Kaalund, H. V. ANDEN SCENE.

ANDEN SCENE.

(Søjlehal i Prokonsulens Palads I Alexandria. Til Venstre en ophøjet Thronstol. Hovedindgangen i Salens Baggrund.)

(Aqvilinus kommer fra en Sideindgang og gaar en Stund med heftige Skridt og korslagte Arme frem og tilbage.)

AQVILINUS.

Dumt-dumt! Jeg vil ej tænke mer herpaa.-
Jeg er jo ingen Dreng, som første Gang
med vaagnet Elskovstrang har sét mig svimmel
i et Par Kvindeøjne. Kvæle vil jeg
Erindringen om denne Drømmerske. -
66 I mig er Romulus' og Remus' Blod -
Sabinerulven rører sig herinde -
jeg føler det. - Men hævne mig paa hende?
Nej, ved mit Sværd! dertil er jeg for god;
Rovdyret i mig skal ej vinde Magten -
til Hadets Ulv jeg sparker med min Fod!
- Dog tusind Gange heller midt i Slaget
højt paa min Stridshest mellem Fjendesværd,
end staa, som her jeg staar: afmægtig - vraget -
haanlig forsmaaet af denne stolte Kvinde,
som jeg til Trods for Alt endnu har kjær!
- Er jeg da virkelig saa lidet værd?
Staar hun saa himmelhøjt, at hun kan skue
paa Jorden ned som paa en ussel Tue ?
saa højt, at hun kan smile med Foragt,
fordi mit Maal er ikke mér end Magt?
Er jeg maaske af Selvtillid forblindet?
Har jeg for meget jaget efter Skinnet?
Har jeg det Bedste i mig selv forsømt?
- Det Bedste! - hvilket? Sejeren herinde?
Men hvilken Dødelig har naaet den hél?
selv næppe Du engang, Markus Avrel -
langt mindre hun, den uerfarne Kvinde!
Jeg har dog mandig stridt, mens hun har drømt,
og højt som hun jeg kan mit Hoved bære.
- »En Afgrund skiller os ?« - det faar saa være!
Nu vel, alene vil min Vej jeg gaa. -
Lad Saaret bløde - Ingen skal det mærke.
I denne Verden trives kun de Stærke!

67

(Han vender sig mod Hovedindgangen i Baggrunden og slaar et Slag paa et Metalskjold, som er ophængt der.)

(En Slave kommer,)

AQVILINUS
(barsk).

Hvad er det for en Larm her udenfor?

SLAVEN
(ærbødig).

Et Slagsmaal, Herre!

AQVILINUS.

Her - i mit Palads - i selve Lovens Hus! Hvem vover her at trodse Dommersværdet?

SLAVEN.

Nogle Vismænd,
som mødtes nys i Atriet derude
og gik i Søjlegangen op og ned,
mens Munden løb paa dem som Kjæp i Hjul,
er kommen op at slaas. De værste To
har Vagten grebet. De forlange højt
at stedes for dit Aasyn, strenge Herre.

AQVILINUS.

Vel! Sig til Vagten, de skal føres hid.

(Slaven gaar.)

(Kritas og Aristias føres ind af to Spyddragere; deres Klæder ere forrevne og den Førstes Hoved forbundet.)

AQVILINUS
(foragtelig).

To smukke Karle af det samme Stof!
- Og I kan ej forliges med hinanden?

(til Kritas.)

Hvad hedder Du med Bindet der om Panden?

68
KRITAS.

Jeg hedder Kritas! - Jeg er Filosof.

AQVILINUS
(til Aristias).

Og Du?

ARISTIAS.

Aristias!

KRITAS.

Han nægter Alt!

AQVILINUS.
(med Humor).

Dog ikke Pryglene, som han har faaet;
det lader til, at han har følt sig slaaet.

ARISTIAS.

- Min Næse bløder - ja, han overfaldt.
mig som en Rasende!

AQVILINUS.

Hvem ypped Striden?

KRITAS
(ivrig).

Det gjorde han.

AQVILINUS.

Og hvad var det, den gjaldt?

KRITAS.

Om Troens Forhold til den rene Viden.

ARISTIAS.

Ja, hvad er Viden, Herre? hvad er Tro?
Selv Fulvia, som kaldes for den Vise,
69 og som i Gaar vi hørte begge To,
fik mig ved sin Forklaring til at fnise.

KRITAS.

Han siger fnise, Herre - nej, han lo
saa frækt, at han blev jaget ud af Salen!
Jeg derimod - jeg blev og fulgte Talen; -
og hvis Du naadigst vil mig unde Æren
at sætte Dig en Smule ind i Læren
om Vorden, Væren og om Ikkeværen,
- der stammer, som Du véd, fra Heraklit
og Empedokles -

AQVILINUS
(barsk afbrydende).

Nej, det gaar forvidt!
I sloges nylig som to gale Hunde -

KRITAS.

Ja, han vil ikke høre mine Grunde.

ARISTIAS.

Han mener dem, han henter fra den sunde
- saakaldte sunde - Menneskeforstand;
dem kalder han Beviser! Prøv ham bare,
forsøg det selv. - Lad ham en Gang forsvare,
hvad han forstaar ved Liv og Existens,
saa skal Du mærke strax, hvor han er læns
for al Logik.

KRITAS
(appellerende til Prokonsulen).

Han vil, jeg skal forklare,
at jeg er levende, at jeg er til!

70
ARISTIAS.

Ja ganske rigtig, det er det, jeg vil;
bevis, Du lever - jeg benægter Livet!

KRITAS.

Jeg forudsætter det som noget Givet.

ARISTIAS
(triumferende).

Det er en Paastand kun, men intet Svar.
Kom med Beviserne! forklar! forklar!

AQVILINUS
(stamper i Gulvet).

Hold Munden, Slyngel!

KRITAS.

Ja, lad mig nu tale
et Øjeblik -

AQVILINUS
(barsk).

Ti!

KRITAS
(forbløffet).

Du har at befale!

AQVILINUS.

I kalde Eder Vismænd! hvilken Spot!

KRITAS
(undskyldende).

Han sparked mig!

ARISTIAS
(ligeledes).

Han slog mit Øje blaat!

71
AQVILINUS.

Jeg vil bevise, at I existere;

(til Aristias.)

jeg haaber, Du skal ikke tvivle mere.

ARISTIAS.

Nej, naar Beviset føres med Logik. -

AQVILINUS.

Mit er kun praktisk, men det holder Stik!

(til Vagten.)

Grib disse To og stop mig deres Munde!
Knebl dem - de er en Haan for deres Stand!

ARISTIAS.

Beviset, Herre? Hvorpaa vil Du grunde
en slig Fordømmelse?

AQVILINUS
(med stolt Foragt).

Kun paa den sunde - saakaldte sunde Menneskeforstand!

(til Spyddragerne, idet de føre Kritas og Aristias ud.)

Sig til min Livvagtshøvding, at jeg venter.

(Han gaar et Øjeblik utaalmodig frem og tilbage. Livvagtshovdingen træder ind.)
AQVILINUS.

Jeg er beredt at høre, hvad Du har
at melde mig i Dag; men fat Dig kort,
spring alle Smaating over!

HØVDINGEN.

Venustemplet i Stadens østre Kant er brændt i Nat;
72 dér ligger nu imellem brustne Buer
Gudindens Billed, sværtet sort af Røg.
Husvilde flagre hendes hellige Duer, -
En saa' jeg selv, som toges af en Høg.

AQVILINUS.

Ved Jupiter l jeg er ej stemt til Spøg.
- Var Ilden paasat?

HØVDINGEN.

Guderne det véd!
Man mener, at et Lyn er slaaet ned
og har i Nattens Uvejr antændt Branden.
- Der ymtes rigtignok af En og Anden,
at Ilden har en mindre himmelsk Grund. -

AQVILINUS.

Og hvilken?

HØVDINGEN.

- Lyn kan udgaa fra en Mund:
I Gaar har Fulvia jo holdt en Tale,
hvori hun tordned løs mod Tidens Laster;
og der er ingen Mangel paa Fantaster
deroppe i Musejons høje Sale. -
Hvem véd, om ej en slig forrykt Krabat
har faaet Lyst at spille Herostrat?
Man kan jo vente Alt af slige Gale!
- Det er en Venuspræst, jeg har det fra.

AQVILINUS
(opfarende).

Fordømte Sladder! - Altid Fulvia!
Nævn ikke hende! - Denne usle Yngel
73 af Venuspræster - Pesten i vor By -
besudler Himlen selv med deres Spy!

HØVDINGEN.

Ja, denne er en ganske simpel Slyngel!

AQVILINUS.

Fortsæt din Melding!

HØVDINGEN.

Bud fra Offerpræsten
ved Mithrastemplet, om Du mindes Festen,
som fejres skal i Dag til Gudens Ære,
og som Du lovet har at overvære.

AQVILINUS
(utaalmodig).

Ja vist, ja vist! saa gaar det Slag i Slag.
Jo mere Troen i sin Grundvold vakler,
skal Pøblen underholdes med Mirakler -
med Skuespil -

(dæmpet.)

og hellige Bedrag!

(højt.)

Er der ej Nyt fra Østen eller Vesten? -
Ej noget Oprør? - intet Bud fra Rom?

HØVDINGEN.

Nej, Herre, intet!

AQVILINUS.

Hvad, - er Verden tom?
Mig huer ikke denne døde Stilhed.

74
HØVDINGEN.

Vel, Herre! Da Du taler selv derom,
jeg vil ej længer tie: Folket knurrer -
det kjeder sig!

AQVILINUS
(mørk).

Det véd ej, hvad det vil,
fordærvet som det er, og overmættet
ved Syn af Blod.

HØVDINGEN
(dæmpet).

En Mand det trænger til!

AQVILINUS
(studsende).

Hvad mener Du ?

HØVDINGEN.

Har Du det ikke gjættet?

AQVILINUS
(farer op).

Vogt Dig! Dit Hoved sætter Du paa Spil!

HØVDINGEN
(dristig).

Jeg siger jo kun højt, hvad Alle tænke:
Grib dristig Øjeblikket! Spræng vor Lænke!
Du har Augustus' Kløgt og Titus' Sjæl, -
i Dig vi sé en anden Marc Aurél!
Et Vink - og Legionerne sig rejser!
Grib dristig til - og D u er Romas Kejser!

75
AQVILINUS
(haanlig).

Og hvad forlanger Du saa for din Del -
og Legionerne?

HØVDINGEN
(med Værdighed).

En Mand - en hél!
Ej noget mæsket, purpurklædt Uhyre,
ej nogen Dreng, som han, der raser nu;
- En Mand med Herskeraand - en Mand som Du ,
hvis stærke Haand kan Verdenstøjlen styre!
Magten er din - den koster kun et Ord!

AQVILINUS
(i stærk Spænding).

Den koster Mere: Brud paa Tro og Love!
- Oprør!-ja, sig det kun: et Kejsermord !

HØVDINGEN.

Den, som vil vinde, Herre! han maa vove!

AQVILINUS
(halv indadvendt).

Ja, og Samvittigheden, den maa sove!
Man klarer Svælget med et dristigt Spring -
Tilløbet er det Værste! Sæt, man snubler
med Haanden udstrakt mod den gyldne Ring!

HØVDINGEN.

Du vakler, Herre! - Bort med disse Skrupler!

76
AQVILINUS.

O, jeg forstaar Dig: Jeg skal være fræk!
Et Raad, som dit, maa ikke overraske.
Du tænker vel, min Tøven er en Maske?
Sé i mit Ansigt - læs i mine Træk -
og sig mig dristig, hvad Du læser -

HØVDINGEN.

Skræk!

AQVILINUS
(med Højhed).

Ja, for mig selv: - for Tankerne i Sjælen,
de sorte - som maa trædes under Hælen -
knuses som Øgler - førend de faa Magt!
Held mig: dit onde Raad har helt mig vakt!
Du tror: jeg fiske vil i Tidens Røre?
Nej, ved mit Hoved! Tusind Gange Nej!
Som Dukke lader jeg mig ikke føre,
jeg gaar min egen, lyse, lige Vej!

(Flere Krigshøvdinger træde ilsomt ind; derefter en Herold.)
AQVILINUS
(farer heftig imod de indtrædende Høvdinger).

Tilbage der! Hvor tør I vove ukaldt
at trænge ind til mig?

EN AF HØVDINGERNE.
(ærbødigt).

Undskyld os, Herre!
Vi bringe en Herold, som nys er stegen
i Land i Havnen. Han er sendt fra Rom
med vigtigt Budskab: Heliogabal
77 er myrdet og Alexian Severus
udraabt til Kejser!

HEROLDEN
(træder frem).

Ja, saa er det, Herre!
Skibsfolkene, der førte mig fra Rom,
har raabt det ud i Havnen - ikke jeg,
som har Befaling til at overrække
Dig dette Brevskab med Senatets Segl.

(Overrækker Aqvilinus et forseglet Brev, som denne hurtigst aabner og gjennemlæser.)
AQVILINUS
(i stærk Bevægelse).

Ja, ja! her staar det: Rom har skiftet Kejser!
Saa glæd Dig, glæd Dig, Du forpinte Verden,
nu dæmrer der for Dig en bedre Tid!

(vender sig til Høvdingerne)

Hil Cæsar! Hil Alexian Severus!

ALLE HØVDINGERNE.

Ja, hil vor nye Cæsar! Hil ham! Hil!

AQVILINUS.

Det høre Guderne! Julia Mammæa's -
den fromme Kvindes Søn - vil ikke svigte,
hvad han som Yndling loved! Hil ham! Hil!
- Afsted - til Forum vil jeg nu mig skynde,
for Folket højt det Budskab at forkynde!

(iler ud, fulgt af de Andre.)