Kaalund, H. V. TREDIE SCENE.

TREDIE SCENE.

(Klippeegn med enkelte Palmer og Kaktusplanter. I Forgrunden til Højre ses Ydermuren af et kristent »Claustrum«, opført i raa Stil med en enkelt lav Indgang.)

(Rocchus og Josephus, som, iførte grove, lange, lysfarvede Kutter med Hætter, have været i Færd med at ophakke Grunden ved Foden af en Kalkklippe, træde frem fra Venstre.)

ROCCHUS
(idet han udmattet støtter sig paa sin Hakke).

Ah! jeg maa puste lidt -Jeg bliver gammel, Kræfterne svigter mig.

JOSEPHUS
(kastende Hakken fra sig).

Du arbejder ogsaa for strengt. Jeg begriber ikke, hvorfor Du haster saaledes med at faa din egen Grav udhulet i denne haarde Kalkklippe.

ROCCHUS.

Fordi jeg trænger til Hvile - den sidste - lange l

JOSEPHUS.

Ja, det er ikke saa underligt, naar Du spæger Dig selv mere end nødvendigt. Vor Ordensregel tilsteder os at spise Kjød hver tredie Dag, undtagen paa de store Højtidsdage; Du lever kun af Urter og Vand. - Kom! lad os hvile lidt i Skyggen paa Stenbænken her! Jeg har saa tidt bedet Dig om at fortælle mig Noget om dit tidligere Liv; opfyld nu min Bøn. Vor gamle Abbed derinde har jo 79 selv sagt mig, at jeg kunde have godt af at høre af din egen Mund, hvad Du har prøvet og lidt.

ROCCHUS

Maaské - til Advarsel for din unge Sjæl!

JOSEPHUS.

Ræk mig din Haand, at jeg kan lede Dig - - i denne Retning.

ROCCHUS
(idet han famlende med langsomme Skridt nærmer sig Stenbænken).

Tak! (de sætte sig.)

JOSEPHUS.

Du har oplevet Meget?

ROCCHUS.

Ja, Meget!

JOSEPHUS.

Ikke sandt, Du har jo været romersk Soldat - Prætorianer? - Været med i Germanien og Gallien og tjent under flere Kejsere?

ROCCHUS.

Under fire - (efter en Pavse) og været med til at myrde de to!

JOSEPHUS
(farer tilbage og korser sig).

Herre Jesus! - hvilke?

ROCCHUS
(langsomt)

Først Commodus -

80
JOSEPHUS.

Uhyret! Athleten! Han, der som Kejser kjæmpede med paa Arena og med Kølleslag knuste Hovederne paa over 700 Gladiatorer! I Helvede brænder nu hans sorte Sjæl hos Nero's og Caligula's! - Hvem var den Anden?

ROCCHUS
(med et dybt Suk).

Pertinax -

JOSEPHUS.

Ak, Pertinax! Den Retfærdige! Ham, der med Ære bar sit hvide Haar!

ROCCHUS.

Ja, ogsaa ham!

JOSEPHUS
(spændt).

Og siden?

ROCCHUS.

Saa gik det op og ned. Jeg blev foset som en Hund, men bed fra mig og kom i Krig med hele Verden.

JOSEPHUS.

Du blev Røver?

ROCCHUS.

Ja!

JOSEPHUS.

Og dog er Du havnet her som Kristen?

81
ROCCHUS.

Et Under aabnede mine Øjne i samme Stund, det lukkede dem.

JOSEPHUS.

Fortæl! fortæl!

ROCCHUS.

Det var en Uvejrsdag. Jeg laa paa Lur ved Vejen nærved Cæsarea, beredt til at nedstøde den Første den Bedste, som kom forbi. - Det lynede. Jeg hørte Fodtrin. Der kom en enlig Mand, en Kristen; - Korset, som han holdt i sin Haand, og som han trykkede til sin Mund, forraadte det. Med opløftet Daggert styrtede jeg frem mod ham. Han var forsvarsløs, men røbede ingen Frygt. Det undrede mig. Jeg spurgte ham, hvorfra han fik sit Mod. »Fra den Korsfæstede,« svarede han, »fra Frelseren, i hvis Ærind jeg er paa Vejen til en Døende. Du har ikke Magt til at standse mig, naar ikke Gud vil det.« -Jeg lo og vilde støde til, da - laa jeg som knust i Støvet!

JOSEPHUS
(spændt).

Himlens Lyn havde ramt Dig?

ROCCHUS.

Ja!

JOSEPHUS.

Og da Du atter vaagnede til Bevidsthed? -

82
ROCCHUS.

Laa jeg i Armene paa ham, jeg vilde myrde. - Det var Nat omkring mig - og i mig!

JOSEPHUS.

Du havde mistet Synet?

ROCCHUS.

For første Gang saa' jeg ind i min egen sorte Sjæl!

JOSEPHUS.

Et Guds Mirakel!

ROCCHUS.

Ja! jeg Blodhund blev rystet vældigt af Guds stærke Haand! - jeg vred mig som en Orm - rasede - græd som et Barn!

JOSEPHUS.

Saa blev Du Kristen! - Men Manden, som Du vilde myrde - hvor blev han af? Hvem var han?

ROCCHUS.

Vor Abbed derinde!

JOSEPHUS.

Hvad siger Du? Vor Abbed? den fromme, milde Olding?

ROCCHUS.

Ham var det! Han har frelst min arme Sjæl fra Helvedes Afgrund. Paa Dommens Dag vil han tage mig ved Haanden og føre mig frem 83 for Guds Throne, og gaa i Borgen for, at jeg har lidt og angret!

JOSEPHUS.

Skrækkeligt har Du forsyndet Dig! Men Du var jo Hedning og gik iblinde.

ROCCHUS.

Nu ser jeg!

JOSEPHUS.

Ak! gid mit indre Syn var opladt som dit. - Jeg længes efter at komme ud i Verden.

ROCCHUS.

Du har ikke prøvet den. Som et lille Barn kom Du hertil..

JOSEPHUS.

Selv kan jeg ikke huske det, men vor Abbed har fortalt mig, at han bar mig hid under sin Kappe, da mine Forældre, som var Kristne, havde lidt Døden i et Pøbelopløb inde i Staden. Som en kjærlig Fader har han vaaget over mig og kjender alle mine Tanker. Velsignet være han!

ROCCHUS.

Og dog sukker Du? Du synes, det er haardt, at han sætter Dig til at arbejde sammen med mig, som af alle Brødrene her er den, der er mest mæt af Livet!

84
JOSEPHUS.

Det er til min Sjæls Frelse, han gjør det - jeg véd det. - Men forlang ikke, at jeg bestandig skal tænke paa Døden! Dette Arbejde, hvormed jeg hjælper Dig her, er saa sørgeligt. -

ROCCHUS.

Ikke for mig; det er mit sidste Leje, jeg reder her. Trøst Dig, det vil snart være færdigt! (Lyden af en Klokke høres inde fra Bygningen.)

JOSEPHUS
(idet han griber den Andens Haand).

Klokken kalder os til Bøn! Kom, lad mig øre Dig.

ROCCHUS.

Bed for mig, Josephus! Bed for mig!

(De gaa ind i Klosteret.)

(Fulvia kommer fra den modsatte Side. Hendes Gang og hele Udseende røber Træthed og Forvirring. Over den hvide Dragt, hun bar i denne Akts første Scene, bærer hun en Overklæedning, der endnu mere bidrager til at skjule, at hun er en Kvinde. Hun vakler hen til Stenbænken og sætter sig derpaa.)

FULVIA.

Hvor jeg er træt! - Det svimler i mit Hoved -
hvad er der sket? Er det en Feberdrøm?
Nej! jeg er vaagen. - Ja, her sidder jeg
med knækket Stolthed, fremmed for mig selv,
en stakkels Skabning, som for første Gang
har stirret ind med Gru i Døderis Øjne,
de rædselsfulde tomme! Vé mig, Taabe!
Jeg vilde hæve mig til Guderne -
85 nu har de slængt mig med Foragt i Støvet!
Forgjæves har jeg kaldt, de hørte ej!
Den høje Helios saa' ned fra Himlen,
som haaned han min Nød.-Ja, det er Straffen,
fordi jeg vilde efterligne ham,
som styrer Solens Straalespand deroppe
evigt i samme Spor! - Kastet af Vognen,
hvis vilde Heste, skumbedækte, sky,
foer over Stok og Sten, slængtes jeg hen
ved Randen af en Afgrund; da jeg vaagned,
var jeg alene - kun to Aadselgribbe
i Luften kredsed over mig med Skrig;
de grimme Fugle holdt mig for et Lig!
Langt er jeg vandret, uden Maal og Tanke. -
Hvor er jeg nu? - Der ligger jo en Bolig.
Ugjæstfri sér den ud; dens Mur er skummel
og lav dens Dør; dog vil jeg banke paa
som ydmyg Tigger. - Jager man mig bort;
da vil jeg kalde Gribbene tilbage og vente Dødens Komme uden Klage!

(Idet hun nærmer sig Klosterdøren, lyder et højtideligt Kor af Mandsstemmer derinde fra.)

KOR AF MANDSSTEMMER I KLOSTERET.

Staar i Verden Du forladt?
Kom herind! kom herind!
Vakler Du i Tvivlens Nat?
Kom herind! kom herind!
Her er Vej til Morgenrøden!
Her er Sejer over Døden!

86
FULVIA
(som i den højeste Spænding har lyttet til Sangen).

»Her er Vej til Morgenrøden!
Her er Sejer over Døden!«
Ha, sælsomt, sælsomt! Mægtigt rystes jeg
i denne Ensomhed af disse Ord!

RECITATIV.
(En dyb Mandsstemme i Klosteret.)

»Mit Hjerte sukker efter Herren, som Hjorten efter frisk Vand; min Sjæl tørster efter den levende Gud!«

FULVIA
(langsomt gjentagende).

»Min Sjæl tørster efter den levende Gud!«
- Den levende? Der er jo flere Guder!
Er de da døde? - Hvem er denne Ene,
de synge om? Er det de Kristnes Gud?
Ja, ja! nu mindes jeg, hvad jeg har hørt,
at han er Gud for Hver, som er bedrøvet,
- de Svages, Fattiges, Forladtes Gud;
- de andre Guder træde os i Støvet!

KOR I KLOSTERET.

Bange Sjæl, han har Dig kjær!
Overalt er han Dig nær.
Kommer Du med Barnets Sind,
lukkes Du i Himlen ind.
Hvor de Vise gaa iblinde,
kan de Fromme Vejen finde.

87
FULVIA.

»Hvor de Vise gaa iblinde, kan de Fromme Vejen finde!«

RECITATIV.

»Før Bjergene bleve til og Du dannede Jorden, ja fra Evighed til Evighed er Du Gud!«

FULVIA
(i dyb Bevægelse)

»Fra Evighed til Evighed er Du Gud!«

RECITATIV.

»Der er ingen andre Guder foruden Dig!«

FULVIA.

»Der er ingen andre Guder foruden Dig!«

RECITATIV.

»Farer jeg til Himlen, da er Du dér, reder jeg mit Leje i Afgrunden, da er Du dér, vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, og tøve ved dét yderste Hav, da skulde ogsaa dér din Haand føre mig og din Højre holde mig fast.«

KOR I KLOSTERET.

Flyv du store Jubelbud,
flyv til alle Slægter ud,
til hver Sjæl, som staar forladt:
Endt er Tvivlens lange Nat!
Himlen har sig aabenbaret!
- Her er Vejen, her er Svaret!

88
FULVIA
(iler hen mod Klosterdøren).

Ja, ja! her kommer jeg. Mit Hjerte tørster
efter den levende Gud! Ham vil jeg kjende!
Luk op, luk op! Lad mig ej ude staa!
Det er en husvild Sjæl, som banker paa;
en Sjæl, som har i Ørknen sig forvildet,
en Sjæl, hvis Tørst endnu blev aldrig stillet!
Luk op og sluk min Tørst og stil mit Savn,
i hans, den ubekj endte Enes Navn !

(banker paa og synker knælende ned foran Indgangen.)

(Tæppet falder.)