- ↩
- AQVILINUS.
-
✂ Du tavse Nat, alene her for Dig
(stiger op af Trappen og slaar sine Arme om Billedstøtten.)
forraader jeg min Sorg. - Vær Du mit Vidne:
Hun var den Eneste, jeg havde kjær!
Hvor høj og ren og herlig staar hun dér,
men hævet over Jordens Fryd og Smerte!
123 Den kolde Marmorsten har intet Hjerte. -
Og dog det er mig, som hun er mig nær.
O, kunde som Pygmalion jeg varme
det døde Billed her i mine Arme
og vække Livets Pulsslag i dets Bryst!
- Ja, kunde hun fornemme nu min Røst,
hun vilde næppe mér saa stolt mig vrage.
Af hende har jeg lært, det at forsage
kan veje mér end jordisk Herskermagt.
- »Synk i Dig selv, synk ned!« har hun jo sagt -
Ja, jeg har gjort det, - Fulvia, - og vundet,
thi gjennem Sorgen har mig selv jeg fundet!
- Tak for det Syn, Du mig paa Livet gav,
ihvor Du er, om i den kolde Grav -
død eller levende - maaske i Himlen
et Steds deroppe mellem Stjernevrimlen!
- Mig kalder atter Livets Kamp herfra.
Men aldrig glemmer jeg Dig, Fulvia!
✂ Paa Marmorlæben maa et Kys jeg trykke!
(idet han, efter at have kysset Billedets Mund, stiger ned og ved Foden af Trappen endnu en Gang vender sig om mod det.)
✂ Og saa Farvel! - Farvel, min døde Lykke!