- ↩
- FULVIA
-
(træder frem af sit Skjul).
✂ O, jeg forgaar af Skræk! Hvad har jeg sét!
(stiger med opløftet Hammer op til Billedstøtten.)
Hvad har jeg hørt! Han dristed sig at kysse
mit Billed - ja, han elsker mig endnu!
124 Held mig, at jeg stod skjult bag Søjlens Mørke -
Hvi blev, mit Billed, ej Du rød som Blod!
Selv blusser jeg fra Isse og til Fod -
men denne Afgud skal ej mér han dyrke!
- Nu er det Tid! ja, ja! nu skal det ské.
✂ Jeg lukker Øjnene for ej at sé. -
(Idet hun vil slaa til, slipper hun pludselig Hammeren, kaster sig lidenskabelig om Billedstøttens Hals og trykker et Kys paa dens Mund. Forfærdet over sin egen Dristighed og bedækkende sit Ansigt med sine Hænder, stiger hun hurtig ned.)
Styr Du, o Gud, min Arm! Fald tung min
Hammer!
- Det er mit eget Hjerte, Slaget rammer!
✂ Jeg er fortabt! Hvor skjuler jeg min Skam!
Vé mig, Usalige, - jeg elsker ham!