner
og lever i din egen Billedverden, -
jeg i den virkelige. Denne Forskjel
er vel saa stor som hin. Og begge To
har vi vor Stolthed; men til Trods for Alt,
som skiller os, vi agte dog hinanden. -
Og - ikke sandt? Da Sløret nylig faldt;
og Folkesværmen gabende sig trængte
om Billedstøtten, følte Du som jeg -
tilstaa det ærligt - at det Bedste mangled
i denne Fest: - Begejstringen og Troen!

LYSIAS.: ✂ Det overrasker mig, min høje Herre,
at høre Dig beklage denne Mangel;
man paastaar, at Du selv kun højst unødig
var med til denne Fest.

AQVILINUS.: ✂ Ja, højst unødig. -
Dog har dit Billed rørt mig, Lysias!

LYSIAS.: ✂ - Som Kunstværk, ja! Du var jo selv saa naadig at ville kjøbe det til Prydelse
for dit Palads, men undte det ej Æren
at blive stillet op i Folkets Paasyn
paa Tempelaltret. - Ingen mér end Du
har tvivlet om det Under, som er skét!

119

AQVILINUS.: ✂ Du tror derpaa?

LYSIAS.: ✂ Og derom kan Du spørge!
Selv om den delphiske Præstindes Svar
var gaaet os imod - jeg tvivled ej:
Orakelsvaret har jeg i mig selv!

AQVILINUS.: ✂ Dit Billed vidner, at Du taler Sandhed,
og Ingen kan beundre mér end jeg
den stumme Højhed, Du har lagt deri.
For Dig var Fulvia, alt mens hun leved -
jeg mener, da hun færdedes iblandt os -
et Væsen af en højere Natur;
hvormeget mere maa hun være det,
nu da saa gaadefuldt hun er forsvunden!
Men sæt, vi finde dog den Tabtes Spor!
Sæt, at det viser sig, hun er i Live!
Hvad da? Hvorledes skal vi da forsvare,
hvad her er skét i Dag?

LYSIAS: (heftig).
✂ Da maa Du flytte
fra Tempelaltret her min Billedstøtte
og give den, i Fald Du vil, en Plads
imellem Søjlerne i dit Palads!

AQVILINUS.: ✂ Jeg tager Dig paa Ordet, Lysias!
- For Dig er Fulvia nu kun en Mythe!

120

LYSIAS.: ✂ Ja, søg Du kun i Støvet hendes Spor!
Selv om jeg kunde, vilde jeg ej drage
den skjønne Sjæl herned til denne Jord.
- Hvad skulde hun vel mere her tilbage?

AQVILINUS.: ✂ Jeg deler ej din lykkelige Tro
og kan ej finde Lys i denne Gaade.

LYSIAS.: ✂ Ja, der er Forskjel, sér Du, paa os To,
vi tage Livet paa forskjellig Maade!

(De gaa hver til sin Side.)

(Under den foregaaende Samtal er Templet blevet tillukket, og baade Deltagerne i Festen og Tilskuerne have efterhaanden forladt Skuepladsen, der, naar det sidste Fakkelskin r forsvundet, formørkes. Efter et kort Ophold kommer Fulvia, klædt om Broder Eugenius, listende sig sagte frem, spejdende til alle Sider.)

FULVIA.

✂

✂ Den tætte Folkesværm har nu sig spredt -
den sidste Efternøler er forsvunden
Igjennem dunkle Gader, skjult i Skyggen,
langs Murene jeg har mig listet hid.
Nu sænker Natten sig, nu er det Stunden,
da jeg maa handle. Maanen staar alt op.
- Tys! hvad var det ? Ah - kun en Flagermus,
som opskræmt svirrede forbi mit Hoved.
- Her lurer Ingen. Nej! - jeg er alene,
hvorfor da skjælve? Alt er stille nu
i denne Del af Staden; disse Templer,
med deres Hedningguder, trænger ej
121 til at bevogtes. Overtroens Rædsel
staar her paa Vagt. Mig skal den ikke skræmme.
Jeg er jo ingen Tyv, vil Ingen myrde,
kun sønderslaa mit eget Marmorbilled
med denne Hammer. Stands, Du lyse Maane,
tøv paa din Vandring opad Himmelbuen!
Med lukte Øjne kan jeg finde Vejen -
jeg har besteget denne Trappe før!

(Idet hun sætter Foden paa Tempeltrappen, træder Maanen frem og kaster sit Lys paa Billedstøtten.)

✂ O, alle Himlens Engle staa mig bi!
der er mit Billed! - Ja, det er mig selv;
men skjønnere - forherliget - forklaret -
et Mesterværk af Kunst: min Sjæl i Sten!
Jeg selv af Kjød og Blod er kun dets Skygge.
- Vel maa jeg rødme i min Kuttes Skjul:
jeg Larve til saa skjøn en Sommerfugl!
Det er, som Marmorpsychen dér sig skammer
ved Siden af den Orm, hvorfra den stammer,
og smiler haant ad Ofret, jeg har bragt!
- Vé mig! jeg føler Kvindehjertet banke:
- et Gjenfærd af mig selv, i denne Dragt -
jeg gribes af en syndig Hedningtanke
ved dette Syn - ved denne Skjønhedspragt
i disse Templer - disse Søjler ranke!
Kom mig til Hjælp, o Himmel! gjør mig stærk!
Er denne Herlighed kun Djævlens Værk?
Hvi har, o Gud, saa skjøn Du Verden dannet,
naar Skjønhedsglæden er af Dig forbandet!
Du, som har skabt den straalerige Sol,
122 den røde Rose og den blaa Viol!
Hvorfor har ej Du Jorden dækt med Skimmel,
men sat mig midt iblandt dens Blomstervrimmel!
- Naturen sig fornyer Vaar paa Vaar,
og Nattens Stjerner højt paa Himlen funkle,
som de har funklet gjennem tusind Aar -
skal Dødens Skygge nu det Alt fordunkle?
Er Alt, hvad Hellas' høje Aand har skabt,
kun idel Blændværk? Skal det Alt gaa tabt?
- Er der paa Jorden Intet mér tilbage
for dem, som tro paa Dig, end at forsage?
- Forsage! ja, det er dit strenge Bud!
Styrk mig i Kampen! styrk mig, store Gud!

(synker overvældet med bøjet Hoved ned paa Tempeltrappen, men skræemmes nogle Øjeblikke efter op.)

✂ Men tys! jeg hører Skridt! der kommer Nogen!
- En Mand! jeg kjender denne Skikkelse:.
Ha, Aqvilinus! Himmel, det er ham -
ham, som jeg sidst i Verden vilde møde!

(Hun skjuler sig hurtigt bag en Søjle i et af de Templer, som staa paa den modsatte Side af Athenetempelet. En Sky gaar for Maanen.)

(Aqvilinus, indhyllet i sin Toga, kommer fra Højre. Efter at have kastet et Blik omkring sig, for at overtyde sig om, at han er ene, standser han foran Tempeltrappen, der fører op til Fulvias Billedstøtte, og staar et Øjeblik fortabt i Beskuelsen deraf.)

AQVILINUS.

✂

✂ Du tavse Nat, alene her for Dig
forraader jeg min Sorg. - Vær Du mit Vidne:
Hun var den Eneste, jeg havde kjær!
Hvor høj og ren og herlig staar hun dér,
men hævet over Jordens Fryd og Smerte!
123 Den kolde Marmorsten har intet Hjerte. -
Og dog det er mig, som hun er mig nær.
O, kunde som Pygmalion jeg varme
det døde Billed her i mine Arme
og vække Livets Pulsslag i dets Bryst!
- Ja, kunde hun fornemme nu min Røst,
hun vilde næppe mér saa stolt mig vrage.
Af hende har jeg lært, det at forsage
kan veje mér end jordisk Herskermagt.
- »Synk i Dig selv, synk ned!« har hun jo sagt -
Ja, jeg har gjort det, - Fulvia, - og vundet,
thi gjennem Sorgen har mig selv jeg fundet!
- Tak for det Syn, Du mig paa Livet gav,
ihvor Du er, om i den kolde Grav -
død eller levende - maaske i Himlen
et Steds deroppe mellem Stjernevrimlen!
- Mig kalder atter Livets Kamp herfra.
Men aldrig glemmer jeg Dig, Fulvia!

(stiger op af Trappen og slaar sine Arme om Billedstøtten.)

✂ Paa Marmorlæben maa et Kys jeg trykke!

(idet han, efter at have kysset Billedets Mund, stiger ned og ved Foden af Trappen endnu en Gang vender sig om mod det.)

✂ Og saa Farvel! - Farvel, min døde Lykke!

(Gaar.)

FULVIA

✂ (træder frem af sit Skjul).

✂ O, jeg forgaar af Skræk! Hvad har jeg sét!
Hvad har jeg hørt! Han dristed sig at kysse
mit Billed - ja, han elsker mig endnu!
124 Held mig, at jeg stod skjult bag Søjlens Mørke -
Hvi blev, mit Billed, ej Du rød som Blod!
Selv blusser jeg fra Isse og til Fod -
men denne Afgud skal ej mér han dyrke!
- Nu er det Tid! ja, ja! nu skal det ské.

(stiger med opløftet Hammer op til Billedstøtten.)

✂ Jeg lukker Øjnene for ej at sé. -
Styr Du, o Gud, min Arm! Fald tung min
Hammer!
- Det er mit eget Hjerte, Slaget rammer!

(Idet hun vil slaa til, slipper hun pludselig Hammeren, kaster sig lidenskabelig om Billedstøttens Hals og trykker et Kys paa dens Mund. Forfærdet over sin egen Dristighed og bedækkende sit Ansigt med sine Hænder, stiger hun hurtig ned.)

✂ Jeg er fortabt! Hvor skjuler jeg min Skam!
Vé mig, Usalige, - jeg elsker ham!

(Tæppet falder.)

125

✂

FEMTE AKT.

✂

FØRSTE SCENE.

(Offentlig Plads i Alexandria. Samme Dekoration som i iste Akts iste Scene.)

(Fulvia, klædt som Broder Eugenius, sés siddende afsides paa en Stenbænk, halvt skjult af en fremspringende Murpille. Hun har trukket Hætten paa sin Kutte ned over Hovedet, som hun hviler mod Muren i en Stilling, der gjør det tvivlsomt, om hun sover eller er sunken sammen af Træthed.)

(Et Tog af blomstersmykkede Ynglinger og Piger komme fra Venstre og drage syngende og dansende over Skuepladsen.)

YNGLINGERNES KOR.: ✂ Hil Dig, o Eros, Dig priser vor Sang!

PIGERNES KOR.: ✂ Priser vor Sang!

YNGLINGERNES KOR.: ✂ Mindste blandt Guder, dog ypperst i Rang!

HELE KORET.: ✂ Ypperst i Rang!
Paa Olympen er ikke din Lige!

126

YNGLINGERNES KOR.: ✂ Hil Dig, bevingede, herlige Gud!

PIGERNES KOR.: ✂ Herlige Gud!

YNGLINGERNES KOR.: ✂ Alt hvad der lever maa lystre dit Bud.

HELE KORET.: ✂ Lystre dit Bud.
Selv til Tartaros naa dine Pile!

YNGLINGERNES KOR.: ✂ Skjøn er en Rus i den fyrige Vin.

PIGERNES KOR.: ✂ Fyrige Vin.

YNGLINGERNES KOR.: ✂ Tusindfold, Eros, dog skjønnere din!

HELE KORET.: ✂ Skjønnere din!
Det er dejligt at leve og elske!

(Idet Toget under forsat Sang og Dans fjerner sig til Højre, komme Malchus, Josephus, Lucas og flere Klosterbrødre tilligemed Menippos og Theodoros fra den modsatte Side.)

MALCHUS.: ✂ Saa sagte! sagte! Lad os give Tid,
til de er borte, - jeg har ikke Lyst,
saa tyk jeg er, at blive reven med
i Dansen af de kaade Hedningtøse,
- og I vel heller ikke -

127

LUCAS.: ✂ Himlen fri os!
Hvem tænker vel paa Sligt?

JOSEPHUS.: ✂ Her er jo Stedet,
hvor han har sat os Stævne! -

MALCHUS.: ✂ Stille! - Tys!
Han er alt kommen. Sé, der sidder han
med Ho'det lænet mod den haarde Sten
og tager sig en lille Morgenlur.
Naa, Herre Gud! Han kan nok være træt;
han har vel tilbragt Natten med at vaage
og bede hos en stakkels syndig Sjæl;
thi andet Ærind, kan jeg ikke tro,
har drevet ham herind.

LUCAS.: ✂ Jeg ikke heller;
han plejer ellers aldrig nogen Nat
at være borte fra vort stille Kloster.

MALCHUS.: ✂ Men dette Stævne, som han her har sat os
- hvad skal det sige?

JOSEPHUS.: ✂ Tys! han rører sig
og taler med sig selv som halvt i Drømme.

128

MALCHUS.: ✂ Bedst, at vi vække ham; - jeg vil mig rømme.

(rømmer sig.)

FULVIA: (som, idet hun bemærker dem, springer op fra sit Sæde og iler hen imod dem).
✂ O, Gud skéTak, at endelig I kom!
Jeg véd ej selv, hvorlænge jeg har siddet
i Skjul af Muren her og ventet Eder.

LUCAS.: ✂ Hvad er der skét? Har Noget skrækket Dig?
Mér end sædvanligt synes Du bevæget.

FULVIA: (søgende at beherske sig).
✂ Spørg ikke, Brødre, hvad der er mig hændet
i denne Nat. - Jeg har kun lidt at sige,
kun et Par Ord. - Jeg stævned Eder hid
at møde mig i Staden her, fordi
jeg nødes til endnu i denne Stund
og uden Forberedelse at tage Afsked
med Eder Alle!

THEODOROS: (hurtig).
✂ Ja, med disse her -
men ej med os; vi dele Skjæbne sammen,
ej sandt?

JOSEPHUS: (bonlig).
✂ Hvis det er saa, da tag mig med!
Selv har Du, fromme Fader, givet mig
min fulde Frihed.

129

FULVIA: (adspredt).
✂ Dunkelt jeg det mindes -
Du bad mig selv derom.

JOSEPHUS.: ✂ Det var i Gaar,
før Du forlod os.

FULVIA: (med et tungt Suk).
✂ Ja, i Gaar - i Gaar,
men denne ene Nat har dynget Aar
paa min Erindring!

MALCHUS: (afsides).
✂ Han er fra Forstanden!

LUCAS: (slaaende Hænderne sammen).
✂ Du vil forlade os? Du - vor Abbed?
Umuligt!

FULVIA: (fast).
✂ I maa vælge Jer en Anden!

MALCHUS: (afsides).
✂ Jeg sagde nok : det kunde ikke gaa.
Han var for ung og mangled Bén i Panden.
- Hvo véd, hvem Valget nu kan falde paa?

THEODOROS: (til Fulvia).
✂ Du følger altsaa os?

130

FULVIA.: ✂ Nej! Rejs med Gud -
jeg bliver her -

LUCAS.: ✂ I Staden? midt i Vrimlen?
Har Verden Dig bedaaret med sin Lyst?

FULVIA: (heftig).
✂ Nej, den har dynget Bjerge paa mit Bryst
og knyttet mig end fastere til Himlen!

LUCAS: (bønlig).
✂ Kom! vend tilbage med os - hør vor Bøn!

FULVIA: (vandende sig bort).
✂ Jeg kan det ej! - Jeg høster nu min Løn.
- Jeg er ej den, I tror l - Vælg Jer en Anden!

MALCHUS: (afsides).
✂ Hvem er han da? - Er han besat af Fanden?
Hvad gaar der af ham?

FULVIA.: ✂ Spild ej Eders Ord!
Mit Valg staar fast: Jeg gaar som Enebo'r
i Ørknen ud; der findes vel en Hule
et eller andet Sted, som kan mig skjule
for Dagens Lys -

MENIPPOS.: ✂ Hvor Du er, vil vi være!

131

FULVIA: (bevæget, men bestemt).
✂ Nej! Korset skal I ud i Verden bære!
Følg Eders Kald! Velsignet være I!
- Og Dig, Josephus, staa Guds En'gle bi!
Gaa med de To. - Mig maa I helst forglemme.

THEODOROS.: ✂ Nej! nej! -Dit Minde vil vi evigt gjemme!

FULVIA.: ✂ Saa mind mig da som En, der alt er død!

MENIPPOS.: ✂ Din Kind benægter det, den blusser rød,
og der er Kraft og Ungdom i din Stemme!

FULVIA: (idet hun fortvivlet vender sig bort).
✂ Ja, det er Kvalen just, at jeg er ung,
at Livets Uro banker i mit Hjerte!
Alene maa jeg kjæmpe med min Smerte -
- gjør mig ej Afskedsstunden mere tung!

MENIPPOS: (dæmpet, idet Kan bøjer sig hen imod hende).
✂ Hvad er der skét? O løs os denne Gaade;
hvisk den i Øret lønligt paa os To!

FULVIA: (fortvivlet).
✂ Hvor kan til Mennesker jeg det forraade,
hvad neppe Himlen selv jeg kan betro!
- Endnu en Gang, Farvel! - det er mit sidste!

132

THEODOROS.: ✂ Saa skal vi aldrig sés i Livet mér?

FULVIA.: ✂ Det véd kun Han, som raader for hvad skér,
- som samler os, naar alle Grave briste!

(Hun vender sig bort fra dem og bedækker Ansigtet med sine Hænder. Tvillingbrødrene og Josephus tage Afsked med Klosterbrødrene, hvoraf nogle ledsage dem ud til Højre, medens Malchus og nogle af de andre, som nøjes med at vinke Farvel til de Bortdragende, blive tilbage og stikke Hovederne sammen i ivrig Samtale.)

(En forvirret Støj, blandet med Sang og Latter, høres nærmere og nærmere udenfor Skuepladsen.)

LUCAS.: ✂ Sé saa! der har vi alt den anden Flok!
hør, hvor de støje! -

MALCHUS.: ✂ Ja - Ungdommen raser!

LUCAS.: ✂ Afsted herfra! Jeg har alt faaet nok!

MALCHUS.: ✂ Ja vist! nu gjælder det at smøre Haser!

(iler ud til Højre med de Andre, undtagen Fulvia, der bliver staaende, fortabt i sin Sorg, indtil Larmen er kommen saa nær, at hun skræmmes op; hun faar kun Tid til at ile hen til den modsatte Side.)

(En ny Flok af unge Kvinder med flagrende Haar, og af et vildere Udseende end de Første, komme, fulgt af en Flok skjæggede Mænd, jagende i bachantisk Jubel ind fra Venstre.)

KOR AF MÆNDENE.: ✂ Skjønne Mænader med flagrende Haar!
Stands dog, o stands dog og lad Eder fange!

133

KOR AF KVINDERNE.: ✂ Fang os, ja fang os, i Fald I formaar!
skjæggede Fauner, vi er ikke bange.

KOR AF MÆNDENE.: ✂ Livet er kort, lad os gribe dets Lyst!
Kom, lad os favnes og kysses og dandse!

KOR AF KVINDERNE.: ✂ Snart skal vi lande paa Skyggernes Kyst!
Tiden har Vinger - vi kan. den ej standse!

KOR AF MÆNDENE.: ✂ Hjælp os, o hjælp os at holde den fast!
Skjænk os den Fryd, som en Kvindefavn rummer.

KOR AF KVINDERNE.: ✂ Ja, lad os favnes, thi Livet har Hast!
Vinen maa nydes, imedens den skummer!

(Fulvia, som under det Foregaaende er flygtet hen til Huset med det fremspringende Bislag, trykker sig tæt op til dets Dør, men bliver opdaget af dem.)

EN MAND AF FLOKKEN: (idet han med vilde Fagter nærmer sig hende.)
✂ Ha, ha! Nej, sé dér - hvad er det for en Fugl?
Ved Eros og Bacchos: En Ugle, en Ugle!
Lad os sé paa dit Næb! Kom frem af dit Skjul!
Vi er Verdens lystigste Fugle.
Tør Du vise dit Ansigt i Solens Glands?
Er maaske Du en Kristen eller en Jøde?
I hvem Du saa er, Du skal med i vor Dands
eller stenes paa Stedet tildøde!

134

FULVIA: (bankende paa Døren).
✂ Frels mig derinde! Frels mig! luk mig ind!

(Idet nogle af Flokken ville gribe fat i Fulvia, forsvinder hun gjennem den aabnede Dør, som hurtig lukkes bag hende.)

MANDEN AF FLOKKEN.: ✂ Ha! ha! han forsvandt som en Snegl i sit Hus.
Hvad saa mér! hvad saa mér! lad os nyde vor Rus,
til vi stige derned, hvor der lyser ej Sol,
for at tilkaste Charon vor sidste Obol!

(De tumle støjende og jublende ud.)

✂

ANDEN SCENE.

(Værelse i Enken Phrynes Hus.)

(Phryne koket, med Blomster i Haaret, kommer med Eugenius [*dolgoeO* Fulvia].)

PHRYNE: (sledsk).
Kom! kom! Her er Du sikker. Hvil Dig paa disse bløde Hynder. - Du er dog vel ikke bange for at være ene med en ung Kvinde? Ønsker Du Vin til at styrke Dig paa, skal jeg selv række Dig et Bæger af den bedste, jeg har, og slynge Blomster derom, for at vise Dig, at Du er velkommen!

FULVIA: (sky).
Nej Tak! Jeg trænger kun, til at fatte mig lidt.

135

PHRYNE.: De har jo næsten skræmt Livet af Dig!

FULVIA.: Paa Livet, ligger der mig ingen Magt! Det var kun min Afsky for den vilde Hobs Lystighed, der jog mig herind..

PHRYNE.: Ja, i Dag er det ikke godt for Folk af din Tro og i den Dragt, Du bærer, at færdes paa Gader og i Stræder. Næst Bacchosfesten og Saturnalierne, er denne for Eros den galeste i hele Aaret. - Havde jeg blot vidst, at det var Dig, der bankede paa, saa havde jeg ikke nølet med at lukke Dig ind; - men en ung Enke maa jo vogte vel paa sit gode Rygte, allermest i Dag, da enhver Mand, som lukkes ind af en Kvinde, tør give hende et Kys.

FULVIA: (urolig).
Jeg skal ikke misbruge din Godhed. Lad mig heller strax gaa.

PHRYNE.: Nej, nej! Du er mig altfor bly. Tænk dog ikke paa at forlade mig saaledes. Jeg har givet mine Slavinder Befaling til at stænge Døren dernede. - Men saa sæt Dig dog, sæt Dig; og lad mig tage Plads ved dine Fødder; jeg har Meget at tale med Dig om.

136

FULVIA: (studsende).
Du?

PHRYNE.: Ja! sé kun rigtig paa mig! kjender Du mig ikke? - Hvorfor anstiller Du Dig saa fremmed?

FULVIA.: Jeg har oplevet saa Meget, at jeg næsten har tabt Evnen til at skjælne Drøm fra Virkelighed.

PHRYNE.: I Folk af den nye Tro tager ogsaa Livet altfor tungt!

FULVIA.: Hvis Du havde prøvet megen Modgang, vilde Du forstaa det.

PHRYNE.: Modgang? - Véd Du ikke, jeg er Enke for anden Gang? Det er jo næppe et halvt Aar siden, at Du selv beredte min sidste Mand til Døden. - Sé Dig om; det var her , netop i dette Hus. Har Du glemt det? Han var af samme Tro som Du, men en fejg Stakkel. Frygten for Forfølgelse bragte ham til at fornægte sin Tro; selv for mig skjulte han den, lige til han laa paa sit Yderste.

FULVIA: (besindende sig).
Det var altsaa Dig, som da jeg stod herudenfor i Samtale med nogle Trosfæller, kom 137 hen til mig og bad mig træde herind til den Syge?

PHRYNE.: Ja, og som sad ligesom nu ved dine Fødder, da Du indgjød ham Mod til at dø! - Han var gammel - Naturen krævede sin Ret!

FULVIA: (farer op).
Jesus! Jeg mindes det. - Han mistænkte Dig -

PHRYNE: (afbrydende).
- for at have fremskyndet hans Død ved Gift - - Ja, det gjorde han; men Du tror dog vel ikke derpaa? Det var jo i Vildelse, han talte -

FULVIA: (sky).
Og nu smykker Du Dig med Blomster og farver din Kind med Sminke!

PHRYNE: (leende).
Ja, hvorfor skulde jeg ikke smykke mig? Jeg er jo ung endnu, og paa Bejlere har det ikke manglet mig. - Men jeg vil betro Dig en Hemmelighed, hvis Du ikke alt har gjættet den: Det er Dig, jeg har ventet paa!

FULVIA: (overvældet af Forvirring).
Mig?

138

PHRYNE.: Ja, stir dog ikke saa forbavset paa mig. Fra den Stund, jeg første Gang saa' Dig og sad ved dine Fødder, har jeg længtes efter Dig og søgt Dig - søgt Dig overalt her i Staden, men forgjæves. -

FULVIA.: Du bedrager Dig selv, eller det er Afsind. - Jeg maa bort herfra, strax!

PHRYNE: (griber fat I hans Kutte).
Nej! Bliv! jeg slipper Dig ikke! Hvad gjør Troen til Sagen? jeg vil antage din, hvis Du ønsker det. Den Ild, der luer i dine Øjne, forraader, at Du er i Stand til at elske. Ved Eros! ja, Du bliver rød, og din Forvirring taler et andet Sprog end dine Ord

FULVIA: (stødende hende med Afsky fra sig).
Vig fra mig, Bolerske! Rør mig ikke! Hellere vil jeg ty til en Giftslanges Hule end tøve her hos Dig!

PHRYNE: (med vild Forbittrelse),
Værre end en Giftslange! Det skal Du faa at mærke. Véd Du, hvad en forsmaaet Kvinde er i Stand til?

FULVIA.: Er Du rasende? Hvad vil Du gjøre mig?

139

PHRYNE.: Det skal jeg vise Dig! (iler hen til Døren, river den op og raaber:) Til Hjælp! Til Hjælp! (Flere Slaver og Slavinder af hendes Husstand træde ilsomt ind.) Grib ham! Denne Formastelige har villet krænke mig i mit eget Hus Selv vil jeg anklage ham for Dommeren. Afsted med ham! I skal vidne, at jeg, den svage Kvinde, har maattet kalde Eder til Hjælp imod hans Frækhed.

SLAVERNE.: (der har grebet fat i Fulvia).
Ja, ja!

FULVIA: (til Phryne, idet de føre hende ud).
Gud tilgive Dig, Du véd ikke, hvad Du gjør!

(Alle gaa.)

✂

TREDIE SCENE.

(Søjlehal i Prokonsulens Palads i Alexandria: Samme Dekoration som i anden Akts anden Scene.)

(Gjennem Hovedindgangen i Salens Baggrund komme først nogle Spyddragere og opstille sig ved Dåren for at holde Orden paa den efterfølgende Folkehob, i Spidsen for hvilken sés Enken Phryne, fulgt af Fulvia, der fastholdes af et Par Mænd. Fulvia har kastet Hælten over sit Hoved, saaledes at den skjuler hendes Ansigt. Nærved hende sés Broder Malchus, der kun modstræbende synes at være til Stede.)

(Skrivere med Haandtavler komme og tage Plads ved Thronstolen.)

(Aqvilinus træder ind fra en Sideindgang og bestiger Dommersædet.)

AQVILINUS.

✂

✂ Skjøndt det er Skik paa Aarets store Fester,
og altsaa ogsaa paa en Dag som denne,
140 at holde Døren lukt for Rettens Sal,
jeg har besluttet dog at aabne den;
thi Enkers og de Værgeløses Klager
gaa frem for Alt, og ikke skal det siges:
Retfærdigheden sover, naar de Svage
paakalde den. Jeg vil bevise her,
at den er vaagen! - Hvor er Klagerinden?
Hun træde frem! Jeg er beredt at høre!

(Phryne træder frem og kaster sig paa Knæ foran Dommersædet.)

✂ Rejs Dig! Hvad er dit Navn?

PHRYNE: (med paatagen Ydmyghed).
✂ Jeg hedder Phryne.

AQVILINUS.: ✂ Og Du er Enke?

PHRYNE.: ✂ Ja, en sorgfuld Enke;
jeg lever ensomt i mit stille Hus,
og stænger strengt min Dør for Mænds Besøg;
men denne Galilæ'r, som hist Du sér,
skreg højt om Hjælp, som En, der var forfulgt,
og bad saa bønligt om et Tilflugtsted,
at jeg forbarmed mig og lod ham ind.
Men han bedrog mig, det var kun en List,
hvormed han vilde lokke mig i Fælden.
Det var min Kydskhed, som han vilde krænke,
og kun ved Skrig, som kaldte Folk til Hjælp,
jeg frelste mig fra Skjændslen, som mig trued.

141

AQVILINUS.: ✂ Og hvad beviser, at Du taler Sandhed?

SLAVERNE: (i Phrynes Tjeneste).
✂ Vi kan bevidne det!

MÆND AF HOBEN.: ✂ Ja - alle vi,
som greb ham!

EN STEMME.: ✂ Han fortjener Døden!

EN ANDEN STEMME.: ✂ Til Baalet med ham!

EN TREDIE STEMME.: ✂ Lad ham sønderrives
af vilde Dyr!

FLERE STEMMER.: ✂ Ja, ja send ham til Cirkus! -
Vi har ej længe nydt en saadan Spas.

AQVILINUS

✂ (bydende).

✂ Jeg fordrer Stilhed her!

(til Spyddragerne.)

✂ Ud med
det Pak,
som glemmer frækt for hvem og hvor de staa!

(Spyddrageme drive Fredsforstyrrerne ud.)

AQVILINUS.: ✂ Før Manden frem! Han skal ej uhørt dømmes!

(Fulvia bedækkende sit Ansigt med Hænderne, og nær ved at segne, stødes frem for Dommersædet.)

142

AQVILINUS.: ✂ Hvis ikke Dragten, som Du bærer, lyver,
er Du en Kristen?

FULVIA: (sagte).
✂ Ja!

AQVILINUS.: ✂ Nu vel, forsvar Dig! -
- Du tier - Har Du ej et Ord at sige?
til mig, din Dommer?

FULVIA: (sagte).
✂ Nej!

AQVILINUS.: ✂ Vé Dig, Du Hykler!
Du Ulv i Faaredragt; tifold strafværdig,
hvis Du er skyldig i den frække Gjerning,
som her Du sigtes for; thi Eders Tro,
den, som I paastaa nu skal frelse Verden,
er en Forsagelsens og Sorgens Tro,
som sætter alle Sjæles Maal saa højt,
at Tanken svimler. - »Himmel eller Helved« -
det er jo Valget, som I give Andre.
Hvad har Du valgt? Er Du et Mørkets Barn:
en uren Aand, som, iklædt Kjød og Blod,
udfordrer Straffen alt paa Jorden her?

FULVIA: (sagte, idet hun synes at opbyde al sin Kraft for at holde sig oprejst).
✂ Jeg er uskyldig!

143

AQVILINUS.: ✂ Og dog dækker Du
dit Ansigt til - elendig, - sønderknust -
et Billede af Skræk -

FULVIA: (sagte).
✂ Forbarm Dig, Himmel!
Hvad skal jeg svare -
(synker sammen foran Dommersædet.)

AQVILINUS.: ✂ Er her Ingen,
som kjender ham?

EN SPYDDRAGER.: ✂ Her staar en Galilæ'r,
som nikked til ham, da han gik herind;
for Sikkerhedens Skyld tog vi ham med;
han véd Besked, hvis han vil ud med Sproget.

(Broder Malchus, som røber stor Befippelse, stødes frem i Salen.)

AQVILINUS.: ✂ Tal uden Frygt. - Du kjender denne Synder?

MALCHUS: (tørrer Sveden af sin Pande)
✂ Ja, Gud forlade mig min slemme Synd:
Jeg kjender ham. Et Aar er det nu siden,
han blev Abbed for samme Broderskab,
hvortil jeg hører.

AQVILINUS: (studsende).
✂ I saa ung en Alder -
Abbed? Besynderligt!

144

MALCHUS.: ✂ Ja, ikke sandt?
Han har endnu ej mere Spor af Skjæg
end jeg paa Fladen af min Haand.

AQVILINUS: (utaalmodig).
✂ Skynd Dig! -
Hold Dig til Sagen!

MALCHUS.: ✂ Da den Gamle døde -

AQVILINUS.: ✂ Den Gamle? Hvilken Gamle?

MALCHUS.: ✂ Ih, bevares:
Vor forrige Abbed, den gamle Mand,
som gik i Barndom! Det var ham, der valgte
ham her til Eftermand. - Jeg sagde strax,
det kunde ikke gaa. - Hvem denne var,
hvorfra han stammed, vidste Ingen af os.
Han kom, som han var falden ned fra Maanen,
men Lærdom havde han mér end vi Andre
og foregik os med et fromt Exempel,
ja, det véd Gud, han gjorde. - Men han fasted
til Overmaal -

AQVILINUS.: ✂ Dit Omfang vidner:
Du tog det ej saa strengt. Men skynd Dig!
skynd Dig!

145

MALCHUS.: ✂ Ja, for at fatte mig i Korthed, Herre:
I Nat forlod han os, og da vi mødtes
igjen i Morges, tog han Afsked med os
og teede sig, som hån var bleven gal,
og det er netop det, jeg tror han er,
hvis ikke Fanden selv er faret i ham!

AQVILINUS

✂ (som under det Foregaaende har røbet stigende Spænding og Utaalmodighed).

✂ Nok! nok! Jeg vil ej høre mér din Sladder!

(til Spyddragerne, idet han rejser sig og stiger ned fra Dommersædet.)

✂ Røm Salen her og lad mig være ene
med denne Synder! Vent derudenfor,
indtil jeg kalder!

(De Tilstedeværende, med Undtagelse af Aqvilinus og Fulvia, forlade Retssalen.)

AQVILINUS: (efter at have overtydet sig om, at Dørene ere lukkede).
✂ Nu er vi alene.
Rejs Dig, Du Gaadefulde! Sig, hvem er Du?

FULVIA: (løftende Hovedet).
✂ En Kvinde -

AQVILINUS: (i den højeste Bevægelse).
✂ Fulvia!

FULVIA.: ✂ Ja, saadan hed jeg.

146

AQVILINUS: (beherskende sig, med forstilt Kulde).
✂ Umuligt! - Kun en rent tilfældig Lighed
imellem Dig og den, hvis Navn jeg nævned,
har skuffet mig, men kun et Øjeblik.
- Hvor kunde Fulvia, den rene Kvinde,
hvis sværmeriske Sjæl alt higed her
fra Jorden op mod Lysets Straalehav,
hun, som har vundet Plads blandt Himlens Stjerner,
- hvor kunde hun fornedre sig til Sligt!

FULVIA: (knælende).
✂ O, hør mig! det var Længsel efter Lyset,
som drev mig bort fra Alt: Jeg søgte Gud!

AQVILINUS: (streng).
✂ Som Mand Du levet har imellem Mænd,
og hvor er Lavrbærkrandsen, som Du vandt;
da i Triumf de drog Dig hjem fra Templet?
- Nu er det Pøblen, som har slæbt Dig hid!

FULVIA.: ✂ For hvad jeg fejled, har jeg strengt gjort Bod,
men, tro mig, intet Slet har jeg forøvet!
Som jaget Dyr jeg ligger for din Fod -
dræb mig - men træd mig ej med Haan i Støvet.

AQVILINUS.: ✂ Jeg kan ej tro Dig! Nej! Hvor var Du henne
i denne Nat? Hvorfor forlod Du Klostret
paa slig en Tid? Du hørte selv jo nylig,
147 hvad Vidnet sagde: Først i Morges mødtes
Du med de Andre -

FULVIA.: ✂ Gjaldt det Livet kun,
da tav jeg! - Men jeg nødes til at tale.
Nuvel, saa briste da det sidste Segl,
som lukker for min Mund! Hvor var Du selv
i denne Nat, Prokonsul Aqvilinus?

AQVILINUS: (forvirret).
✂ Hvad skal det sige? hvilket sælsomt Spørgsmaal?

FULYIA.: ✂ Var det et Stævnemøde, som Du havde
med Marmorstøtten, der skal forestille
den døde Fulvia? - Hvi kyssed Du
dens kolde Mund? Den levende, som ligger
i Støvet for Dig, stod bag Tempelsøjlen
og saa' det Alt, og hun blev rød som Blod;
for første Gang hun der sig selv forstod
og følte, hvad der slumrede herinde.
Og alle Stjernerne sig sammensvor -
den hele Himmel og den hele Jord -
med Dig - og lærte mig, at jeg er Kvinde!

AQVILINUS: (aabnende sin Favn).
✂ Og nu forsmaar Du ikke mér min Haand?
- Afgrunden mellem os, - er den nu jævnet?

148

FULVIA.: ✂ Ja, Aqvilinus! ja! nu er Du hævnet:
Jeg elsker Dig!

AQVILINUS: (med Humor).
✂ Vent l vent! Her er en Aand,
en gaadefuld, som for min Dom er stævnet;
en syndig Kristenmunk, af Ingen kjendt,
beskyldt for Vold - ham, som de fordre brændt!
- Hvad gjør jeg nu med ham? - Rask maa
her handles.
Til Kvinde maa Du helt fra Mand forvandles!
- Giv mig den grimme Kutte, Du har paa,
og. skjul Dig hurtigt - her til denne Side -
hvad her er skét, maa Du og jeg kun vide!

FULVIA: (Idet hun afkaster Kutten, under hvilken hun er iført samme Dragt som i anden Akts tredie Scene).
✂ Hvad vil Du?

AQVILINUS: (som har modtaget Kutten).
✂ Mane denne Synder bort.
Gaa! skjul Dig! skjul dig! Fristen er kun kort.
I denne Stund maa al Betænkning vige -
selv skal Du sande, hvad jeg nu vil sige!

(Han fører hende hen til Venstre, hvor hun skjuler sig bag Thronstolen; derpaa iler han hen i Salens Baggrund, aabner rask Hovedindgangen, foran hvilken han stiller sig, holdende Kutten højt i Vejret.)

149

AQVILINUS: (til de Udenforstaaende).
✂ Jeg nødes til at hæve denne Sag;
højst gaadefuld - vidunderlig er Grunden:
Et Underværk er skét ved højlys Dag -
sé - her er Kappen - Munken er forsvunden!

(kaster Kutten ud til de Udenforstaaende, som svare med en forvirret Mumlen, medens han atter hurtigt tillukker Indgangen.)

AQVILINUS.

✂

✂ Det var mit sidste Hedningebedrag!

(til Fulvia, der ængstelig træder frem fra sit Skjul, idet han udbreder Armene imod hende.)

✂ Kom, Fulvia, nu skilles ej vi To!
En Krands af Tidsler har dit Hoved baaret,
nu vil jeg flette Roser Dig i Haaret!

FULVIA: (vigende tilbage).
✂ Men Du og jeg er af forskjellig Tro!
- Du er jo Afgudsdyrker - jeg Kfistinde.

AQVILINUS: (med Inderlighed).
✂ Saa led mig Du, i Fald jeg gaar iblhide;
opbyg mig til dit Paradis en Bro
og viis mig Lyset, - hvis det er at finde!
Som Lærling sætter jeg mig. ved din Fod.
- Men husk, paa Jorden skal Du fæste Rod;
din Plads paa Himlen har Du tabt som Stjerne;
som Hustru skal Du hvile ved mit Bryst.

FULVIA: (klyngende sig til ham).
✂ Du stolte Mand, jeg bytter altfor gjerne!

150

AQVILINUS.: ✂ Og dog Du skjælver midt i al din Lyst?

FULVIA.: ✂ Mit Marmorbillede?

AQVILINUS: (kjækt).
✂ Det skal jeg fjerne.

FULVIA.: ✂ Min Fader?

AQVILINUS.

✂

✂ Rolig! Tiden bringer Raad!
Sé dette Brev,

(han tager et Brev frem fra sit Bryst.)

✂ det kalder mig til Daad;
det modtog jeg i Morges fra vor Kejser:
Til Lilleasien har han mig kaldt,
jeg. bryder op herfra i Aften alt -
og Du ?

FULVIA.: ✂ Jeg følger Dig, hvorhen Du rejser,
langt over Havet gjennem Ørknens Sand,
hvorhen Du vil - til Verdens sidste Rand!
Helt er jeg din, og Intet uden Kvinde!

AQVILINUS.: ✂ Er det at tabe?

FULVIA.: ✂ Nej, det er at vinde!

(Under den sidsfe Del af dette Replikskifte høres udefra, først fjernt, derpaa nærmere og nærmere, Hymnen til Eros, den samme, som i Aktens Begyndelse synges af Ynglingernes og Pigernes Kor.)

151

AQVILINUS.: ✂ Lyt! - lyt til Tonerne, min søde Brud!
Derude juble de - Eros til Ære!

FULVIA: (mellem Alvor og Smil).
✂ Den lille Eros er en Hedninggud -

AQVILINUS.: ✂ Dog Pris for ham! Hans Magt dø'r aldrig ud!
Hans Vinger skal os til den store bære!

(Tæppet falder.)

Kaalund, H. V. Fulvia

H. V. KAALUND

FULVIA.DRAMA I FEM AKTERAFH. V. KAALUND.

KJØBENHAVN.GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).TRYKT HOS J. JORGENSEN & CO. (M. A. HANNOVER)1891.

Bemærkning til 2den Udgave.

PERSONERNE:

FØRSTE AKT.

FØRSTE SCENE.

ANDEN SCENE.

ANDEN AKT.

FØRSTE SCENE.

ANDEN SCENE.

TREDIE SCENE.

TREDJE AKT.

FØRSTE SCENE.

FJERDE AKT.

FEMTE AKT.

FØRSTE SCENE.

ANDEN SCENE.

TREDIE SCENE.

FULVIA.
DRAMA I FEM AKTER
AF
H. V. KAALUND.

KJØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
TRYKT HOS J. JORGENSEN & CO. (M. A. HANNOVER)
1891.